Coppola og 80’erne

Af HENRIK HØJER

Mange undrede sig, da Francis Ford Coppola meddelte, at han efter fiaskoen med One from the Heart (fig. 1) ville kaste sig over ungdomsfilmen. Resultatet blev The Outsiders og Rumble Fish, der begge er langt bedre end deres blakkede rygte og måske er det i det hele taget ved at være tid for en revurdering af Coppola i de forbandede firsere.

80’erne var hårde, rigtig hårde ved Francis Ford Coppola. I 70’ernes nye Hollywood var han den ukronede konge, og at han afsluttede årtiet med en af alle tiders mest vanvittige, men også på mange måder mest vellykkede filmprojekter, Apocalypse Now, gav ny næring til myten om den gale, men geniale filmkunstner.

Coppola startede upåfaldende i 1960’erne hos Roger Corman, men slog sit navn fast med de to første Godfather-film og den ambitiøse The Conversation (1974), inden han begav sig ind i junglen for at finde mørkets hjerte i Apocalypse Now. Efter lanceringen af Apocalypse Now i 1979 besluttede Coppola at skabe sit eget filmstudie i San Francisco, Zoetrope, et endog meget risikabelt foretagende, der blev hans nemesis. Den første film, der blev produceret, var den stort opsatte One from the Heart (1982), der fejlede så eklatant, at Coppola måtte arbejde som lejesvend resten af tiåret for de gamle og ofte konservative filmselskaber, han var flygtet fra ved stiftelsen af Zoetrope.

Sådan ynder Coppola i hvert fald at forklare dét, der skete i 80’erne, hvor al den goodwill, han havde oparbejdet hos kritikerne i 70’erne, blev formøblet. I et interview i det engelske filmblad Empire fortæller han, hvordan han tilbagebetalte den kolossale gæld, han havde oparbejdet under produktionen af One from the Heart:

… I opted to pay the amount back, and worked pretty much for ten years just doing a movie every year. I was paid as a professional director which compared to other things is a lot of money… (Empire 2007, s. 182)

Coppola lader det være underforstået, at han i en lang periode arbejdede som gemen lønarbejder, og at det er i det lys, de mange jævne og tilsyneladende upersonlige film fra 80’erne skal ses.

Virkeligheden er nu mere broget, og faktisk er der ingen tvivl om, at de to film, der fulgte umiddelbart efter One from the Heart, hører til hans mest personlige. Det er disse to ganske vellykkede filmatiseringer af Susan E. Hintons ungdomsbøger The Outsiders (1983) og Rumble Fish (1983, dansk Motorcykeldrengen), det nu skal handle om, i et forsøg på at nuancere historien om geniets fald fra tinderne og Francis Ford Coppola i 80’erne (fig. 2 og 3).

Melodrama og kunstfilm

Susan E. Hinton skrev sin debutroman The Outsiders som femtenårig i midten af 1960’erne, og da bogen blev udgivet i 1967, blev den hurtigt en favorit blandt unge i USA og resten af verden. En skole i Fresno, Californien stemte ligefrem romanen ind som den bog, de helst så filmatiseret, og de valgte endvidere Coppola som den instruktør, de helst så stå bag kameraet ved en eventuel filmatisering. En lokal skolebibliotekar skrev til Coppola og fortalte om resultatet af afstemningen, og allerede et par år før katastrofen med One from the Heart besluttede han sig for at følge opfordringen.

Under optagelserne til The Outsiders læste Coppola Susan E. Hintons tredje roman Rumble Fish (på dansk Motorcykeldrengen) og besluttede sig for at indspille de to film back to back med udgangspunkt i to vidt forskellige stilarter. The Outsiders fremstår som Coppolas hyldest og bearbejdning af 1950’ernes melodrama, mens han i Rumble Fish stilistisk tager turen over den store dam og hylder den europæiske artfilm, med alt hvad det indebærer.

Det er altså noget af en tilsnigelse at kalde Hinton-filmatiseringerne rene bestillingsopgaver. Der er tværtimod tale om ganske personlige udgaver af de to succesfulde ungdomsromaner, og samtidig med at The Outsiders er en hyldest til og bearbejdning af film som Rebel Without a Cause og East of Eden, og Rumble Fish et ærbødigt buk for de europæiske mestre, indeholder filmene ligeledes temaer, der kan følges gennem en stor del af Coppolas oeuvre. For det første den ambivalente kærlighed til familien og i særdeleshed mellem brødre, som man ser det i de to første Godfather-film, for det andet den nostalgiske, næsten sentimentale melankoli over tidens ubønhørlige gang og stadige nedbrydning af det eksisterende.

Ungdomsdrama i farver

The Outsiders fortæller historien om the greasers fra den fattige, nedslidte del af Tulsa og de bedrestillede the socs fra forstæderne. Vi følger the greasers ikke mindst brødrene Ponyboy (C. Thomas Howell), Sodapop (Rob Lowe) og storebroderen Darrel (Patrick Swayze), der bliver centrum for en meget West Side Story-inspireret konflikt, der har pigen Sherri som omdrejningspunkt (fig. 4). Konflikten tilspidses hurtigt, og det ender med, at Ponyboys bedste ven, Johnny (Ralph Macchio), i selvforsvar slår en af the socs’ ihjel. De to drenge flygter ud på landet og bliver pludselig lokale helte, da de godt hjulpet af vennen Dallas (Matt Dillon) redder nogle skolebørn ud af den brændende kirke, de har søgt tilflugt i. Under redningsaktionen kommer den skrøbelige Johnny så alvorligt til skade, at han senere dør på hospitalet i Tulsa, alt imens de øvrige greasers og the socs udkæmper det afgørende slag i en nærliggende park.

Filmens sympati ligger hos de beskidte og utilpassede greasers med den kvikke og skolemindede Ponyboy i centrum. Omkring ham kredser vennerne og ikke mindst hans to brødre Sodapop og Darrel. Og netop forholdet mellem Darrel og Ponyboy er problematisk. Førstnævnte har måttet påtage sig opdragerrollen efter forældrenes pludselige død og er ved at kvæle Ponyboy i velment, men destruktiv overvågning.

Som det fremgår, er filmens plot, og bogens, proppet til randen med melodramaets klichefyldte handlingstræk, og Coppola har valgt at omfavne klicheerne og accentuere dem ved at mime melodramaets og den episke storfilms hysteriske stilleje. Coppola har således villet skabe en ’teenage epic’, intet mindre, og som Peter Cowie skriver i sin Coppola-biografi: ”The tale may be trite, especially to european eyes, but Coppola has never looked upon sophistication as a virtue.” (1994, s.171). Coppola bad da også sin far, komponisten Carmine Coppola, om at skrive et klassisk score i traditionen fra de store filmproduktioner fra fyrrene og halvtredserne, og han skruede desuden godt op for primærfarverne, ikke mindst den faretruende røde, som også Nicholas Ray benyttede med stor effekt i Rebel Without a Cause. Sammen med fotografen Stephen H. Burum tog han ligeledes hele Cinemascope-formatets brede lærred i brug, ikke mindst i en række indstillinger, hvor de arbejdede med en dobbeltfokus-linse, der muliggjorde, at fokus kunne bevares i hele billedet samtidig med, at forgrund og baggrund rykkedes tæt sammen (fig. 5).

Resultat af disse stilistiske valg er nok en pastiche, men også en film, der tager sin fortælling og sine figurer dybt alvorligt, og som med sin ekspressive form forsøger at formulere ungdommens dramatiske syn på tilværelsen gennem billedeksplosionen på lærredet.

The Outsiders er et nostalgisk trip tilbage til en filmtradition og en tid, der for længst er tabt. Cowie skriver om Coppola: ”The corruption of innocence and a yearning for a lost paradise run like a current og anguish in his work.” (ibid). Men filmen er altså også et forsøg på at ramme den alvor og selvhøjtidelighed, som ungdommen betragter sig selv med. The Outsiders er en hyldest til en fortid, der nok var voldelig og rå, men også idealistisk og fotogen (fig. 6).

Tidens gang og fornemmelsen af tab gennemsyrer filmen - og Robert Frosts digt Nothing Gold Can Stay, der reciteres af Ponyboy. Men spørgsmålet er, om den nedbrydning eller måske bedre forandring, som tidens gang er garant for, altid beskrives som en forfaldhistorie hos Coppola. Da vi forlader Ponyboy i slutningen af The Outsiders, er det faktisk en modnet og afklaret ung mand, der siger farvel; en ung  mand, der er blevet for gammel til blodig bandekrig i Tulsas gyder.

Ungdomsdrama i sort/hvid

I Rumble Fish bærer tiden også på en sådan dyrt købt visdom, og her er forholdet til familien i endnu højere grad i centrum, end det er tilfældet i The Outsiders (fig. 7).

Filmen er optaget umiddelbart efter The Outsiders. Matt Dillons karakter har skiftet navn til Rusty James, men ellers er meget ved det gamle. Vi befinder os stadig i en bandeverden, hvor der jævnligt skal kæmpes for overlevelse, og hvor druk og kriminalitet hører til dagens orden. Denne grå hverdag har dog sine lyspunkter, ikke mindst når Rusty besøger kæresten Patty (Diane Lane), men den altafgørende hovedperson i Rustys liv er dog hans storebror, Motorcykeldrengen, der er draget vestpå i et anfald af eksistentiel fortvivlelse.

Motorcykeldrengen har mytologisk status i kredsen omkring Rusty, og det er da også med både lettelse og begejstring, de tager imod ham, da han vender tilbage ca. femten minutter inde i filmen.
Men kongen er overraskende nok ikke vendt tilbage for at genindtage sin trone. Han er tværtimod vendt tilbage for at træde ned fra piedestalen og få lillebror væk fra den slagne vej, der fører lige lukt mod druk, død og ødelæggelse. Over de næste 75 minutter er vi, trods Rustys værgen, vidne til Motorcykeldrengens selviscenesatte afmytologisering og til Rustys gryende erkendelse af det udsigtsløse i den evindelige vaden op og ned ad Tulsas gader.

Coppola har tænkt Rumble Fish som selve antitesen til The Outsiders' episke glansbillede. Motorcykeldrengen er farveblind, og det er Coppolas undskyldning for at filme i sort/hvid. Det giver desuden filmen en meget lyrisk, men også stiliseret slagside, der slår igennem på Stewart Copelands soundtrack, i Stephen H. Burums billedkompositioner og lyssætning og i Mickey Rourkes teatralske spillestil, der smager af både Marlon Brando og Albert Camus (fig. 8).

Filmen indeholder desuden en række korte lyriske sekvenser, der har tidens ubønhørlige gang som samlende motiv: Skyer farer hen over den sort/hvide himmel, forvredne ure kaster deres lange skygger i takt med Copelands percussion-score, der fungerer som billedsidens stressende rytmeboks. Der tælles ned til katastrofen, og Copeland fortæller da også på dvd-udgivelsen af filmen, at Coppola formulerede soundtrackets funktion sådan: ”I want a feeling of time ticking, of time running out…” (fig. 9).

Og tiden er ved at løbe ud for Motorcykeldrengen; han ved det, og han vil det. For det er hans tragiske død i slutningen af filmen, der sætter Rusty fri, så han kan stige op på motorcyklen og drage væk; fra Tulsas mørke til Californiens åbne strande.

Helt i ånden fra dén europæiske artfilm-tradition Coppola hylder med Rumble Fish, benytter filmen et ganske bastant symbolsprog. Det gælder de mange ure, men ikke mindst titlens rumble fish, der som de eneste i filmen optræder i farver. Indfanget i deres lille bowle tidligt i filmen, beskriver de situationen for Rusty og vennerne på Tulsas Wild side, ligesom de, da de slippes fri af Rusty ved filmens afslutning, symboliserer Rustys mulighed for at klippe båndene til fortiden (fig. 10).

Epilog

Som det er tilfældet med 80’erne i øvrigt, var årtiet altså heller ikke for Francis Ford Coppolas vedkommende den rene ynk. De to Hinton-filmatiseringer er ganske vellykkede på hver deres præmisser, og ligesom Coppolas 80’er film i øvrigt indeholder de kvaliteter og auteurtræk, der ofte overses, når mysteriet om geniets deroute analyseres.

Selv om det underspilles i interviewet fra Empire, har Coppola ved andre lejligheder udtrykt megen stolthed over især Rumble Fish, og måske er det oplevelsen fra Tulsa i 1983, der har fået Coppola til endnu en gang at kaste sig over den mere eksperimenterende film med Youth Without Youth, der netop har haft premiere i det store udland (fig. 11).

Det skulle han aldrig have gjort! Efter at have set filmen i Paris for et par måneder siden, må undertegnede med skam meddele, at Coppola langt fra er back in business efter ti års pause fra instruktørfaget. Som David Denby skrev i The New Yorker ved filmens amerikanske premiere, lettere perfidt, men meget præcist:

The worst thing about Francis Ford Coppola’s movie is that it isn’t outrageous enough to become camp…The material is based on the work of the distinguished Romanian novelist and religious historian Mircea Eliade, but Eliade’s ideas may not be amenable to dramatic treatment, and, in this case, they have been handled with appalling solemnity. People sit around discussing time and language; professors with thick accents deliver opinions on arcane subjects; there’s a bald swami with a stick, a cave in India with skulls and parchment that turns to dust. Some of the images and period settings are lovely, but Coppola, once the greatest storyteller in movies, has settled for the kind of unworkably pompous nonsense that most people leave behind in a college bull session.

Som Youth Without Youth er The Outsiders og Rumble Fish nok pompøse, men de er, som det forhåbentligt fremgår, slet ikke uden charme, hjerte og idé, og de er i hvert fald helt uden Youth Without Youths ”…unworkable pompous nonsense…” .

Francis Ford Coppola behøver ikke være flov over sine bedrifter i de tidlige 80’ere, men fortsætter han det nye årtusinde, som han har indledt det, så får vi brug for alle analyserne af og forklaringer på at et geni i den grad kan komme på afveje…