Præterea censeo: If you can’t beat them - buy them

Af BAMSES UVENNER

Drøm eller mareridt? Nordisk Film køber Zentropa

I starten af denne måned blev vi vidner til en af de største nyheder i dansk film i 16 år. Altså næsten siden firserne, hvis vi skal forsøge at rapelle os ned i dette nummers temakasse. Jeg taler naturligvis om Nordisk Films opkøb af det konkurrerende filmselskab Zentropa; Bubber møder Marilyn Manson.

Zentropa blev som bekendt grundlagt af de herrer Lars von Trier og Peter Aalbæk Jensen i 1992. Etableringen var ikke nødvendigvis et oprør specielt rettet mod Nordisk Film, men med sit alternative produktionsmiljø og sin særlige decentraliserede virksomhedsstruktur, blev selskabet hurtigt en filmisk antipode til isbjørnen øverst på kloden.

Lige siden har Zentropa stået som branchens bannerfører par excellence udi de mere kunstneriske, eksperimenterende og nyskabende værker, alt imens Nordisk Film og ikke mindst Regner Grasten Filmproduktion har stået på den anden vægtskål og projekteret kommerciel mainstream og metervare op på vores allesammens biograflærreder. Sådan ser det store (eller skulle man i denne sammenhæng måske sige brede) billede i hvert fald ud, selvom Nordisk Film faktisk har brilleret med både Kongekabale og Reconstruction, alt imens Zentropa floppede med film som Kat og Sekten.

Men ak, nu er det måske slut.

Vi har set historien gentage sig gang på gang – både i kulturen men også i sportsverdenen og i erhvervslivet. Det er historien om rebellen eller opkomlingen, der til sidst lader sig opsluge og sælger sin sjæl til den etablerede mastodont, som i mange tilfælde måske endda har været den direkte eller indirekte katalysator for projektet. Vi nævner i flæng FCKs ansættelse af Anja Andersen, TDCs opkøb af Telmore, Microsofts indfangning af Hotmail og Arlas overtagelse af roret hos mange af de mindre konkurrerende producenter.

Rebellen selv dækker sig ind under en halvkvædet vise om, at udfoldelsesmulighederne bliver større, og at det økonomiske fundament bliver sikret. Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at det rent faktisk er tilfældet i et par af de nævnte og lignende tilfælde, men de overskygges klart af den fremherskende tendens til, at prisen på et eller andet tidspunkt er rigtig - uanset hvad der så ellers står på spil.

Mandrilaftalen eller no deal

Lad mig i den forbindelse – og på linie med det at lave en ’Jesper Olsen’ i fodbold - indføre begrebet en ’Casper Christensen’ om det fænomen at en kulturinstans sælger ud af sin kunstneriske eller faglige integritet. Hvem husker ikke Mandrilaftalen, der i allersidste afsnit sluttede med følgende svada, som vel nærmest har karakter af et manifest:

Dette program har vi prøvet at lave af et stof, som man meget sjældent ser på TV, nemlig det stof, der hedder lyst! Vi har kun gjort det, vi har haft lyst til. Nogen gange, hvis du kigger i en tilfældig TV-oversigt, så kan du se den pragtparade af forkrampede forsøg på at lefle for, hvad man tror, at seeren gerne vil se. Det er sådan nogle antikvariske underholdningsprogrammer, der støves af igen og igen, for hvorfor synes folk, at de behøver at opfinde en ny idé, når de kan gøre karriere ud af bare, at vise noget gammelt igen og igen. Du skal vide en ting (synes vi i hvert fald), og det er, at TV det er et meget apatisk valg. TV er måske den nemmeste måde at lade livet gå på. Så den tid du bruger foran skærmen, den burde du i det mindste få tilbagebetalt med lidenskab. Hvis lidenskaben mangler, hvis du har det lidt for rart og lidt for hyggeligt, hvis fjolserne på skærmen ikke anstrenger sig for dig, og hvis du ikke skal anstrenge dig bare en lille smule selv, så fuck dem! Fuck dem, fordi de spilder din tid! Du skal huske, at de valg som du træffer, det er din chance for at påvirke det TV, du får. Hvis du vælger tumpet og leflende TV, så får du mere leflende og tumpet TV, at vælge imellem. Ciao!

Vi var mange, der efterfølgende stod op og klappede i hænderne (10.000 af os har endda samlet os i en gruppe på Facebook med det ene formål at få serien genudsendt), men som nu oplever den tidligere bestyrer af Den Harme Linie sælge helt ud i et tumpet og leflende tv-show fyldt med store kasser og tomme kufferter.

Prisen på Zentropa vil ingen af parterne oplyse, men der er nok ingen tvivl om at det var 'deal' på den gode måde - bare det så ikke bliver 'no deal' for dansk film og for alle os andre. Lad os derfor krydse fingre og håbe på, at Ålen og Trier trods alt ikke har lavet en Casper Christensen med Zentropa - for så er der stor risiko for, at vi for alvor bliver bombet tilbage til 80’erne i dansk film.