Richard Raskin var banebrydende med sine syv parametre for kortfilm. Med The YIN and YANG of Short Film Storytelling forener han sine to passioner: daoisme og kortfilm. Bogen bliver ikke en “game changer”, som Kortfilmen som fortælling blev det i 2001. Men den sætter ord på facetter og oplevelsespositioner ved seerens møde med kunst på en ny og fascinerende facon.
Den dansk-amerikanske lektor emeritus dr. phil. ved Aarhus Universitet Richard Raskin har nærmest dannet præcedens for, hvordan vi i Danmark har lavet og analyseret kortfilm igennem de seneste 20 år. I 2001 udgav Raskin bogen Kortfilmen som fortælling, der indeholder syv parametre, som kendetegner den gode kortfilm.
Raskins syv parametre angiver kort fortalt syv dynamiske interaktioner, der omhandler:
- Karakterfokus og karakterinteraktion
- Kausalitet og valg
- Konsekvens og overraskelse
- Billede og lyd
- Karakterer og rekvisitter
- Enkelthed og dybde
- Slutning og helhed
Kortfilmen som fortælling er den dag i dag en stadig inspirationskilde og rettesnor for aktive filmskabere samt en væsentlig forklaringsmodel for aspekter ved kortfilmsanalysen.
Nu har Raskin begået en ny bog: The YIN and YANG of Short Film Storytelling med den ledsagende forsidemanchet: With focused studies and shot-to-shot breakdowns of the modern classics. Den udkom i efteråret 2022, og det er selvsamme målgruppe, som Raskin sigter efter hér godt 20 år efter Kortfilmen som fortælling, nemlig filmskabere og filmstuderende.
Bogens sigte
Raskin opstiller i indledningen til The YIN and YANG of Short Film Storytelling sine to erklærede mål:
- At få filmskabere til at lave bedre historier
- At få studerende til bedre at forstå detaljer og betydningsforskelle i filmfortællinger.
Bogen har derved et dobbelt didaktisk og pædagogisk sigte. Raskin prøver – også – med bogen at bygge bro mellem to sine store livsinteresseområder: daoismen og kortfilmsgenren. Således forsøger bogen at bruge den kinesiske daoisme, (daojia, ‘læren om vejen’) til at formidle et filosofisk-religiøst verdenssyn med udgangspunkt i fortællinger fra kortfilmsmediet. Raskins retfærdiggør kombinationen af daoisme og kortfilm med, at den gode kortfilm netop er kendetegnet ved at have balance mellem de daoistiske principper yin og yang. Grundtanken er, at kortfilmgenren er særligt egnet til formidling af daoismens filosofiske tankegods, da kortfilmen holder viden tilbage (yin) qua genrens afgrænsede tidsformat og rummer handling, struktur og fortælling (yang).
Raskins bruger første kapitel af The YIN and YANG of Short Film Storytelling på at italesætte yin/yang-komplementariteten. Yin/yang-modellen (fig. 1) består af et stort hvidt farveareal, der repræsenterer yang med en sort kerne af yin, mens det store sorte areal i modellen repræsenterer yin med en sort kerne af yang. En dialektisk model, der tillader dynamiske modsætninger indenfor enhver entitet. Raskin udlægger de daoistiske kilder, som filmteorien bygger på, ved at forklare, at yin traditionelt set er blevet betragtet som udtryk for det feminine (svaghed), og at yang har repræsenteret det maskuline (styrke). Men Raskin betoner, at yin/yang-modsætningsparret er at betragte som lige vigtige og lige magtfulde. Samtidig tager Raskin afstand fra den traditionelle vestlige, patriarkalske forståelse af betegnelserne. Raskin skriver, at yin i kortfilmssammenhæng tilbyder sig via ”a welcoming inner space and enables them to construct meanings”, da kortfilmfortællinger er simple og ”not overtold” (Raskin 2022, s. 147). I kraft af sin genreform er kortfilmen ”[…] driven forward by causality and such other yang elements as serialities and symmetries, that also serve as counterweights to the relative formlessness and uncertainties of yin by helping to structure the story world” (s. 147). Yin repræsenterer fortællingens tilbageholdende karakter (”holding back”), der er åben for fortolkning, mens yang repræsenterer strukturer, kausalitet og kontrol. Raskin betragter yin som ”non-doing” (ikke-handlen) og yang som ”doing” (handlen) og forbinder samtidig yin med sårbarhed og yang med ”being in charge”. Yin og yang er med andre ord, i Raskins optik, kønsneutrale betegnelser. Raskin bruger således yin og yang-begrebsparrets symbolske iboende dualitet til at introducere et nyt paradigme befriet for traditionel vestlig, patriarkalsk bias.
Yin for filmskabere
Raskin har i kapitel to af The YIN and YANG of Short Film Storytelling en skematisk oversigt, hvor han opstiller henholdsvis yin og yang for filmskabere og filmanalytikere (fig. 2).
Yin for filmskabere handler om at udelade ting, personer, dialog, farve (omission). ”Yin of inner space” refererer til simplificering, at give plads til tomme pladser og ”holding back pacing” (Raskin 2022, s. 19). ”Interpretability” tilbageholder entydig mening, så seeren – og ikke filmskaberen – er ansvarlig for fortolkningen af fortællingens dynamik. ”However if uncertainties persist (yin) as a film’s ending approaches, the viewers’ experience of closure can be enhanced of structure regularities (yang) such as symmetry or seriality serve as counterweights to interpretability” (Raskin 2022, s. 20). Seerens “sense of an ending” bliver derved frugtbar og meningsfuld. Raskin giver desuden filmskabere det praktiske råd om at være åbne overfor ”The gift of change”, hvis/hvor/når uforudsete begivenheder finder sted under filmoptagelserne. Raskin opstiller det logiske rationale, at enhver filmfortælling vil have en tilstedeværelse (yang of locus), mens andet vil være fraværende (yin of locus). Det er selvsagt tilfældet ved enhver billedbeskæring; noget er til stede i billedet, mens andet er fraværende. Hos Raskin bliver det italesat. Og det er en kvalitet i sig selv, at han italesætter fraværet. En facet, der ofte bliver overset i filmanalyse.
Yang for filmskabere
Hvor yin er fravær, er yang nærvær. Yang for filmskabere refererer til struktur. Raskin afslører som ovenfor nævnt, at enhver rammesætning ved fx start og slutning er yang. Filmskabere danner struktur og serialitet via ”yang of structure”, mens kausalitet og orden danner ”yang of causality”.
Raskin forklarer desuden, mere lavpraktisk, at filmskabere med fordel kan lade maskiner og mekanik repræsentere ”embodiments of power” (Raskin 2022, s. 22) (fig. 3). Mens han afsluttende yang-princip til filmskabere er en blotlæggelse af, at enhver form for koordination af skuespillere, filmoptagelse, lydoptagelse, make up og kostume m.v. alt sammen er ”yang of crafting the production”, og at enhver rumlig gestaltning i film er ”yang of locus”.
Yin for karakterer
Raskin vender efterfølgende for en stund blikket væk fra filmskaberen og retter i stedet optikken mod seerens karakteranalyse. Her starter Raskin med at opliste tre former for ”yin of non-doing”: 1) ”holding back and doing less”, 2) ”letting things take their own course” og 3) “refraining from performing an expected behavior” (Raskin 2022, s. 22).
”Yin of doubt” er betegnelsen, når seeren betragter karakterens tvivl, mens karakteren i ”yin of vulnerability” udviser sårbarhed og er underlagt magt fra andre karakterer eller instanser. Raskin afslutter sin opstilling af ”yin for characters” med situationer, hvor en karakter eller et objekt er fraværende (”yin of not being there”) (fig. 4).
Yang for karakterer
Kortfilmens karakterer er, i kraft af genrens ”less is more”-princip, ofte kendetegnende ved, at de handler i små universer og i simple fortællinger. Men derfor kan karakterer godt udvise ”extravagant behavior”. Det er ”the yang of doing”, ifølge Raskin. Ligesom ”the yang of doing” refererer til, at karakterer interagerer med hinanden og udviser vitalitet og handlekraft.
Raskin forklarer videre, med begrebet “Yang of seized opportunity”, at en karakter i en given situation i kortfilm har blottet sig, har taget en risiko, og derved skaber (i hvert fald midlertidig) kontrol over situationen.
“Yang of being in charge” refererer ikke overraskende til at være herre over egen skæbne. Mens betegnelsen “Yang of being there” er modsætningsstykket til “yin of not being there”, hvor karakteren eller objektet ikke er tilstede. I ”Yang of being there” er karakteren eller objektet tilstede.
Konkrete studier
Tredje kapitel i The YIN and YANG of Short Film Storytelling er dedikeret til konkrete analytiske studier af kortfilm. Kapitlet indeholder detaljerede shot-to-shot analyser af ti kortfilm, der tilsammen strækker sig over syv årtier. Kortfilmene spænder historisk vidt og tematisk og fortællemæssigt bredt fra Roman Polanskis Two Men and a Wardrobe (1958 – som indleder denne anmeldelse), Krzystof Kieslowskis The Office (1966), Jørgen Leths Andy Warhol Eating a Hamburger (1982) til Ali Sgaris Witness (2020).
Der skal i udvalget af film lyde stor ros til Raskin for at være omhyggelig med gode og yderst anvendelige screen shots og et ledsagende referat til alle ti kortfilm. Det er også en gave, at alle filmene er frit tilgængelige, og alle er forsynet med direkte links samt kreditering af produktionsholdet bag kortfilmene (fig. 5).
Man kan måske indvende, at filmene har en tendens mod det langsomme og ”yin”-segmentets afdæmpede ”pace”. Til Raskins forsvar er det dog netop denne type film, der godt 20 år inde i det 21. århundrede måske er på nippet til at blive glemt af et moderne og ungt SoMe-hjemmevant publikum, orienteret mod hurtige klip og kausallogiske yang-fortællinger. Raskin tilbyder i sin yin/yang-dialektik en udstrakt hånd til både filmskabere og filmanalytikere, der søger et filosofisk filmsprog med plads til transcendens.
I bogens afsluttende fjerde kapitel supplerer Richard Raskin sin daoistiske kortfilmspraksis ved at anlægge analyseeksempler, hvor yin/yang-dialektikken finder plads i andre kunstformer indenfor litteratur (Paul Auster), maleri (traditionel kinesisk og japansk maleri samt malerier af Claude Monet og Vincent Van Gogh), revyviser (Poul Henningsen) og spillefilm (Steven Spielberg, Wim Wenders, Nagisa Oshima og Stanley Kubrick).
Om de traditionelle kinesisk og japanske malerier hedder det, at betydningen opstår i samspillet mellem landskabets struktur (yang) og maleriets ofte store tomme pladser (yin) i selve landskabsskildringen på lærrederne. Mens Paul Austers less-is-more-auteur-skrivestil kan anskues som et ”yin of inner space”, ligesom englens fravær i fornemmes (yin), men kan ikke ses (yang) i Wim Wenders filmklassiker Himlen over Berlin.
Afslutningsvist skal det nævnes, at Richard Raskin for nyligt har analyseret og fortolket Stanley Kubricks antikrigsfilm Path to Glory her på 16:9 med afsæt i The YIN and YANG of Short Film Storytelling, hvor yin/yang-modellen og “non-doing/doing”-begreberne anvendes på lignende vis som ved de ti kortfilm fra bogen. Derved skriver Raskin sig nærmere en ny analytisk praksis og forståelse for, hvordan filmskabere og filmanalytikere skal/kan forholde sig til filmanalyse i de kommende 20 år.
Om det lykkes Raskin at få lige så stor succes med yin/yang-dialektikken, som han havde med de syv parametre, er nok tvivlsomt. Dertil er analyseapparatet for spinkelt og filosofisk/religiøst anlagt, om end sympatisk og forståelsesmæssigt inspirerende.
* * *
Fakta
Raskin, Richard: The YIN and YANG of Short Film Storytelling. With focused studies and shot-by-shot breakdowns of Ten Modern Classics, Quid Pro Books, New Orleans, Louisiana 2022.
Litteratur
- Raskin, Richard: Kortfilmen som fortælling, Systime, 2001.
- Raskin, Richard: Stanley Kubrick’s Paths of Glory: The tavern scene viewed in a yin/yang perspective, 16-9.dk, 2023.
- Oversigt og introduktion til Richard Raskins syv parametre.
