Feature

Every Night is Girls Night: Om kvindelige relationer hos Greta Gerwig

Karen Dich
Af Karen Dich
Fra Frances Ha over Lady Bird og Little Woman til Barbie har Greta Gerwigs film haft kvinders forhold til kvinder i centrum. Det handler om søstre, døtre, mødre og ikke mindst veninder, når den Oscarnominerede instruktør viser os, at kvinder på film kan have andet end romantiske forhold.

”Every Night is Girls’ Night” siger Barbie i skikkelse af Maggie Robbie i det lyserøde biografhit, der sidste år kom i rekordbøgerne som den bedst sælgende film af en kvindelig instruktør. Citatet er siden blevet gengivet på t-shirts og plakater, så man kan pynte sit pigeværelse op til tøseaften.

Men ordene kunne også være overskriften for instruktør Greta Celeste Gerwigs (f. 1983) oeuvre. Hendes bagkatalog centrerer sig nemlig tematisk om kvinders forhold til kvinder: Søstre, mødre, døtre og veninder.

”(…) jeg prøvede at komme i tanke om et tilfælde i min læsning, hvor to kvinder var beskrevet som venner (…) næsten uden undtagelse er de beskrevet i deres relation til mænd (…) kvinder i fiktion bliver ikke kun set på af det andet køn, men også kun i relation til det andet køn. Og hvor er det dog en lille del af en kvindes liv,” skrev Virginia Woolf i den feministiske klassiker Sit eget værelse i 1929.

Knapt 100 år senere er det stadig relationerne til mænd, der dominerer, når kvinder portrætteres på film. Og netop det ønsker Greta Gerwig at gøre op med. Det understregede hun i et interview i Hufftington Post fra 2017, da hun debuterede som instruktør med filmen Lady Bird.

”Sædvanligvis har kvinder ikke forhold til hinanden, de har kun forhold til den mandlige hovedperson,” sagde instruktøren dengang.

Men allerede siden debuten som manuskriptforfatter på Frances Ha i 2012 (som Gerwig skrev sammen med instruktøren Noah Baumbach) har Gerwig interesseret sig for at udforske relationer mellem kvinder og vise dem frem som værende dybe og tilfredsstillende relationer. Det arbejde er fortsat gennem Lady Bird (2017), Little Women (2019) og Barbie (2023) som det foreløbige kulminationspunkt.

Veninden, dit livs kærlighed

Frances Ha er en coming of age-historie om danseren Frances (spillet af Gerwig selv), der ikke betragter sig selv som rigtigt voksen. Og det er en romantisk komedie med venskabet i centrum.

Frances drømmer om to ting: At leve af at danse og at leve sammen med sin veninde Sophie (spillet af Mickey Sumner). Filmen begynder med en montage (i sort/hvid som hele filmen), hvor de to veninder driver rundt sammen i deres fælles hjem i Brooklyn og er – med Frances’ egne ord – ”som et ældre lesbisk ægtepar, der ikke længere har sex.” Sådan ser venskaber ud i begyndelsen af 20’erne: Intime, umiddelbare og med uendelig tid at bruge i hinandens selskab.

“Fortæl mig historien om os”, siger Frances til Sophie. “Vi skal overtage verden”, begynder Sophie. Og Frances fortsætter: ”Du vil være den der fantastiske, bitchy forlagsmogul… “, “Og du vil være den her berømte moderne danser,” tilføjer Sophie. Planen for fremtiden er klar: Sophie skal udgive en rigtig dyr bog om Frances. De vil begge have elskere, men måske vigtigere vil de have en fælles lejlighed i Paris og ingen børn.

Men selv i paradiset, lurer en slange. Sophies liv bevæger sig nemlig i højt tempo mod en mere voksen form: En karriere i forlagsbranchen, en stabil indtægt og ditto kæreste, mens Frances endnu ikke har fundet sin vej og næsten intet tjener som danser. Så da Sophie får tilbudt et værelse i en lejlighed i Tribeca, har Frances ikke råd til at flytte med, og så begynder de to veninder for alvor at glide fra hinanden. 

Filmen ligner i sin opbygning en klassisk romantisk fortælling: De to elskende (her Frances og Sophie) lever lykkeligt sammen, de bliver adskilt af ondskab (økonomiske muligheder, Sophies kæreste, Frances’ stædighed) og ender med at genfinde hinanden.

På et tidspunkt under deres tid adskilt beskriver Frances, hvad ægte kærlighed er for hende:

“Det er den der ting, hvor du er sammen med nogen, og du elsker dem, og de ved det, og de elsker dig, og du ved det, men I er til fest, og I taler begge to med andre, og I griner og morer jer, og så kigger du gennem lokalet, og I får øjenkontakt med hinanden, ikke fordi du er besidderisk, eller fordi det er seksuelt ladet, men fordi det er mennesket i dit liv,” siger hun.

Mod slutningen af filmen, hvor Frances har fundet sin vej i livet som koreograf, holder hun en fest efter sin debutforestilling. Til festen taler Frances med sin tidligere chef,  og da hun kigger op møder hendes blik Sophies. Sophie smiler til hende og griner, og vi forstår, at Sophie er mennesket i Frances’ liv. ”Hvem er det?” spørger Frances’ samtalepartner. “Det er min bedste veninde,” svarer hun.

En rom-com om venskab

Greta Gerwig har også beskrevet filmen som en romantisk komedie i magasinet Sight and Sound. 

Her fortalte hun, at det ikke var den oprindelige intention, men at det blot opstod undervejs i skriveprocessen, og så rettede de historien til, så det passede med den romantiske komedies struktur.

Men hvorfor fortælle historien om et venskab, så den mimer den romantiske komedie? Måske fordi det er den primære fortælling, som kulturen har præsenteret kvinder for i mere end 100 år.

​​Siden begyndelsen af 1900-tallet er der i USA skabt massevis af kulturprodukter målrettet kvinder. Produkter, der har til formål at skabe en følelse af samhørighed mellem kvinder på tværs af sociale, økonomiske, etniske eller seksuelle forskelle. Kulturprodukterne former kvinders opførsel og får dem til at opføre sig ens. Det er den grundlæggende præmis for Laurent Berlants The Female Complaint (2008).

I bogen beskriver den amerikanske kulturteoretiker, hvordan alle disse kulturprodukter fortæller den samme historie: at ”kvinder lever for kærlighed, og kærlighed er gaven, der bliver ved med at tage,” som Berlant formulerer det. Den store fortælling om, at kærligheden er en forandrende kraft, der kan redde kvinderne ud af deres lidelse, er altså ikke givtig for kvinderne, men den holdes i live af en konstant mangel på forløsning; uanset hvor meget emotionelt arbejde kvinder leverer, så vil kærligheden aldrig redde dem. 

Men måske findes der en anden måde at blive forløst som kvinde end gennem den romantiske relation? Og måske kan vi fortælle andre historier om det gode (kvinde)liv? Det er det, Gerwig og Baumbach gør, når de præsenterer os for en romantisk komedie om venskab; det ophøjer venskabet til en relation af samme vigtighed – eller måske endda større vigtighed – som romantiske forhold for kvinder. Og det er ret banebrydende.

Når æblet falder langt fra stammen

Med sin debut som soloinstruktør, Lady Bird (2017), skabte Gerwig endnu en gang en coming-of-age-film med et venskab i centrum. I begyndelsen af ​​2000’erne vokser Christine McPherson (spillet af Saoirse Ronan) op i en familie i Sacramento, hvor pengene er små og ambitionerne tilpasset økonomien. Undtagen Christines; hun drømmer om at gå på college i New York, og hun insisterer på, at alle skal kalde hende Lady Bird frem for at bruge det navn, hendes forældre har givet hende.

Lady Bird og hendes bedste veninde Julie (Beanie Feldstein) er veninder, som man kun kan være det i teenageårene. De klæder sig i matchende matchende lilla neglelak, ditto rygsække og venskabsarmbånd, og de er altid ved hinandens side: I skolen, når de bladrer magasiner i supermarkedet, og de går til audition til skolens musical, sidder de så tæt sammen, at det er som om de er smeltet sammen til én person. Gerwig viser igen, at hun forstår kvinder og pigers venskab, og hvordan de folder sig ud i forskellige aldre.

Selvom Lady Bird i løbet af filmen har to romantiske interesser, så er det forløsende øjeblik i filmen, da hun efter en konflikt genforenes med Julie og tager hende med til skoleballet, hvor de to veninder danser blandt de andre par på dansegulvet, får taget deres billeder i den typiske prom-par-positur og klamrer sig til hinanden hele natten.

Men udover venskabet er et andet feminint forhold centralt for filmen, nemlig det mellem Lady Bird og hendes mor, Marion (Laurie Metcalf). I modsætning til forholdet til Julie, så er der stor afstand mellem mor og datter. De ligner slet ikke hinanden, og deres forhold er fyldt med passiv-aggressive samtaler – og øjeblikke af ømhed og varme. De to blev også nomineret til hver sin Oscar for filmen – henholdsvis for bedste kvindelige hovedrolle og ditto birolle. (Filmen blev også nomineret i kategorierne bedste film, bedste originale manuskript samt bedste instruktør.) 

Mor og datter har vanskeligt ved at forstå hinanden og deres følelser. Lady Birds mor er hele tiden på nakken af sin datter, uanset om det handler om rodet på hendes værelse, den måde, hun taler om sin families sociale status (og siger, at de er fra “den forkerte side af sporet”) og en million andre ting, der ofte synes at være drevet af familiens usikre økonomiske situation. Marion er dybt optaget af, hvordan Lady Bird (og hun selv) fremstår for udefrakommende.

Det kommer blandt andet til udtryk en scene, hvor de to er på jagt efter Lady Birds prom-dress i en genbrugsbutik. Lady Bird falder for en pink kjole, og hendes mor spørger, om den ikke er lidt for meget. Det er ganske symptomatisk for deres forhold: Marion får – måske uden at ville det – fortalt sin datter, at hun er for meget, har urealistiske drømme og for store armbevægelser. Det er ganske givet en omsorgshandling, men datteren opfatter det ikke sådan.

I stedet spørger hun sin mor, om hun kan lide hende. Marion svarer, at hun elsker hende. Lady Bird gentager sit spørgsmål, og Marion lader ikke til at forstå distinktionen mellem at bryde sig om og at elske sit barn. I stedet fortæller Marion, at hun blot ønsker, at Lady Bird skal være den bedste version af sig selv. ”Hvad hvis dette er den bedste version?”, lyder datterens hjerteskærende svar.

Som mor så datter?

Marion har ikke i sinde at gøre sin datter ondt, hun har ganske enkelt svært ved at begribe hendes livsverden. Og det er særligt smertefuldt i en relation, der ellers forventes at være præget af intimitet og lighed.

I sin bog Among Women skriver forfatter Louise Bernikow, at der er en antagelse om intimitet og identitetsfællesskab mellem mødre og døtre.

”Identitetsfællesskabet mellem datteren og hendes mor er antaget af alle. De matchende outfits. Piger som ‘små mødre’, med deres dukker og deres lege, der mimer moderskab,” lyder det. Men netop fordi dette fællesskab antages som en form for naturgiven tilstand, så bliver det så meget desto vanskeligere at være i, når intimiteten ikke opstår naturligt. Og det er den smerte, der også findes mellem Lady Bird og Marion.

Det ses i en scene i begyndelsen af filmen, hvor de to kører bil sammen og lytter til Vredens Druer på lydbog. Da bogen er færdig, ønsker Marion at sidde lidt i stilhed og tænke over det, de har hørt. Men hendes datter kan ikke sidde stille. I stedet begynder hun at tale om, hvor kedeligt hendes liv er, og hvor meget hun hader Californien. Hun vil på college i New York, men det kan ikke komme på tale, siger Marion. Familien har ikke råd, og for øvrigt er der ingen jobsikkerhed i kreative uddannelser. “Med din arbejdsmoral kan du bare gå på ‘city college’,” siger Marion under deres skænderi, “og så i fængsel og så ud af fængsel,” fortsætter hun tydeligt oprevet, hvorefter Lady Bird kaster sig ud af bilen i fuld fart. Hun slipper med en brækket arm. 

Bernikow beskriver også, at en uopdragen datter falder tilbage på moderens forældreevne. Det gælder også i dag. Så sent som i august kunne man læse i en kronik i Politiken, at der hersker ”en tendens til at tillægge især mor skylden, når børn mistrives. Også blandt fagprofessionelle.” Måske er det derfor, at Marion igen og igen forsøger at stække sit barns vinger. Ikke for at hun ikke skal flyve, men for at hun ikke skal flyve for tæt på solen.

Men til trods for, at mor og datter har så svært ved at forstå hinanden, så er omsorgen til stede. Og forholdet udvikler sig gennem filmen.

Da Lady Bird har fået opfyldt sin drøm om at gå på college i New York og oplever bump i storbyen, ringer hun til sin mor og lægger en besked i en telefonsvarer. I New York begynder hun også at bruge det navn, som hendes mor har givet hende, Christine, og hun fortæller endda Marion, at det er et godt navn. Filmen slutter sågar med, at Lady Bird takker sin mor og fortæller hende, at hun elsker hende.

Mens Marion stadig kæmper for fuldt ud at forlene sig med sin datters drømme, viser Christine os, at hun er vokset, og at hun endda føler taknemmelighed. Christines afsluttende telefonopkald til Marion giver håb om, at relationen mellem mor og datter kan finde et leje, hvor de accepterer, at de ikke behøver at være ens for at være tætte.

I familiens skød

Et sted, hvor mor og datter, ja faktisk døtre, til gengæld er tætte, er i Gerwigs filmatisering af  Louisa May Alcotts klassiker Litte Women fra 1868 om de fire søstre Meg, Jo, Beth og Amy, som må hjælpe hinanden og deres mor, mens faren er feltpræst under den amerikanske borgerkrig. Den næstældste søster, Jo, har et viltert temperament og store drømme om at skrive. Hun er også bedste venner med naboens dreng, Laurie, og det er altså ham, som alle – også seere og læsere – forventer, at hun skal gifte sig med. Men sådan ender det ikke.

Gerwig har i sin fortolkning truffet en del valg, der er blevet opfattet som kontroversielle. Det gælder også filmens slutning, der  – måske – er nærmere den, som Alcott selv havde ønsket sig.

Filmen åbner med en scene, hvor en ung forfatter i skikkelse af Saoirse Ronan sidder til møde på sit forlag. De vil gerne udgive hendes bog, men de høje herrer har ét krav. Fortællingens kvindelige hovedperson skal ende med at gifte sig. Hun kan ikke – som Alcott selv gjorde – ende med at leve uden en mand. Scenen er på en gang biografisk og fiktiv. Alcotts eget forlag stillede nemlig krav om, at hendes bog skulle ende med, at Jo, der ligesom Alcott selv skriver, skal giftes til sidst. 

Det ønskede Alcott ellers ikke. I et brev til en ven fra 1869 skrev hun: “Piger skriver for at spørge, hvem de små kvinder vil gifte sig med, som om det var det eneste mål med en kvindes liv. Men jeg vil ikke vie Jo med Laurie for at behage nogen.”

Fordi Gerwig lader Saoirse Ronan, der spiller Jo, være den, der besøger forlaget, leger hun med grænsen mellem fiktion og virkelighed: For er det Jo, der sidder hos sin forlægger, eller er det Alcott selv?

Uanset hvad, så tvinges forfatteren til at gifte sin hovedperson væk, hvis hun vil sælge sin bog – og det vil forfattere jo som oftest gerne. Ægteskabet bliver derfor, som de fleste andre ægteskaber på den tid, en økonomisk beslutning.

Økonomiske forhold

Det er også en økonomisk beslutning, da Jos yngre søster Amy gifter sig med Laurie (efter at Jo har afvist ham). “En af os skal gifte sig godt,” konstaterer Amy; “Meg gjorde det ikke, Jo vil ikke, Beth kan ikke endnu, så jeg vil skabe ro og tryghed omkring mig.”

I Gerwigs version af historien, såvel som i Alcotts, protesterer Laurie mod Amys økonomiske (og for ham noget uromantiske) ræsonnement. Men Gerwig lader Amy sige højt, hvad Alcotts Amy aldrig kunne: Selvfølgelig er det rimeligt, at Amy vil gifte sig med penge. For når hun med ægteskabet ofrer sin frihed, så kan hun lige så godt tage sig godt betalt.

Little Women er – selvom den ender med ægteskaber – på mange måde en anti-romance. Tragedien er i virkeligheden, at de væsentlige relationer er dem mellem mødre og døtre og søstre, men at de ikke kan bibeholdes i det samfund, filmen foregår i, fordi det kræver en mand og et ægteskab.

“Jeg ville bare ønske, at jeg selv kunne gifte mig med Meg og holde hende sikker i familien,” bemærker Jo til Laurie, da den ældste søster, som den første vælger at gifte sig. Men det er selvfølgelig ikke en mulighed. Kun ægteskaber med mænd har værdi i deres samtid. Og det må alle bøje sig for. Selv Jo (og Alcott) gør det til sidst.

Men fordi familiens relationer ikke kan sikre dem økonomisk, så er de også helt fri for økonomiske spekulationer. Og på den måde bliver de også de mest ægte i fortællingen.

Ved filmens afslutning er vi tilbage på forlagskontoret. Jo (eller Alcott) trækker på skuldrene. ”Jeg formoder, at ægteskab altid primært har været et økonomisk forslag. Selv i fiktion,”  siger hun som et ekko Amys ord til Laurie. Derefter klippes der til Jo, som bekender sin kærlighed til den kedelige professor Bhaer (som Alcott slutteligt giftede sin Jo væk til) under en paraply i silende regn. Derefter klippes tilbage til kontoret, og Jo/Alcott-figuren, der forhandler sine royalties. “Hvis jeg skal sælge min heltinde til ægteskab for penge, kan jeg lige så godt få noget af det,” siger hun.

Venskab som modstand

Vi kan selvfølgelig ikke vide, om det var frustrationen over en verden, hvor kvinders muligheder var så begrænsede som i Alcotts univers, der fik Gerwig til at kaste sig Mattels Barbie-univers. Men i hvert fald blev hendes næste projekt at skabe et filmisk univers, hvor kvinder ikke bare er den halve verden, som rødstrømpernes slogan lød, men snarere den hele verden.

I Barbies hyperæstetiske lyserøde verden er Barbie alting – præsident, højesteretsdommer og astronaut – og Ken, ja han er bare Ken, som filmens tag-line lyder. Og alle aftner er dameaftner, hvor de succesfulde plastikkvinder synger karaoke i deres pyjamaser og nyder hinandens selskab

Desværre for Barbierne forstyrres idyllen, da stereotypiske Barbie (Margot Robbie) begynder at tænke på døden, får appelsinhud og flade fødder, og så må hun ud i den virkelige verden for at redde sig selv. Og den virkelige verden er desværre ikke helt så rosenrød som Barbieland: Her sidder mænd stadig på magten, kvinder catcalles på gaden og forventes at leve op til urimelige standarder, som det lyder i America Ferraras efterhånden berømte monolog. Og efter besøget i den virkelige verden begynder også Barbieland at blive overtaget af mændene, anført af Ryan Goslings Ken.

På overfladen viser filmen os et kvindeligt fællesskab som modstand mod patriarkatet. I begge filmens verdner besejres den mandlige fjende – uanset om det er Mattels all-male bestyrelse eller de oprørske Ken-figurer – af kvinder og kvindelist. Det er vidunderligt morsomt, at Barbierne tilbageerobrer deres verden ved at spille på alle klicheerne eksempelvis ved at få en Ken til at tale passioneret om The Godfather, at han glemmer alt omkring sig.

Filmen er blevet kaldt en feministisk ny-klassiker af fans, og I et essay på The Conversation er filmen sågar blevet omtalt som en “feministisk bimbo-klassiker.” Men selvom Gerwig har selv kaldt den feministisk på en måde, der inkluderer alle, i et interview til ABC, så er det ikke alle, der er glade for filmen. 

I en video med titlen “Audiences Tricked Into Watch The Adventures of Man-Hating Feminist Barbie” kaldte The Daily Wires Matt Walsh filmen for “den mest aggressive anti-mand, feministiske propagandafest, der nogensinde er filmatiseret.”

Og det er da også påfaldende, at mændene både i Barbies verden og i vores fremstilles som fjollede og temmelig uduelige, for det efterlader jo den tanke, at patriarkatet er både inkompetent og temmelig ufarligt, som tv-producer David Cox påpegede det i en kommentar i The Guardian.

For selvom det er kvinderne, der besejrer mændene i fællesskab, så kan man ikke mærke deres relationer. Kvindefællesskabet er instrumentaliseret, det virker som et actionhelte-kollektiv, men ikke mere end det. Det føles ikke særligt dybt, der er ingen samtaler om komplekse følelser, hvis man ser bort fra Ferraras førnævnte monolog. Det føles ikke, som om Barbierne er veninder. Måske fordi de i deres natur helst ikke skal tale om vanskelige ting, for som vi ser med Robbies ‘stereotypiske Barbie’, så fører den slags tanker til flade fødder og appelsinhud. 

Det eneste rigtige menneske med rigtige følelser i Barbie-land er Ken, og måske er det også derfor, at han var den eneste af castet, der blev nomineret til en Oscar. Kvindefællesskabet udgør modstanden mod patriarkatet, men det fællesskab, der tilbydes i stedet for parforholdet, føles uendeligt uinteressant.

For mens langt de fleste film om kvinder – og rettet mod et kvindeligt publikum som Berlant bemærker – sætter det romantiske forhold mellem mand og kvinde i centrum, så forsøger Gerwig at vise os alternativer.Alle andre steder i vores kultur virker det romantiske forhold mellem mænd og kvinder ellers som en mand i metroen, der spreder sine ben bredere og bredere, efterhånden som tiden går, og efterlader meget lidt plads til nogen andre: Venskaber, familierelationer og andre ikke romantiske forhold. Og Gerwigs film har – måske med undtagelse af Barbie – vist os, præcis hvor stærke og komplekse disse forhold – også – kan være.

* * *

Fakta

Greta Celeste Gerwig er født 4. august 1983 og opvokset i Sacramento. Hun skrev og solo-instruerede sin første spillefilm Lady Bird, som udkom i 2017. For Lady Bird blev hun nomineret i kategorierne: Bedste film, Bedste originale manuskript og Bedste instruktør til Oscaruddelingen i 2018. Hendes andet projekt som solo-instruktør var spillefilmen Little Women (2019), som er en filmatisering af Louisa May Alcotts roman af samme navn (Pigebørn på dansk) fra 1868. Med Barbie, som udkom i 2023, blev hun den første kvindelige instruktør af en film, der indtjente over 1 milliard dollar.

Film

  • Frances Ha (2012), instruktion af Noah Baumbach, manuskript af Noah Baumbach og Greta Gerwig.
  • Lady Bird (2017), instruktion og manuskript af Greta Gerwig.
  • Little Women (2019), instruktion og manuskript af Greta Gerwig.
  • Barbie (2023), instruktion af Greta Gerwig, manuskript af Noah Baumbach og Greta Gerwig.

Litteratur

  • Alcott, Louisa May. Redigeret af Joel Myerson og Daniel Shealy: The Selected Letters of Louisa May Alcott.
  • Berlant, Lauren: The Female Complaint: The Unfinished Business of Sentimentality in American Culture, Duke University Press 2008.
  • Bernikow, Louise: Among Women, Harper Colophon 1980.

Netartikler

Relaterede artikler