Denne artikel er et spejl af et spejl af et spejl. Black Mirror udgør, med et lån fra Søren Ulrik Thomsen, et rystet spejl, hvor elementer fra virkeligheden bringes et par grader ud af kurs. Artiklens ambition er at ryste første episode af den nye sæson for at se, om det kan noget i forhold til, hvad virkelighed er, og hvordan medieringer gradbøjer denne. Vi skal på jagt i omvendte kronologier, mærkværdige fordoblinger og satiriske kommentarer og selvreferencer. Og endelig ser vi på, hvad episoden kan i undervisningssammenhæng.
Den nye sæson af Black Mirror blev ikke godt modtaget, hverken i den engelske eller danske presse. Anmelderne fandt åbningsafsnittet blasert fokuseret på at lave satire over Netflix, reality, AI, deep fake og ikke mindst metarefleksiv parodi på Black Mirror selv. De dramaturgiske vendepunkter var om ikke forudsigelige, så trættende, konkluderede anmelderne, der samlet fandt den nye sæson skuffende.
Denne skribent havde ikke den oplevelse af afsnittet, men fandt det begavet, opmærksomhedskrævende og relevant i forhold til den virkelighed, der venter os med deep fake og AI. Siden har Chat GPT og andre AI-genererede sprogmodellers ankomst og strejken i Hollywood hos skuespillere og manuskriptforfattere performativt sat en streg under Joan is Awful’s præmis. Kan man ikke få stjerner hos anmelderne, kan man om ikke andet få ret.
Ovenstående overvejelse er udgangspunktet for et studie af afsnittets præmis, dramaturgi, æstetik og perspektiv i forhold til det (posthumane) samfund, vi er på vej ind i. Derudover vil der afslutningsvis følge nogle didaktiske overvejelser over afsnittets undervisningspotentiale.
Præmis
Lad os begynde ved den russiske formalisme. Her formulerer Viktor Shklovsky i bogen Theory of Prose (1925) to bærende principper for radikale narrativer. Det ene består i mærkværdiggørelse, hvor man forstørrer eller mystificerer et element fra virkeligheden. Det andet består i at fortælle historien i en anden rækkefølge end dens kronologi.
Forskydningen mellem fabula (grundhistorien kronologisk fortalt) og sjuzet (historien, som den ikke-kronologisk præsenteres) bliver bærende for dramaturgien i et stort antal romaner og film i de følgende hundrede år. Det gælder ikke mindst for tv-serien Black Mirror, der udfordrer seeren ved at ombryde begivenhedernes rækkefølge og dystopisk forstørre noget kendt med det mål at appellerer til æstetisk sans og filosofisk fordybelse. Det er det, der sker i Joan is Awful. Vi møder begivenhederne indfældet i kinesiske æsker, som først lader sig afplotte med få minutter tilbage af afsnittet.
Afsnittets præmis består i, at kunstig intelligens og kvantecomputere muliggør en radikal udgave af deep fake, hvor man på mindre end et døgn kan remediere en faktisk historie, give den et fiktionstwist, der forstørrer dens konflikt, og anvende brugerdata til segmenterede målgrupper, der får hver sin version. Lyder det skræmmende, så er det med rette, men også udtryk for, hvad der kan være på vej.
En anden side af problemet udgøres af rettighederne til eget liv og kunstneres copyright. Ved at lade terms and conditions gælde hvad som helst, sættes brugerne skakmat, som det også sker i virkelighedens verden på TikTok og andre sociale medier. Her inviterer man frivilligt en spion ind i ens hjem og giver den oven i købet lov til at optage lyd og billeder. Med andre ord: Black Mirror illustrerer et problem, der allerede findes. I dag kan skolebørn uden større datalogisk viden producere overbevisende deep fake-videoer, og de mere professionelle kan lade afdøde kunstnere performe troværdigt, hvad enten det er Jimi Hendrix på guitar eller John Wayne i en ny film.
En almindelig computer er dum. Den kan kun læse binære koder, svarende til om et kredsløb er tændt eller slukket. En processor består derfor af en stor mængde bittesmå kredsløb, hvor der enten løber strøm igennem eller ikke. Det sætter en grænse for kompleksitet og datamanipulation. Computeren aner ikke selv, hvad der foregår på den. Det samme gælder for avancerede sprogmodeller som Chat GPT, Bard og Bing. De udfylder på baggrund af maskinlæring sætningsskemaer troværdigt, men ved ikke selv, hvad de taler om, eller om, hvordan det føles at sige det, de siger.
I modsætning til konventionelle computere baserer en kvantecomputer sig på qubits, det vil sige partikler, der ikke bare kan have værdien 1 eller 0, men fluktuere og være i flere positioner på samme tid ud fra ubestemmeligheds-teoremet (Buijsman 2022). Det betyder, at man kan transmittere og behandle langt større datamængder på markant kortere tid. Det er dette scenarie, der afprøves i ”Joan is Awful”. Når denne teknologi ikke er indfaset i dagligdags computere, skyldes det, at den er frygtelig følsom og ustabil. Det er derfor kvantecomputeren i Netflix-serien gemmes bag lås og slå.
Selvfølgelig kan præmissen i ”Joan is Awful” som andre film og serier kortes ned til én sætning, fx denne: ”Hvordan ville du have det, hvis dit liv blev en tv-serie, og alle dine nære relationer så med?”. I den henseende er afsnittet også en kommentar til mere outrerede typer af reality og selv- og familieudleverende autofiktion. Det har derudover en selvreference til platformen Netflix og serieformatet Black Mirror, der netop præsenterer dystopiske perspektiver på samtidige fænomener.
Dramaturgi
Protagonisten Joan Tate beskrives af afsnittets andre karakterer som en ordinær, kvindelig mellemleder, der arbejder som HR-konsulent i en stor tech-virksomhed, hvis logo ligner Oracles. Vi følger hendes forudsigelige morgen med kæresten Krish, som godt nok er sød, men lige så kedelig som sin mad. Hovedpersonen spiller lykkelig, men allerede 58 sekunder inde i afsnittet kommer det dramaturgiske call to adventure. Eksmanden sender en sms til hende og foreslår, at de mødes. Med ham levede hun kaotisk, men seksuelt stimulerende. Nu faker hun harmonisk hverdag med sine Mmmmmm-lyde, men da hun rapper ”Tap in” (Saweety) i KIA-elbilen (product placement) på vej til arbejdet, ser vi hendes indestængte raseri. Hun lever i eksistentiel forstand i ond tro og er blevet biperson i sit eget liv.
Herefter går dagen sin gang med en transperson som assistent, fyring af en medarbejder og besøg hos sin privatpraktiserende psykolog. Hos hende når Joan selv frem til konklusionen: ”Hun føler sig ikke som hovedperson i eget liv”. Kausaliteten er derfor klar. Joan besvarer call to adventure (Vogler 2007: 99-106) i en flot indstilling, hvor hendes ansigt er indrammet af kælkede linjer fra psykologens dør (Frame within a frame). De skæve vinkler indikerer, at hun er ude af balance.
Da Joan efterfølgende afviser eksmandens tilnærmelser, spiller han sit trumfkort: Det, de havde sammen, var virkeligt (ikke fake). Han lokker med et nyt liv i San Jose, et stenkast fra Silicon Valley. Hun viger tilbage i en fortrydelsesscene (Breum 2001: 106-08), men da hun kommer hjem er alt ved det gamle, dvs. forstilt. Maden er uden krydderi (metonymi for det hele), og aftenen står på streaming. Men da Krish og Joan åbner Streamberry-appen, der har samme æstetik, logo og soundmark som Netflix, dukker ”Joan is Awful” op under recommended for you. Godt nok spilles Joan i serien af Salma Hayek med karikeret accent, men handling og locations udgør en narrativ repræsentation af Joans dag. Alle hendes (selv)bedrag afsløres, og alle akavede scener forstørres. Joan er nu blevet hovedperson. Ikke i eget liv, men i en reality-udgave af det.
Man ser nu de samme scener i nye indstillinger. Lys og produktionsdesign er identiske. Set-up-strukturerne giver pay-off, når de gentages med en lille variation. Fx da hovedpersonen hilser på naboen. Som Kierkegaard skriver i Gentagelsen, så opdager man først gentagelsens umulighed, når noget bliver gentaget (Kierkegaard 1963: 131). Same but different. Forskellen består i, at Joan og alle hendes nære ser hendes liv i remedieret udgave. Resultatet er givet: Krish skrider, da hun ikke vil vise ham beskederne fra Mac. Imens ser Salma Hayek-repræsentationen sig selv i en 4. ordens version spillet af Cate Blanchett. Vi vender tilbage til seriens ordensniveauer senere, men konstaterer her, at begrebet ordensniveauer stammer fra sociologen Luhmann og betegner iagttagelse af et socialt system fra et andet system. Her betragter de forskellige udgaver af Joan Tate andre repræsentationer af figuren (Luhmann 2000: 219ff).
Serien når her sit katastrofiske punkt i aristotelisk forstand (Aristoteles 2022: 79). Joan bliver forladt, hendes liv ligger i ruiner. Næste dag bliver hun tilmed fyret for at have røbet firmaets brud på egne klimamål, og hendes advokat fastslår, at hun ikke har en sag, fordi hun i terms and conditions har givet Streamberry ret til at bruge hendes liv. Vi befinder os nu i et kritisk midterplotpoint i en treaktsmodel, hvor handlingen skal vende (igen).
Det sker, da Joan gør noget obskønt, som oversk(r)ider seriens format. Hun råæder burgere, tager afføringsmiddel og tyndskider til et bryllup. Det får hendes repræsentation (Salma Hayek, der spilles af Salma Hayek) til at bryde ud af sit ordensniveau og alliere sig med Joanfiguren fra serierepræsentationen under hende. Sammen udtænker de et plot mod Streamberry’s CEO Mona Javady med det mål at ødelægge kvantecomputeren.
Det sker demonstrativt med en økse i hånden i afsnittets klimaks. Før det afgørende slag afslører Javady forretningsmodellen og forklarer, at alle AI-generede repræsentationer vil dø. Og det sker. Da computeren er smadret, træder den oprindelige Joan frem på scenen, mens skuespilleren Annie Murphy træder ud af sin rolle. De to bliver arresteret og får fodlænke på, men realiserer et virkeligt analogt liv. Joan Tate får sin cafe med ordentlig kaffe, og de gange dårlig kaffe nævnes, får her sit pay-off. Som happy ending blinker de to fodlænker i takt som symbolske veninderinge. Denne slutning virker med vilje påklistret og lettere ironisk.
Vi begyndte artiklen med en reference til den russiske formalisme og adskillelsen af fabula og sjuzet. Dette greb er virkningsfuldt brugt i dette afsnit, da vi som seere af episoden ikke ved, hvor mange ordensniveauer der findes, og hvordan fortællingens egentlige kronologi ser ud. Man kan snildt tegne en treakts-model for ”Joan is Awful”, men her har jeg valgt at visualisere forholdet mellem fabula og sjuzet (fig. 2).
Æstetik og produktionsdesign
Æstetisk mimer ”Joan is Awful” Netflixformatet. Det grundlæggende greb er at lade rigtig mange mise en abyme-repræsentationer (repræsentationer af helheden) indgå i handlingen og blive aktualiseret mise en scene (i den aktuelle indstilling). Man er derfor ikke i tvivl om, at man ser en serie. Og heller ikke om, at seriens personer ser en serie, som ser en serie, som ….
Derfor er det heller ikke mærkeligt, at mange indstillinger fordobles med variation eller tredobles som i Joans opvågningsscene, hvor en solstråle rammer hendes ansigt. Scenen, hvor Joan ryger en e-cigaret, som hun taber ud fra balkonen og ned på den netop fyrede Sandy, der eskorteres bort med sine ting af vagten, er et godt eksempel på frame within a frame. Herfra klippes der til et eksemplarisk point of view fugleperspektiv på Sandy. Synsvinklen bærer en magtfordeling. Da Joan fyres, gentages disse indstillinger, nu med hende som den lille. Denne gang er det kollegerne, der står oppe på balkonen og overvåger hendes udstødelse af firmaet.
I relation til Irina Patkanians FEMO-model (Granild 2017), hvor initialforkortelse refererer til F for Frame within a frame, E for extremes, M for motion og O for obstruction, er vi nu kommet til ekstreme indstillinger. Sådanne ses i scenen, hvor Joan tvangsspiser burgere, der proppes ned, mens ubehaget stiger. I close-up ser vi afføringsmidlet, der om lidt vil udløse en ekstrem scene til et bryllup. Vi har allerede flere gange givet eksempler på F’et i FEMO. Her kom E’et så.
Netop som præsten spørger, om nogen har indvendinger mod vielsen, dukker Joan op iført cheerleader-kostume og bevæbnet med et signalhorn. Støjende ødelægger hun vielsens hellige øjeblik. Da hun skider i kirkens midtergang, spærrer hun kameraets udsyn til brudeparret. Det kan da kaldes en obstruktion. Så mangler vi bar M i FEMO. Det står for Motion.
Bevægelse foregår eksemplarisk i bilscenerne, hvor Joan møder naboen Mike på sin daglige morgenløbetur. Han hilser glad den første morgen, men udskammer Joan næste dag. På den første køretur rapper Joan energisk, på den anden kører hun stille på arbejde på vej mod sin fyring. De to bevægelsesmønstre spejler hinanden, men har et afgørende skift i stemningsleje.
Samlet er der altså bingo på alle FEMO-modellens parametre. Dvs. at der er kælet for indstillingerne, samtidig med at afsnittets karakter af serie i serie blokerer for naiv identifikation. Det gælder også seriens produktionsdesign, der veksler mellem rigtige locations og CGI-animerede rum. Bl.a. ser man den 3D-designede udgave af Joan og Krish’ lejlighed, som altså ikke er en rigtig location, men et simuleret rum. Ved at trække tæppet væk under seriens realitet, understreges pointen.
Samlet fremstiller ”Joan is Awful” en række rum, der alle har modernitetspræg. Vi er i en designerlejlighed med de rigtige lamper. Kontorbygningen, hvor Joan arbejder, ligner alle tech-centrene i Silicon Valley. Har du set en, har du set dem alle. Det, virksomhederne laver, foregår nemlig på skærme og i datacentre, præcis som det gælder for Netflix, der netop ligger i San Jose, som sjovt nok udpeges som eksmanden Macs nye adresse.
Mens vi taler om Silicon Valley, kommer man heller ikke uden om CEO Mona Javadys påklædning. Hun bærer turtleneck som Steve Jobs og fortæller (som han) med stolthed om firmaets it-løsninger og forretningsmodeller. Det sker i interviewet med journalisten Fatima. Også hun fordobles på storskærme til morgendagens afsnit ”Fatima is Awful”. På figur 4 ser vi en effektiv mise en abyme, hvor de to aktører diskuterer forretningsmodellen for Streamberry og algoritmens begrundelse for, at neurotiske hovedpersoner og akavede situationer sælger bedre end lykkelige slutninger.
Virkelighedsplan
Sociologen Niklas Luhmann baserede sin systemteori på den simple ide, at verden består af autopoietiske (selvregulerende og selvhenvisende) systemer, der navigerer i forhold til den omverden, der omgiver dem. Den kan bestå af andre psykiske og sociale systemer. Når der sker kommunikation mellem sociale systemer, sker det ud fra tre parametre, nemlig information-meddelelse-forståelse. Det skal forstås på den måde, at afsenderen koder information til et format, der transmitteres, hvorefter modtageren afkoder den (Luhmann 2000).
Af samme grund opstår der dobbeltkontingens. Man kommer i tvivl om rigtighed og hensigt hos afsenderen og laver derfor forståelseskontrol og selektion i data. Det er præcis denne mekanisme, der gennemspilles i ”Joan is Awful”. Her iagttager aktørerne hinanden og fortolker det, de ser. Når vi skifter ordensniveau, ændres fokus, så Joan ser sig selv med andres øjne (hvilket er Sartres definition på fremmedgørelse). Joan bliver dermed gjort et objekt for et publikum, der tænker: ”Godt det ikke er mig”. Det kan hun bare ikke selv tænke, fordi hun både har et indefra og udefra perspektiv på det hændte. Derfor skammer hun sig og bliver vred. Meget vred.
Ifølge Luhmann har ethvert iagttagelsesperspektiv en blind plet, noget brugeren ikke selv kan se, men som imidlertid kan iagttages fra et andet perspektiv. Det kaldes iagttagelse af anden orden. Det er disse anden-ordens-perspektiver ”Joan is Awful” effektivt sætter i scene. På et førsteordensniveau har vi den virkelige Joan Tate. Det er bare ikke hende, vi møder i seriens åbning, men en repræsentation, spillet af Annie Murphy. Hendes karakter befinder sig på et andetordens perspektiv. Hun iagttager nu sit eget liv i et tredjeordens perspektiv, hvor hun spilles af Salma Hayek, der igen ser sig selv i et fjerdeordens perspektiv, spillet af Cate Blanchett. Disse ordens-hierarkier sprænges i luften, da kvantecomputeren ødelægges, og de computationelt skabte karakterer imploderer. Grafisk fungerer det på denne måde (fig. 5):
De mange repræsentationslag har en raison d’etre. Ellers var de ikke blevet skabt. Hvis seriens problem består i, at følelsen af uvirkelighed i hamsterhjulets rundture skal bringes til ophør, er svaret ikke reality, der faker ’liv’. Følelsen af at være statist i eget liv kan kun brydes ved at tage det på sig. Seriens kritik går ikke så meget på kvantecomputerens deep fake, men mere på de forretningsmodeller, der ligger indlejret i algoritmen.
Streamberry slår kapital af at udstille almindelige menneskers selvbedrag og akavede situationer. Det gør de, fordi markedsundersøgelser siger, at det er det, folk vil have. Derfor hjælper det ikke at slå kvantecomputeren i stykker, for tænkningen lever videre i tech-giganternes forretningsmodeller og de heraf afledte algoritmer. Prisen for gratis eller billigt indhold består i, at du selv er og bliver varen. De høster, forfiner og videresælger din data – og du indgår en faustisk pagt, når du accepterer terms and conditions. Det er denne pointe, afsnittet gør dystopisk.
Det skal ikke glemmes, at ”Joan is Awful” med sin happy ending faktisk udpeger de analoge liv som det egentlige, og at humoren er underfundig. Selv om de mange negative anmeldere ikke fangede den. Pointen er, hvis vi skal forlænge Kierkegaards analyse af gentagelsen, at man skal lære at leve i og med gentagelsen. Sagt med Luhmann opstår der en etisk dimension, når vi ser på noget fra et andenordens-perspektiv. Der er faktisk noget, der betyder noget. Det handler om selektion og fortolkning, når vi producerer mening.
Kan afsnittet – i lyset af ovenstående analyse – give mening i undervisning? Mon ikke!
Didaktiske konsekvenser
Undervisning er ikke raketvidenskab. Det er langt sværere. Sidstnævnte skal kun flytte en masse fra A til B. Undervisning skal bevæge og flytte bevidstheder. Skolens paradoks består i, at vi tager unge 13 år ud af samfundet for at gøre dem klar til det. Det er et sygt eksperiment. At påtvinge unge i den mest sårbare alder at indgå i tvungne fællesskaber med mennesker, de ikke selv har valgt.
Grunden til, at vi alligevel gør det, er, at de skal erhverve sig færdigheder til at kunne bidrage til samfundets reproduktion og videreudvikling, og at de skal dannes som individer, der kan tage ansvar og indgå i et demokrati. Hvis det er det overordnede formål at uddanne og danne, så er det nødvendigt, at undervisningen løser denne public-serviceopgave: oplysning til borgerne om samfundet (DR’s præmis) og oplysning om borgerne til samfundet (tv2’s præmis).
Når undervisning skal eksekveres, skal læreren kunne svare på tre didaktiske hv-spørgsmål: Hvad, hvordan og hvorfor. Vi tager det sidste spørgsmål først. Vi skal undervise i serier som ”Joan is Awful”, fordi den sætter udviklingen på spidsen og tegner linjer for, hvor vi er på vej hen. Elever, der ukritisk accepterer cookies eller terms and conditions, giver uden videre tech-giganterne lov til at bruge deres data, deres kamera og mikrofon. De er med andre ord lige så naive som Joan Tate. De kan tilmed godt lide at se akavede mennesker i cringe situationer. Det er disse grundlæggende mekanismer, der kan gøres til genstand for undervisning, hvis man i hvad-spørgsmålets indholdsvalg vælger denne serie.
Hvordan skal man undervise? Svaret er, at det i Danmark heldigvis er lærerens valg under skyldigt hensyn til læreplaner og elevsammensætning. Det vil med serieformatet være oplagt at undervise i genre, præmis, dramaturgi, æstetik, produktionsdesign og virkelighedsplaner, præcis som jeg har gjort det i artiklen – under skyldigt hensyn til en klassisk filmanalysemodel.
Hvorfor-spørgsmålet handler helt grundlæggende om det posthumane perspektiv, hvor mennesker og teknologi uløseligt er filtret ind i hinanden, hvorfor det bliver mere og mere vanskeligt at skelne mellem natur og kultur, krop og bevidsthed, menneske og maskine (Braidotti 2020). Det er denne problematik, Black Mirror gennemtrævler med sine dystopier. Nemlig, at vi befinder os på tærsklen til noget, vi ikke kan gennemskue konsekvenserne af, men som gør, at vi bliver nødt til at gentænke helt grundlæggende spørgsmål om, hvordan vi vil leve.
Forhåbentlig belyser artiklen noget af den posthumane problematik. Svaret på hvorfor-spørgsmålet er i min optik, fordi Joan er awesome.
* * *
Fakta
Data om afsnittet
- Titel: Joan is Awful
- Serie: Black Mirror sæson 6
- Forfatter: Charlie Brooker
- Instruktion: Ally Pankiv
- Medvirkende: Annie Murphy, Salma Hayek, Michael Cera
- Premiere: 15. juni 2023 på Netflix
- Varighed: 58 minutter
FEMO
FEMO-modellen er udviklet af Irina Patkanian fra Brooklyn College i USA. Modellen er en initialforkortelse, der fremhæver fire filmiske virkemidler, der skaber interessante indstillinger og skærper modtagerens iagttagelse af et givet scenarie, så de huskes og brænder sig fast i bevidstheden. De fire bogstaver står for:
- F – Frame within a frame
- E – go for Extremes
- M – Motion (bevægelse)
- O – Obstruction
Eksempler på negative anmeldelser
Litteratur
- Aristoteles (2022): Poetikken. Hans Reitzels forlag.
- Braidotti, Rosi (2020): ”Preface: The Posthuman as Exuberant Excess” in Ferrando, Francesca (2020): Philosophical Posthumanism. Bloomsbury.
- Breum, Trine (2001): Film – fortælling og forførelse 2. Frydenlund.
- Buijsman, Stefan (2022): Kunstig intelligens. Samfundslitteratur.
- Granild, Dorte (2017): FEMO – genvej til filmiske frames. Tidsskriftet 16-9.
- Kierkegaard, Søren (1963): Gjentagelsen. Samlede værker bind 5. Gyldendal.
- Luhmann, Niklas (2000): Sociale systemer. Hans Reitzels forlag.
- Shklovsky, Viktor (2015): Theory of Prose. Dalkey Archive Press.
- Vogler, Christopher (2007): The Writer’s Journey. 3. udgave. Michael Wiese Productions.
