Et billedes anatomi: "Hvis du blev noget ved musikken…"

Af ANDREAS HALSKOV

I 1997 skabte Niels Arden Oplev en mindre – men for de fleste fortsat ukendt – sensation, da han med tv-dokumentaren Headbang i hovedlandet tog seeren med ind i et ellers lukket og ritualiseret univers af støjkaskader, pseudomaskulinitet, Asa-hedensk-kamp-metal og incestlyrik i det danske hovedland. Filmen, en såkaldt rockumentary, er i dansk sammenhæng en både interessant og alternativ sag, men fik i sin fremstillingsform uheldige følger for enkelte af filmens medvirkende, der, modsat de mere mediebevidste svende i DR2-aflæggeren Stormslag (2005), fremstod ufrivilligt komiske.

Fig.1. Et gennemgående træk ved dansk dokumentarisme, reality-tv og satireprogrammer er, ifølge film- og medieforsker Christa Lykke Christensen, en stigende fokus på overlegenhedshumor og ansigtstab. I Oplevs ellers interessante rockumentary, Headbang i hovedlandet (1997), er dette også et tydeligt og debatskabende element. Hvad enten instruktøren har tilstræbt denne ironiske distance eller ej.     

Med hovedet bøjet i skam sidder han der, i dét der ligner et ubehjælpsomt forsøg på at undvige moderens dømmende blik (fig. 1). Den unge fyr, i billedets uskarpe forgrund, hedder Christian, er bosat hos sine forældre i Støvring og spiller til daglig i det Asa-hedenske-kamp-metal-band Nidhug. Der klippes imellem faderen i nære og halvnære beskæringer og moderen i en let frø, med en duknakket Christian i forgrunden. Han har netop fået 5 i mundtlig tysk (i dag svarende til et 00), og ville sådan ønske, at han kunne blive noget ved musikken. ”Ja,” replicerer faderen hånligt, ”hvis du blev noget ved musikken…”

For dette, ved både faderen, tilskueren og filmens instruktør, er for Christian næppe en realistisk drøm. Ikke at gøre musikken til en levevej, i al fald.

Social sårbarhed og ansigtstab

Moderne TV er, med medieforsker Espen Ytrebergs ord, ”generelt blevet en arena for en voksende social aggression.” (Ytreberg 2000: 125).

I reality-programmer som Big Brother, X-Factor og Talent 2010 er det i høj grad taberne, som vækker interesse, og det er notorisk også de ringeste deltagere – og ikke mindst de deltagere der har den ringeste selvforståelse og sociale bevidsthed– som genererer flest klik på YouTube og lignende online-klienter. Det gælder for mange af tidens reality-programmer og docu-soaps (navnlig De unge mødre), som Christa Lykke Christensen udtrykker det, at de beskæftiger sig med ”situationer, hvor seeren bliver vidne til, at noget går rivende galt for de sociale aktører.” (Christensen 2009: 72). ”Den latter, der forbindes hermed,” siger hun videre, ”stammer ikke kun fra seerens sympatiserende grinen med personer og situationer, men også fra en grinen ad dem.” (ibid).

Med udgangspunkt i sociologen Erving Goffmans teori om face work (ansigtsarbejde), hævder Christensen, at den situation, hvor en person vælger et forkert ansigt til denne eller hin sociale kontekst – og det deraf-følgende ansigtstab– er generelle kendetegn ved moderne (dansk) TV (fig.2).

Der er selvsagt langt fra De unge mødre til rockumentaries som Headbang i hovedlandet og Stormslag. Men måske slet ikke så langt endda. Når silkeborgenseren Scott Jensen (fra bandet Infernal Torment) således i ramme alvor citerer sin ”originale” og lidt ”skæve” tekst om en ung fyr, som har lyst til at dyrke sex med sin mor og derfor slår sin far ihjel (med titlen ”Motherfuck”), kan det næppe vække andet end (hånlig) latter fra de (relativt mange) tilskuere, der straks genkender dette som en klassisk græsk tragedie. Og når samme Scott senere siger, at metalmusikkens publikum udmærker sig ved ikke at se dumme ud og danse, hvorefter der klippes til en solo-headbangende Scott, er også dette en komisk kontrast - der hjælpes på ved af Oplevs komiske kontrastklipning.

”Kameraet er nådesløst”

Førnævnte Christian er dog filmens egentlige taber, og må betegnes som et ufrivilligt offer for instruktørens ellers fornuftige credo om at finde ind til ”sandheden og de ting, der gør ondt - det der er den egentlige virkelighed.” (Bækholm, 2010).

Idéen til Headbang i hovedlandet fik Niels Arden Oplev, da han i 1995 optog filmen Portland, hvis soundtrack udgøres af dødsmetal. Her mødte han det nordjyske metalband Sons of Cain, som fortalte ham om miljøet og kulturen omkring dødsmetal. Oplev, der selv er en gammel biker og BZ’er, blev fascineret af subkulturen og ønskede at lave en ærlig og ublu skildring af den – uden den forskønnelse og ikondyrkelse, som ofte knytter sig til rockumentary-genren.

Filmen, der af TV2 blev flyttet fra sin programsatte tid 2. juledag til en tilfældig aprilaften klokken 23:30, har med Oplevs egne ord været ”hård for en ung mand som Christian”, men det har aldrig, forsikrer han, været intentionen at ”håne de medvirkende” eller ”hænge nogen ud”. Man kan dog diskutere om ikke ”genren udleverer sig selv, fordi den tager sig selv ret højtideligt.” ”Og når man gør det”, tilføjer Oplev, ”så kommer man let til at fremstå en smule sjov eller måske ligefrem latterlig.” (Bækholm 2010).

Med rockumentaries som Stormslag (2005) og Some Kind of Monster (2004) og mockumentaries som This Is Spinal Tap (1984) in mente, er det svært ikke at finde sandhedsværdi i Oplevs betragtninger (jf. fig. 3-4). At han ligefrem skulle have været nænsom ved Christian og hans forældre i redigeringsfasen kan dog synes utroligt, men spørgsmålet er også, om dette er dokumentarens ærinde.

Dokumentaren er som bekendt en ”kreativ behandling af virkeligheden”, og som sådan er Headbang i hovedlandet både et sjovt, kuriøst og fascinerende indblik i en ellers overset periferi af det danske kulturliv. Man kan af filmen let foranlediges til at opfatte Christian som lidt af en enfoldig særling, men som instruktøren tørt og nådesløst konstaterer: ”kameraet er nådesløst.” (Bækholm 2010).