Dette år i Karlsbad

Af HENRIK UTH JENSEN

Det er ikke hovedkonkurrencen, men siderækkernes grundige overblik over årets bedste film, der lokker til filmfestival i Karlovy Vary. 2007 var ingen undtagelse (fig. 1).

En søvnig tjekkisk kurby nær grænsen til Tyskland virker umiddelbart ikke som den mest oplagte beliggenhed for en filmfestival. Karlovy Vary er i det daglige valfartssted for velhavere, der reparerer de skavanker, som kommer med alder eller vellevned, med et ophold på det legendariske Grand Hotel Pupp eller et af de mindre kurhoteller, der tilbyder helsebringende kilder, massage og wellness af enhver art. Går man langs floden eller gennem hovedgaden støder man konstant på ældre par med den lille karakteristiske drikkeflaske til det omkring halvtreds grader varme kildevand, som må være spækket med mineraler og andet godt i betragtning af, hvor svært det er at få ned. Men ti dage om året ændrer byen fuldstændig karakter, idet den invaderes af horder af  studerende samt filminteresserede fra hele verden.

Roskildefestival på tjekkisk

Filmfestivalen i Karlovy Vary er Tjekkiets svar på Roskildefestivalen. I samme uge som unge fra det meste af Skandinavien valfarter til den sjællandske domkirkeby for at få sig et skud rockmusik, drager Tjekkiets ungdom til kurbyen nær den tyske grænse, hvor de indkvarterer sig på campingpladser, vandrehjem og pensionater, for at tilbringe størstedelen af deres vågne timer i festivalcenteret Thermal.

De mest rutinerede kaster et hurtigt blik på hovedkonkurrencen, som sjældent rummer guldkorn, og går straks derefter ombord i siderækkerne, der præsenterer det bedste fra Venedig, Berlin og Cannes. I år kunne man i Karlovy Vary således se vinderfilmene fra disse tre festivaler, de to kinesiske Sanxia Haoren (Still Life) (Jia Zhang-ke) og Tu ya de hun shi (Tuyas bryllup), der modtog henholdsvis Guldløven og Guldbjørnen (Wang Quan'an) samt den rumænske Guldpalme-vinder 4 luni, Fire måneder, 3 uger, 2 dage (Cristian Mungiu). Med et besøg i Karlovy Vary er den tjekkiske ungdom væsentligt bedre orienteret end den danske filmfan, der orienterer sig mod Natfilmfestivalen eller Copenhagen International Film Festival.

Til gengæld er der mindre at komme efter, hvis man fortrinsvis følger hovedkonkurrencen, der i vidt omfang består af film, der ikke har fået tilkæmpet sig plads i en af de prestigefulde Cannes-sektioner. Dermed ikke sagt, at man ikke kan finde perler og gøre opdagelser. Det store artcinema-hit i 2001, Jean-Pierre Jeunets Le Fabuleux destin d'Amélie Poulain (Den fabelagtige Amélie fra Montmartre), fik verdenspremiere i Karlovy Vary, hvor den modtog førsteprisen. Sidste år var det det fine karakterdrama Sherrybaby (Laurie Collyer, 2006), der modtog Krystalgloben.

Krystalgloben

Statuetten, der har form af en bar kvinde, der løfter en globus højt over hovedet, gik i år til  Baltasar Kormákur. Den islandske instruktør holder med Mýrin fast i den karakteristiske halvt sørgmodige humor, som man forbinder med 101 Reykjavik og Hafid (Havet), men tonen er mørkere og mere morbid i kriminalfilmen Mýrin.

I forbindelsen med opklaringen af et mord havner kriminalkommissær Erlendur og hans yngre kollega i en bizar sag om genetisk forskning, arvelige sygdomme og fortidens synder. Reykjavik er ingen ringe setting for en sådan mordhistorie med opgravede lig og afskum af enhver aftapning, og Kormákur tilfører yderligere et lag uappetitligheder i form af hovedpersonernes spisevaner. Men der er samtidig noget slingrende over filmens tone. Der veksles mellem komik, uhygge og ansatser til melodrama på en måde, som ikke synes fuldt at gå op. Skærer man ind til benet handler Mýrin ligesom Hafid om betændte familieforhold og konfrontationen mellem fædre og deres afkom.

Komiske prisvindere

Mødet mellem far og søn er også målet i Michael James Rowlands Lucky Miles, der modtogJuryens specialpris (Fig. 2). Den australske road komedie sætter finurligt fokus på den australske regerings isolationistiske flygtningepolitik gennem en gruppe flygtninge netop ankommet til Australien og de tre politimænd, som gerne skulle finde og tilbageholde dem, inden de når frem til en større by. Flygtningene er blevet narret og sat i land langt fra civilisation, men finder hele tiden overraskende nye ressourcer i kampen mod det ubarmhjertige landskab og repræsentanterne for Australiens ligeså ubarmhjertige holdning til indvandring. Fortællingens centrum er en ung asiat, som er kommet til Australien for at opsøge sin far, og ganske vist falder komedien i enkelte passager på halen, men ellers holdes balancen indtil sidste indstilling, hvor flygtningen endelig når frem til sine drømmes mål (Fig. 3).

Publikum og hovedparten af kritikerne var pjattede med norske Bård Breiens bidrag Kunsten å tenke negativt, der fik prisen for bedste instruktion. Der ryges fniseurt, spasses ud og nikkes skaller i den gråsorte komedie, hvor en terapigruppe gør oprør mod deres terapeut og lærer. Aggressionerne og al negativiteten skal jo ud og udtrykkes på den ene eller anden måde. Instruktøren, der har læst filmvidenskab på Københavns Universitet,  var forbløffet over den varme modtagelse, da han rent faktisk havde bestræbt sig på at provokere. Men humoren kører konsekvent på at bryde banale tabuer og det satiriske bid er fuldstændigt tandløst. Næsten provokerende i sin politisk korrekte grænseafsøgning.

Værtsnationens Jan Sverák har igen allieret sig med sin far Zdenek Sverák, der ligesom i Oscarvinderen Kolya både har skrevet manuskript og spiller hovedrollen. Men Vratné lahve (Empties), en komedie om en tidligere skolelærer, der finder nyt livsindhold som flaskedreng i et supermarked, er sødladen i sin komik og klodset i håndteringen af de alt for talrige drømmesekvenser med letpåklædte kvindelige togkontrollører. Juryen gav en Special Mention for manuskriptet.

Juryens anden Special Mention gik til den ene hovedrolleindehaver Leonid Bronevoj i det russiske drama Protyje vesci (Simple Things). Hans modspiller, veteranen Sergej Puskepalis modtog prisen som bedste skuespiller (Fig 4).

Leonid Bronevoj er den dårligt betalte narkoselæge, som foretager en række problematiske valg. For at supplere sin indkomst tager han arbejde hos Sergej Puskepalis livstrætte skuespiller, der giver ham et fristende tilbud, som strider imod hans lægeløfte. Alexej Popogrebskij, der også modtog de internationale filmkritikeres FIPRESCI-pris, nedtoner sine virkemidler for at give plads til sine to skuespillere og det eksistentielle drama, som efterhånden opstår i mødet mellem de to gemytter (Fig. 5).

På mange måder spejler filmen Jean Beckers gedigne konkurrencebidrag Dialogue avec mon jardinier med Daniel Auteuil som maleren, der trækker sig tilbage til sin barndoms by og der møder en gammel skolekammerat (Jean-Pierre Darroussin), som tager ansættelse som malerens gartner. Det er et stille møde mellem to syn på verden, hvor den jordbundne Darroussin lærer ligeså meget af storbyberømtheden Auteuil som omvendt. Hvor den ene aldrig har set skønheden i tågen, har den anden aldrig lyttet til leens sviiish. Det er hverdag, små markeringer og en fornemmelse for de konkrete sansninger, som bringer mindelser om Jean Renoir.

Beretningen om en uanfægtet taber

Når det gælder realisme var højdepunktet i hovedkonkurrencen det tyske drama Karger. Den debuterende instruktør Elke Hauch lader amatørskuespillere i deres eget miljø danne historien om stålarbejderen Karger (Jens Klemig), der mister alt – primært kone og arbejde – uden helt at forstå, hvad der ramte ham (Fig. 6). Det er historien om en mand, der glider med strømmen, uden at vide hvad han vil eller på nogen måde sætte vilje og engagement bag sine drømme. Den må i sin natur være fragmentarisk, som en lange række muligheder, som aldrig gribes. Det er ikke sjovt at se på, men Karger bliver nærværende. Hans tomme blik, hans manglende evne til at kommunikere – det være sig følelser eller tanker – bliver på en sær, indadvendt måde gribende. Hauch er tydeligt inspireret af Robert Bressons minimalisme, og man aner et skæbnefællesskab mellem Karger og titelrolleindehaveren i Bressons Au hasard Balthazar (1966).

Dette var konkurrencens højdepunkter. Hovedparten af de øvrige bidrag er bedst tjent med at forblive unævnte, men som forbrugervejledning skal dog advares mod Jake Paltrows fortænkte The Good Night, Tristán og David Ulloas familiemiskmask Pudor og Ferzan Ozpeteks melodramatisk overskruede Saturno Contro.

Foruden de sædvanlige siderækker satte man i år fokus på ny italiensk film, mens man i det retrospektive program hyldede den tjekkiske animatorlegende Bretislav Pojar samt William Wyler. Desuden satte man fokus på Shochiku-nybølgen i tressernes japanske film samt New Hollywood.

Karlovy Varys historie

Karlovy Vary er blandt verdens ældste filmfestivaler. Ideen til at arrangere filmfestival i kurbyerne Karlsbad og Marienbad  nær den tyske grænse dukkede op i trediverne, men 2. Verdenskrig kom i vejen, og den første festival afholdtes i 1946 og en international konkurrencesektion etableredes to år senere. Fra 1949 blev Karlsbad – eller Karlovy Vary – den primære base for festivalen, der under den kolde krig så film som led i en klassekamp og festivalen som et bolværk mod dekadent vestlig filmkunst. Karlovy Vary blev hurtigt Østeuropas væsentligste vindue for socialistisk filmkunst. Siden meldte Moskva sig på banen med en filmfestival, og tjekkerne fik fra 1960 besked på at alternere med Moskva, der helst skulle fremstå som Østeuropas vigtigste filmfestival. Fra midten af halvtredserne begyndte vestlige filmskabere at deltage i festivalen, og Karlovy Vary blev efterhånden opfattet som en af verdens førende festivaler.

Denne udvikling kulminerede i 1968 med det tjekkiske forår og en festival, hvor Jirí Menzels  tøbruds-film Rozmarné léto (1968) vandt Krystalgloben og Richard Brooks' In Cold Blood (1967) modtog juryens specialpris, mens siderækken blandt andet gav plads til Michelangelo Antonionis Guldpalmevinder Blow Up (1966). Men herefter strammede kommunisterne grebet om filmfestivalen, der frem til 1989 blev domineret af film udvalgt mere for deres ideologiske opbyggelighed end for deres kunstneriske kvaliteter. Fra 1994 blev Karlovy Vary igen en årlig tilbagevendende begivenhed, men Karlovy Vary har endnu ikke genvundet fordums styrke. Karlovy Varys store svaghed er stadig den tidslige placering kort efter Cannes. Men det er alene et problem for konkurrenceprogrammet. Hovedpublikummet udgøres da også af studerende og tilrejsende filmturister, der i siderækkerne reelt har mulighed for at sammensætte et program, der er stærkere, end konkurrencesektionerne i Cannes, Venedig og Berlin (Fig. 7).