I gyserfilmens psykoanalytiske univers har besiddelsen af en stor, blåglinsende slagterkniv altid været garant for overhånden i filmens konflikt. Havde du ”kniven” foran dig, havde du magten. Motivet er som det meste af gyserens gods af arkaisk oprindelse. Vampyren skulle penetreres med en pæl, zombien skulle have banket hovedet af med en skovl, og dæmonen skulle fordrives med ranke krucifikser. Magten og handlekraften hvilede i de falliske attributter – hvem end der så bar dem. Sådan er det ikke længere!
Som religiøs attribut og som kultgenstand har fallos i årtusinder været tæt knyttet til det skabende og frembringende princip i verden. Gysergenrens fallos-kliché har således rødder i en symbolik, der har transcenderet både kontinenter og epoker, og som går mange, mange år forud for de levende billeders opfindelse. Men med slasheren, der blev en dominerende subgenre i sidste tredjedel af forrige århundrede, begyndte gyseren en ambivalent ironisering over fallos-motivet. Omdrejningspunktet var oftest, at den unge, kvindelige hovedkarakter så at sige skulle mande sig op og gennem en direkte og voldelig konfrontation med sin mandlige stalker fravriste ham den falliske kniv og vende dens almagt imod ham selv (fig. 1-2).
Fallos-motivet kunne altså andet og mere end at reproducere forestillingen om patriarkalsk almagt. Det kunne bruges til en dekonstruktion af selvsamme magt. Ikke desto mindre er det selvfølgelig påfaldende, at fallos som motiv til stadighed i slasherfilmen repræsenterede almagten – også i hænderne på genrens teenage-heltinder – og at kvinden blev handlekraftig ved at mime mandens magtmidler (fig. 3).
I de senere år har gysergenren i højere og højere grad grebet samtidens kønspolitiske diskussioner og kan efterhånden siges at udgøre en feministisk fortrop i populærfiktionens behandling af køns- og seksualnormer. I kølvandet på #MeToo har kønsdiskussionerne for første gang siden 1970’erne genindtaget en helt central plads i den offentlige samtale på tværs af kloden. Den nye bølge af feministiske gyserfilm er anført af en ny generation af kvindelige instruktører. Julia Ducournau, der har revitaliseret bodyhorroren og i 2021 vandt guldpalmerne med det queer-tematiske mesterværk, Titane, er vel rimeligvis tidens mest hypede auteur. Det er ikke alene tematisk, Ducournau og co. bearbejder og udfordrer de psykoanalytiske genreklicheer. Såvel i Ducournaus to spillefilm som i film af Emerald Fennell (Promising Young Woman [2020]), Ana Lilly Amirpour (A Girl Walks Home Alone at Night [2014]; Mona Lisa and the Blood Moon [2021]), Mimi Cave (Fresh [2022]), Jennifer Kent (The Babadook [2014]; The Nightingale [2018]) og mange flere ses bevidste brud på den stereotype visuelle framing af fallisk magt såvel som på den arketypiske orkestrering af karakterer efter køn (fig. 4).
Et komisk og lidet subtilt eksempel forekommer i Fresh, hvor redningsmanden, Paul (Dayo Okeniyi), viser sig at være en uduelig kujon, der opgiver at komme sin nødstedte veninde til undsætning ved lyden af et pistolskud. Han tjener således kun en dramaturgisk funktion som ‘red herring’. Kvinderne skal og kan selv i samtidens gyserfilm. Og med den konklusion in mente vil vi nu ironisk nok vende os imod en film af en mandlig instruktør. For i Zach Creggers kæmpesucces, Barbarian fra 2022, finder vi en visuel ironisering over det falliske motiv, der med sin totale dekonstruktion af mandens kønnede magt kunne udgøre et monument over den ovenfor skildrede strømning.
I Barbarian er den indtil for nylig succesfulde sitcom-skuespiller, AJ (Justin Long), netop blevet fyret fra sin serie, fordi han (retmæssigt, viser det sig) er blevet anklaget for seksuelle overgreb af sin kvindelige co-star. AJ tager tilflugt i sit udlejningshus i Detroit, under hvilket der – og det ved vi som seere før AJ – befinder sig en dyb kælder, som er beboet af et kvindeligt monster med overnaturlig styrke og meget stærke moderfølelser. Bæstet i kælderen er i lighed med #MeToo-bevægelsen en akkumuleret konsekvens af mange års misogyne overgreb. Da sexforbryderen, AJ, der ikke selv mener, han har gjort noget galt – altså sådan rigtigt – opdager, at nogen befinder sig i kælderen under hans hus, samler han mod til konfrontationen ved at mumle begavede sætninger som ”I’m a fuckin’ man. I’ll fuck you up” frem for sig selv, mens han frames fra en vinkel i knæhøjde, så han knejser diktatoragtigt i billedet. Derefter finder han en lommelygte og en småynkelig steakkniv fra køkkenet og går ned i kælderen med ordene: ”All right, bitch. Get ready to get fucked” (fig. 5). De allegoriske totalskud, der dominerer scenen derfra, er ikke videre subtile: AJ står, reduceret til miniput af totalframingen af de dybe trapper og gange, med sine falliske attributter i hånden og er fuldkommen omsluttet af kælderens mørke, vaginale miljøer. En på alle måder ynkelig og uværdig mand i en situation, hvis alvor han ikke forstår.
Kælderens gange rummer dybder, hverken AJ eller publikum i starten af filmen kunne forestille sig. Da AJ har opdaget gangsystemets livmoderlige centrum, hvor en ammeinstruktionsvideo fra 1980’erne afspilles i loop, opdager han endelig, at han på trods af sin lattervækkende kniv er i livsfare. Og da han hører monstret nærme sig, taber han først sine våben og kastreres således ved blot lyden af det kvindelige monsters gutturale stønnen. Han samler dem dog fumlende op fra gulvet, før filmen giver os et P.O.V. fra AJ (fig. 6), der med al tydelighed illustrerer styrkeforholdet imellem AJs falliske foranstaltninger og den kvindelige overmagt. Med armene strakt helt ud fra kroppen som for at forøge potensen peges AJs lillebitte kniv frem imod gangsystemets bundløse mørke. Lommelygtens lyskegle afslører et fugtigt og organisk miljø, der med al tydelighed repræsenterer et sæt monstrøse, spredte inderlår og en vaginal åbning, bag hvilken der gemmer sig en dybde, som ikke tillader øjet at ramme andet end mørke. Det stålblanke knivblad er forsvindende lille i kælderens mørke. Fallos har mistet potensen. AJs trussel fra scenens indledning synes nu i allerhøjeste grad vendt imod ham selv. Hans udråb mod den formodede ”bitch” i kælderen kan oplagt læses som filmens ironiske advarsel til alle de hovedløse patriarker derude, der ligesom AJ endnu ikke har fattet den smerte, vrede, kraft og dybde, som samtidens kvindelige oprør mod overgreb og undertrykkelse tager næring fra: ”Get ready to get fucked!”.
* * *
Fakta
- Halloween (1978) af John Carpenter
- Freddy vs. Jason (2003) af Ronnie Yu
- The Babadook (2014) af Jennifer Kent
- Barbarian (2022) af Zach Cregger
- Raw (2016) af Julia Ducournau
