Leder: Nostalgi

Mens sommeren går på hæld og mørket sænker sig over det ganske land, har et besynderligt fænomen ramt biograferne. Netop som vi gik og troede, at den 80’er-bølge, som fik en stor del af ungdommen til at iklæde sig gamacher, plasticøreringe og pastelfarver, var en saga blot, har noget så umiskendeligt 80’er-agtigt som Miami Vice fået nyt liv på det store lærred. Også Dallas - 80’er-soapen over dem alle - forventes at genopstå som fuldbåren feature film i løbet af 2007. Selv om vi er mange, som af et godt hjerte holder af både Sonny Crockett og Rico Tubbs, Miss Ellie, Bobby, Pam, Sue Ellen og JR Ewing, spørger man sig selv, om ikke der er betydeligt færre, der gider gå i biografen - endsige betale i dyre domme - for at se et sammenkog af noget, der aldrig har haft intentioner om andet end at levere underholdning af letteste skuffe? Og hvorfor skulle man? Udover at den slags serier hører til på tv og skal konsumeres i episoder, der (for Dallas' vedkommende) konsekvent afsluttes med en cliff hanger og et intrigant blik ind i kameraet, kender vi jo allerede plottet. Alligevel regner Hollywood allerede Dallas the Movie for en temmelig sikker publikumsucces alene pga. genkendelsesværdien og det faktum, at John Travolta har sagt ja til at spille JR!

Gurinder Chadha, som har sagt ja til at instruere filmversionen af Dallas, udtaler om sit forhold til publikum: ”I’ve got to deliver something to them that’s contemporary but at the same time doesn’t trample on their nostalgic dreams.” Måske skulle Tomas Villum Jensen og Anders Thomas Jensen have konsulteret hende, før de sendte frugten af deres seneste samarbejde, Sprængfarlig bombe, ud i biograferne. Midt i dansk films succes, har de to gymnasievenner (og professionelle filmfolk!) nemlig formastet sig til at lave noget så kontroversielt som en komedie om grenen, de selv sidder på: Filmbranchen. Harmløst og måske endda befriende skulle man synes, men nej. Efter de hårde ord, filmen lynhurtigt fik tildelt – Anders Morgenthaler kaldte den ”en endeløs række af diarrélort” (Arena), mens Christian Braad Thomsen nøjedes med at antyde, at filmen i bedste fald er talentløs (Smagsdommerne, DR) - skal den nok blive et hit blandt publikum! Men det er da både sørgeligt og småpinligt, at der tilsyneladende ikke er plads til humor og selvironi i branchen. Det uagtet, at 'bomben' næppe gør sig fortjent til mærkaten 'sprængfarlig', men snarere hører til i kassen med spøg og skæmt.

Mens diskussionen fortsætter i medierne og filmbranchen, vil vi slutte med at slå ét fast: Der findes én og kun én JR – den legendariske Larry Hagman – altid klar med en bemærkning langt under bæltestedet og et uskyldigt smil på læben. Her er to gode til at vække lidt 80’er-nostalgi hos vore læsere:

”You know, Sue Ellen, I do believe you're going ninety miles an hour toward a nervous breakdown. We're going to have to do something about your ravings.”

JR (til Lucy): “Say, why don't you have that junior plastic surgeon you married design you a new face: one without a mouth!”

Med disse ord byder vi velkommen til efterårets første nummer af et redesignet 16:9. Rigtig god læselyst!