Fra Renoir til Chicken Run

Af JAN OXHOLM

Kan man overhovedet sammenligne Jean Renoirs klassiker La Grande Illusion fra 1937 med en postmoderne animationsfilm, hvor det vrimler med kaglende høns lavet af modellervoks? Svaret er ja. For brugen af filmcitater udgør en stor del af vores kollektive bevidsthed og er nærmest blevet en videnskab i sig selv

"Der er noget muggent ved de høns".

Den tanke får man unægtelig efter at have set den britiske animationsfilm Chicken Run (2000). Ikke fordi Peter Lord og Nick Parks børnevenlige historie om en desperat hønsegårdsflugt er en dårlig film. Men fordi flere scener i Chicken Run giver den opmærksomme tilskuer en følelse af deja-vu, hvorefter følgende spørgsmål trænger sig på: "Har jeg ikke oplevet det her før?"

Og det har man. Især hvis billederne fra Jean Renoirs humanistiske antikrigsfilm La Grande Illusion (1937), Billy Wilders skarpe satire Stalag 17 (1953) og John Sturges' stjernebesatte blockbuster The Great Escape (1963) sidder fast på ens indre nethinde. For det er ikke tilfældigt, at Chicken Run på dansk hedder Flugten fra hønsegården. Den farverige komedie med dukker af modellervoks er nemlig formet som én lang hyldest til de klassiske flugtfilm.

Filmhistoriens fængslende flugtfilm
På engelsk hedder de Escape Movies og repræsenterer en samling værker, der i modsætning til fasttømrede filmgenrer som westerns og musicals aldrig har fået lov til at stå midt på scenen i de kulørte spotlights. Der er altså tale om en eksklusiv klub med ganske få medlemmer, som hører under kategorien POW, de såkaldte Prisoner of War-film. Her ligger dramaet i soldaters flugt fra en pigtrådsomringet krigslejr. Selvfølgelig er der lavet glimrende flugtfilm som Alan Parkers Midnight Express (1978) og Frank Darabonts The Shawshank Redemption (1994). Men da handlingen udspiller sig i et traditionelt fængsel, falder disse spændingsfilm ikke ind under subgenren POW.

Det gør La Grande Illusion, Stalag 17 og The Great Escape til gengæld, hvor fanger fra flere forskellige nationer udklækker planer om flugt fra en tysk krigslejr. Jean Renoirs La Grande Illusion, som elegant observerer den europæiske overklasses sidste krampetrækninger, foregår i en tysk fangelejr under 1. Verdenskrig, hvor franske soldater forgæves graver en tunnel. Det må den franske løjtnant Maréchal (Jean Gabin) sande, da han pludselig overføres til en anden lejr, ledet af en sympatisk, tysk kommandant (Erich von Stroheim), der handler efter spillets regler. Det karaktertræk kan man ikke finde hos den nazistiske lejrchef (Otto Preminger) i Billy Wilders Stalag 17, som under 2. Verdenskrig holder en gruppe menige amerikanske soldater i et brutalt jerngreb. Og i The Great Escape tager John Sturges fat på en autentisk historie fra 2. Verdenskrig, hvor en stor gruppe britiske og amerikanske soldater udførte et enormt stykke gravearbejde under en stærkt bevogtet krigslejr.  

Man kan heller ikke glemme berømte POW-film som David Leans The Bridge on the River Kwai (1957) og Nagisa Oshimas Merry Christmas, Mr. Lawrence (1983), som begge foregår i en japansk fangelejr under 2. Verdenskrig. Men det er utvivlsomt Renoirs, Wilders og Sturges' visioner, som har pustet ekstra liv i den animerede kulisse fra Chicken Run. Peter Lord og Nick Park har ikke kun ladet sig inspirere af de klassiske POW-film. De har helt bevidst plagieret centrale scener fra La Grande Illusion, Stalag 17 og The Great Escape. Det kreative team bag Chicken Run er også skaberne af de populære figurer Wallace and Gromit, som har slået sig løs i morsomme kortfilm, f.eks. The Wrong Trousers (1993). Måske startede idéen til Chicken Run allerede med Nick Parks 1999-vægkalender, Wallace & Gromit Go To The Movies, hvor bl.a. filmen The Great Escape fortolkes gennem Wallaces og Gromits barnlige optik.

I Chicken Run er det ikke franske, amerikanske eller britiske krigsfanger, som forsøger at finde den perfekte flugtvej. Det er derimod en flok høns, som prøver at komme væk fra en farm, hvor ejeren Mrs. Tweedy handler som en nazistisk kommandant, der vil omlægge den pauvre produktion af æg til et mere økonomisk indbringende samlebånd af Chicken Pies. Det betyder, at hønsene skal fedes op til en kollektiv masseslagtning på den kz-lignende farm. Men hønseflokkens leder, den eksistentielt funderende Ginger, vil det anderledes på Tweedy's Egg Farm, hvor det kort sagt handler om liv og død. Desuden ligner hønsefarmen en fangelejr eller fæstning under 2. Verdenskrig, hvor pigtråd, arrige hunde, kontrolposter og skarpt projektørlys er med til at skabe et autentisk POW-univers. Ydermere er det ikke tilfældigt, at hønsene mødes og planlægger deres mere eller mindre gennemtænkte flugtplaner i hytte nr. 17, som er en tydelig reference til Billy Wilders Stalag 17.

Det postmoderne tagselvbord
Med andre ord er Chicken Run spækket med referencer til de klassiske flugtfilm. For vi lever i filmcitaternes tidsalder, i hvert fald hvis man spørger den italienske forfatter og professor, Umberto Eco. I det postmoderne supermarked, hvor hylderne bugner af massemediernes vareudbud, får man konstant citater smidt i nakken. Med de tidlige modernister krakelerede det velkendte verdensbillede, og siden da har postmodernisterne haft det sjovt med at samle stykkerne op og skabe en fragmentarisk men underholdende mosaik af referencer.

Og kært barn har som bekendt mange navne: Intertekstualitet, spoof og pastiche. Fænomenet intertekstualitet, som næsten er blevet en videnskab i sig selv, er et andet ord for de henvisninger, som der laves til eksterne filmværker. Intratekstualitet, derimod, kalder man de mere interne referencer, f.eks. når en filminstruktør også henviser til sine egne værker. Nu kan man jo sagtens nyde Chicken Run uden at have et grundigt kendskab til filmhistoriens klassikere. Men oplevelsen får naturligvis et ekstra løft, når man kender koderne og er i stand til at fange de til tider meget opfindsomme referencer. Chicken Run følger flugtfilmgenrens konventioner ved at gøre hønsefarmen til en fangelejr og ikke mindst bruge et skarpt optegnet persongalleri, som altid dukker op i den klassiske flugtfilm: Den impulsive rebel, den rationelle taktiker og den snilde kreatør, som kan smugle alt imellem himmel og jord ind i lejren. Filmentusiaster vil derfor nikke genkendende til de identiske scener og detaljer, der går som en rød (pig)tråd igennem La Grande Illusion, Stalag 17, The Great Escape og Chicken Run:

Billedserie 1: Fra baseball til rosenkål
En flugtfilm har som sagt altid brug for en aggressiv helt, der konstant fører an i kampen mod systemet. I The Great Escape er det den ukuelige amerikaner, The Cooler King (Steve McQueen), som flere gange smides i detentionen. Her driver han så tiden med at kaste sin elskede baseball op mod muren i den lukkede celle. Den samme dunkende lyd hører man på et tidspunkt i Chicken Run, hvor den psykisk stærke høne Ginger ender i kulkælderen i en uge efter et mislykket flugtforsøg. Og sandelig ikke om hun også dræber tiden ved at kaste en rund tingest op ad den beskidte væg. Ikke en baseball men en lille, grøn rosenkål. De to scener er næsten helt identiske. Dog sidder The Cooler King i venstre side af billedudsnittet, hvorimod Ginger kaster med maden fra højre mod venstre.

Billedserie 2: Fra militærisk præcision til underjordiske flugtveje
Optælling af krigsfangerne er vigtig i opretholdelsen af militærisk præcision og disciplin. Men der er langt fra den afslappede og respektfulde optælling af officererne i La Grande Illusion til den ydmygende behandling af fangerne i Stalag 17. For ikke at tale om The Great Escape, hvor de flugthungrende soldater gang på gang må stå til regnskab foran den nazistiske kommandant. Ordnung muss sein er også Mrs. Tweedys motto i Chicken Run, hvor det handler om produktionen af æg. For hvis en høne ikke leverer varen, ryger hovedet med det samme efter dagens nøje optælling af de indespærrede dyr.

Derfor er der en god grund til, at alle mulige flugtplaner bliver udtænkt. I La Grande Illusion graves der i en hytte en tunnel, som næsten er identisk med det hul, som den amerikanske opportunist Sefton (William Holden) fra Stalag 17 kaster sig ned i. I den klassiske flugtfilm står der som regel en kakkelovn eller lignende og skjuler den dybe flugtvej under krigslejren. Det ses i Stalag 17 og The Great Escape, hvor den britiske officer og taktiker Big X (Richard Attenborough) på et tidspunkt føres igennem tunnelen, liggende på en glidende rullevogn. I Chicken Run ligger den kløgtige høne Ginger i samme kropsposition på en rullevogn og med en ske i den ene vinge til det hårde arbejde for enden af tunnelen.

Billedserie 3: Fra overskudsjord til muldvarpeskud
Når man så graver en tunnel, opstår der et problem med overskudsjorden, som fangerne ikke sådan lige kan gemme i hytten. Derfor får de franske soldater i La Grande Illusion den geniale idé at fylde små poser med overskudsjord, hænge dem fast inden under tøjet for derefter at tømme dem ud over lejrens køkkenhave. Det er netop, hvad løjtnant Maréchal (Jean Gabin) gør i Renoirs antikrigsfilm i en scene, som også kopieres i The Great Escape, hvor en britisk officer udfører dette trick med slet skjult elegance.

Men efterhånden er der hul igennem på den rigtige side af pigtrådshegnet, hvorefter fangerne som gigantiske muldvarpe skyder op i den bløde muld. I The Great Escape er det ikke overraskende The Cooler King (Steve McQueen), som først når friheden. Og i Chicken Run kommer Ginger op af hullet ved hjælp af et piskeris. Men desværre støder hun herefter ind i én af Mr. Tweedys storsavlende vagthunde.

Billedserie 4: Lys for enden af tunnelen
Men lad os lige skifte spor. Det er jo netop i den postmoderne ånd at kunne referere til vidt forskellige film på én gang. For der er værker, hvor en mindre men ikke uvæsentlig flugt står centralt. Her er der ikke tale om Prisoner of War-film, men derimod en imaginær genre, som man snildt kunne kalde for Prisoner of Car-film. Altså flugten fra storbyens ophobninger af bilkøer, der er lige så klaustrofobiske som fangelejrens underjordiske flugtveje. Bilen bliver et mentalt fængselsrum, hvorfra karaktererne er nødt til at flygte. Der graves ikke flugtveje i asfalten, men køen af ventende biler er nærmest formet som en lang, uoverskuelig tunnel:

Den vigtigste scene i Federico Fellinis poetiske metafilm 8½ (1963) er netop flugtscenen i åbningssekvensen, der er hovedpersonen Guido Anselmis (Marcello Mastroianni) surrealistiske mareridt. Han drømmer, at han sidder indeklemt i en tunnellignende bilkø på motorvejen i Rom. En næsten identisk scene kan ses i Wim Wenders' storbydigt Der Himmel über Berlin (1987). Men det er især Joel Schumacher, som i actionbraget Falling Down (1993) refererer direkte til Fellinis sublime åbningssekvens. Den desillusionerede D-Fens (Michael Douglas) sidder akkurat som Guido fast i en bilkø. Men nu er vi i et overophedet Los Angeles med vejarbejde og uoverskuelige trafikpropper. I den forbindelse fristes man til at spørge Jake Scott, hvor mange gange han egentlig har set Fellinis, Wenders' eller endda Schumachers film? Han er nemlig instruktøren bag 1993-musikvideoen til R.E.M.'s ballade Everybody Hurts, der udspiller sig på de labyrintiske motorveje i Los Angeles. Her flygter bandets forsanger Michael Stipe fra sin bil og tager som en anden Messias en hel flok mennesker med sig, så de sammen kan finde lyset for enden af tunnelen.

Hønen eller ægget?
Det er også, hvad de indespærrede fanger prøver at finde i La Grande Illusion, Stalag 17, The Great Escape og Chicken Run. Så historien gentager sig, hvad enten det er flugten fra en krigslejr omringet af pigtråd eller flugten fra en motorvej omringet af biler. Hvordan den næste store POW-film kommer til at se ud, er ikke til at sige. For hvad kom egentlig først, hønen eller ægget? Hønsene i Chicken Run planlægger et flugtforsøg inspireret af handlingen i The Great Escape, der er en hommage til Stalag 17, som Wilder har instrueret på grund af sin kærlighed til Renoirs La Grande Illusion og så videre, og så videre.

Kritikken hagler ned over den postmoderne intertekstualitet. For efterhånden lever vi i filmreferencernes vold og oplever måske kun en imiteret verden af citater. Det er i sig selv tankevækkende og en anelse foruroligende. Alligevel er underholdningen i top, når der citeres på livet løs fra Renoir til Chicken Run. Måske vender Jean Renoir sig i graven ved tanken om den omfattende brug af referencer til hans mesterlige mellemkrigsfilm. Men helt ærlig. Hvem trækker ikke på smilebåndet ved synet af en høne, der graver tunneler med et roterende piskeris?

Billedserie 1:

Billedserie 1: I The Great Escape (1963) smides den amerikanske udbryderkonge, The Cooler King (Steve McQueen), jævnligt i lejrens enecelle for at køle af, hvor han bruger tiden til at kaste med sin uundværlige baseball. I Chicken Run (2000) er denne baseball blevet til en grøn rosenkål i en lukket kulkælder, hvor den flugtglade høne Ginger prøver at slå tiden ihjel.

Billedserie 2:

Billedserie 2: Krigsfangerne skal hver dag i lejren stå på rad og række lige fra de franske officerer i La Grande Illusion (1937) og de amerikanske fanger i Stalag 17 (1953) til den internationale gruppe soldater i The Great Escape (1963) samt flokken af rædselsslagne høns i Chicken Run (2000). Men ikke alle er kyllinger, for der graves underjordiske tunneler i La Grande Illusion (1937) og Stalag 17 (1953), og i disse snævre gange føres de indespærrede fanger igennem via en effektiv rullevogn, som f.eks. i The Great Escape (1963) og Chicken Run (2000).

Billedserie 3:

Billedserie 3: I La Grande Illusion (1937) tømmer løjtnant Maréchal (Jean Gabin) sin ration af overskudsjord fra tunnelen ud over krigslejrens køkkenhave. Samme scene går igen i The Great Escape (1963), hvor en britisk officer ryster en god portion ud af sine militærbukser. Når så tunnelen under lejren står færdig, graves der til sidst et hul op igennem jorden på den rigtige side af pigtrådshegnet. Her er det The Cooler King fra The Great Escape (1963), som holder øje med vagterne i et billede, som instruktørerne af Chicken Run (2000) bevidst refererer til i scenen, hvor hønen Ginger stikker sit dunede ansigt op af hullet.

Billedserie 4:

Billedserie 4: Flugt er også nøgleordet i den drømmende åbningssekvens fra Federico Fellinis 8½ (1963), hvor hovedpersonen Guido Anselmi (Marcello Mastroianni) desperat flygter fra en klaustrofobisk bilkø på en motorvej i Rom. Tredive år senere kopierer instruktøren Joel Schumacher næsten hele scenen i Falling Down (1993), hvor den ustabile D-Fens (Michael Douglas) har fået nok af vejarbejde og tunnellange trafikpropper på motorvejene i Los Angeles.