Som bekendt er Francis Ford Coppolas klassiker Apocalypse Now (1979) baseret på Joseph Conrads roman Heart of Darkness, men filmen indeholder også referencer til andre værker: Især to bogtitler fremhæves tydeligt: James Frazers The Golden Bough og Jessie L. Westons From Ritual To Romance. Kan en reference til disse to, engang højt respekterede, men i dag temmelig obskure religionshistoriske værker, give os en dybere forståelse af filmen og opklare nogle dunkle punkter i dens slutning?
I en scene hen mod Apocalypse Nows slutning, hvor Willard (Martin Sheen) opholder sig hos Kurtz (Marlon Brando), følger vi med kameraet førstnævntes blik glide hen over Kurtz’ ejendele. I close-up ses først familiebilleder og medaljer, hvorefter titelblad og ryg på bøger kort vises: James Frazers The Golden Bough og Jessie L. Westons From Ritual to Romance. I dag er det kun få uden for det specifikke akademiske felt, som kender og bemærker dem. Stiller man imidlertid spørgsmålet, hvorfor Coppola valgte at medtage lige præcis disse to bogtitler, åbner der sig en interessant mulighed for at undersøge, hvilken betydning, de får for forståelsen af filmen
Kongen er død – kongen leve?
James G. Frazers magnum opus The Golden Bough fra 1890 regnedes i mange år som et grundværk inden for religionshistorie. Centralt i den er idéen om en gud, der dør og genopstår. Ifølge Frazer inkarneredes guden i primitive samfund af en konge, som, når han blev ældre, lod sig ofre, så en ung, stærk efterfølger kunne komme til magten. Westons værk fra 1920 fortsatte i samme spor og anvendte Frazers teori på myten om Kong Arthur. Både Frazer og Westons teorier er senere blevet kuldkastet, men i årene efter deres udgivelse nød begge værker stor respekt, og de fik betydning for engelsksprogede forfattere som W.B. Yeats, Robert Graves og T.S. Eliot.
Ifølge Coppola selv er Willards sejltur ment som en rejse tilbage i tiden (Wallace 2021). Referencen til Frazer hjælper os derfor med at forstå nogle dunkle punkter i filmen: For det første, den rolle, som Kurtz har fået. Han er karismatisk og intelligent og har derfor kunnet opkaste sig selv til en levende gud blandt stammefolkene, der adlyder hans mindste vink. For det andet forstår vi også, hvorfor Kurtz ikke lader Willard dræbe, selvom han udmærket kender hans mission. Som Fotografen (Dennis Hopper) kommenterer:” He likes you, ’cause you’re still alive. “He’s got plans for you,” men han tilføjer også: “He’s dying.” Willard kommenterer selv: ”He was broken. Torn apart.” Mark Wallace læser Frazer-referencen sådan, at Kurtz er blevet mentalt ødelagt af krigens vanvid, men ikke kan slippe sit værk (Wallace, 2021). Derfor ønsker han en efterfølger, som kan overtage hans plads og bruger lang tid på at forklare Willard sine synspunkter i et forsøg på at få ham over på sin side.
The Golden Bough tilføjer et ekstra lag til forståelsen af Coppolas film, nemlig hvilken grundfortælling eller ”myte” vietnamkrigen føres ud fra: Willard sendes jo af sted for at dræbe Kurtz, da denne er blevet en trussel mod amerikanernes idé om ”den gode krig”, der føres for at hjælpe vietnameserne, mens Kurtz selv har indset, at krig kun handler om terror og tilintetgørelse. Han ved, at krigen er gået i blodet på Willard, og at han, ligesom Kurtz, ikke kan slippe den. Derfor forsøger han at få ham til at overtage den rolle, han har skabt.
Mistanken om, at Kurtz ser Willard som sin potentielle efterfølger, bekræftes i filmens slutning, efter at Kurtz har ladet ham dræbe sig i en scene, der krydsklippes med stammefolkenes ofring af en okse. Da Willard træder ud på toppen af templet, ser han nedenfor stammefolkene bøje sig i støvet for ham – han er den nye, unge, stærke gudekonge. Willard smider imidlertid sit våben fra sig og tager væk – han ønsker ikke at tage Kurtz’ plads.
Levende guder og hule mænd – et parløb mellem litteratur og film?
En tredje litterær reference, som forekommer i filmen, er T.S. Eliots digt ”The Hollow Men” fra 1925, som Kurtz reciterer dele af i den sekvens, hvor The Golden Bough ses. Læser man digtet i dets helhed, indledes det med et citat fra Conrads roman: ”Mistah Kurtz – he dead”. Dets afsluttende linje bliver desuden til del af dialogen, da Fotografen udbryder:” This is the way the fucking world ends! Not with a bang, but with a whimper! I’m fucking splitting, man!” På denne måde sluttes cirklen, og Coppola refererer finurligt tilbage til det værk, som ligger til grund for hans film med endnu en klassikerreference.
Referencerne til Eliot kan dog også tilføje endnu et betydningslag til filmen: I lighed med hans andet store digt ”The Waste Land” er ”The Hollow Men” en modernitetskritik af åndløshed og det meningstab, som Eliot anså for at herske efter Første Verdenskrig. ”De hule mænd” er således de ”tomme”, levende døde, mennesker der ikke har noget formål med tilværelsen eller noget større at se op til. Man kan sige, at amerikanerne fremstilles sådan i Apocalypse Now. Som Willard kommenterer, giver hans mission lige så meget mening som at uddele fartbøder til et racerløb! Med tilbuddet om at lade ham blive hans efterfølger giver Kurtz ham derfor en mulighed for mening og noget større: at blive et med myten selv. Willard takker dog nej og vender tilbage til nutidens forløjethed og ”de hule mænd”. Således ender Apocalypse Now, der i sig selv er blevet en klassiker ”not with a bang, with a whimper”.
* * *
Fakta
Film
Apocalypse Now, reduxudgave (da. Dommedag nu). Instr. Francis Ford Coppola. American Zoetrope, 1979.
Litteratur
- Conrad, Joseph: Heart of Darkness and Other Tales. Oxford University Press, 1990.
- Frazer, James: The Golden Bough. Wordsworth Reference, 1993.
- Weston, Jessie L.: From Ritual to Romance. Cosimo Classics, 2005.
- Wallace, Mark: “The Golden Bough and the Ending of Apocalypse Now“. In: The Victorian Sage, 2021.
