Underminerer Hollywood sin egen status som drømmefabrik, eller er det en hyldest til mangfoldighed, når producenter og instruktører skal indtænke og opfylde diverse kriterier for at blive nomineret til en Oscar for bedste film? Og hvor meget fylder begreberne wokeness og woke capitalism i filmskabernes bevidsthed? I denne artikel undersøges det – trods faren for at træde nogen over tæerne – om Hollywood er blevet for woke, og om hovedkarakternes køn og kroppe vælges af økonomiske årsager på bekostning af filmenenes kvalitet.
#Metoo og #BlackLivesMatters har skabt øget fokus på at sikre inklusion i filmbranchen, og for fem år siden tog Akademiet et vigtigt skridt, som helt sikkert blev affødt af endnu et hashtag: #OscarsSoWhite. I 2020 kunne man læse følgende på DR.dk: “Man har besluttet, at to ud af i alt fire standarder skal være opfyldt, for at en film kan nomineres til en Oscar for ‘Bedste film’. Man skal altså enten have et bestemt antal skuespillere eller ansatte i produktionen, der er underrepræsenteret i filmbranchen.”
Disse inklusionstiltag, som trådte i kraft i forbindelse med Oscarnomineringen i 2024, fik naturligvis lynhurtigt folk til tasterne og dannede radikale fløje. En fløj, der bød diversitet og inklusion mere end velkommen, og en fløj, der kaldte det for et kunstnerisk nederlag.
Sidstnævnte tæller folk som Oscarvinderen Richard Dreyfuss, der har kommenteret således på tiltaget: “No one should be telling me as an artist that I have to give in to the latest, most current idea of what morality is.” (Her citeret i artikel fra Forbes). The New York Post citerer også en anonym instruktør, som kalder det “ridiculous,” og uddyber “I’m for diversity, but to make you cast certain types of people if you want to get nominated? That makes the whole process contrived.”
Omvendt har instruktøren bag The Woman King (2022), Gina Prince Bythewood, budt tiltaget velkommen: “It’s been tough for women to have our work valued in the same way… it’s not just about me but about a systemic issue that’s been there” (gengivet af Forbes).
Latterligt, påtaget modelune eller nødvendigt strukturelt initiativ? Uden at ville tilslutte mig en fløj på stående fod, lyder det noget fastlåst, at man i en kunstnerisk og kreativ proces skal huske en tjekliste for at komme i betragtning til en Oscar-statuette for bedste film. Men hvor meget kræver det egentlig at opfylde disse standarder?
De fire standarder
For at være kvalificeret til nominering i kategorien for bedste film, skal filmen kunne leve op til to ud af fire forhold. Disse forhold – eller standarder, som Akademiet kalder dem – har det primære formål at sikre større diversitet. Fokus er derfor at få flere kvinder og minoriteter på og bag skærmen. Der opereres med fire felter, som kan ses i sin helhed på Oscar-akademiets site, men som lettere forenklet kan beskrives som: på skærmen, filmholdet, praktikmuligheder og distribution.
- Standard A: På skærmen – skuespillerne: For at opfylde standard A skal man kunne efterleve et af følgende kriterier: Mindst en af de ledende roller eller en betydningsbærende birolle skal tilhøre en minoritetsgruppe, det kan være en handicappet skuespiller eller en skuespiller, der repræsenterer en race- eller etnisk minoritet. Ellers skal mindst 30 procent af de resterende roller repræsentere en minoritetsgruppe. En tredje mulighed er, at plot eller tema har fokus på en minoritetsgruppe.
- Standard B: Filmholdet: Filmen skal leve op til, at mindst to af de kreative bærende kræfter – for eksempel instruktør, kostumedesigner, caster eller cinematograf – tilhører en minoritet, og mindst en af dem skal tilhøre en race- eller etnisk minoritet. Ellers skal mindst seks fra det resterende hold og tekniske positioner – såsom grafiker og manuskriptkonsulent – være fra en race- eller etnisk minoritet. Eller også skal mindst 30% af filmholdet tilhøre en minoritetsgruppe.
- STANDARD C: Tilgængelighed af praktikplads for minoriteter: Der skal skabes mulighed for, at helt nye og uerfarne filmarbejdere, der tilhører en minoritet, herunder kvinder, kan få lønnet arbejde, så nye talenter fra disse grupper udvikles.
- STANDARD D: Distribution: Her stilles krav til, at de selskaber, der står for at distribuere og promovere en film, også har kvinder og underrepræsenterede minoriteter ansat. Og her gælder det, at mere end én af disse skal være fastansat i selskaberne (fig. 1).
For nemt eller for svært?
Som sagt skal mindst to af disse standarder opfyldes for, at en film kan komme i betragtning til en Oscar for bedste film. Men hvad nu hvis – rent hypotetisk og ikke særlig sandsynligt – at det faktisk er en række midaldrende hvide mænd, der er bedst kvalificerede, når filmholdet skal sættes? Der er delte meninger om, hvorvidt reglerne er for lette eller for svære at leve op til.
Filmkritiker Kyle Buchanan fra New York Times skriver på Twitter (nu X), at det faktisk er svært at finde en film, som ikke kan opfylde standarderne: ”Næsten alle film ville stadig blive nomineret under de nye retningslinjer. De fleste film klarer Standard B nemt, eftersom jobs som kostumedesigner og hår/makeup-artister samt casting ofte er besat af kvinder. Standard D er heller ikke så svær, da distributørerne ofte har mange kvinder og LGBT-personer.” Hvis man anskuer det på den måde, så behøver standarderne ikke at ændre så radikalt på filmens indhold. Men så er det måske næsten for nemt? Og vil inklusionsforsøget ikke spille fallit, hvis man kan tage denne nemme udvej og ikke opfylde A og B, fordi man kan nøjes med C og D?
På den anden side vil det måske være en form for blåstempling af en films kvalitet, hvis man kan bryste sig af at opfylde alle fire standarder? Og her kommer økonomien så ind i billedet. Det er almen viden, at der er ufattelig mange penge på spil i branchen, og at anmeldelser og publikums mening har stor betydning for, om en film flopper eller hitter. Så der må immervæk være vilje til at hugge en enkelt kreativ hæl eller klippe en enkelt karakters tå for at tilfredsstille sit publikum og øge muligheden for økonomisk gevinst.
Go woke or go broke
I forsøget på at afdække omfanget af wokeness og dens betydning i Hollywood er det svært at undgå begreberne woke capitalism og woke washing. For har inklusion og repræsentativitet betydning for filmens indtjening? Og hvor meget spekulerer Hollywood mon i dette?
Woke capitalism og woke washing kan defineres som de markedskræfter, der er på spil i filmbranchen for at sikre den størst mulige målgruppe og ikke miste publikum på grund af manglende politisk korrekthed. Hvis man deler førstnævnte begreb op i woke og capitalism, så handler woke om at leve op til værdier, som kan beskrives som progressive og favnende. Det være sig multikulturalitet, ligestilling mellem kønnene, klimabevidsthed etc. Kapitalisme handler i sin grundbetydning om et økonomisk system, som blandt andet inkluderer frie markedskræfter og dermed et fokus på størst mulig profit. Tilsammen giver begreberne et billede af virksomheder, der i forhold til kunderne eller aftagerne af et produkt understreger, at de støtter progressive værdier, men bagved ligger altså primært et ønske om at skabe størst mulig indtjening. Ønsket om maksimal økonomisk gevinst harmonerer ikke så klangfuldt med filmkunstens grundvold. I hvert fald må man forestille sig, at film, der er præget af woke capitalism, er tilsat eller måske endda påklistret diverse progressive værdier for at skabe størst mulig publikumsappel og profitmaksimere.
Der er også en risiko for, at kunderne, eller i filmenes tilfælde publikum, ikke finder graden af woke tilstrækkelig eller endog direkte skæv, og her kommer woke washing så ind billedet. Ligesom i klima- og greenwashingdebatten er woke (eller diversitets-) washing virksomhederne forsøg på at polere deres image uden egentlig helt at leve op til idealerne. Man kunne eksempelvis forestille sig, at en film bryster sig af at have diversitet blandt sine skuespillere, mens indholdet i filmen og dens præmis måske rummer det stik modsatte. Det burde jo ikke komme som en overraskelse, at det er “all about the money”, men er det udelukkende i profitøjemed, at Star Wars-universet inkluderer et kys mellem to kvinder i Rise of the Skywalker (2019)? Eller at hovedkarakteren i Den Lille Havfrue (2023) spilles af Halle Bailey og dermed ændrer sin hudfarve fra anæmisk hvid til en noget mørkere kulør (fig. 2)?
Ser man længere ud i fremtiden, har den kommende live action-version af Snehvide kun syv CGI-dværge at hygge sig med, og hun spilles af Rachel Zegler med latinamerikanske rødder. Det vender vi tilbage til, men først et blik på, hvornår de første spæde spadestik til wokeness fandt sted.
Ny vin på gamle flasker?
Det er ikke nyt, at Hollywood gerne vil tilfredsstille sit publikum eller følge med samfundets strømninger, hvad enten det drejer sig om race- eller kønsperspektiver. Vi så det fx i 1970’erne, da blaxploitation gjorde sit indtog, og igen i løbet af 1990’erne, hvor flere kvinder indtog de bærende roller på det store lærred og tilmed fremstod stærke, overlegne og uafhængige af manden. Thelma and Louise (Ridley Scott, 1991) og The Long Kiss Goodnight (Renny Harlin, 1996) er begge eksempler på denne tendens. Så er det overhovedet værd at tale om?
Det kan det være, hvis man i filmbranchen ændrer manuskripter radikalt for at please sit publikum og dermed overser, eller i værste fald negligerer, at man er underlagt en form for woke-censur, hvor pengepungen bestemmer og dermed bliver til woke capitalism. Man kunne mistænke dette, når klassiske, ikoniske og velfungerende franchises som Ghostbusters, Star Wars og Men in Black vælger at ændre de mandlige protagonister til kvindelige protagonister. For det var slet ikke meningen, at Paul Feigs Ghostbusters fra 2016 skulle have kvindelige protagonister, men fjerdebølgefeministerne og #Metoo rørte heftigt på sig og banede vejen for et drastisk kønsskifte fra Ivan Reitmans oprindelige Ghostbusters fra 1984 til remaket af samme navn fra 2016 (fig. 3).
Ingen af filmene har været kandidater til at modtage en Oscar for bedste film, men versionen fra 1984 blev dog nomineret til to Oscarstatuetter for bedste sang og bedste visual effects. Skulle de to Ghostbusters nomineres til bedste film i dag, ville versionen fra 1984 sandsynligvis ikke slippe igennem nåleøjet og leve op til de fire standarder. Det ville versionen fra 2016 til gengæld, men bliver filmen en mere værdig kandidat af at rumme et moderne take på kønsforståelse?
Lyserøde sofaer og vindmaskiner
Et gensyn med den første Ghostbusters fra 1984 efterlader uden tvivl seeren med en følelse af, at filmens kønsforståelse, det kønnede sprogbrug og de mange sexistiske jokes og kommentarer er no go i dag. Allerede i den første scene fremstilles et meget stereotypt eksemplar af en kvindelig midaldrende bibliotekar, som jages en skræk i livet af filmens første spøgelse. Det bliver ikke bedre, da Bill Murrays karakter, Dr. Peter Venkman, stiller bibliotekaren det upassende spørgsmål: “Are you, Alice, menstruating right now?” (fig. 4).
Netop Venkman-karakteren er garant for mange tåkrummende momenter, der bestemt ikke var gået i dag. Han fungerer som den evige charmør, der forsøger at tale bukserne af alle med en puls. Da vi møder ham første gang, er han i færd med at forføre en ung, naiv blondine med hvide løgne og flirtende blink med øjet, og han er tydeligvis mere interesseret i dette, end i selve spøgelsesjagten med sine sidekicks.
Netop spillet mellem kønnene er en markant fremdriftskomponent i 1984-versionen. Vi ser det igen, da Dana Barrett (Sigourney Weaver) opsøger Ghostbusters for at få filmens hovedskurken Zuul ud af sit køleskab. Her er Dr. Venkman mere end klar til at komme den smukke kvinde til undsætning. Og som han med et freudian slip of mind siger: “I will go to miss Barrett’s apartment to check her out…”. Hans personlige agenda har altså mere at gøre med sex end spøgelsesvidenskab. Dana Barretts lejlighed er naturligvis også møbleret med lyserøde sofaer og en masse nips, helt efter stereotyphåndbogen for singlekvinder i 80’ernes New York. Selvfølgelig dyrker hun også aerobic foran sit tv. Da hun besættes af filmens primære ånd, udvikler hun sig til den ultimative femme fatale med stort hår, blottede skuldre og slids op til midt på låret (fig. 5).
Da Venkman og hans flok skal djævleuddrive den kvindelige hovedskurk, benævner de hende på imponerende politisk ukorrekt vis som “The prehistoric bitch” og “Nimble little mink”. Det kan heller ikke overraske, at filmens slutning rummer den klassiske mand (mænd), der redder både dagen, kvinden og hele New York – og tilmed får et kys af kvinden.
Neglefil og liderlige sømænd
Ikke kun de bærende roller i filmen afspejler datidens kønsforståelse. Sekretæren Janine (Annie Potts), som ansættes hos Ghostbusters, filer negle, tager telefoner og fungerer desuden som love interest for den nørdede og verdensfjerne Dr. Egon Spengler (Harold Ramis). Deres forhold er på ingen måde en stor plotlinje, men bekræfter igen spillet mellem kønnene som en selvfølgelighed i fortællingen. Ligeledes i de mange scener, hvor forskellige myndigheder forsøger at spænde ben for de tre spøgelsesjægere, ses et uhyre kønsstereotypt billede, da rollerne indtages af midaldrende mænd i jakkesæt. Det har ganske givet været et naturtro billede af 1980’ernes arbejdsforhold, da byens spidser på Manhattan netop var jakkesætklædte mænd over 50 (fig. 6).
Man kan derfor godt forstå, at versionen fra 2016 har haft behov for visse omrokeringer i rollebesætningen. I 1984-versionens konfliktoptrapning, under den groteske Sodoma og Gomorra-skildring af et New York, som er indtaget af festende, drikkende og hujende gespenster, møder vi den ikoniske sømands-marshmallow-man, som tramper byen i smadder. Det er en forrygende scene, som igen udløser en sexistisk replik fra Dr. Venkman: “He´s a sailor. If we get this guy laid, we don’t have any trouble”. På trods af sin platte og lumre humor fungerer filmen dog stadigvæk. IMDB kalder filmen et “Great marriage of comedy and spookiness”, hvilket fanger essensen på fornem vis. Kate Muir skriver så sent som i 2014 i Times: “Part of the sheer joy of this movie – aside from the comic timing of Bill Murray – is the cartoonish crapness of its apparitions and their placid acceptance by the Ghostbusters team.” Filmens succes sikrede ligeledes, at der – lettere forsinket – kom en efterfølger i 1989 med samme instruktør, location og stort set samme cast. Det var dog først med rebootet i 2016, at man vendte bøtten helt på hovedet. I 1984-versionen er de anvendte effekter naturligvis noget bedagede, og dialogen er som sagt ofte kikset og anakronistisk, men om det alene retfærdiggør et remake, kan diskuteres Det var ikke desto mindre det, der så dagens lys i 2016. Et reboot og modernisering af originalen og med et totalt kønsskifte på rollelisten.
No woman shall be unarmed
Både Ghostbusters version 1984 og version 2016 indeholder velfungerende tematiske elementer som The American Dream og nørdernes genoprejsning. Disse tematikker er ofte en direkte vej til Blockbustersucces, for hvem elsker ikke at se en underdog rejse sig og få sin hævn? Derudover er forsøget på at lave en 1:1 transparent rolleoverførsel mellem kønnene et ædelt forsøg på at imødekomme en opdateret kønsforståelse og derudover fremme inklusion af minoriteter. Men bliver filmen bedre eller bare plat og skinger, som flere kritikere mener? Og er det netop pengene og seertallene, der taler, når instruktøren Paul Feigs går all in på wokeness?
De fire kvindelige hovedrolleindehavere i Ghostbusters 2016 er nøje udvalgt af Feig med henblik på at kunne levere en snappy dialog. I rollen som Erin Gilbert ses Kristen Wiig, som skal udfylde Bill Murrays sko. Wiig har en fortid som en del af Saturday Night Live-castet og har også spillet roller i flere af Judd Apatows komedier. Dr. Erin Gilbert er, som Dr. Venkman var, noget forbeholden i forhold til det overnaturlige, og hun bruger det meste af filmens første del på at fornægte sin fortid som spøgelsesforsker. Da hun, ligeledes som Venkman, fyres fra sit prestigefyldte forskerjob, vender hun dog tilbage til sin tidligere kollega og veninde Abby Yates, spillet af Melissa McCarthy. Også McCarthy er en del af gruppen bag Saturday Night Live og er desuden kendt fra sin rolle som Sookie i Gilmore Girls. De sidste to roller, tomboy-figuren med de mange gadgets, Kate Mckinnon, og den sorte kvinde fra arbejderklassens dybe undergrund, Patty Tolan, udfyldes af henholdsvis Jillian Holtzmann og Leslie Jones. Også begge en del af Saturday Night Live-ensemblet (fig. 7).
Denne sammentømrede kvartet udgør altså de kvindelige pendanter til mandeflokken fra 1984. Udover at sikre at kvinder indtager hovedrollerne, opfylder de fire karakterer også andre forventninger om inklusion af minoriteter. Kropstyper af forskellige størrelser er repræsenteret, det mere flydende kønsbillede inkorporeres via Mckinnons hang til både våben og læbestift, og Patty Tolan-figuren sikrer både race- og klassemæssig diversitet qua sin hudfarve og sit job i New Yorks undergrund. Det skal retfærdigvis nævnes, at det fjerde mandlige medlem i Ghostbusters fra 1984 ligeledes blev spillet af en sort skuespiller (Ernie Hudson).
Filmen lever altså på alle måder op til kravene om wokeness. Og den ved det godt selv, for når Patty udbryder: “Is it a race thing or a lady thing?”, da hun føler sig forulempet, er det med en tydelig ironisk brod. Ligeledes er valget af Thor-skuespilleren Chris Hemsworth som den attraktive, men torskedumme, sekretær Kevin uden tvivl taget med et glimt i øjet. Kevin udsættes for utallige upassende kommentarer og kaldenavne som “Ken-doll” og “Big beautiful dummy”, men i stedet for at fungere som en art blondinens hævn og oprejsning, så bliver det bare lettere enerverende, når specielt Erin kommenterer på hans fysik (fig. 8).
Til gengæld er det tilnærmelsesvist befriende at se et noget mere kønspluralistisk billede, når Feig lader New York folde sig ud med langt flere kvinder i myndighedsroller og i gadebilledet. Men det tipper over, når alle mændene fremstilles som snotdumme og usympatiske. Det er ikke sjovt, men bare påtaget, når borgmesteren (Andy Garcia) konstant bliver outsmarted af sin kvindelige sekretær.
Et positivt element i 2016-versionen er de mange cameos af det oprindelige cast, som løbende dukker op og skaber genkendelsens glæde for fans af den oprindelige film fra 1984. Faktisk møder vi samtlige af de bærende roller i løbet af filmen. Dog ikke Harold Ramis, der døde i 2014, men hans søn, Daniel Ramis, spiller et metalhead i filmen, og vi ser en bronzebuste af Harold selv i scenen på Columbia University. Til sidst er det værd at nævne, at den endelige konfliktoptrapning og det efterfølgende klimaks er woke på den fede måde. For her forenes originalens craziness med de noget mere tidssvarende effekter. Selve sekvensen fylder tidsmæssigt næsten en fjerdedel af filmen, men der er naturligvis også et neonlys-oplyst New York, der skal reddes fra et sandt inferno af gespenster. I et hæsblæsende klippetempo ser vi skiftevis de vanvittige spøgelser indtage New York og de fire heltinder samle sig for at bekæmpe dem. Både i menneskeform og i spøgelsesform ser vi en bred repræsentativitet i form af mænd og kvinder, sorte og hvide, tykke og tynde og alt det midt imellem. Det hele akkompagneres af det nondiegetiske musikstykke, der indeholder det oprindelige ledemotiv i små fragmenter. Såvel marshmallow-man som det hotdog-ædende grønne monster fra 1984 får skærmtid i 2016, og især her er det synligt, at effekterne er opdaterede. Som el grande finale er de fire damer uhyre tæt på superskurkens skridt med deres stråler, da the final showdown finder sted. Manden besejres og, næsten, kastreres af kvinderne, som hyldes af byens mangfoldige borgere (fig. 9).
Kan man endegyldigt konkludere, at Feig har skiftet rollerne ud for at please et mere wokeorienteret publikum? Nej. Men man kan helt sikkert se filmen som en af frontløberne i bevægelsen hen mod en større woke-bevidsthed og de fire upcoming Oscar-standarder. Hvor tanken om publikums ønske om en større grad af inklusion af minoriteter ganske sikkert har præget vigtige valg i filmens tilblivelse.
Hvis man kaster et blik mod 2025, ser man som nævnt, at woke-tiltagene lever i bedste velgående.
Ikke helt så hvid som sne – et kig ind i woke-fremtiden
Et afsluttende eksempel på, at wokeness stadig fylder i filmbranchen, er Disneys live-action remake af Snehvide, som har premiere i 2025. YouTube er ved at flyde over med kritiske røster. YouTuberen The Critical Drinker mener fx, at: “The Snow White Trailer Will Traumatise You for Life”. Så radikal en effekt har den nok ikke, men videoen peger på flere elementer, som bærer brænde til ‘for woke’-bålet. Lige siden Disney i 2021 annoncerede, hvem der skulle spille Snehvide, har der været ramaskrig. Rachels Zeglers latinamerikanske rødder har skabt furore, hvor fx den konservative Ben Shapiro kalder det et “weird choice”, når Snehvides navn nu indeholder ordet ‘hvid’. Ligeledes konservative Matt Walsh anskuer det ligefrem som “anti-white racism”. Det har fået Zegler selv til tasterne på X (tidligere Twitter) – se fig. 10 nedenfor.
Zeglers opslag på X er altså flankeret af flere udklædningsbilleder af hende som barn – på et af dem endda iført snehvidekostume. Disney må efterhånden være vant til reaktionen, for præcis det samme gjorde sig gældende, da det blev offentliggjort, at afroamerikanske Halle Bailey skulle spille Den Lille Havfrue. Kort efter havnede Zegler i en sand shitstorm efter sine udtalelser d. 22/9 2022, hvor hun i et interview med Variety udtalte sig om Snehvides karakter og filmen generelt. På meget kort tid erklærer hun, at den oprindelige film var “scary”, at prinsen måtte være en “stalker”, og at selve kærlighedshistorien på ingen måde er central i filmen. Hun citeres i Politiken for at: “Hun [Snehvide] vil ikke blive reddet af en prins, og hun kommer ikke til at drømme om sand kærlighed”. Soundvenue citerer også fra interviewet med Zegler: “Jeg mener bare, at det ikke længere er 1937. Og vi har absolut skrevet en Snehvide, som ikke bliver reddet af prinsen. Hun kommer ikke til at drømme om ægte kærlighed, men om at blive den leder, hun ved, hun kan blive til”. Zegler er langt fra den første til at fortælle, at Disneyprinsesserne fremstår som det meget svage køn, men alligevel forårsagede det ifølge BBC, at fans af den oprindelige film fra 1937 blev oprørte. Brittany Elridge, talsperson for The International Journal of Disney Studies, forklarer det således:
People are looking for that exact character in the live action [remake]. That’s what they [Disney] did with Cinderella. And so that’s what they’re looking for again because Cinderella was almost a copy-and-paste job. I think it does have a lot to do with the nostalgia and wanting to relive the same experience that you originally lived when you went through it.
Et tredje forhold, der virkelig har delt vandene, er de syv små dværge. Man skulle ellers tro, at dværges medvirken netop ville øge den ønskede inklusion, men også her har Disney været i kamp. På den ene side står en stærk stemme som skuespilleren Peter Dinklage, der er født med dværgvækst, som efter at have set et uofficielt stillfoto fra produktionen fastslår:
I was a little taken aback when they [Disney] were very proud to cast a Latina actress as Snow White, but you’re still telling the story of Snow White And The Seven Dwarfs (…). It makes no sense to me. You’re progressive in one way and you’re still making that f***ing backwards story about seven dwarfs living in a cave together, what the f*** are you doing, man? Have I done nothing to advance the cause from my soapbox? I guess I’m not loud enough.
Denne kritik af fremstillingen som fordummende og anakronistisk fik Disney til at ændre deres dværge, så de nu alle er CGI-generede. Det har fået en anden fløj på banen. Wrestler og skuespiller Dylan Postl, der ligeledes er født med dværgvækst, siger til Daily Mail: Well, I don’t have a problem with Snow White. What I do have a problem with is Dinklage putting himself on a pedestal and looking down on jobs that countless dwarfs in the entertainment industry would love to fill.”
Der er ingen tvivl om, at Disney har fået mere dårlig omtale, end de ønskede, men der, hvor Disney i min optik jokker i nælderne, er, når de ændrer originalen radikalt for at tilfredsstille et wokehungrende publikum. Disney risikerer at stå tilbage med et remake, som på ingen måde respekterer sit forlæg fra 1937. Man kan også frygte, at når kærlighedshistorien mellem mand og kvinde forsvinder, så bliver det magiske, eventyrlige og romantiske pist væk. Og det må smitte af på filmens fremdrift. Derudover ses det i traileren, at Snehvide ikke længere gør rent for dværgene, men hun får dem til selv at gøre rent. Det virker temmelig påtaget. Tallene bakker et muligt filmflop op. Primo 2025 har traileren denne like/dislike statistik: Likes 33k/Dislikes 829k, så det ligger nok ikke i kortene, at Snehvide nomineres for bedste film i 2026. Men det skyldes dog ikke manglende wokeness, snarere fraværet af kærlighed og de syv syv CGI-dværge (fig. 11).
En umulig balance?
Så hvornår er woke for woke? Og hvornår er et remake for woke-ficeret? Der er i hvert fald ingen tvivl om, at publikum kan være svære at tilfredsstille, og at balancen er hårfin. Nok er de fire Oscar for bedste film-standarder et hæderligt tiltag, men det kan i yderste konsekvens forårsage kunstnerisk sell out i form af woke capitalism og woke washing. At lave et remake af en højt estimeret original kan være vanskeligt, når originalen rummer en markant anderledes kønsforståelse, og når publikum, anmeldere og kritikere har en mening om hver en ændring. Man kan forudse en form for metaltræthed i og af Hollywoke, men spørgsmålet er, om dem med pengepungen tør satse på at være mindre inkluderende og stuerene? For det kan jo risikere at koste knaster ved billetlugen.
* * *
Fakta
Film
- Den lille havfrue (instr. Rob Marshall, Walt Disney Pictures, 2023
- Ghostbusters (instr. Ivan Reitman, Columbia Pictures, 1984)
- Ghostbusters (instr. Paul Feig, Columbia Pictures, 2016)
- Snehvide (instr. Marc Webb, Marc Platt Productions & Walt Disney Picture, 2025)
- Star Wars: The Rise of Skywalker (instr. J.J. Abrams, Lucasfilm, 2019)
Litteratur
- Boardwine, Andrew: Disney’s “Woke” Snow White canceled Before Risky Release, Insidethemagic.net d. 19/8 2024
- Cambell, Jason S på X, d. 17/7 2023
- Herley, Leon: Every Ghostbusters cameo, reference an Easter egg in the new movie, Gamesradar.com d. 16/7 2016
- Justesen, Mads: Debatten raser: Er Disneys nye Snehvide for woke?, Politiken d. 15/8 2023
- Kaplan, Michael and Kennedy, Dana: Oscars voters rip into ‘ridiculous’ new diversity rule for Best Picture, New York Post d. 18/6 2023
- Lorentsen, Frida Bay: Rachel Zegler blev hængt ud for ‘Snehvide’-udtalelser – nu er hun tilbage på toppen, Soundvenue d. 25/11-2023
- Murray, Conor: Anti-’woke’ Critics Targets the Oscar – But Here’s What The Academy’s New Diversity Rules Actually Require, Forbes d. 20/6 2023
- Nielsen, Silas Bay: Oscar laver nye regler for ‘bedste film’ – ingen minoriteter – ingen pris, dr.dk d. 10/9 2020
- Saunders, Emma: Disney’s Snow White: Has the fairy tale already gone sour?, bbc.com d. 15/8 2023
- Yandoli, Krystie Lee, og Stern, Marlow: Oscar’s 2024 New Rules: Best Picture Inclusion standards and more, Rolling Stone d. 6/2 2024
