Et billedes anatomi: Electra Glide In Blue

Af HENRIK HØJER

Et sært billede fra en sær film. Sådan indleder vi 16.9’s nye faste indslag, Et billedes anatomi, hvor vi vil kigge nærmere på enkeltbilleder fra filmhistoriens enorme arsenal af enestående øjeblikke. Billedet, der får lov at indlede samlingen, stammer fra den lettere obskure og af de fleste glemte Electra Glide in Blue fra 1973 (James William Guercios eneste film). Den skæbne fortjener filmen nu ikke, og ikke mindst Conrad L. Halls billedside er værd at mindes. Electra Glide In Blue handler om den idealistiske motorcykelbetjent Big Joe (spillet af en meget lille Robert Blake), der på sin skinnende blanke potensforlænger af en motorcykel (en Electra), forsøger at gøre vejene i det nordlige Arizona sikre. Som det også fremgår af billedet, befinder vi os altså i John Ford-land, intet mindre, og det er da også idealerne fra Fords film, der forsøges videreført af den lille betjent. Men disse idealere er under angreb; fra politiets egne rækker men også fra de dope-sælgende hippier, der ikke længere holder sig på universitetscampuserne på østkysten eller i San Fransisco. Det er da også en af blomsterbørnene, der bliver Big Joes banemand og slutbilledet herover betragtedes da også af mange som et korrektiv til slutningen af Easy Rider, hvor Peter Fonda og Dennis Hoppers bliver skudt ned af to rednecks. I forlængelse heraf blev Guercinos film i kølvandet på filmens premiere på Cannes festivalen i 1973 beskyldt for næsten fascistoidt at hylde klassiske konservative dyder på bekostning af samtidens nybrud.

Sandheden om Electra Glide in Blue er nu mere nuanceret, og billedet af den døende lille betjent i den fine uniform indeholder lige dele hyldest til men også let vrængen af det anakronistiske i Big Joes dyrkelse af John Wayne-moral og ikonografi; lige dele elegi og satire. Filmens melankolske element understreges fornemt af kameraets afsluttende og meget nænsomme bevægelse væk fra Big Joe, der langsomt forsvinder bag horisonten.