Marskens forbandede ungdom

Af CLAUS LARSEN

Dansk film har været dygtig til at fejre sig selv igennem både kanon, dogme-bølger og nu også Nordisk Films 100 års jubilæum. Når der holdes skåltaler i disse anledninger, er der også en tendens til at glemme de små, men vigtige værker. Det er således sket med Balladen om Carl-Henning fra 1969. Er den blot et lille hik fra en svunden tid, der er druknet i eksponeringen af det klassiske, danske lystspil? Eller er den dansk film, som dansk film burde have set ud? Den lille film kunne i hvert fald blive en vestenvind, der nu, hvor den er udgivet på DVD, kan fejre store triumfer hos det brede publikum, hvis man tør.

2006 er et af dansk films jubelår. Mastodonten Nordisk Film fylder 100, og det fejres med en lang række udgivelser af danske klassikere på DVD. En af disse klassikere er Balladen om Carl-Henning fra 1969. Ironisk nok er den dog slet ikke produceret af Nordisk Film. Filmen er instrueret og skrevet af dansk films sære instruktørægtepar Sven og Lene Grønlykke, der få år inden havde overtaget ASA. Heri ligger den næste ironi, for ASA er af de fleste kendt som indbegrebet af dansk hyggefilm i efterkrigstiden med bl.a. Far til Fire-serien, og den ligger milevidt fra den danske filmmodernisme, som Balladen om Carl-Henning har været med til at begynde og opretholde fra starten af 1960’erne og frem til i dag. ASA blev senere afhændet og producerer ironisk nok (igen) den nye bølge af danske komedier med den genopfundne Far til Fire-serie som det store flagskib. Nordisk Film fejrer altså sig selv bl.a. med en udgivelse, de ikke har produceret, men som de i kraft af deres vægtige position i dansk film har tilranet sig – og det er vel også en slags fejring værd.

Uanset vilkårene omkring distributionen er det kun glædeligt at Balladen om Carl-Henning er kommet på gaden efter mange år i almen glemsel. I akademiske kredse nævnes den som et lille mesterværk, men er typisk blevet overset af både TV og videogramdistributører. Nu hvor den er her, ville det måske også være oplagt at se tilbage på årene omkring dens ophav, som var styret af filmskolebesættelse, filmlov og indførelse af en ny dansk realisme på danske vilkår, der har sat sig store og små spor i filmkunsten siden hen.

Sten Grønlykke indsatte Bent Christensen som primus motor på det nye ASA. Grønlykke var blevet millionær i 50’erne og de tidlige 60’ere ved at producere det dengang meget eksotiske produkt skumgummi. I 1964 købte han ASA og de første produktioner var storstilede, internationale og hamrende fiaskoer. Blandt dem var Gabriel Axels Saxo-filmatisering Den røde kappe, som på trods af sin nominering til Gyldne Palmer i Cannes fik dårlige anmeldelser og en begrænset international indtjening. Kort efter overtog Grønlykke selv styringen, og så kom der gang i ASA for alvor. I årene 1969-70 skabte ASA ud over omtalte film også den beslægtede Giv Gud en chance om søndagen af Henrik Stangerup. Lykken blev kort, og allerede i 1972 måtte Grønlykke sælge ASA til staten, der udviklede Danske Filmstudie af asken. 10 år senere skulle parret instruere deres anden og sidste film med den sepiafarvede Thorvald og Linda, som behandler noget så sjældent som et hold såkaldte togbørster, der lagde skinner igennem Vestjylland i begyndelse af det forrige århundrede.

Balladen som genre

Det vestligste Jylland er også det geografiske omdrejningspunkt i Balladen om Carl-Henning. Som titlen antyder, har vi med en ”ballade” at gøre. Denne genrebetegnelse er jo noget tvetydig, idet ballade dels betyder ”løjer og kommers”, dels er betegnelsen for en folkevise med oprindelse i fransk visedigtning og dels er en simpel sangtype i popgenren, der tematisk centrerer sig om den svære kærlighed. Dansk film har tre store ballader af første kategori, der foregår hhv. på Nyhavn, Christianshavn og på Bullerborg, og man kunne foranlediges til at tro af Balladen om Carl-Henning er en sådan ballade, hvor tant og fjas er omdrejningspunktet, særligt fordi filmen i sin tid meget misvisende blev lanceret som en ”dramatisk dansk folkekomedie” (fig.1). Denne betegnelse er både pleonastisk og selvmodsigende og burde have medført rullende hoveder i ASA’s PR-afdeling. Under overfladen har vi dog et tyndt lag ungdommelig ballademageri, men det fungere kun narrativt som en modsætning til den egentlige tragedie, som historien hele vejen stræber efter. Filmen er altså en moderne folkevise med Carl-Henning, som den tragiske helt. Dette understreges i særdeleshed i filmens anslag, der hårdt og brutalt afliver ideen om, at Balladen om Carl-Henning skulle være en folkekomedie.

Det antropologiske anslag

Allerede indledningsvis fornemmer seeren (både den nutidige og datidige), at Balladen om Carl-Henning har andet at byde på end folkekomediens ”ih-den-er-mægtig-dialog”. I krediteringssekvensen bliver man præsenteret for en lang og insisterende indstilling af to små møller, der piver i vinden, som var det et knirkende skilt i en westernby (fig.2). Helt naturligt akkompagneres denne indstilling af en moderniseret folkevise (skrevet til anledningen af Henrik Nordbrandt). Visen er en slags memento mori og en påmindelse om, hvad der senere skal ske i filmen.

Herinde i møllen kværner en sten
Som drejer dårens dans
Så danser de to, så danser de tre
Og døden den danser med

For det første præsenterer visen os for dåren i skikkelse af Carl-Henning. Dernæst peger visen på Carl-Hennings ældre og mere modne ven, Poul, og hans forlovede, Kirsten, som Carl-Henning ofte er tredjeparten til.

Efter krediteringen skifter fokus fra det (over)naturlige til det menneskelige i en nærmest dokumentarisk fremstilling af egnens borgere (fig.3). Først ser man en ældre mand fra Ballum fortælle en skrøne på klingende vestsønderjysk (ja, det hedder det, og undertekster anbefales), om en pige, hvis liv ender i tragedie. Sekvensen er dokumentarisk i den forstand, at den er taget ud af den fiktive sammenhæng, som filmen er. Kender man Peter Klitgaards filologiske dokumentar I Danmark er jeg født (2005), hvor en række danskere i lokal dialekt fortæller vidt og bredt om regionale forhold, så har man en ide om, hvad der er på spil i anslaget.

Den dokumentariske indledning har to funktioner. For første er det en leg med formaterne, således at man igennem dokumentarismen etablerer det ret eksotiske miljø i marsken. Det er jo ikke ukendt at danske film dengang foregik i provinsen, men omvendt var provinsen idylliseret fiktion, der skulle være skueplads for en melodramatisk handling mellem det gode og det onde. Det undgår Balladen om Carl-Henning med dette anslag. På den anden side etableres det tragiske motiv igennem både det musikalske indslag i starten og den lokales skrøne om den stakkels pige. Anslaget virker derfor som en filmhistorisk vaccine, der får seeren til at glemme årtiers misbrug af der-er-så-dejligt-på-landet-metaforik. Marskens forbandede ungdom kan være lige så slem som stenbroens, synes anslaget at minde os om. Dette bliver i hvert fald filmens præmis, og igennem den ret elegante klipning føres vi hurtigt fra dokumentarens til fiktionens univers. En film kan begynde på bar bund, om end den undervejs pendler mellem dokumentarens undersøgende og fiktionens iscenesættende kamera (fig.3-7).

Livets gang i Ballum

Ballum ligger på verdens yderste kant ganske tæt ved Vadehavet. Byen har de fornødne institutioner for at en lilleby kan fungere. Carl-Henning står i lære på mejeriet, Poul er mekaniker på den anden side af hovedgaden. Lidt længere nede af gaden huserer Kirsten som frisørelev, der sætter håret på Fru Christiansen, der læser strikkeopskrifter i Femina (med tryk på anden stavelse). I udkanten af byen ligger idrætspladsen, hvor de lokale piger stiller hold med de gæstende storbypiger fra den nærliggende højskole. Højskolen er netop det eneste sted, hvorfra Ballum får tilført noget frisk blod, og Carl-Henning er da heller ikke sen til at falde for en af pigerne – den smilende blondine, Suzzie (fig.8-10). Når Carl-Henning ikke hænger på Poul og Kirsten, så hjælper han den svagelige far med svinebestanden, kører rundt på sin knallert og laver ingenting, spiller dilettant i forsamlingshuset og samler reservedel til noget, der en skønne dag kunne blive en sportsvogn med mindre han da arbejder i mejeriet. Behøver man at tilføje at faderen ikke just er begejstret for sin søns apatiske væsen.

Carl-Henning er en fantast af den gamle slags. Intet han foretager sig virker specielt velovervejet, og har de episodiske fremstillinger af dagligdagens trivialiteter nogen funktion, så er det at udstille Carl-Henning som en tragisk idiot, der er sløvsindig på den ene side og på den anden virker som en stort DAMP-barn. Denne splittelse mellem det barnlige og det voksne kommer frem, da Poul ved et uheld spilder en masse benzin ud over en bil. Carl-Henning slår en hysterisk latter op, der er forbundet med urmenneskets rædselsskrig. Men Carl-Henning er ikke med det samme bevidst om den seksualisering på samme måde som fx Niels Ole, der ved synet af en piges vagina i Nils Malmros’ Kundskabens træ, pludselig forstår at ungdomslivet er mere og andet end en uskyldig holden i hånd på skøjtebanens tynde is. 
Først da sommeren går på hæld forstår Carl-Henning selv, at han er ved at blive voksen. Poul forlader byen for at køre motorløb i Aalborg, da høstfesten på kroen er på trapperne, trasker Carl-Henning, som en anden Klods Hans, i gummistøvler mod højskolen, hvor Sussie residerer i tårnværelset og bare venter på en bejler. Sådan ville den klassiske udgave af historien lyde, men Carl-Henning er ingen romantisk helt. Ikke uventet har Suzzie besøg på sit værelse af to ældre elever, som man på marsken ville betegne som københavnersnuder (fig.11). De latterliggør Carl-Henning i en af filmens sjoveste scener, hvor forskellen mellem marsken og hovedstaden virkelig skæres ud i pap. En af de unge mænd forhører sig om ballet og følgende dialog udspiller sig.

Københavner: Hvem kommer og spiller?
Carl-Henning: Det gør Preben og Allan
Københavner: Nåh, dem fra Alan Price Set (et dengang populært britisk orkester)
Carl-Henning: Nej, dem fra Brugsen

Suzzie takker selvfølgelig nej, og den forsmåede Carl-Henning må gå hjem med uforrettet sag, og med hjertekvaler, han knapt nok selv kan definere, drikker han sig til ballet fra sans og samling til tonerne af Allan og Prebens version af Lille Sommerfugl. Kontrasten mellem højskoleværelsets modernisme og kroens traditionalisme er skærende. Carl-Henning har opdaget en verden, der er større og når længere ud end til Skærbæk og Tønder.

Under ballet mangler Carl-Henning penge til øllet, der kan drukne sorgerne og sniger ind i mejeriet for at stjæle fra ostekassen (en finansiel anordning, hvormed mejeristen slipper for at betale skat). Han opdages af mejeristen, der under håndgemæng uheldigt falder ned af en trappe. Carl-Henning tror nu, at han er blevet morder og forlader byen (fig.12-14).

Herfra skifter filmen karakter. Som i en road-movie er Carl-Henning på flugt igennem Jylland på vej til Aalborg, hvor han vil opsøge Poul. Han indlogerer sig hos en sortbørshaj i Aalborg og under et natligt smuglertogt, hvor man for første gang i dansk film kan konstatere at Grøn Look ikke just er en salgbar vare (jf. Blinkende lygter), ender Carl-Henning på bunden af Aalborg Havn.

Dårens dans med døden ender som den legendariske bondekone på Ballum Kirke, hvor filmen slutter med et crane-shot af en grådkvalt moder, der lægger en enkelt rose på sin søns grav. Indstillingen markerer Carl-Hennings flyvske sjæl, der forlader det jordiske. Det er efterår på marsken og livet går videre (fig.15). En sidste afsluttende sekvens viser to drenge, der legende løber rundt på engen i ly af de store vindmøller. Dansens og livets ring er sluttet, og balladen kan dermed begynde igen.

Dåren, klovnen, fantasten og idioten – det moderne menneske

Sært barn har mange navne, eller måske skulle man nøjes med at sige, at  Carl-Henning i filmen sættes ind i mange forskellige referentielle sammenhænge, der giver seeren en bedre forståelse af karakteren. Måske kan man huske Coen-filmen The Man Who Wasn’t There, hvor Ed Crane også i sin egen voice-over af advokaten Freddy Riedenschneider betegnes som følgende:

I was just like them - an ordinary man. Guilty of living in a world that had no place for me (…) He said I was modern man, and if they voted to convict me, well, they'd be practically cinching the noose around their own necks. He told them to look, not at the facts, but at the meaning of the facts. Then he said the facts had no meaning. It was a pretty good speech.

Om Coen-brødrene har set Balladen som Carl-Henning er nu nok temmelig tvivlsomt, men at de bygger deres hovedkarakter af det samme idehistoriske gods, som Henrik Dahl har kaldt den tragisk-naive idiot, er helt oplagt. Carl-Henning fremstilles under hele filmen i lyset af tidligere åndsfæller. Iklædt sin hvide mejeriuniform ligner han en ganske almindelig klovn, der spilder mælken (fig.16), mens han drømmer sig bort fra hverdagen. Under hele filmen dukker Don Quixote-motivet om møllerne ustandseligt op. Allerede i begyndelsen af filmen kaster Carl-Henning sig ud i en metaforisk kamp mod vindmøllerne, da han i kådhed sætter gang i en pilrådden en af slagsen på engen til fare for sig selv og Poul (fig.17). Senere i filmen øver Carl-Henning sig på rollen som Jesper i Johan Herman Wessels satire Kierlighed uden Strømper, hvor alle karaktererne stikker sig ihjel (fig.18). De fleste har dog ganske gode årsager til selvmordet, mens den stakkels Jesper, som altså afspejles i Carl-Henning, stikker sig, som det hedder, uden andet rationale end at de andre gør det.

Dansk realisme er en by i provinsen

Filmens scoop er selvfølgelig først og fremmest at iklæde en meget ung Jesper Klein Carl-Hennings karakter. Det er svært at se, hvem der ellers skulle udføre de umotiverede og ranglede bevægelser, hvis ikke det skulle have været Jesper Klein, der fortjent modtog en Bodil for rollen og som desuden har skrevet Carl-Henning ind i dansk films historie, som en af de mest komplekse karakterer (fig.19). Hans spil ligger på kanten af det amatøragtige og dilettantiske i en film, hvor næsten alle ud over Paul Hüttel (Poul) og Klein er amatørskuespillere. Men filmens dialog bygger på improvisation og fanger dermed en realistisk tone, bortset fra at de fleste karakterer taler meget andet en sydvestjysk.

Filmens betegnes i dag, som en af de første, der inspireret af fransk nybølge sætter hverdagens problemer til skue i et formsprog, som er umiddelbart og suggestivt på samme tid. Jesper Høms sort/hvide håndholdte fotografering er som sagt på en gang dokumentarisk og observerende. Omvendt fremstiller han miljøet, hvori handlingen foregår med en æstetisk grandiositet, der er sjælden for den socialrealisme, som filmen spiller på (fig.20-21). Klipperen Lars Brydesen bryder enkelte steder den klassiske fortælling med akontinuerlig og abrupt klipning, der rækker tilbage til både Godards klippestil og den russiske montagebevægelses tanker om at skabe mening igennem klipningen.

Selv om Palle Kjærulff-Schmidt og Klaus Rifbjergs Weekend fra 1962 markerer et paradigmeskifte i dansk film, så er det slående, at man i 1969 finder lignende film i andre lande, der minder om Balladen om Carl-Henning. Både hos Ken Loach, som slår igennem med Kes, Bo Widerberg og Roy Andersson,som debuterer med En kärlekshistoria finder man både i stil og tematik lignende tendenser, hvor det først og fremmest handler om at se ungdommen fra ungdomshøjde. Dansk film fulgte igennem 1970’erne op med flere lignende størrelser som Franz Ernsts Ang: Lone, Morten Arnfreds Måske ku’ vi og Mig og Charly samt Søren Kragh-Jacobsens Vil du se min smukke navle? Desuden strækker tendensen sig helt frem til Dogme-bølgen, men ingen af disse film formår at spille den samme dobbelthed ud, som det sker i Balladen om Carl-Henning. Det er netop legen mellem den dokumentariske umiddelbarhed og modernismens store motivkonstruktion, der gør den lille forsagte ballade af en film til et mesterværk, der må have været med i kampen om kanoniseringen i år.

Navnkundige Jørgen Stegelmann skrev i sin tid i Berlingske Tidende:

En typisk dansk film, sådan som en typisk dansk film altid burde se ud. (…) Simpelthen en bedrift, en af de sjældne, som kan drage fornyelse med sig.