Pixar er historien om overlegen teknologisk udvikling kombineret med visionære ideer, ildsjæle og en håndværkskunnen ud over det sædvanlige. Pixar er også historien om en virksomhed, der har forstået at kombinere kollektiv ånd med individuel trivsel, hvilket har gjort Pixar til den amerikanske underholdningsindustris mest attraktive arbejdsplads.

Selvom Pixar lagde ud med succes lige fra starten i 1986, så tager artiklen afsæt i Pixars første spillefilm, Toy Story, der på mange måder var en milepæl.

Pixar Animation Studios’ indgangsportal.

Instruktør John Lasseter vil nok finde denne indledning med overskriften Toy Story temmelig trist. For selvom man kunne forledes til at tro, at det vigtigste for en Pixar film er dens tekniske overlegenhed, så er det de godt fortalte historier, der giver Pixar film en særlig tiltrækningskraft. Gode historier, der gør, at man kan se dem igen og igen.

Toy Story tilførte animationsgenren en hidtil uset visuel realisme, som den anvendte på at virkeliggøre fantasien om levende legetøj. Pixar skabte en film om venskab; om de to meget forskellige stykker legetøj, cowboyen Woodys og rumlegetøjet Buzz Lightyears konfrontation, samarbejde og venskab; og om deres skiftende forhold til det meget forskellige legetøj på Andys værelse.

Legetøjet skulle appellere til børnepublikummet, mens legetøjsfigurernes bekymringer og overvejelser skulle appellere til det voksne publikum. Det var i hvert fald det Pixar fik overbevist Disney om, der som medinvestor var bekymret over titlen Toy Story. Tænk nu hvis det kun var børn, der ville se filmen! Men sådan gik det jo langt fra. Alligevel var det primært teknisk anerkendelse filmen fik. Ved den amerikanske animationsindustris prisuddeling modtog Toy Story otte Annie Awards i 1996, og ved Oscaruddelingen fik instruktør John Lasseter en Special Achievement Award for at have inspireret til den første computeranimerede spillefilm. Til gengæld blev Toy Story også den første animerede film, der blev nomineret i kategorien Writing (Screenplay Written Directly for the Screen).

Toy Story (1995).

Til held for Antz, havde den som sagt en måneds forspring og blev en pæn succes. Til held for A Bug's Life havde Pixar igen skabt en film, som var både kunstnerisk, teknisk og historiemæssigt fremragende. A Bug's Life blev en kæmpe succes.

I modsætning til Antzs brune og sorte farvetone, lagde man hos Pixar vægt på, at det var et eventyr, og farvelagde fortællingen med et bredt spektrum af farver. Og imens myrerne i Antz er kantede og 3D-agtige, har myrerne i A Bug's Life et blødt og venligt udseende. Det er i det hele taget kendetegnende for A Bug's Life, at insekterne har et sympatisk udseende med menneskelige træk. Græshopperne er som filmens skurke, de eneste insekter, der virker ubehagelige, ja, faktisk sådan lidt insektagtige. Miljøet er en mikroverden under bladenes transparente, grønne tage. Synsfeltet er stærkt begrænset, således at omgivelserne kun ses skarpt i insekternes umiddelbare nærhed.

Drømmen om at kunne leve sig ind i en eventyrlig verden fuld af myrer og andre insekter, virkeliggjorde John Lasseter med A Bug's Life. Selvom filmen blev en

publikumssucces, vandt den ikke de mest prestigefyldte priser. Den vandt dog blandt andet en Golden Satellite Award, en Broadcast Film Critics Association Adward og en Los Angeles Critics Association Adward for bedste animerede spillefilm.

A Bug’s Life (1998).

Antz (DreamWorks, 1998).

Ovenstående scenario har sikkert påført Lasseter en del søvnløse nætter, for i sidste øjeblik kommer man alligevel til den erkendelse hos Pixar, at man ikke vil være et filmselskab, der går på kompromis med kvalitet. Man vil ikke producere to slags film. Gode og dårlige. Pixar vælger at lave biografudgaven og ikke nok med det. Til udarbejdelsen af Toy Story var der 10 manuskriptkonsulenter (de såkaldte story artists) involveret, i Toy Story 2 kaster man hele 25 manuskriptkonsulenter ind i manuskriptprocessen og går efter at lave det absolut bedst mulige. En afgørende beslutning for Pixars selvopfattelse og et vigtigt skridt på vejen til renomméet som selskabet, der kun producerer succeser. Desuden havde Pixar ingen problemer med at tiltrække kvalificerede medarbejdere.

Toy Story 2 blev færdig i 1999. Og hvilken film! Historien udnytter, at man kender figurerne i forvejen, men tilføjer så en masse flere og komponerer en historie, der er super godt skruet sammen. Replikkerne er også fremragende. Igennem hele filmen er dialogen lige så sjov og kvik, som hos Woody Allen, når han er bedst. Der er ikke en eneste overflødig replik i Toy Story 2, og humoren er overalt. Læg f.eks. mærke til den sidste sætning i hver eneste scene. Den er stort set altid morsom og skaber en god stemning og forventning til den næste.

Man kunne frygte, at 25 manuskriptkonsulenter ville kunne ødelægge det hele, men ikke hos Pixar. Toy Story 2 bliver på den måde et symbol på, hvad der kan lade sig gøre fortællermæssigt, når man har kunstnerisk evne og overblik til at forvalte den totale kontrol, som CG filmen giver.

Publikum valfartede også til biograferne, og Toy Story 2 slog en del af de såkaldte opening weekend records over hele verden. Filmen endte med at have kostet ca. $90 millioner, og indbragte allerede i sin åbnings weekend $57 millioner i USA. I Danmark så 450.464 biografgængere filmen. Det kan måske virke lidt ynkeligt med disse referencer, men Toy Story 2 vandt ikke så mange priser, som den fortjente. Godt nok vandt Toy Story 2 den prestige fyldte Golden Globe for bedste komedie og blev valgt som bedste animerede spillefilm af Broadcast Film Critics Association. Men festivalmæssigt vælger jeg at tro på, at den led under at være en to'er, og at konceptet derfor ikke kan siges at være så originalt, som det ofte er nødvendigt for at opnå festivalsucces. En forrygende flot og godt fortalt film er det under alle omstændigheder.

Toy Story 2 (1999).

Toy Story 2 - figurerne.

John Lasseter blev født i Hollywood i 1957 og voksede op i Whittier, Californien. Allerede i High School fik han forbindelse til Disney, og efter High School tog han en fireårig animationsuddannelse, der var arrangeret af Disney på California Institute of Arts (også kendt som CalArts). Efter endt uddannelse i 1979 fik Lasseter med det samme job hos Disney. I 1983 besøgte Lasseter imidlertid Lucasfilm Industrial Light and Magics grafiske computerafdeling på foranledning af dets leder Ed Catmull. Inspireret af sit besøg og med visioner om hvad der kunne lade sig gøre grafisk vha. computere, forlod Lasseter i 1984 Disney til fordel for Lucasfilm. Disney ønskede ikke at foretage de store investeringer, der var nødvendige, hvis det grafiske computerområde skulle udvikles og havde svært ved at forestille sig, at fremtidige indtægter skulle kunne dække dette. Det samme havde faktisk George Lucas, der allerede året efter bad Catmull om at finde en køber til afdelingen. Catmull besøgte Steve Jobs, der netop var blevet afsat som CEO (Chief Executive Officer) hos Apple Computer Inc., som han havde været medstifter af. året efter, i 1986, købte Steve Jobs afdelingen for omkring $10 millioner. Det nye firma blev navngivet PIXAR, og Lasseter fik frie hænder til at skrive, producere og udvikle modeller til mange forskellige projekter.

I perioden fra 1986 til 1995 producerede Pixar de meget berømte kortfilm Luxo Jr. (1986), Red's Dream (1987), Tin Toy (1988) og Knick Knack (1989), som alle er instrueret af John Lasseter. Kortfilmene gav opmærksomhed og skabte et kundegrundlag for produktion af reklamefilm, så de mange investeringer i hard- og softwareudvikling kunne fortsætte. Målet var hele tiden en full CG spillefilm, og da Toy Story fik premiere i 1995 blev Pixars tekniske og kunstneriske succes en økonomisk ditto.

Lasseters succes skyldes ikke mindst hans baggrund som traditionel animator, hans evne som inspirator samt hans evne til at fortælle gode historier på film. På disse områder bliver John Lasseter sammenlignet med Walt Disney, der heller ikke satte teknikken over fortællingen. Og uden en John Lasseter til at fastholde den godt fortalte historie inden for CG filmproduktion kunne CG film sagtens have udviklet sig til at være effektfilm for effekternes skyld. Men så havde CG filmen aldrig kunnet give animationsgenren det comeback i popularitet, som den har.

John Lasseter, instruktør og vice-præsident.

Luxo Jr. (1986) nomineret til Oscar for bedste animerede kortfilm.

Peter Docter havde ideen til Monsters Inc. som blev produceret og kom i biograferne i 2001. Docter havde tidligere lavet kortfilm og har af større funktioner været både medforfatter, storyboarder og supervising animator på Toy Story, additional storyboarder på A Bug's Life, og medforfatter på Toy Story 2.

Komponisten Randy Newman, der både var nomineret til en Academy Award for musik til Toy Story, A Bug's Life og Toy Story 2, vandt med sin 16ende oscarnominering endelig en Oscar. Det var for bedste originale sang "If I Didn't Have You" i Monsters Inc. Derudover blev Monsters Inc. nomineret på 20 forskellige festivaler i ind- og udland og vandt adskillige priser.

I 2003 havde filmen Finding Nemo premiere. Den var instrueret af Andrew Stanton og Lee Unkrich. Andrew Stanton havde tidligere været medforfatter på både Toy Story 1 og 2, samt A Bug's Life, hvor han også var medinstruktør. Desuden har Stanton været inde over flere af Pixars kortfilmsproduktioner. Lee Unkrich har været klipper på både Toy Story 1 og 2 samt A Bug's Life. På Toy Story 2 og Monsters Inc. var han desuden medinstruktør. Finding Nemo er den hidtil mest prisbelønnede Pixarfilm. Den vandt en Oscar for bedste animerede spillefilm og tog prisen i hele ni kategorier ved Annie Awards.

Pixars antal af festivalpriser er steget kontinuerligt fra den første spillefilm og frem til den seneste. Et forløb, der selvfølgelig har baggrund i Pixars interne dygtiggørelse, men som også skal ses som omverdens stadig større accept og forståelse af CG film som en kunstart og ikke blot som et effektmedie. En udvikling Pixar har været katalysator for.

Med de to sidste spillefilms succeser har Pixar som selskab bevist, at deres succes ikke er afhængig af en enkelt mand. Det kollektive system, filmene bliver produceret efter, indikerer, at Pixar vil blive ved med at frembringe talenter, der vil kunne tage over løbende. De medarbejdere, der viser talent for at kunne fortælle historier, bliver hjulpet frem. De får først medansvar og siden hen mulighed for i sidste ende at blive sat i spidsen for en spillefilmsproduktion. Pixar har desuden en klausul, der fremmer dette, idet Pixar kun producerer film fra originale, inhouse manuskripter. Man modtager ikke ideer udefra. Til gengæld er man så åben over for filmidéer fra samtlige medarbejdere, hvilket må være meget motiverende.

Brad Bird er ikke en undtagelse fra denne regel, men næsten. Bird der til november har premiere på Pixarfilmen The Incredibles kom først til Pixar i 2000. Modsat de andre Pixar-instruktører, som er modnet i Pixars miljø, har Bird en anden, men imponerende baggrund. Brad kender Lasseter helt tilbage fra CalArts. Han har arbejdet hos Disney og været instruktør på flere afsnit af Simpsons i de første fire sæsoner. Mest kendt i offentligheden er han blevet gennem sit samarbejde med Warner Bros., hvor han skrev og instruerede The Iron Giant (1999), der regnes for et mesterværk. Bird skrev manuskriptet til The Incredibles hos Warner Bros., hvor det var tænkt som en traditionel animationsfilm. Men da Warner Bros. lukkede deres traditionelle animationsafdelingen, smækkede Bird med døren og tog sin film med til Pixar, hvor han som ansat fik lov til at lave filmen.

Ligesom de fleste andre filmproduktionsselskaber har Pixar altså en strategi for deres instruktørtalentudvikling. Det samme har de også for Pixars andre medarbejdere.

Monsters Inc. (2001).

Finding Nemo (2003).

The Iron Giant (1999).

The Incredibles (2004).

De ansatte opfordres til at bruge mindst et par timer om ugen af deres arbejdstid til at blive undervist. De undervises både praktisk og teoretisk i emner som tegning, farve, lys, matematik, programmering samt andre områder, der relaterer direkte eller indirekte til det at lave computeranimerede film. For tiden er der omkring 14 forskellige kurser, man kan melde sig til hver uge. Der bliver lagt vægt på, at den enkelte medarbejder spreder sine studier, så vedkommende også deltager i undervisning i fagområder, der ligger ud over dennes normale arbejdsområde. Det kan f.eks. være en programmør, der tager undervisning i improvisationsskuespil. Improvisationsundervisningen er et godt eksempel på idéen med Pixar University. Målet med improvisationsundervisningen er nemlig at udvikle et arbejdsklima, hvor den enkelte føler sig tryg, og hvor det derfor også føles trygt at fremlægge nye idéer. Den individuelle udvikling peger altså direkte tilbage på styrkelsen af den kollektive tankegang i dette tilfælde.

Da jeg i foråret 2004 besøgte Randy Nelson, Dean of Pixar University hos Pixar Animation Studios i Emeryville (ved San Francisco), blev jeg præsenteret for et gæsteskilt med påskriften "A Stranger from the Outside". Der ligger selvfølgelig en sjov reference til Toy Story i den ordlyd, men samtidig er det egentlig meget kendetegnende for den oplevelse, man har som udefrakommende. Pixar fungerer som et stort, rart men lukket kollektiv. Da mødet med Nelson var slut, blev jeg ikke vist hen til døren, som man ellers forventer at blive det, når man besøger en virksomhed, der er afhængig af et vist hemmelighedskræmmeri. I stedet var der mulighed for at hænge ud med Pixars ansatte i de mange fællesarealer.

De ansatte har en frokostpause på hele to timer midt på dagen. Det giver dem tid til rekreation og deltagelse i mange forskellige former for fritidsaktiviteter, såsom balletdans, basketball og yoga i det omkringliggende parkareal. Den venlige kollektive stemning, medarbejderne mødte hinanden med, var bemærkelsesværdig.

At Pixar tager sig af deres ansatte kom også tydeligt til udtryk sidste jul. Der blev uddelt en særlig julebonus til samtlige 750 medarbejdere på ikke mindre end $10.000 per person! I et Californien, der i flere år har været præget af fyringer og lønnedgang, har denne svimlende bonus naturligvis bidraget til historien om Pixar som et helt særligt sted - Animators Paradise.

Steve Jobs ejer i dag 53,1% af aktierne i Pixar Animation Studios og bidrog i 2003 til den kollektive tankegang ved kun at tildele sig selv $1 om ugen i løn. Catmull er Præsident, og Lasseter er Vice-præsident. Pixar har formået at skabe et succesfuldt, kreativt, velfungerende filmproduktionsmiljø, som allerede er legendarisk. Så hvad vil fremtiden byde på?

Pixars hovedbygning, forår 2004
foto: Bjarne Slipsager.

Pixars hovedbygning, forår 2004
foto: Bjarne Slipsager.

Father of the Pride, NBC tv-serie. DreamWorks, 2004.

Ifølge den gamle aftale stod Disney for distributionen og betalte 50% af de samlede produktionsomkostninger, men fik så til gengæld også 50% af overskuddet. Men med indtægter i milliardklassen er Pixar nu selv i stand til at betale for produktionen af deres film. Ved forhandlingerne om en ny aftale gav Pixar et tilbud til Disney, der fik Disney til at forlade forhandlingerne. Hvad der nu skal ske er ikke klart. Pixar skal naturligvis finde en ny distributør. Men Pixar betaler sandsynligvis selv for produktionen og kan så beholde hovedparten af et muligt overskud i milliardklassen, hvis filmene fortsætter med samme succes som hidtil. Hvordan de har tænkt sig at investere de penge bliver interessant at følge. En ting er dog sikkert: Pixar vil sikre intentionerne om at kunne frigive en spillefilm om året. Et mål som Pixar allerede er tæt på med striben: Finding Nemo - The Incredibles - Cars.

2004 bliver det første år i USA, hvor hele fire full CG film har premiere. Fra DreamWorks kommer Shrek 2 og Shark Tale, fra Warner Bros. The Polar Express og fra Pixar The Incredibles. Desuden kommer der tre 3D tv-serier ud i USA i dette efterår. Så det bliver spændende at se, om de andre selskaber er i stand til at leve op til Pixars høje standard.

Animationsbranchen som sådan står også overfor en meget spændende periode. Den traditionelle animationsspillefilm er trængt af CG filmene, og branchens svar på publikums forkærlighed for CG film lader til at blive radikalt. De traditionelle animatorer i Hollywood er blevet sat ned i løn inden for de seneste år, og en omfattende omskoling af 2D animatorer til 3D er gået i gang i Hollywood.

Man skal ikke opfatte 2D spillefilmen som et fænomen, der er ved at være passé, selvom flugten fra 2D produktioner er i gang. Men traditionelle animationsfilm er dyre at producere, og vil publikum ikke se dem, så vil der ikke længere være råd til at producere gode 2D animationsfilm, og så bliver kunstformen udhulet. Det ville selvfølgelig være en katastrofe.

Det eneste store studio der har meldt ud, at de vil bekæmpe en sådan udvikling, er ingen andre end Pixar! Pixar hævder, at hvis udviklingen fortsætter i den retning, at alle andre vil lave 3D film, så vil de begynde at lave 2D spillefilm af respekt for kunstformen, der ligger til grund for deres egen succes.

Så når et selskab som Pixar bliver ved med at lave den ene gode film efter den anden og ser ud til at fortsætte med at være hovedinspirationskilde for udviklingen i animationsbranchen, så er det svært ikke at glæde sig.