Da Nikolaj Arcel den 30. oktober på Odder Højskole fortalte om sin debutfilm Kongekabale, lagde han ikke skjul på, at filmen blandt andet skulle ses som en reaktion på de seneste års lidt navlepillende danske filmproduktion. Det bemærkede den samlede danske anmelderstand da også ved filmens premiere, og de skrev for det meste begejstret om en film, der tematisk havde revet sig løs fra den tilbagevendende fokus på opvask og utroskab. Her var en dansk film, der turde binde an med emner, der tidligere havde været forbeholdt Hollywood anno ca.1975. Nikolaj Arcel har da heller ikke lagt skjul på, hverken på Odder Højskole eller tidligere i avisinterviews, at de filmiske forbilleder er All The Presidents Men (Alan J. Pakula), The Conversation (Francis Ford Coppola) og hvad de ellers hedder, alle de fremragende og meget paranoide thrillere, Hollywood spyttede ud i årene efter Watergate. Hvad indholdet angik, var ingen altså i tvivl om, at der med Arcels film var noget nyt på færde. Hvad langt færre anmeldere havde blik for var, hvor fremragende Kongekabale forløser sin historie i en form, der ligeledes låner fra Pakula og Coppola, men også fra Michael Mann, der med The Insider nærmest skabte en stilistisk gudfar til Arcels debut (se i øvrigt dette nummers anmeldelse af Manns Collateral).

Og formen, i mindst lige så høj grad som det politiske tema, er for alvor det velgørende nye ved Kongekabale. Netop arbejdet med formen nævnte Arcel under sit foredrag som en anden af drivkrafterne bag hans tilgang til filmmediet; det at skabe et alternativ til dogmefilmens økologiske brug af filmsproget og til de sidste års danske køkkenvask-film, der har gjort en dyd ud af en næsten selvudslettende æstetik. At dogmefilmens brug af håndholdt kamera mm. senere er blevet forbundet med en popsmart selvoptagethed, er i denne sammenhæng ligegyldigt. Det interessante er, at Arcel tør buldre med de store tønder og tør stå ved sin trang til det pompøse, men det interessante er ligeledes, at næsten ingen opdagede det. Hvor mange af de anmeldelser, der blev skrevet i danske aviser og blade, nævner det fremragende arbejde med næsten abstrakte totaler af fotografen Rasmus Videbæk, de formidable skift såvel visuelt som auditivt mellem modsætninger orkestreret af filmens klipper Mikkel E.G. Nielsen eller filmens underlægningsmusik, skabt af Henrik Munk og Flemming Nordkrog, der i al sin enkelhed antyder mere end understreger ? Meget få, hvis nogen overhovedet, men herfra skal lyde en dybfølt opfordring til den ganske anmelderstand om at holde øjne og øre vidt åbne, når de går i biografen. Også når det gælder danske film, og så ellers et held lykke til Arcel med hans forsøg på at bibringe dansk film et lidt mere pompøst præg.

Dette blinde punkt hos anmelderstanden forklarer måske også, hvorfor vi nu for tredje gang på få år skal have en bog om personen Bille August. I Information torsdag den 11. oktober kan man læse Morten Piils ikke videre begejstrede anmeldelse af Niels Frids bog om den danske instruktør, og endnu en gang fremgår det, at manden tilsyneladende endnu en gang er mere interessant end bolden. Her på redaktionen har vi gentagne gange undret os over den store mangel på filmlitteratur om danske instruktører eller mere præcist om deres film. Hvor er artiklen eller bogen, der undersøger samspillet mellem indhold og form, hvis vi absolut skal opretholde den skelnen, hos August ? Og nu hvor vi er i gang, hvor er den samme bog eller artikel om Morten Arnfred, eller hvad med bogen om Henning Carlsens film, Palle Kjærulff-Schmidts, om Johs. Allens, Lau Lauritzens eller Johan Jacobsens ? Måske skulle det være udgangsbønnen herfra: At de på Det Danske Filminstitut  tager initiativer til en række udgivelser af den art i forbindelse med arbejdet på Danmarks Nationalfilmografi. Først skal de dog have lov at færdiggøre et andet projekt, nemlig lanceringen af det stumfilmskuespiller-leksikon, der første gang så dagens lys den 1. november, og som interesserede kan finde i Danmarks Nationalfilmografi på: www.filmografi.dfi.dk.God fornøjelse.