REVOLVER med løst krudt

Af OVE CHRISTENSEN

Pedro Almodóvar har længe været en feteret instruktør, der har talt til forskellige målgrupper. Hans blandinger af særegne og skæve eksistenser og det overgearede og farverige billedsprog med kraftig inspiration fra populærkulturen har tiltrukket såvel de, der gerne vil have en god og underholdende film, og de der vil have budskaber med eksistentielt tilsnit. Som undergrundsinstruktør blev han bemærket med filmen Matador (1986), der betonede en seksualitet, der for mange virkede overskridende. Men det var filmen Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud (1987), der gav Almodóvar et folkeligt eller i hvert fald bredere gennembrud. Her stod de stærke kvindeskikkelser centralt i en film, hvor der ikke skete meget, men hvor kvinderne udtrykte sig bramfrit i skridthøjde.

Derfor er det nok heller ikke forkert at sige, at Almodóvar har en særlig plads hos det kvindelige publikum – et indtryk hans seneste film Volver, der betyder ’genkomst’, sikkert vil bestyrke. Volver er i mine øjne en veloplagt og til tider morsom tøsefilm. Efter filmen kan man (pigerne) sidde på en café med en latte eller et glas hvidvin og bestyrke hinanden i, hvor stærke kvinder egentlig er, og naturligvis bekræfte hinanden i hvor tilsvarende håbløse mænd er. ”Ingen af os har været heldige med mænd”, som den ene søster siger til den anden i filmen. Dette udsagn kan bekræftes af de fleste kvinder – også selvom de ikke nødvendigvis tager de samme konsekvenser af denne almene indsigt, som det sker i Volver, hvor mændene lider af en ”high mortality rate” for nu at citere en rigtig drengefilm Once Upon a Time in the West.

Den performative seksualitet

Det er dog ikke den typiske hyldest af kvinden, man finder hos Almodóvar. I hans film er kønnet hele tiden til diskussion. Køn er hos ham ikke noget man er eller har, det er noget, man tager på sig. Seksualiteten er ofte flydende – eller ’polymorf pervers’, som det vil hedde i et mere freudiansk sprog, hvor i øvrigt ’pervers’ ikke skal forstås fordømmende, men blot markere, at seksualiteten har vide rammer. Pointen er dog den samme, nemlig at seksualiteten ikke primært er bundet til forplantningen. Seksualitet er derimod en scene for nydelse og stor smerte. Det sidste både i betydningen den smerte, det kan afstedkomme at blive opfattet som outcast, blot fordi man ikke har samme seksuelle præferencer som flertallet, og videre i den betydning at nydelsen kan ligge i smerten som i s/m. Dette terræn hører dog mest hans tidligere film til. I disse blev orgasmen gerne knyttet til døden.

Der er ikke megen orgasme i Almodóvars nye film. Den helt centrale karakter i Volver er Raimunda, der spilles inciterende af Penélope Cruz, men mere så det er Cruz, man bemærker, og ikke så meget karakteren Raimunda. Hun er en hårdtarbejdende kvinde. Hun er gift med en umulig mand og har et teenagebarn, med de problemer dette kan give. Forholdet mellem mor og datter er ikke altid lige godt, og det problematiske forhold mellem mor og datter er et gennemgående tema i filmen, da det også spejles i forholdet mellem Raimunda og hendes mor Irene (Carmen Maura). Umiddelbart er det dog forholdet til manden Parco (Antoine de la Torre), der volder de største problemer. Han gider ikke bestille noget, han forholder sig ikke seriøst til Raimunda og hendes bekymringer, men værst af alt har han fået et lidt for godt øje for datteren Paulas (Yohana Cobo) pubertære krop.

Raimunda må ikke alene tage sig af mand og datter, men også af søsteren Sole (Lola Dueñas), der ikke ser ud til at kunne klare sig selv – eller i det mindste ikke er alt for selvstændig. Det er således Raimunda, der må tage sig af gravstedet, hvor deres mor og far ligger begravet. De døde i en brand i landsbyen i La Mancha, hvor familien kommer fra. Forældrenes død spiller en central rolle i handlingen. Sole mener, at forældrenes død var smuk. To elskende mennesker, der dør i hinandens arme, det kan da ikke blive bedre, mener hun. Raimunda har en anden opfattelse af forældrene og deres forhold. Hun mener, at faren var som alle andre mænd – mere til skade end til gavn.

Død og drab

Døden som tema er allestedsnærværende i filmen. Således åbner filmen med billeder af en kirkegård, hvor kvinderne renser gravstene, der konstant bliver smudset til af den blæst, der hersker i området La Mancha, hvor instruktøren selv kommer fra. Kvinderne går og hygger sig, mens de passer de døde. Det virker som om, døden er en accepteret del af livet og tilværelsen. Men Sole er bange for døden, og man forstår, at hun derfor også er bange for livet. Efter hun er blevet forladt af sin mand for to år siden, har hun klaret til dagen og vejen ved at være frisør. Hendes dagligstue fungerer som frisørsalon. Men måske er det hendes angst for døden, der netop er hendes handicap og forhindrer hende i at få et socialt liv, som udstrækker sig hinsides søsteren og niecen, der ofte besøger hende.

Handlingen tager fart, da Paula slår faren ihjel efter, at han har forsøgt at forgribe sig på hende. Men hvordan slipper man af med et lig? At kontakte politiet er åbenbart helt udelukket, så Raimunda må tage sig af det, uden at bringe datteren i fedtefadet. Heldigvis har Raimunda så megen kraft og overskud, at hun klarer det. I første omgang ved at anbringe liget i en fryser på en restaurant, som netop er lukket, da den ikke kan gå rundt. Vi er stadig i begyndelsen af filmen, og det bliver her tydeligt, at vi befinder os i en komedie, hvor lig ikke rigtig har konsekvenser som andet end en rekvisit, der kan give anledning til morsomme optrin. Paulas drab på faren er da heller ikke noget, der giver bekymringer eller sorger. Som nævnt er han mest blevet slået ihjel for at have en rekvisit – og for at få incesttemaet slået fast, så der ikke er noget at være i tvivl om.

In your face!

Almodóvar er ikke antydningens mester og heller ikke den, der anvender et sofistikeret sprog for at lægge spor ud til tilskueren. Han dyrker snarere det, der er ’for meget’, det overdrevne og groteske. Dette kan være morsomt, når det indgår i en helhed, som man eksempelvis ser i Baz Lurmans Moulin Rouge. Men i Volver virker det indimellem blot anmassende. Især i filmens anden sekvens efter hjemkomsten fra kirkegården og landsbyen, hvor søstrene kommer fra, virker filmsproget nærmest dilettantisk – hvilket naturligvis kan være en pointe i sig selv, men her fungerer det ikke. Vi ser Raimunda og Paula komme hjem. Parco sidder og drikker øl og ser fodbold, mens lejligheden roder. Mens Raimunda begynder at rydde op og lave aftensmad er et mindre skænderi under opsejling. Paula kaster sig i en stol og smider det ene ben over armlænet. Vi ser Parco vende hovedet, og så klippes der til et billede, hvor vi ser Paula op i skridtet, som dækkes af hendes røde strømpebukser. Hermed får vi slået fast, hvor skidt en fyr Parco i virkeligheden er – den gris! For at være sikker på, at de tilskuere, der er kommet for sent til filmen, også har forstået budskabet, lader Almodóvar Raimunda sige til Paula, at hun skal samle benene. Desuden får vi lidt senere præsenteret en køkkenkniv under opvasken, så vi har allerede forstået, at den skal bruges til et eller andet. Hele denne scene fortæller os, at filmen mere er interesseret i et tema, end den er interesseret i at få sin fortælling til at fungere. Det er på sæt og vis en film, der snarere handler om ’noget’ (incest), en film der har et budskab (man gør et barn fortræd), end det er en film og en fortælling i sin egen ret. De virkeligt gode film er naturligvis dem, der kan forene disse to størrelser.

Nå, men tilbage til handlingen, som vi slet ikke er færdige med endnu. Samtidig med, at Paula har slået faren ihjel, er Raimundas moster, som også hedder Paula, død efter længere tids svækkelse. Raimunda er vokset op hos mosteren, og mosteren betyder meget for Raimunda. Men igen er mosterens død ikke noget, der egentlig har konsekvenser for Raimundas følelsesliv. Hun konstaterer blot, at det skete er sket, men hun har vigtigere ting for, da hun må sørge for at redde datteren. Dette kan jo være rigtigt nok, og man forstår måske, at hun ikke kan tage til La Mancha og sørge og deltage i begravelsen. Men heller ikke følelsesmæssigt, betyder mosterens død noget i handlingen eller for Raimunda. I det hele taget er der ikke meget følelsesmæssigt i Penélope Cruz’ karakter. Hun græder ganske vist på nogle tidspunkter, men så er det også overstået. Når hendes skuespil således er blevet rost af en række anmeldere, skyldes det snarere den måde, hvorpå hun giver krop og ansigt til karakteren – og selvfølgelig den handle- og livskraft, som hun udstråler. Det er således denne karakter, man hylder, selvom den ikke er forenelig med den fortælling, filmen vil have os til at tro på. Men det er virkelig en nydelse at betragte Cruz gennem hele filmen, så jeg forstår godt anmelderne.

Filmens hemmelighed

Mosterens død åbner for muligheden for at få gang i den motor, som filmens fortælling i virkeligheden drives af. Nemlig årsagen til Raimundas mere end almindelige anstrengte forhold til moren – ”Jeg hadede dig virkeligt”, og dermed også hvad det er for en stor hemmelighed, Raimunda bærer rundt på. Det er denne hemmelighed, filmen Volver er centreret om, og som den også hypes på. Der går dog ikke så lang tid, inden man har regnet hemmeligheden ud, og jeg har tænkt mig at afsløre den senere i denne anmeldelse, men jeg skal nok advare, inden afsløringen falder.

Handlingen flytter fra Madrid til den lille landsby, hvor begravelsen, som altså kun Sole deltager i, finder sted. Her taler de gamle koner om, at Raimunda og Soles mor går igen, hvilket umiddelbart er her filmen har hentet sin titel fra: genkomst eller genganger. Da Sole går ind i mosterens nu tomme hus, fornemmer hun klart, at der er én tilstede, og hun flygter fra det. Men da hun vender tilbage til Madrid finder hun moren – eller morens spøgelse – i bagagerummet på sin bil. Moren kan ikke finde hvile, tror Sole, før moren har sluttet fred med sin datter. Men indtil videre holdes morens genkomst hemmelig for Raimunda. Forklaringen på, hvorfor moren ikke blot opsøger Raimunda, mens hun er i Madrid, er undsluppet mig, men hemmeligholdelsen af hendes tilstedeværelse gør, at vi kan få nogle klassiske scener, hvor vi nyder en række lige-ved-og-næsten-afsløringer og sjove forsøg på afledning. Det er klassisk amerikansk komedie-land, Almodóvar her har bevæget sig ind på. Og det fungerer på sin egen konsekvensløse måde.

Efter nogle tildragelser, der skal fortælle os, at Raimunda nok skal klare sin dårlige økonomi, når filmen sit klimaks i mødet mellem mor og datter. Og her afsløres hemmeligheden endelig, og de fleste bekræftes i, at de gættede rigtigt. Den handler om – og her skal man ikke læse videre, hvis man gerne vil bevare hemmeligheden, indtil man selv har set filmen – at Raimunda selv er blevet misbrugt som barn, hvilket har resulteret i datteren Paula, som den umulige mand således i virkeligheden ikke var far til. At Raimundas datter samtidig er hendes søster er et af de groteske forhold, man finder i filmen. Og det er da interessant, men det er ikke noget, filmen gør noget ud af. Men den viser måske alligevel, at man sagtens kan leve med denne virkelighed. Livet, kan man optimistisk fortsætte, skal ikke lade sig begrænse af, at ens datter og søster er den samme. Man kan leve videre på trods af incest. Dette er alt sammen meget smukt – og meget rigtigt.

Moren har levet de sidste fire år i skjul, og hun har fungeret som en hjælpende engel for mosteren. Dette job fortsætter hun nu ved at hjælpe den kræftsyge nabokone. Og den døde kvinde, der døde i ’de elskendes favntag’ sammen med faderen, var i virkeligheden hans elskerinde.

Volver er en afdæmpet Almodóvar, hvor der ikke er så mange groteske personer. En enkelt overvægtig luder er alt, hvad det kan blive til i en lille rolle som trofast hjælper til Raimunda. Luderen har så til gengæld mange ligheder med karakterer fra film af en af de filmskabere, Almodóvar virker meget inspireret af, nemlig Fellini. I mange af Almodóvars film mærker man Fellinis ånd. Ikke mindst det energiske kvindelige univers er kendetegnende. Men selvfølgelig også det groteske og overdrevne, det udfordrende og legende, ja den anarkistiske tilgang til filmmediet og de emner, der behandles, har ofte mange lighedstræk med Fellini. Der er dog mindre Fellini i den nye film sammenlignet med en række af de tidligere.

Det er dog forfriskende at se en komedie, som både kan og vil meget mere end den typiske amerikanske komedie. Almodóvar er i en hel anden liga en Vild med Mary, og hvad de nu hedder enhederne i den linde strøm, der vælter ud af drømmefabrikkens komedielinje. Almodóvar har noget på hjerte. Og selvom jeg har forholdt mig kritisk til filmen, var jeg dog godt underholdt undervejs. Cruz kan virkelig fylde et lærred.

Filmen indeholder en henvisning til Visconti og hans film fra 1951 Bellissima, som den italienske neorealismes hofteoretiker og manuskriptforfatter Zavattini skrev manus til. Der er selvfølgelig langt fra neorealismen til Almodóvar, der ikke opererer med realisme i filmens visuelle udtryk eller i fortællingen. Men engagementet og kritikken af den stivnede borgerlige selvretfærdighed har de til fælles. Volver er som de fleste af Almodóvars film båret af det tematiske, hvor pointen er, at det seriøse handler om politiske værdier i bred forstand. I film som Alt om min mor (1999) og Tal til hende (2001) er den følelsesmæssige inVOLVERing mere indarbejdet i filmens materiale.

Volver gennemspiller en række af de temaer og motiver, der har kendetegnet Almodóvars film generelt. Men det er ikke en film, der vil stå som én af Almodóvars bedste.