Når man forlader biografen og har set stærke historiske film, er man ikke i tvivl om, at de filmiske fortolkninger af historie påvirker vores forståelse af fortiden. Det har en af dansk filmforsknings skarpeste analytikere, Ib Bondebjerg, skrevet en både personlig og grundig indføring i. Det er som sådan ikke nogen nyhed, at film i meget høj grad skaber vores historiske bevidsthed. Men Bondebjerg giver et velskrevet bud på, hvordan film påvirker os; eksemplificeret af analyser af en lang række forskelligartede filmiske erindringer, som forfatteren tydeligvis har valgt med hjertet.
For nogle år siden var jeg på studietur med en gymnasieklasse i Krakow. Som en del af programmet besøgte vi Oskar Schindlers emaljefabrik, som i dag er indrettet til et museum om nazisternes besættelse af Krakow. Højdepunktet for eleverne var at se de locations, de kunne genkende fra filmen, Schindler’s List (1993), hvor Schindler spilles af Liam Neeson. Dette havde tydeligvis gjort så stort indtryk på dem, at de i en eller anden grad blandede Neesons fiktionaliserede Schindler sammen med virkeligheden (fig. 1). Det tydeliggjorde, at filmen i høj grad havde skabt de billeder og den historiske bevidsthed, som eleverne havde om emnet. Hvordan film bidrager til at skabe vores forståelse og erindringsbilleder af historien, er netop formålet med Ib Bondebjergs nye bog: Film – Historie – Erindring udgivet af Forlaget Spring.
Bogen kommer i forlængelse af Bondbjergs erindringer Mimoser i januar. Erindring og historie fra 2021 og den engelsksprogede Screening Twentieth Century Europe. Television, History, Memory fra 2020. Formålet med bogen er således at levere en dansksproget indføring i Bondebjergs forskning i erindringen som fænomen og i, hvordan film påvirker vores erindring om historien. Selv om Bondebjerg ønsker at flytte fokus væk fra sit eget liv, fornemmer man den personlige vinkel i de valg af værker, som er grundlaget for bogen.
Mig bekendt udfylder bogen et hul i forskningen ved at kombinere filmteori om historiske film af både fiktiv og dokumentaristisk karakter med en indføring i teori om erindring, hvor Bondebjerg passende også inddrager kognitiv filmteori. Udgangspunktet er, at erindringen defineres som ’en del af hjernens forsøg på at skabe orden i den hverdag og verden vi lever i’. Vores forståelse af verden opstår i en dialog mellem det, vi oplever i verden i dag, og så den erindring af fortiden, som vi genkalder os. En lignende proces foregår, når vi ser filmenes visualisering af fortiden som en art visuel fortolkning af fortiden. Den amerikanske historiker Robert Brent Toplin har kaldt historiske film for ’poetiske spekulationer om fortiden’. Inden for historikernes forskning om feltet har man bevæget sig i retning af denne opfattelse, hvor man fokuserer mere på den dialog, der opstår i mødet mellem seeren og filmenes fortolkning af fortiden, end den mere traditionelle tilgang, hvor historikeren leger ’the historian cop’, som altid jagter de historiske ukorrektheder. Som jeg læser det, er det også Bondebjergs tilgang, hvor han ønsker at fokusere på, hvorfor film påvirker vores erindring, og hvordan de gør dette.
Erindring, kognition og genrer som teoretisk grundlag
I bogens indledende kapitel uddyber Bondebjerg, hvordan film er med til at skabe en medialiseret erindring, hvor vi gennem film og tv kan opnå både nationale og globale historiske erindringer. I bogen nævnes tv-serien Roots fra 1976 som et eksempel, og man kan med rette også pege på tv-serien Holocaust fra 1978 som et eksempel på en serie, der har skabt betydelig ændring i erindringen om en historisk begivenhed. Efter mange års tavshed eller i hvert fald stilhed bragte netop disse serier for alvor slaveriet og Holocaust ind i den globale tv-seers historiske bevidsthed.
Men Bondebjerg kigger også bag om filmene og ser på det biologiske og kognitive bag erindringen. Således er erindringen et åbent og levende felt, der hele tiden påvirkes og ændres. Vores historiske erindring påvirkes altså, når vi ser den medialiserede erindring. Man kan faktisk have en kollektiv, semantisk erindring, som skabes ud fra de film og serier, vi ser, i modsætning til de kollektive, episodiske erindringer, som en gruppe har oplevet sammen. Og de forskellige typer erindringer påvirker hinanden.Filmene og seriernes store force er indlevelsen i de historiske karakterers oplevelser, hvilket øger vores erindring om og interesse for fortiden. Uanset om der er tale om dokumentar eller fiktion, påvirkes vores erindring netop, fordi vi oplever fortiden. I bogens analytiske afsnit dykker Bondebjerg derefter ned i forskellige typer filmiske erindringer og fortolkninger af fortiden og anvender både teori om erindring og genreteori i forhold til dokumentarfilm og fiktionsfilm som redskab i analyserne.
Store og små erindringer
En rød tråd gennem bogen, ud over det teoretiske fundament, er en skelnen mellem den lille og den store historie, som er i spil på forskellig vis i bogens syv analytiske kapitler, hvori forskellige temaer bliver analyseret med filmeksempler. De første kapitler handler om barndom. Et om hverdagserindringer, to om biografiske eller selvbiografiske film og til sidst to afsnit om den lille historie i den store historie i forbindelse med Anden Verdenskrig. Filmene virker til at være valgt med hjertet og har i engagement og kendskab, hvad man visse steder kunne savne i aktualitet eller geografisk afgrænsning. Bondebjerg skriver, at den personlige erindring, familieerindringer og erindringer om større historiske begivenheder ofte er tæt forbundne. Således fornemmer man også i bogen, at udvælgelseskriterierne både har været film om erindring – men også film, som har påvirket forfatterens egen erindring af fortiden eller har virket som et spejl på forfatterens egen livserfaring.
Det første kapitel i bogens analytiske del handler om Ingmar Bergmans film med fokus på hans eget forhold til erindring og historie. Disse tager ofte afsæt i hans personlige (og traumatiske) forhold til sin egen opvækst og barndom. Gennem analyser af Smultronstället, Fanny og Alexander og Bille Augusts filmatisering af Bergmans erindringer i Den gode vilje viser Bondebjerg, hvordan Bergman trækker seeren ind i en fortidig verden, hvor vi ikke bare får tegnet psykologiske og sociale portrætter, men også gør det i tidsbilleder, der forankrer erindringen historisk (fig. 2).
I det følgende kapitel flyttes fokus til portrætter af barndom og med eksempler af Nils Malmros, Niels Arden Oplev og Terence Davis med fokus på anvendelsen af den subjektive erindring. Bondebjerg ser disse instruktørers brug af egne liv og verdener som en måde at igangsætte associationer hos seeren. Medmindre man har oplevet den tid, som filmene foregår i, bliver disse associationer i mine øjne mindre bundet i tid og sted og i højere grad en refleksion over ens egen barndom og ungdom. I det følgende kapitel flyttes fokus til oplevelsen af hverdagen i så forskellige kontekster som Edgar Reitz’ skildring af 1800-tallets Tyskland i Die Andere Heimat, Kelly Reichardts dekonstruktion af Westernmyten i blandt andet Meek’s Cutoff (fig. 3) samt Jan Troells Maria Larssons evige øjeblik i 1800-tallets Sverige. Det kan opleves som store spring i tid og rum, når man kommer fra Malmros’ Aarhus og hopper fra Danmark til det vilde vesten. Man overbevises dog om filmenes evne til at skildre den store historie gennem den lille. Det er netop filmens helt store evne som erindringsmaskine.
Det personlige kommer endnu mere i fokus i de to efterfølgende kapitler om filmiske selvbiografier og portrætfilm. Her er erindring naturligt i spil, om end fokus flyttes til det meget individuelle plan. Men det er genialt at inddrage Sarah Polleys Stories We Tell, der, ud over at være en meget subjektiv undersøgelse af instruktørens egen familie, bliver en bredere refleksion over personlig erindring og identitet. Kapitlet om portrætter står lidt svagere i det brede erindringsperspektiv, da disse kulturportrætter i mindre grad bidrager til den kollektive historiske erindring (fig. 4).Bogen afsluttes med to stærke kapitler om den større historie i forbindelse med Anden Verdenskrig i først internationalt og derefter nationalt perspektiv. Her kommer filmens styrker som skabere af erindring af den store historie for alvor i spil. Kapitlet om formidlingen af besættelsestiden er meget grundig og en gennemført analyse af det mest anvendte historiske emne i den danske filmhistorie, hvor Bondebjerg både har fokus på udviklingen og nuancerne i skildringen af besættelsen. Hans fokus er filmanalytisk, og man kan som historiker godt visse steder savne en kritisk tilgang. Bondebjerg er generelt meget positiv i sin vurdering af de valgte værker, som når han for eksempel roser Ole Bornedals Skyggen i mit øje for at give adgang til vores inderste følelser (forsidebillede). Her savner man som historiker et lidt mere kritisk blik på, hvad det er for en fortælling, som Bornedal skaber, og hvad han udelader. Det ændrer dog ikke på, at læseren reelt bliver klogere på, hvordan filmen om besættelsen i høj grad påvirker og (med)skaber vores erindring om denne.
Passioneret formidling
Bondebjerg skriver godt og struktureret. Således er der stort set samme struktur gennem hele bogen. Valget af film gennemsyres af stor kærlighed og begejstring, og man fornemmer den personlige betydning, som filmene har og har haft for forfatteren. Visse steder kan man derfor godt savne begrundelse for valg af film eller nogle steder ønske sig mere aktuelle eksempler. Men omvendt fremgår det (implicit), at Bondebjerg har dykket ned i en skattekiste af film, der på den ene eller anden måde har med erindring at gøre. Heri ligger den røde tråd. Den metodiske del af bogen er meget overbevisende og demonstrerer et velkomponeret overblik over forholdet mellem film, historie og erindring. Bondebjerg leverer en overbevisende argumentation for, at filmene ikke blot er en underholdende fernis på vores individuelle og kollektive historiske bevidsthed – men i høj grad er med til at danne vores opfattelse af historien og dermed verden. Læst fra ende til anden kan den meget faste form og grundige gennemgang godt føles opremsende. Men det er en prægtig fremstilling af de enkelte ’undergenrer’ inden for erindringsfilm. Som historiker vil det nok mest være afsnittene om Anden Verdenskrig og modstandsbevægelsen, der vil blive anvendt. Efter endt læsning sidder man med en masse film i tankerne, som man får lyst til at se eller gense. Men også med en million film og serier om historie og erindring, som man kunne ønske sig forfatterens skarpe, analytiske blik på. Men det er nok for meget forlangt!
* * *
Fakta
Ib Bondebjerg (f. 1947) er professor emeritus på Institut for Kommunikation på Københavns Universitet. Han er blandt andet kendt for sin omfangsrige forskning inden for dokumentarismen, og er manden bag to af hovedværkerne om dansk dokumentarisme.
Film
- Schindlers List (1993) af Steven Spielberg
- Fanny og Alexander (1982) af Ingmarg Bergman
- Meek’s Cutoff (2010) af Kelly Reichardt
- Stories We Tell (2012) af Sarah Polley
- Skyggen i mit øje (2021) af Ole Bornedal
Litteratur
- Ib Bondebjerg, Virkelighedsbilleder. Den moderne danske dokumentarfilm. Samfundslitteratur, København 2012
- Ib Bondebjerg. Virkelighedens fortællinger. Den danske tv-dokumentarismes historie. Samfundslitteratur. København 2008
