Lydens rolle: gode råd fra en erfaren tonemester

Af IBEN HAVE

Lydeffekter og musik er en væsentlig del af filmoplevelsen. Alligevel får disse virkemidler sjældent megen opmærksomhed fra hverken kritikere, teoretikere, publikum eller film- og tv-producenter. Det skal de heller ikke nødvendigvis have hvad publikum angår, men til folk i produktionsbranchen har lederen af den Danske Filmskoles tonemesteruddannelse, Per Meinertsen, skrevet en bog, der giver dem mulighed for at reflektere mere over, hvordan og hvorfor de anvender lydlige virkemidler. Det er en tankevækkende bog om lydens væsen og mange roller i film og tv.

Lydens rolle. Notater om lyd og musik til film (fig. 1) bygger på Per Meinertsens 40 års erfaring i arbejdet med filmlyd - som tonemester på adskillige produktioner og som underviser. Bogen henvender sig til instruktører, klippere, tonemestre, manuskriptforfattere og komponister inden for både film og tv, men emnet er grebet an, så alle os andre uden for denne målgruppe også kan få glæde af at læse bogen. Den beskæftiger sig kun meget lidt med teknologi og arbejdsvilkår, men går i stedet direkte til benet og stiller som det første i bogens indledning de to helt grundlæggende spørgsmål: Hvordan oplever vi lyd? Hvordan formidler vi stemninger og følelser ved hjælp af lyd? Som man kan se er der to forskellige vi’er i spil her (og bogen igennem), hvor det første gælder publikum (eller mennesket generelt) og det andet bogens målgruppe. De to spørgsmål, som Meinertsen stiller her, har også videnskaben tumlet rundt med i mange år uden at nå frem til nogen form for konsensus eller udtømmende svar, og Meinertsen må da også allerede en side længere fremme bekende, at han ikke er i stand til at give fyldestgørende svar på disse spørgsmål, men at han med bogen ønsker at udvikle en bevidsthed om lydens rolle, som kan bruges til refleksion. Dette er derfor ikke kun en bog for branchefolk, men en bog for enhver, der interesserer sig for film- og lydoplevelse.

Mådehold, præcision, enkelhed!

Lydens rolle er en vedkommende bog, der tydeligvis har noget på hjerte. Bogens holdninger og budskaber træder tydeligt frem og samler sig flere steder i noget, der ligner læresætninger med en retorik, der til tider leder tanken hen på den strenge skolemester. Men skolemesteren opvejes hele tiden af den omsorg og respekt, man kan mærke, forfatteren har for sit fag, og denne samklang af en kritisk og en kærlig tone iblandet en smule humor får virkelig én til at lytte.

Meinertsen undrer sig grundlæggende over, hvorfor så mange film og tv-produktioner får smurt så tykt på med lyd og musik – og ikke mindst hvorfor publikum elsker det (fig 2). Meinertsen citerer den amerikanske lydmand Walter Murch for, at musikken fungerer som et narkotikum, der forfører både instruktør og publikum. Og inden for den samme metaforik citeres den franske filminstruktør Robert Bresson for, at musik ”isolerer din film fra livet i din film”, at den ødelægger det ægte, som alkohol eller dope. Der er her tale om en yderst generaliserende og provokerende holdning, som Meinertsen får frem uden direkte selv at lægge stemme til. Tidligere i bogen konkluderer han imidlertid selv, at lyd giver liv, men at den også kan kvæle liv, hvis den bruges ”forkert”, hvilket for Meinertsen altså primært vil sige ”for meget”. Det gode resultat opstår i denne hårfine balance mellem ”liv” og ”død”, hvor instruktøren eller lydmanden stort set kun har sin intuition at holde sig til (fig. 3). Meinertsen giver følgende råd: Lad intuitionen styre. Brug så få virkemidler som muligt og kun dem, der har en funktion i forhold til fortællingen. Hvis en scene driller, så prøv at fjerne musikken og meget løser sig. Mådehold er kodeordet og metoden er Udvælgelse!, Præcision!, Enkelhed!

Man får med Lydens rolle således ikke en manual i, hvordan man laver god lyd til film, idet det grundlæggende værktøj, der anbefales, er intuitionen. Det er stor set også umuligt at komme med retningslinjer for, hvornår og hvordan lyd og musik fungerer godt i film og tv, eftersom det er så kontekstafhængigt, hvilket nok også er grunden til, at så få vover sig ud i det. Som Meinertsen selv slår fast, giver lyden først mening i samspil med den øvrige kontekst, og fuldførelsen sker derfor først hos modtageren (fig. 4). Musik og lyd er derfor ikke noget, der kan gives retningslinjer for uden for filmen. Derfor er Meinertsen også bogen igennem nødt til at moderere sine udtalelser med forbehold for alle de undtagelser, hvor hans læresætninger og gode råd ikke gælder, og hvor en film f.eks. godt kan bære en masse lydlige virkemidler.

Den uafsluttede cirkel

Bag bogens læresætninger og gode råd ligger antagelsen om, at opgaven i god kunst går ud på at fremkalde de rigtige følelser og så lade tilskuerens underbevidsthed om at fuldende oplevelsen. Meinertsen lægger sig her i forlængelse af Walter Murch, der citeres for at sige, at nøglen til al film med hensyn til klipning og lyd er, at du provokerer publikum til at fuldende den cirkel, hvoraf du kun har tegnet en del. Når musikken er dårlig, blokerer den for denne proces, mener Meinertsen, der formulerer problemets kerne således:

Hvis musikken prøver at udtrykke, hvad jeg allerede har forstået, eller er på vej til at forstå, eller hvis den bliver for anmassende i sine forsøg på at befordre stemninger og følelser ud i hovedet på mig så er den ikke alene overflødig men direkte skadelig!” … Hvis musikken prøver at tage mig i hånden for med djævlens vold og magt at fortælle mig at det som nu sker, er sørgeligt, eller at nu er de lykkelige, eller at nu skal jeg føle uhygge, og nu bliver det rigtig farligt, eller nu går det meget stærkt – ja, så bliver jeg irriteret.

Meinertsen beklager således, at musikken i mange produktioner ofte slutter cirklen, så der ikke overlades noget til tilskueren. De fleste vil nok genkende oplevelsen i hans beskrivelse og muligvis også irritationen, men det er et kompleks problem, da musikken kommunikerer på flere niveauer og således ikke er entydig. Den uafsluttede cirkel, bliver også til en model for hele bogen, der slutter med følgende citat af Voltaire:

De nyttigste bøger er de, hvor læseren selv gør det halve arbejde; de udvikler nærmere de tanker som man overrækker dem spiren til; de korrigerer hvad der synes dem mangelfuldt, og bestyrker ved deres refleksioner, hvad der synes dem spinkelt.

Dette kan selvfølgelig udnyttes af en forfatter som dække for en ufærdig bog, hvilket dog ikke er tilfældet med Lydens rolle. Det lykkes for Meinertsen at skabe en meget klog bog til eftertanke, og det i et medie helt uden lyd (fig. 5).

Dokumentaren og den sande virkelighed

Lydens rolle handler mest om fiktionsfilm, men Meinertsen bevæger sig også kort ind på et endnu mere underbelyst område, nemlig lydens og musikkens rolle i dokumentarfilm, hvor han mener, man bør være yderligere på vagt i anvendelsen af virkemidler.

Meinertsen skelner genremæssigt mellem underholdning og sand virkelighedsskildring, hvor den sidste i modsætning til den første skal tale til vores intellekt. Men hvad er en sand virkelighed? For Meinertsen formidles den bedst gennem ordene og billederne, når han siger:

Skal den dokumentariske beretning være sand, mener jeg at sandheden ikke må fordrejes endsige forfalskes, hverken ved hjælp af billeder, lyde eller musik. Ordene skal helst tale for sig selv, ligesom det sete helst skal tale for sig selv, og det er tilrettelæggerens ansvar, at få dette til at ske. Respekt er kodeordet. Respekt for virkeligheden. Respekt for de involverede. Respekt for beretningen og respekt for publikum.

Spørgsmålet er, hvad det er for en virkelighed, der bedst formidles gennem sammenklippede ord og billeder? Meinertsen skriver sig tilsyneladende ind i opfattelsen af, at fakta er noget, der kommunikeres gennem ”ordet” og dokumenteres via ”billedet”. Dermed glemmer han de lydlige virkemidlers potentiale for at kommunikere nogle af de lyriske og følelsesmæssige nuancer, som talen og billederne ikke får med, men som er yderst virkelige i oplevelsen af den umedierede verden, og som derfor også bør være til stede i dokumentariske fremstillinger. Lyden giver liv, understeger han. Lyden er en emotionel faktor, siger han. Men hvorfor skal dette liv udelades i dokumentariske fremstillinger? Er det så ikke kun en halvsand virkelighed, vi præsenteres for, hvis de emotionelle aspekter udelades? Disse spørgsmål kan man passende rejse i forlængelse af hans generelle afvisning af musik og effektlyde i dokumentargenren. Meinertsen opererer tydeligvis inden for en traditionel skelnen mellem den rationelle fornuft med en intellektuel og logisk behandling af sansedata overfor irrationelle, intuitive og emotionelle, hvor dokumentaren og ordet hører til blandt det første og underholdning, musik og lydeffekter i den anden kategori, og derfor mener han, at de lydlige virkemidler ikke hører hjemme i dokumentarfilm. Men som han gang på gang må modificere sine udsagn, siger han også i afslutningen på kapitlet om dokumentargenren, at hvis filmen er i hænderne på den begavede og samvittighedsfulde fortæller, kan alle former (altså også dem med musik og lydeffekter) opleves som både ærlige og rigtige.

Meinertsen favner bredt i sin behandling af både film- og tv-mediet og både fiktion, underholdning og dokumentar, og det medfører da også en del uhensigtsmæssige generaliseringer. Han tager f.eks. ikke hensyn til, at brugsmønstret omkring de to medier er vidt forskellig, og at rammerne og anvendelsen af de lydlige virkemidler derfor også må være det. Generelt er han langt mere kritisk overfor tv-mediet end over for film, hvilket skyldes, at han primært taler ud fra idealet om den gode, koncentrerede med- og indlevende (film)oplevelse. Mange bruger imidlertid ikke tv til fordybelse men som adspredelse, og lydens rolle bliver her i højere grad at skabe flow, opmærksomhed og at kommunikere uden om billedet. Der er således en grund til, at lyden tegner cirklen mere op i tv-mediet. En anden uhensigtsmæssig generalisering viser sig i idealet om, at musik og lyd ikke må gøre opmærksom på sig selv. Her overser Meinertsen efter min mening en vigtig pointe, som faktisk tjener hans overordnede sigte, nemlig at musikken netop ved at gøre opmærksom på sig selv, kan fungere som en kritisk kommentar til det, der fremstilles og dermed kan give anledning til refleksion hos modtageren. Det kan f.eks. være tilfældet, når man lægger glad harmonikamusik på i introen til en dokumentarserie med titlen Drengene fra Vollsmose (Flindt Pedersen og Riis-Hansen, 2002), der handler om unge småkriminelle i det belastede kvarter i Odense. Musikken leder tankerne hen på glade dage og kolonihave-Danmark og piller dermed ved de fordomme, som mange seere vil møde en sådan udsendelse med. Meinertsen får det til at lyde som om, at musik og lyd altid er (og bør være) virkemidler, der ad bagvejen smyger sig ubemærket (og til tider manipulerende) ind i vores bevidste forståelse, men lyden og musikken kan spille en meget mere aktiv rolle i perceptionen, hvilket man som instruktør og tilrettelægger med fordel kan udnytte. At have respekt for publikum betyder også, at man må have tiltro til, at det slet ikke er så passivt), men faktisk kan arbejde aktivt og bevidst med mange af de virkemidler, der anvendes.

Anti-akademisk

Meinertsen gør selv opmærksom på at Lydens rolle ikke er en akademisk bog, men netop et alternativ til den eksisterende akademiske litteratur om emnet. Bogen er på 184 sider inddelt i 15 kapitler af varierende længde, og de fleste med en række navngivne underafsnit. Bagerst i bogen findes lister over citerede personer (dog ikke helt komplet), kilde- og litteraturanvisninger samt kildeangivelser. Bogens format og lay-out er indbydende og brugervenligt, og på trods af behandlingen af så abstrakte emner som lyd og musik, intuition og følelser og relationer imellem dem, er indholdet godt formidlet i et oplagt og enkelt sprog. Og både enkelheden og oplagtheden går igen i Mads Meinertsens illustrationer til bogen (Fig. 6+7).

Meinertsen angiver med sin undertitel til bogen, at der er tale om notater, hvilket er sigende i forhold til de mange citater, der bringes i bogen samt de gentagelser, der forekommer i en ikke progressiv form. Med denne undertitel forpligter Meinertsen sig ikke på at behandle alle emner lige grundigt eller at komme med konkluderende svar. Og dette er faktisk netop et eksempel på Meinertsens grundighed. Han efterlader ingen usete løse ender, men får punkteret enhver oplagt kritik af manglende uddybning og opfølgning, for han har allerede selv set det og tager sine forbehold.

Forsiden bærer et billede af den schweiziske maler og grafiker Poul Klee, (som også citeres i bogen). Billedet er et tydeligt symbol på lydens bevægelse (den røde pil) fra den medierede kilde (en tragt), gennem øret og videre mod et udråbstegn, som bogens indhold taget i betragtning lige så godt kunne have været et spørgsmålstegn, eftersom det grundlæggende spørgsmål i bogen er, hvad vi gør med lyden, efter at den har været igennem vores ører? Både spørgsmålstegnet og udråbstegnet er imidlertid beskrivende for Meinertsens både søgende og til tider proklamatoriske stil i bogen som helhed.

Året før Lydens rolle udkom Thomas Wilhelms bog Det visuelle Øre – filmmusikkens historie. Dette er således den anden danske (ikke-akademiske) udgivelse om filmmusik på blot ét år, hvilket vidner om, at der er ved at komme øget opmærksomhed på lydsiden i film og tv også i Danmark. De to udgivelser er dog vidt forskellige. Hvor Wilhelms bog er en faktuel historisk gennemgang af overfladen af amerikansk, europæisk og dansk filmmusik er Meinertsens bog filosofisk søgende, dybdespørgende og debatterende. Begge bygger de imidlertid i udpræget grad på citater. Frem for at legitimere sine påstande i teorier og videnskabelige undersøgelser anvender Meinertsen disse citater fra instruktører, komponister, kunstnere og kritikere, til at bekræfter sine påstande og holdninger. Der er således mange stemmer i spil i bogen, men citaterne er anskueligt markeret, og man er ikke i tvivl om, hvem der taler hvornår.

Meinertsen har selv i relation til bogen udtalt, at ”de få bøger der findes om emnet er så teoretiske, at det unddrager sig interesse for de fleste” (www.filmskolen.dk/lydensrolle.html). Og hvad angår de spørgsmål, han rejser, er det på sin vis rigtigt. Og det lykkes faktisk for Meinertsen at få de store abstrakte diskussioner om kunst, perception og erkendelse ned på jorden. Han stiller mange af de samme spørgsmål som Birger Langkjær går mere videnskabeligt til i bogen Den lyttende tilskuer: perception af lyd og musik i film (2000) og kommer også langt hen ad vejen frem til de samme pointer. Hvor Meinertsens bog nok giver anledning til eftertanke, får vi imidlertid mere forklaring hos Langkjær, hvilket er fordelen ved en mere videnskabelig fremgangsmåde. Det er som om, at Meinertsen har en generel modvilje mod videnskabelige undersøgelser og redegørelser (hvilket især mærkes i kapitlet ”Lydens relationer til billedet”), og bevidst går uden om de erkendelser, der er at finde her.

Afrundende bemærkninger

Lydens rolle skiller sig mest afgørende ud fra øvrige bøger om lyd og musik i film og tv (også engelsksprogede) i sin kritiske stillingtagen. Og det er forfriskende at høre en person turde bringe nogle holdninger frem om dette emne og have erfaring nok til, at han har noget at have dem i. I flere tilfælde bærer Meinertsens holdninger imidlertid præg af hans personlige musikalske og stilmæssige smag og præferencer (se f.eks. citatet i afsnittet nedenfor). Men selv om man som lydtekniker, instruktør eller komponist måtte have en anden overbevisning, må bogen nødvendigvis give anledning til en mere reflekteret brug af lyd og musik.

Undervejs når man læser bogen kan man få indtrykket af en tonemester, som allerhelst vil være foruden lyd- og musikeffekter (eller i hvert fald så få som muligt) og som dermed undergraver sit eget fag. Men efter at have læst bogen indser man, at der nok i højere grad er tale om en mand med kærlighed til sit fag, som ser det gode håndværk (som han sammenligner med kunstværk) smuldre i ”lige fra dunkende rytmeboksprodukter til lirumlarumagtig pladdermusik i metermål, anbragt ethvert muligt og umuligt sted”, og forsøger at holde igen i forhold til hurtigheden, teknologiforførelsen, kommercialiseringen og en liggen under for seertal og laveste fællesnævner. Meinertsens idealer kræver refleksion og samarbejde, hvilket kræver tid, og tid koster penge. Man fornemmer da også i bogen en appel om, at der fra produktionsselskabernes side ofres flere ressourcer på at opnå den gode lydside.