af THOMAS LIND LAURSEN


I begyndelsen var billedet. Vil fremtidens filminteresserede atter se, at det var godt?


I 1928, da den berømte Oscar-statuette blev uddelt for første gang, gik ikke mindre end 3 af slagsen til filmen Sunrise - A song of Two Humans instrueret af den tyske instruktør Friedrich Wilhelm Murnau (1888-1931). Janet Gaynor (en af tidens største kvindelige stjerner) fik prisen Best Actress. Fotograferne Rosher og Struss fik prisen for Best Cinematography, og desuden fik filmen en særlig pris for det, man valgte at kalde "Artistic Quality of Production" - en pris, der i øvrigt kun blev givet denne ene gang.

I dag står Sunrise som et af filmhistoriens kunstneriske højdepunkter. Det i mange sammenhænge toneangivende franske filmtidsskrift Cahiers du Cinema har således kaldt den "det største mesterværk i filmens historie" - og der er sågar de, der mener, at filmkunsten ikke har præsteret nævneværdige nyvindinger siden.

Stumfilmens kronede dage
Sunrise er det formidable topmål af stumfilmens formåen. Kun 13 dage efter filmens premiere udkom The Jazz Singer - bedre kendt som verdens første talefilm. Tale er der derimod ingen af i Sunrise, og selv mellemtitler anvendes kun i et relativt begrænset omfang og desuden primært i filmens første halvdel. Murnaus tidligere film, The Last Laugh, som ikke overraskende havde begejstret den amerikanske filmproducent William Fox og derfor givet ham ideen om at importere den tyske filmkunstner til USA, var fortalt helt uden de ordinære mellemtitler. Flere af de, der anvendes i Sunrise menes i øvrigt at være indsat i filmen uden Murnaus samtykke; og hans virtuose filmsprog overflødiggør da også flere af dem. Her er tydeligvis tale om en instruktør, der formår at få billederne til at tale.

Men decideret stum kan man vel at mærke ikke kalde den udgave af filmen, som Eureka udgiver. Sagen er den, at Sunrise blev filmet i såvel en fuldstændig stum udgave som i en udgave, hvor et såkaldt Movietone soundtrack blev optaget direkte på filmstrimlen (i modsætning til at optage lyden på f.eks. en grammofonplade). Sidstnævnte udgave blev kun vist i større byer, hvor biograferne havde råd til at konvertere til faciliteter, der muliggjorde fremvisningen af film, der benyttede dette lydsystem. Det er denne udgave, Eureka har udgivet, og på ét af DVDudgavens 3 lydspor findes det originale soundtrack, der nærmest må karakteriseres to 2 dele underlægningsmusik og 1 del lydeffekt. Som det er tilfældet for billedsiden er også lydsiden blevet restaureret i forbindelse med DVDudgivelsen, og hér har man været meget påpasselige med ikke at overgøre arbejdet. Musikken er således ikke genindspillet, og man har kun konsulteret visuelle referencer i form af noder etc, i det omfang det har været strengt nødvendigt. Målet har været at lade lydsiden stå som et historisk præcist dokument over, hvad man kunne udrette af den slags i 1927 - frem for at rette op på det med vore dages overlegne teknologiske formåen. Slitage og ælde er derfor behandlet, mens de fejl og mangler, som er lydsystemets begrænsninger iboende, er forblevet blottede.

Ingen periode i filmens godt hundredårige historie er mere mangelfuldt repræsenteret på DVD end stumfilmens. I modsætning hertil kunne man i laserdisc'ens storhedstid få betragteligt flere stumfilmstitler på dette medie (hvoraf flere i øvrigt nu 'uden videre' kan overføres til DVD). årsagen synes at være, at profitten på DVDudgivelser kun er ca. den halve af den, der var på laserdisc-udgivelser. Og selvom DVD'en til forskel fra laserdisc'en har opnået status som massemarkedsvare, er salget af stumfilm forståeligt nok ikke fordoblet i og med det nye medie. Men, som det er blevet bemærket af The Laser Examiner, så udgives der jo flittigt klassiske CD'er, selvom den type udgivelser samlet kun udgør ca. 2% af musikmarkedet. Man kan således håbe, at DVDmediet ligeledes vil modnes med tiden. Men netop tiden er ikke på stumfilmens side. Det materiale, hvorpå filmene er optaget, nedbrydes eftertrykkeligt - hvilket i øvrigt gør, at arbejdet med restaureringen bliver et ikke blot idealistisk, men også giftigt projekt. I dag menes hele 95% af stumfilmene at være gået tabt. Så omfangsrigt er problemet. At finde, samle og restaurere stumfilm er en omstændelig og bekostelig affære, som kun de færreste selskaber er villige til at involvere sig i. Og et halvhjertet engagement kan meget vel vise sig at gøre mere ondt end godt. Selvfølgelig kan man mene, at en dårlig gengivelse af filmene er bedre end slet ingen. Men en mangelfuld bearbejdning eller en restaurering af en dårlig original kan også risikere at give et nyt publikum det indtryk, at stumfilm er noget, der rimer på ridsede og tågede billeder; og et sådant førstegangsindtryk giver selvsagt ikke lyst til atter at udsætte sig for film af denne art. Noget seriøst forsøg på at gøre unge filminteresserede opmærksomme på den stumme del af vores fælles filmskat kan man i øvrigt ikke sige, at der gøres herhjemme. Som på så mange andre punkter er det nødvendigvis TVkanalerne, der er de eneste, der ville kunne ændre holdningen til film uden lyd og farver. Men filmhistorien begynder ifølge fjernsynet tilsyneladende med Ditte Menneskebarn. Heller ikke hvad dette aspekt angår, kan tiden siges at være på stumfilmens side.

Heldigvis er restaureringen af Sunrise forbilledlig. Og alene for at støtte et så prisværdigt arbejde er filmen værd at købe. Faktisk brændte det originale negativ i 1937, og det restaurationsarbejde, som The Academy Film Archive, British Film Institute og 20th Century Fox har været sammen om at muliggøre, er foretaget på en kopi, som Janet Gaynor gav Museum of Modern Art i 1936. Men det er svært at forestille sig, at den mere end 70 år gamle film kunne se bedre ud i dag, end den gør på Eurekas DVD.

Filmens handling
Filmens handling er, som undertitlen - A Song of Two Humans - angiver en allegorisk og temmelig melodramatisk affære. Mellem persongalleriets tre anonyme aktanter: Manden, Konen og Kvinden fra byen, udspiller sig et evigtgyldigt og rørende menneskeligt drama, der måske nok ikke rummer mange overraskelser, men som til gengæld er så raffineret fortalt (hvad angår såvel det rent filmiske som det dramaturgiske), at man uden videre nyder hele foretagendet.

Det, man husker bagefter, er en perlerække af vidunderligt filmæstetiske øjeblikke ...

- som den spraglede feriemontage, der indleder filmen og forklarer, hvorfor Kvinden fra storbyen befinder sig på landet ...

- som den yderst elaborerede og elegante kameratur, der følger Manden, da han går gennem tågen til sit natlige stævnemøde med Kvinden, der efterfølgende lokker ham til at gøre det af med Konen og tage med hende til storbyen ...

- som turen ind mod storbyen med sporvognen hvori de to ulykkelige ægtefolk efter Mandens mislykkede forsøg på hustrumord kæmper med følelserne, mens landskabet langsomt ændrer sig uden for vinduerne ...

- som det kolossale set design, der udgør storbyens hektiske hovedstrøg, konstrueret ved hjælp af kunstigt perspektiv i bl.a. bygningernes størrelsesforhold og anvendelsen af børn og dværge som statister i billedets baggrund ...

Disse øjeblikke (og mange andre lig dem) hører til blandt filmhistoriens mest fascinerende. Som man måske kan udlede af omtalen af det andet og tredje eksempel, er et af Murnaus fineste kendetegn hans kunstneriske og frit bevægelige kameraarbejde. Hos ham anvendes kameraet til på hidtil uset vis at udforske rummet for herigennem at fortælle os om filmens personer og om den verden, de bebor. Det er imponerende og fuldt ud overbevisende.

Udgivelsens indhold
Den omfangsrige DVDudgivelse fylder to discs. På den første finder man selve filmen; på den anden en lang række ekstramateriale. En mere detaljeret redegørelse for indholdet lyder som følger:

Disc 1:

Sunrise - A Song of Two Humans (91 min.)
Selve filmen præsenteres i en fremragende sort/hvid billedgengivelse og med en valgmulighed mellem tre forskellige lydspor. På det ene høres Hugo Riesenfelds originale Movietone soundtrack i Dolby Digital mono; på det andet den af Timothy Brock nykomponerede og af Olympia Chamber Ochestra fremførte underlægningsmusik i Dolby Digital stereo; mens det tredje er helliget filmfotograf John Baileys kommentarer fremsagt henover et behørigt nedtonet Movietone soundtrack.

Disc 2:

A Song of Two Humans (12 min.)
I dette film-essay gør filmhistorikeren R. Dixon Smith (der for øvrigt bidrager på lignende vis på adskillige andre udgivelser fra Eureka) ganske kort og godt rede for filmens produktionshistorie.

Feature Outtakes
En serie pudsige fraklip (der oftest består af alternative mastershots) kan ses enten med eller uden John Baileys kommentarer. Bailey refererer desuden flere gange til disse under selve filmen. Det er med til at give produktionen en særlig helstøbthed.

Theatrical Trailer
Den oprindelige trailer for udgaven uden Movietone soundtrack.

Stills Gallery
De ti stillbilleder fra produktionen (inkl. en enkelt plakat i farver) må nok siges at udgøre udgivelsens mindst interessante bestanddel.

Restoration Notes
Over 6 korte skærm-sider forklares på klar og kortfattet vis om det restaurationsarbejde, der ligger bag udgivelsen af DVDudgaven af Sunrise.

Original Sunrise Scenario by Carl Mayer with Annotations by Murnau

Original Sunrise Photoplay (DVD ROM)

Sunrise Screenplay with Inserts and Shots List (DVD ROM)
Selvom teksterne benævnes på forskellig vis er der ret beset tale om det samme - blot i forskellige formater - nemlig Carl Mayers manuskript til filmen. Dette læsestof, der således præsenteres såvel på tv-skærmen, i Word-format som i pdf, vil kunne danne baggrund for et grundigt arbejde med filmen. Interessante er i denne forbindelse ikke mindst Murnaus noter, der er gengivet sideløbende med Mayers tekst.

Murnau's 4 Devils: Traces of a Lost Film (40 min.)
I sin dokumentarfilm fortæller og forklarer Janet Bergstrom om Murnaus forsvundne film: 4 Devils. På mesterlig vis leder hun seeren gennem såvel filmens skæbnesvangre fortælling som gennem dens turbulente produktionshistorie.

4 Devils Treatment

4 Devils Screenplay (DVD ROM)
Også i forbindelse med 4 Devils finder man ekstra læsestof blandt ekstramaterialet. Her er der imidlertid tale om to forskellige tekster: Carl Mayers manuskript (til læsning på tv-skærmen) og Marion Orths manuskript (gengivet som Word-dokument).

Jeg vil i det følgende se nærmere på de mest interessante af disse features: de tre lydspor til Sunrise samt dokumentarfilmen om 4 Devils. Pointeres skal det i denne forbindelse, at det, der blandt udgivelsens megen materiale udmærker sig ved specifikt at benytte sig af DVDmediets muligheder - bedømt i forhold til tilsvarende materiale præsenteret i bogform eller på video, må siges netop at være de tre parallelle lydspor.

John Baileys kommentarspor
Stemmen på kommentarsporet tilhører den velrenommerede filmfotograf John Bailey. Han har arbejdet på godt 50 amerikanske film og er nok bedst kendt for sit lange samarbejde med Paul Schrader og Lawrence Kasdan. Selvom tonen er sat i og med kommentatorens profession, bliver kommentarerne aldrig så fagligt snævre, at man skal have en særlig uddannelse eller et særligt opslagsværk for at kunne følge med. Når filmens scener er filmisk interessante, går Bailey tæt på nævneværdige aspekter ved bl.a. klipning, set design og - frem for alt - kameraarbejde. Og når filmen derimod synes at gå ind i mere jævne sekvenser (hvilket særligt sker i forbindelse med scener præget af comic relief) bruger han tiden til at videregive baggrundsviden af forskellig art. Navnlig hører man her om instruktøren samt om filmens to fotografer: Charles Rosher og Karl Struss.

Jeg vil give et eksempel på en kommentar af førstnævnte art. Den omhandler et ganske kort klip på halvandet minut - bestående af i alt 5 indstillinger (se stillbillederne til højre). Inden jeg selv efterfølgende kommenterer Baileys kommentarer, vil jeg beskrive, hvad der samtidigt med disse kan høres på de to andre lydspor.

Baileys kommentar til klippet lyder som følger: "This is a beautiful shot. Again this reference to the Dutch master imagery, a very Vermeer type of shot. And we see that she is framed over in the left side. Again this dialectic - this duality - of images. Beautiful series of superimpositions here. This first one almost like the temptress devil coming on with tentacles around him. And then emerging from down below in the lower left corner this subtle almost beautiful fondling image; and this very faint one in the upper left corner; and this lovely profile one in the right corner is very reminiscent actually of a still photograph that Struss took of Gloria Swanson when he first came to Hollywood as a still photographer. I'll talk about his still photography later in the film. Here is a wonderful kind of dual image - the kind of pastoral quality of her on the left and this doorway almost as a barrier between the two of them: He's on the other side with this kind of very blank neutral space behind him. His hand comes up to her silhouette reaching out to her"

Parallelt hermed kører Hugo Riesenfelds originale soundtrack på et andet lydspor (der dog også danner en neddæmpet baggrund for Baileys tale). Det domineres på det pågældende sted af strygere, der indledningsvist understreger det traurige i scenen. Da tankerne om den forføreriske fremmede trænger sig på overtages lydsiden imidlertid af et mere befriende, lyrisk tema, der, hvad stemningen angår, kan minde om Gershwins An American in Paris (og som da også høres gentaget i scenerne, hvor den begærede kvinde forsøger at lokke manden med til storbyen). Temaet intensiveres, indtil manden rejser sig for at gå mod sin kone. Her lader en enkelt violin på noget nær Bernard Herrmannsk vis os vide, at der i psykologiske spil er fare på færde.

På Tomothy Brocks nye soundtrack indledes det omtalte klip med en umiddelbart langt mere simpel orkestrering præget af strygere og et enkelt horn. Musikken, der synes at fremhæve mandens udmattethed, kan dårligt nok karakteriseres som en melodi, så lidt energi er der tilbage. Under den fantasifulde forførelsesscene høres derfor ikke et storby-tema, som det der i det oprindelige soundtrack lokkede med liv og glade dage, men derimod et kvindeligt kor, der synes at love lindring. Som i det originale spilles der efterfølgende de tvetydige intentioner i mandens gestus mod kvinden - her gennem en mørkere tone i strygermusikken. Begge soundtrack opererer med en pause i musikken, da manden løfter hånden mod konen, men i det nye bæres den usikkerhed, der herved foranstaltes, på mere subtil vis videre, da musikken igen tager til, og vi ser konens reaktion, mens den i det originale umiddelbart efter pausen gentager understregningen af det faretruende ved situationen. Overordnet set kan man da også karakterisere det originale soundtrack som værende mest intenst og elaboreret, mens man til gengæld kan beskrive det nye som mere åbent og subtilt.

For nu at vende tilbage til Baileys kommentarspor, må jeg påpege, at det (som alle andre af dets art) præges af den flygtighed, der er selve filmmediets vilkår. Billederne bevæger sig hen over skærmen, og en scene følger den anden i et tempo, der sjældent muliggør sindrige udredninger af det sete. Løsningen burde være, at pointer fra kommentarsporet blev fastholdt og uddybet på en selvstændig feature, hvor også de nødvendige billeder kunne vises. I forhold til det netop citerede tilfælde ville det således dreje sig om et billede af den hollandske maler Vermeer og det omtalte portrætfoto taget af Struss - samt om et udvalg af hans fotokunst i øvrigt.

Sådan er det ikke - og faktisk har jeg aldrig set noget sådant gennemført. Hvis man er bekendt med disse kunstnere og kunstneriske bevægelser, er det selv sagt ikke noget problem at følge samt at påskønne Baileys analytiske og associative diskurser gennem filmen. Men er man ikke det, foreligger der et vist efterarbejde, hvis man vil have det fulde udbytte af kommentarsporet. Og det gør der selvfølgelig uanset hvad. For efter halvanden times kronologiske kommentarer har man brug for at hæve blikket og samle det fremsatte til en anskuelig helhed.

Helt overordnet udgøres denne helhed af, at John Bailey ser en dualisme udfoldet på flere forskellige niveauer i filmen: i filmsproget ser han den bl.a. udtrykt i kostumer, lyssætninger og billedkompositioner (jf. citatet); i kulisser ser han den i byen sat over for landet; i dramaturgien ser han den i historiens brug af gentagelser. Desuden ser han dualismen som anskueliggørelse af det tilværelsessyn, som Murnau udtrykker i og med filmen. Som æstetiske udtryk for de to sider af denne sammensathed sætter Bailey den tyske ekspressionisme (som vi kender den fra f.eks. Wienes Das Kabinett des Dr. Caligari (1919)(se billedet)) over for den tyske romantik (i form af Caspar David Friedrich (1774 - 1840) (se billedet)). Tid har Bailey ikke til for alvor at forfølge og uddybe denne tanke, så jeg lægger selv til, når jeg mener, at man kan fortsætte hans model med at sætte det progressive over for det tilbageskuende; det 20. århundrede over for det 19.; og dermed filmlyden over for den stumme film. Det er netop i mødet mellem disse modsætninger, at Murnaus kunst opstår.

Hvis flygtigheden udgør en (iboende og uundgåelig) ulempe ved kommentarsporet (der derfor vel at mærke ikke skal gøres til genstand for en kritik af denne specifikke udgivelse), skal det til gengæld nævnes, at det er en gevinst for udgivelsen som helhed, at Bailey ligeledes kommenterer de fraklip, der findes på disc 2, og således kan henvise til disse såvel som til de to forskellige soundtrack undervejs i filmen.

Traces of a Lost Film
Efter Sunrise påbegyndte Murnau arbejdet på sin anden amerikanske produktion: en filmatisering af Herman Bangs såkaldt excentriske novelle Les quatre diables (De fire Djævle) fra 1890. Igen blev den tyske instruktør lovet fuld kontrol af The Fox Film Corporation, men denne gang holdt det ikke.

I dag er samtlige kopier af filmen åbenbart forsvundet. Men i sin dokumentarfilm foretager Janet Bergstrom (Lektor i Filmvidenskab ved University of California, Los Angeles og redaktionsmedlem ved tidsskriftet Camera Obscura) ved hjælp af diverse resterende spor en forsøgsvis sammenstykning af filmen, som hun følgelig omtaler som en spøgelsesfilm: Vi kan fornemme den - og alligevel ikke fuldt ud se den. De omtalte spor - ved hjælp af hvilke Bergstrom gør den forsvundne film nærværende - udgøres af bl.a. production stills, publicity photos, tegninger fra drejebogen, tekst-skilte, blue prints, uddrag fra manuskriptet samt interviews. Man skulle måske nok umiddelbart tro, at de meget flotte fotografier fra produktionen ville give det bedste billede af den forsvundne film, men som Bergstrom selv påpeger, er still photos for det første taget fra andre vinkler, end dem fra hvilke filmen er optaget. Og for det andet er disse reklamebilleder belyst anderledes (og oftest mere) end de indstillinger, som en filmkunstner som Murnau ville ønske at skabe. Derfor, konkluderer hun, er det drejebogstegningerne (af art director Robert Herlth) der hjælper os til bedst muligt at se filmen for os.

Særligt når man påtænker Murnaus før omtalte bevægelige og dynamiske filmsprog, skulle man vel forestille sig, at en sådan fragmenteret gennemgang af 4 Devils ville blive en træg og omstændelig forestilling. Men det 40 minutter lange dokumentar-program er ikke alene spændende og interessant: Det lykkes faktisk på forunderlig vis Bergstrom at levendegøre såvel filmens form som dens indhold. Hertil kommer redegørelserne for produktionshistorien, der udgør et drama i sig selv. Som sagt var Murnau igen blevet lovet fuld og ubegrænset kunstnerisk frihed i sit arbejde for Fox. Det løfte blev ikke holdt, og man kan følgelig ikke undgå at tvivle på kvaliteten af det værk, som ville være os overleveret i dag, dersom alle kopier ikke var forsvundet. En ting er, at The Fox Film Corporation i postproduktionen valgte at give filmen en anden (og lykkeligere) slutning end den oprindelige. En langt mere uheldig strategi blev iværksat, da selskabet (helt uden Murnaus medvirken eller samtykke) delvist genindspillede filmen med dialogsekvenser og genudgav den som en nymodens 'talkie'. Filmen nåede således med 8 måneders mellemrum at have to selvstændige premierer. Hvem ved: Måske vi skal være godt tilfredse med Bergstroms gengivelse af dette genfærd af en film? Nu ved vi mere om den. Og sammenholdt med den upåklagelige restaurering af Sunrise udgør de to tilsammen en formidabel double bill: én af verdens bedste film og én af en anden verden.

Hvis man interesserer sig for film, vil man elske Sunrise. Og hvis man ikke interesserer sig for film, vil man komme til det, når man ser filmen. Der er intet at tabe: Køb den!