I de senere år er man i stigende grad stødt på ordene ”Lovecraftitan” og ”kosmisk horror” i forbindelse med alt fra Stranger Things (Netflix, 2016- ) og Marvels Doctor Strange in the Multiverse of Madness (2022) (der i sig selv lyder som en Lovecraft-titel) til en række moderne filmatiseringer af forfatterens bøger. Men hvad vil disse begreber egentlig sige, og kan man pege på nogle særlige træk, som fremmaner en oplevelse af kosmisk horror? Med udgangspunkt i sci-fi-horror-mesterværket Alien og Alex Garlands Annihilation sætter denne artikel sig for at undersøge netop det spørgsmål.
Prøv at forestille dig dette scenarie: Fade in. Lyden af en panisk vejrtrækning. Du er en astronaut, der er blevet væk fra dit rumskib. Du har kun begrænset ilt tilbage, og du svæver nu rundt i det kolde og mørke rum. Du er helt alene, det er helt stille og du kigger op på stjernerne og indser, at universet er ligeglad med dig, og alt er ligegyldigt. Cut to black.
Denne beskrivelse er et meget godt billede på, hvordan kosmisk horror og eksistentiel angst opleves. Man står over for det ubeskrivelige og indser, at man er ubetydelig i den store sammenhæng. Denne oplevelse kommunikeres perfekt i Ridley Scotts Alien (1979) og i Alex Garlands Annihilation (2017), som på mange måder fremstår som en filmatisering af Lovecraft-novellen “The Color Out Of Space” (1927).
Kosmisk horror er i sagens natur bundet til horrorfilmen, men for mig at se kan den bedst beskrives som en følelsesfuld kvalitet eller en særlig stemning, der kun optræder i nogle værker. Derfor vil jeg heller ikke forsøge at definere det som en genre, subgenre, periode eller stil i denne artikel.
Kort opsummeret vil jeg i indeværende artikel beskrive kosmisk horror som
- en særlig følelsesmæssig kvalitet eller stemning
- særligt bundet til horrorgenren.
- tit omhandlende mødet med det ubegribelige og det ubeskrivelige.
- et møde, der vækker en følelse af lammende resignation i karaktererne og ofte fører til en psykisk destabilisering og en form for sindssyge.
- en følelsesmæssig kvalitet af total fremmedgørelse og eksistentiel angst.
- indeholdende elementer, som vi kan genkende og andre, som er blevet forvredet og perverteret, og derfor dybt fremmede for os.
Først og fremmest er det dog væsentligt at pointere H.P. Lovecrafts særlige rolle i forhold til kosmisk horror. Begrebet er så indlejret i hans forfatterskab, at de nærmest fremstår som synonymer.
H.P. Lovecraft, en problematisk forfatter
Komisk horror som fænomen stammer fra den amerikanske forfatter H.P. Lovecrafts litterære univers. Her bør det allerede nævnes, at Lovecraft er kendt for at være udtalt racist og antisemit. Dette verdenssyn er desværre også tydeligt i noget af Lovecrafts litteratur, der rummer adskillige racistiske skildringer af sorte og andre minoriteter, ligesom det også fremgår af breve, han skrev til sine venner, hvor han blandt andet omtaler Hitler i positive vendinger.
Forfatterkollegaer og læsere af hans værker har prøvet at behandle dette problematiske faktum på forskellige måder. Et af de nyeste eksempler ses i HBO-serien Lovecraft Country (2020), hvor alle hovedpersonerne spilles af sorte skuespillere, der både oplever ”Lovecraftian horror” og 1950ernes USAs rå racisme på egen krop (fig. 1). Her forsøger man at afmontere Lovecrafts personlige holdninger fra hans fortællinger. Trods Lovecrafts menneskesyn har hans historier overlevet og haft en enorm indflydelse på populærkulturen og især horrorlitteratur og -film. Både Stephen King og Neil Gaiman er blot nogle eksempler på forfattere, der har fundet inspiration i Lovecrafts historier. Derudover har Lovecraft haft en stor indflydelse på film-, tv- og spilskabere. I flæng kan man nævne Hellboy (2004), Netflix’ monsterhit Stranger Things (2016-), computerspillet Quake og senest den føromtalte Lovecraft Country (2020). Lovecrafts litterære univers er endda så gennemgribende inden for populærkulturen, at man i dag kan få plysdyr, der ligner hans ikoniske ”Ctulhu”-monster (fig. 2).
Howard Phillips Lovecraft blev født i 1890 i den amerikanske by Providence og voksede op i en alt andet end idyllisk familie. Faren havde, da Lovecraft var tre år gammel, et mentalt sammenbrud, muligvis på grund af syfilis. Hans far blev hurtigt efter dette indlagt og døde, da Lovecraft var 8 år gammel. Senere blev Lovecrafts mor indlagt på selvsamme psykiatriske hospital og døde senere på grund af komplikationer i forbindelse med en operation.
Disse oplevelser blev et barndomstraume, der skulle forfølge Lovecraft resten af livet, og det resulterede i en livslang frygt for, at han selv på et tidspunkt selv skulle blive sindssyg. Lovecrafts historier handler ofte om mennesker, hvis verdensbillede kollapser, og de bliver sindssyge, fordi de opdager, at menneskets tilstedeværelse i universet er fuldstændig uden betydning. Lovecraft skriver: Alle mine historier, skønt måske usammenhængende, bygger på den fundamentale tradition eller legende, at denne verden på et tidspunkt var beboet af en anden race, som mistede sit fodfæste og blev udstødt fordi den udøvede sort magi, men fortsætter med at leve videre udenfor, hele tiden parat til at tage jorden i besiddelse igen” (Schubart 1993, s. 30).
Forfatterens mest kendte værk, “The Call of Cthulhu” (udtales kuh-thoo-loo), blev udgivet i 1928 i magasinet Weird Tales. Novellen er en slags detektivhistorie, hvor Francis Wayland Thursto via noter efterladt af hans døde onkel kommer på sporet af en mystisk kult, der tilbeder the old ones”. I fortællingens klimaks stiger monsteret Cthulhu” op af havet og søger at tage pladsen som hersker over jorden og menneskeheden (fig. 3). Et monster, der er i stand til at påvirke virkeligheden igennem drømme.
Cthulhu beskrives som et enormt væsen, der har et blækspruttelignende ansigt med tentakler og store flagermusvinger på ryggen. Det er genskabt i adskillige andre værker af andre forfattere og er et af de mest ikoniske billeder fra Lovecrafts litterære universer. Lovecrafts historier er som regel slow-burning med en langsom og omhyggelig opbygning, der har fokus på miljøskildring og stemning frem for vild action – en tilgang, som i høj grad også er gældende for de to omtalte film. Det bliver ofte nævnt, at god horror virker ved, at man ikke viser ret meget af det grufulde og uhyggelige, og på denne måde tvinger læseren eller publikum til at forestille sig noget, der er meget værre, end det man faktisk kan beskrive eller vise. Dette greb er også meget brugt, især i Alien, hvor vi er langt henne i filmens spilletid, før vi ser monsteret i fuld figur (fig. 4).
Stemningen i Lovecrafts værker er svær at beskrive, fordi mødet med det ubeskrivelige ofte i sig selv er meget vagt beskrevet i forfatterens egen tekst. Ofte får læserne meget lidt information og får kun at vide, at der er en skygge eller en form, som har mange øjne eller tentakler. Denne tilbageholdende beskrivelse får læseren til at kæmpe med at danne sig et sammenhængende billede af, hvad karaktererne rent faktisk oplever. Dermed understøtter Lovecraft i sin måde at skrive på oplevelsen af mødet med det ubegribelige og det ubeskrivelige. Vi har svært ved at forstå, hvad der faktisk sker, og det tvinger vores fantasi på overarbejde.
In space no one can hear you scream
Lovecrafts historier handler ofte om noget, som vi i udgangspunktet kan genkende, men som er blevet forvredet til noget grusomt og grotesk. Mødet med det fremmede er fremstillet som noget, der er så fremmed for os, at det er umuligt at spejle sig i eller forstå.
Netop dette møde er også omdrejningspunktet i Alien, hvor besætningen på rumskibet “Nostromo” opdager et intelligent væsen, der har visse menneskelige træk, såsom at det går på to ben. Alt andet ved væsnet er imidlertid dybt fremmed og skræmmende. Besætningen er ude af stand til at forstå væsnets ønsker eller intention. Det er blot en “perfect organism”, som der bliver sagt i filmen – en perfekt dræbermaskine, som udsletter alt på sin vej; en organisme uden en sjæl, uden ego eller personlighed. En pointe, der også bliver understreget ved, at monsteret ikke har nogle øjne. Som der bliver sagt i James Camerons Terminator fra 1984: It can’t be bargained with. It can’t be reasoned with. It doesn’t feel pity, or remorse, or fear. And it absolutely will not stop, ever, until you are dead.” Alien-monsteret er et tog, der blot smadrer alt på sin vej eller et naturfænomen, der dræber alt uden årsag udover at eksistere som destruktiv kraft.
Alien indeholder elementer af flere Lovecraft-historier, men den spejler især At the Mountains of Madness (1936, skrevet 1931). I denne korte roman følger vi nogle forskere, der opdager en uddød civilisation på Arktis (en fortælling som prequel-filmen til Alien, Prometheus [2012], følger i endnu højere grad). I Lovecrafts fortælling viser det sig, at alle civilisationens væsner ikke er helt døde, og at man har vækket noget frygteligt, som man skulle have ladet være i fred. Det samme er tilfældet i Alien, hvor Nostromos besætning undersøger et mærkeligt signal på en planet og ligeledes vækker noget frygteligt til live, de skulle have ladet være i fred. I begge fortællinger har menneskets nysgerrighed et katastrofalt udfald.
Fra de første indstillinger slår filmen stemningen af kosmisk horror an. Den åbner med en supertotal af det store tomme univers og på lydsiden høres Jerry Goldsmiths uhyggelige score, der langsomt stiger i lydstyrke og intensitet (fig. 5). Scoret har lyde, der er svære at identificere og genkende. På denne måde bliver publikum fra første tone trukket væk fra noget, de kender, og dermed slår lydsiden tidligt en utryg stemning an.
Kort tid efter bliver rumskibet Nostromo via lange kamerakørsler etableret som miljø og som karakter. Først udefra og derefter indefra. Først ser vi via lange kamerakørsler hvide og monotone gange, der ligner et hospital. Derefter kommer vi længere ned i skibet og her er gangene mere fabriksagtige med beskidte vægge og nedslidt udstyr. Der er ingen mennesker til stede, og alt styres af computeren Mother”. De lange gange vækker en følelse af fremmedgørelse og uhygge, og fraværet af mennesker fremelsker en følelse af et hjemsøgt hus og ensomhed. En række smukke cross-dissolves viser skibets besætning, der vågner op til dåd. Besætningen indser hurtigt, at de er så langt fra jorden, at kommunikation med andre er umulig. Som taglinen til filmens plakat siger: “In Space No One Can Hear You Scream”. De er helt alene, og ingen kan hjælpe dem.
Da besætningen undersøger det fremmede signal, opdager de en grotte med en masse mystiske æg. Alien-ægget ligner en blanding af et foster, der bevæger sig og noget, der er dybt fremmed for os. Her kan man pege på Lovecrafts blanding af noget genkendeligt og noget, der er blevet forvredet og korrumperet, her understreget af en surrealistisk effekt, der viser en dråbe, der drypper opad. Lige inden Kane bliver angrebet af “Facehuggeren”, er kameraet dvælende, og der er stilhed på lydsiden. Stilheden før chokket.
Da monsteret senere bryder ud af bugen på Kane, er det en mildest talt vild oplevelse, der forskrækker besætningen i lige så høj grad som publikum. Historien går da også, at skuespillere ikke var helt klar, hvad der ville ske, blot at der ville ske noget, og muligvis derfor ser de så chokeret ud i øjeblikket, hvor blodet sprøjter fra John Hurts overkrop.
Alienmonsteret spiller på vores værste mareridtsfantasier om en parasit, der tager bolig i og senere bryder ud af menneskekroppen. I processen bliver mennesket reduceret til et stykke kød uden nogen værdi udover at blive et middel til nyt liv, hvilket vækker mindelser om en pervers og forkert følelse. Androiden i filmen, Ash, nævner da også, at Alien-monsteret er “Kane’s son”. Tanken om et væsen, der tager bolig i mennesker, kender vi fra naturen, hvor der er flere eksempler på væsner, der overtager dyr eller planter, og det er efter sigende også her inspirationen kommer fra (se f.eks. Alexandre O. Philippes “Memory: The Origins of Alien”, 2019).
De surrealistiske elementer ved H.R. Gigers design af Alien-monsteret forstærkes af et tydeligt biomekanisk præg” (fig. 6). Væsnet ligner en blanding af noget der konstrueret mekanisk og noget der er fremavlet biologisk. Til sidst i filmen, hvor Ripley og vi som seere bliver snydt af, at monsterets hoved ligner en del af den mekaniske konstruktion i rumskibet fremfor noget biologisk forstærker dette element.
Dette møde med et væsen, der ikke ænser vores eksistens, ser vi i Lovecrafts novelle The Whisperer in Darkness” (1931), hvor en karakter bliver straffet for sin naive nysgerrighed og ender med at få fjernet sin hjerne fra sin krop. Rumvæsnerne placerer hjernen i en beholder, hvor den er i stand til at leve videre uden en krop. En bevidsthed, der kun kan opleve verden, men ikke interagere med den. En sådan tilstand er i sandhed mareridtsfremkaldende, på samme måde som en parasit, der lever i menneskekroppen og bryder ud af den.
Into the zone
Annihilation (2018) fremstår (som tidligere nævnt) som en filmatisering af Lovecrafts novelle “The Color Out Of Space” uden dog at være præsenteret som sådan. Novellen blev i øvrigt filmatiseret i 2019 af instruktør Richard Stanley. I novellen rammes et område i USA af en meteor og ret hurtigt begynder naturen og områdets indbyggere at ændre sig. Afgrøder rådner og mystiske planter dukker op og ændrer naturen og økobalancen (fig. 7-8). Menneskene i zonen bliver lige så stille skøre på grund af indflydelsen fra meteoren. Hovedkaraktererne forsøger at undersøge, hvad fænomenet skyldes og ikke mindst intentionen bag den ændrende og destruktive kraft. Lovecraft giver ikke noget definitivt svar på meteorens intentioner eller ønsker, og i slutningen af novellen er vi som læsere ikke blevet klogere.
Vi er biologisk disponerede til at ville forstå en hændelse eller at finde en årsag til noget, men i Lovecrafts univers kommer vores fatteevne ofte til kort. Vi rammes dermed af en følelse af, at vi er ligegyldige i det store univers, og at kosmos er ligeglad med os. Dette fører for karaktererne til en tilstand af lammende resignation, fremmedgørelse og psykisk ubalance, som fører til sindssyge.
I Alien er monsteret meget konkret og kan sammenlignes med andre filmmonstre som zombier eller vareulve, men i Annihilation er truslen anderledes. Naturen og den menneskelige psyke er hovedmodstanderne. I filmisk sammenhæng kan det sammenlignes med, hvordan apokalypsen kan skildres forskelligt på film. I film som George A. Romeros Dawn of The Dead (1978) er truslen meget konkret i form af zombier, der æder mennesker. I andre film som Twelve Monkeys (1995), Children of Men (2006) og Outbreak (1995) er truslen langt mere abstrakt i form af en virus, som vi ikke kan se eller direkte bekæmpe.
I Annihilation møder vi en gruppe kvindelige forskere, der begiver sig ind i en fremmed zone, der også er blevet ramt af et meteornedslag. Denne zone bliver i filmen benævnt “The Shimmer”, og den udvider sig lige så stille. Som i Lovecrafts tekst ændrer meteornedslaget både det omkringliggende miljø og personerne, der opholder sig i den. Filmen skildrer mødet med en destruktiv forandrende kraft, man er ude af stand til at begribe, men udfaldet er anderledes.
Karaktererne, der opholder sig i zonen, oplever, at deres mentale tilstand ændres, og at deres kroppe muterer og i sidste ende angriber sig selv. Sind og krop kommer i konflikt med sig selv, og ud af denne kamp opstår der noget nyt og fremmed. Kroppens kamp mod sig selv bliver tydeliggjort i en afgørende scene i filmen, hvor vores hovedkarakterer opdager, hvad der skete med holdet, der gik ind før dem. En af mændene fra den gruppe er nærmest blevet en del af væggen og er smeltet sammen med noget, der ligner en form for svampeliv. Herefter ser vi en videooptagelse med nogle mænd, der skærer maven op på en anden mand. Vi ser, at mandens tarme bevæger sig som ål eller slanger. Denne scene er – udover at være foruroligende for seeren – et eksempel på den følelsesmæssige kvalitet, kosmisk horror tilstræber – en følelse af, at man genkender noget af det, man ser, mens andre dele er dybt fremmede for én. Scenen har også stærke elementer af body horror”, som vi især finder i David Cronenbergs film såsom Fluen (1986) og Videodrome (1983).
På samme måde som i “Color out of Space” er mennesket ude af stand til at forstå en så fundamental ændring af verden. Disse ændringer er meget mere radikale end ved første øjekast, da vi i filmen ser eksempler på, at 1) dyr smelter sammen med andre dyr 2) planter smelter sammen med både mennesker og dyr 3) mennesker og dyr smelter sammen (fig. 9). I filmen oplever karaktererne, at kategorier som mennesker, dyr og planter ikke længere er et fast holdepunkt, men genstand for uforudsigelige mutationer (fig. 10). Udfordringen af menneskets traditionelle kategoriforståelser rummer også en potentiel bevidsthedsudvidelse, og vi bevæger os videre til noget andet end menneske. I filmen tvinger dette både karaktererne og publikum til at overveje, hvad det faktisk vil sige at være menneske.
Annihilation er samtidig også en metafor for de forandringer, man oplever, når man bliver ramt af kræft eller en anden livstruende sygdom, der muterer og ændrer kroppen. Noget af det første vi ser i filmen er vores hovedkarakter, Lena, spillet af Natalie Portman, undervise en klasse i kræftcellers mutation. Jennifer Jason Leighs karakter Dr. Ventress afslører tidligt i filmen, at hun er døende af kræft. Det er her den følelsesmæssige oplevelse af kosmisk horror kommer i spil, for når vi står overfor det fremmedgørende og det uforståelig og indser vores egen død, oplever vi den tidligere omtalte eksistentielle angst og får en oplevelse af, at vi er magtesløse overfor kosmos.
Denne fremmedgørelse og tilhørende psykiske ubalance ser vi også i filmens slutning, da Lena endelig kommer til kilden for alle forandringerne og mødes af en kopi af sig selv. På samme måde som i Alien reduceres mennesket til noget, der ikke er unikt, og som i sig selv ikke har nogen værdi. Da vores Lena bliver spurgt til, om hun kan beskrive det fremmede væsens form, er hun tøvende og ender med ikke at give et sammenhængende svar. Mødet med kosmos er både uforståeligt og ubeskriveligt.
Da det senere bliver afsløret, at vi ikke kan stole på vores fortæller, er hun allerede blevet ændret så meget, at vi som publikum bliver i tvivl, om kun den ændrede kopi står tilbage. På denne måde vender filmen Lovecrafts møde med kosmos og det ubeskrivelige på hovedet. Den eneste måde, hvorpå man kan tackle det overvældende møde med det ubeskrivelige, er at udvikle sig til det næste evolutionære trin. Med andre ord, hvis vi ikke skal blive sindssyge i mødet med kosmos, er vi nødt til at ændre os selv radikalt både mentalt og fysisk. Uden en bevidsthedsudvidelse er vi ikke i stand til at begribe mødet med kosmos. Kort sagt: tilpas dig eller bliv sindssyg!
Det ubeskrivelige ubegribelige
Lovecraft havde efter alt at dømme et modbydeligt syn på sine medmennesker, som ligger alenlangt fra vor tids identitetspolitiske klima, men Lovecrafts historier har på andre punkter vist sig langtidsholdbare nok til at have sluset sig ind i alverdens populærkulturelle sammenhænge (fig. 11).
Det mytiske gods fra Lovecrafts historier har overlevet ham og hans problematiske menneskesyn. På denne måde er værkerne måske allerede, i en vis forstand, blevet adskilt fra skaberen – noget som netop var hensigten med serien Lovecraft Country. Det virker som om, at Lovecrafts historier trods alt ramte noget centralt i det at være menneske – nemlig følelsen af kosmisk horror, at være magtløs og at stå overfor noget, vi ikke kan forstå og som spiller på den dybeste angst i den menneskelige eksistens, nemlig at vores eksistens og plads i universet er ligegyldig, og at vi ikke er andet end et stykke kød uden yderligere værdi.
* * *
Fakta
Kosmisk horror på film
- Alien (1979, instr. Ridley Scott)
- Annihilation (2018, instr. Alex Garland)
- Color Out of Space (2019, instr. Richard Stanley [Lovecraft-filmatisering])
- Event Horizon, 1997, instr. Paul W.S. Anderson
- From Beyond (1986, instr. Stuart Gordon [Lovecraft-filmatisering])
- In The Mouth of Madness (1994, instr. John Carpenter)
- The Lighthouse (2019, instr. Robert Eggers)
- The Mist (2007, instr. Frank Darabont)
- Prince of Darkness (1987, instr. John Carpenter)
- Prometheus (2012, instr. Ridley Scott)
- Re-Animator (1985, instr. Stuart Gordon [Lovecraft filmatisering])
- Sunshine (2007, instr. Danny Boyle)
- The Thing (1982, instr. John Carpenter)
- Underwater (2020, instr. William Eubank)
- The Void (2016, instr. Jeremy Gillespie & Steve Konstanki)
Litteratur
- Lovecraft, H.P: At the Mountains of Madness, 1936.
- Lovecraft, H.P: “The Call of Cthulhu”, 1928.
- Lovecraft, H.P: “The Colour Out of Space”, 1927.
- Lovecraft, H.P.: Necronomicon, The Best Weird Tales of H.P. Lovecraft, 2008.
- Lovecraft, H.P: “The Whisperer in Darkness”, 1931.
- Romano, Aja (2020): “Lovecraftian horror — and the racism at its core — explained”, Vox, 18. august 2020.
- Schubart, Rikke (1993): I Lyst og Død, Borgen.
En mere præcis oversigt over blandt andet Lovecrafts fiktion (udgivelseshistorik mv.) kan man finde online i regi af “The H.P. Lovecraft Archive”.
Andre nævnte film og serier
- Children of Men (2006, instr. Alfonso Cauron)
- Dawn of The Dead (1978, instr. George A. Romero)
- Doctor Strange in the Multiverse of Madness (2022, instr. Sam Raimi)
- The Fly (1986, instr. David Cronenberg)
- Lovecraft Country (2020, instr. Misha Green m.fl.)
- Memory: The Origins of Alien (2019, instr. Alexandre O. Philippe)
- Stranger Things (2016-, skabt af Matt Duffer og Ross Duffer m.fl.)
- The Terminator (1984, instr. James Cameron)
- Twelve Monkeys (1995, instr. Terry Gilliam)
- Videodrome (1983, instr. David Cronenberg)
