Ekstremsport er en radikal menneskelig aktivitet, der over de seneste år er eksploderet i popularitet og format. Fra fridykning til faldskærmsudspring jagter mennesker efter ekstraordinære præstationer hinsides vores gængse mentale og fysiske formåen. Artiklen her afdækker i essayistisk form fænomenet inden for filmens verden, hvor ekstremsport som emne og udtryk transcenderer genrer og bruges til at undersøge vores forhold til store følelser og mere radikale sider af den menneskelige natur.
Surfers are poets too
– Lawrence Ferlinghetti: A Far Rockaway of the Heart (1997).
if you look at it that way
at least in the western part of the West
They too are looking
for the perfect wave
with the perfect rhythm sublime
They too are looking for the endless light
at the end of the tube of time
They too would fly
through an eye of a needle
They too are realists
and know a killer-wave when they see one
These are not cyberpunks
surfing through cyberspace
They are sailors who know
that the sea like life has it rages
and can be a merciless monster
when it wants to
dashing the poem of your endless summer
on the rimeless rocks of outrageous fortune
Jagten på ekstraordinære menneskelige præstationer og overvindelsen af fysiske og mentale begrænsninger finder et særlig klart udtryk i ekstremsport. Ekstremsport udfordrer fastlagte samfundskonventioner og vanetænkning. Det er menneskelig aktivitet, som på meget direkte måder stiller spørgsmålstegn ved, hvad menneskekroppen er i stand til og hvordan vores bevidsthed og viljestyrke kan fremmane overmenneskelige kræfter, hvordan vores mentale styrke fundamentalt kan ændre perspektivet på vores evner.
Som det ofte er tilfældet med dragende fænomener, har ekstremsport også en mere dyster side. Ikke overraskende er den forbundet til de samme kvaliteter, som gør det er dyrke sporten både motiverende og givende. At stræbe efter grænserne for menneskelig formåen går hånd i hånd med besættelse, afhængighed og kompromisløshed. Dette ses ofte i sportsudøvernes villighed til at gå endnu et skridt videre, til at satse alt – sommetider også deres eget liv.
Udspændt mellem disse to modsætninger, der samtidig er med til at definere ekstremsport, finder man en række andre grundmenneskelige motivationer. De tæller både jagten på personlig frihed, evnen til at få kontrol over og tage ansvaret for sit eget liv og søgen efter en dybere identitetsfølelse med grobund i både krop og sind. Disse stærke impulser udspiller sig gerne i overvældende og betagende omgivelser, det har gjort ekstremsport til et populært emne for filmen, lige fra lavbudgetdokumentarer over kultklassikere til stort anlagte Blockbuster film. Det går så vidt, at hvis man gerne vil danne sig en omfattende og dybdegående indsigt i fænomenet ekstremsport, så er filmkunsten et oplagt sted at rette sig mod.
På film transcenderer ekstremsport også de eksisterende grænser og rykker ved vores forståelse af mediet og dets forskellige udtryk. Genrefilmens veldefinerede koder bliver udfordret gennem fiktionens vilde scenarier, og i dokumentaren indfanges grænsesøgende reportager fra tilværelsens mere risikofyldte territorier. Flere spørgsmål presser på: Hvad skal alle disse dristige og risikofyldte aktiviteter til for? Hvorfor er vi kontinuerligt fascinerede af fortællingerne om mennesker, der trodser alle odds for mål, som umiddelbart fremstår egocentriske og nytteløse, i værste fald livsfarlige?
En del af svaret kan findes i filmmediets magiske evne til at engagere os i et emne og for en tid udstyre os med særlige blik på det ekstreme. Jeg vil argumentere for, at et helt historisk perspektiv over vores fælles optagethed af ekstremsportens mange verdner kan spores gennem filmen. Fascinationsgraden varierer selvfølgelig fra det dybt personlige engagement til en midlertidig interesse for denne særlige menneskelige aktivitet. Uagtet ens egen erfaring, fungerer filmmediet som et spejl, der holdes op mod alle ekstremsportens konfliktfyldte aspekter, fra den sanselige følelse af frihed over besættende dedikation til hovedløs dødsforagt.
Omgivelserne som sindstilstand
Midttresserne blev vidne til et boom i ekstremsport, blandt andet surfing, rafting og skateboarding. Tidens eventyrlystne filmskabere vendte opmærksomheden mod den blomstrende ungdomskultur og det betød for flere automatisk et fokus mod disse nye sportsgrene og de folk, der dedikerede deres liv til dem. En af de mest ikoniske film fra perioden er Bruce Browns dokumentar The Endless Summer fra 1966.
Det, der har gjort filmen til en milepæl inden for genren, er Browns unikke øjebliksbillede af en kultur, hvor det handler om at befinde sig i nuet og at have det sjovt, mens man jagter en særlig sindstilstand. Med dens klare portræt af sin samtid og præsentation af surfingens zeitgeist etablerer Browns film to distinkte karakteristika for ekstremsportsfilmen, som både gør sig gældende for dokumentar- og fiktionsfilm. For det første er The Endless Summer en film, der er langt mere drevet af billedernes visuelle kraft, end manuskriptets originalitet, narrationen eller klipningen. Scene efter scene omgives vi af det krystalblå ocean, mens surfere søger bølgernes spænding. Alle forklaringerne af surfer-udtryk, surfer-teknik og surfer-locations, som vi hører om på filmens fortælleside, er sekundære i forhold til den rene visualitet.
Her er tale om et stærkt stilistisk træk, der hurtigt bliver et varemærke for ekstremsportsfilmen og som kan spores gennem de fleste af genrens fiktionsfilm, selvom det har sit ophav i dokumentaren. Et af de meste uforglemmelige eksempler, og en film der ligesom The Endless Summer kombinerer det komiske med det episke, er Luc Bessons visuelt betagende 80’er-klassiker Le Grand Bleu. Filmen er basalt set en fridykkerfantasi om en mand, der drømmer om at blive til en delfin.
Dette scenarie leder frem til det andet distinkte karakteristika fra Browns begejstrede surfer-rejseberetning: En søgen efter livsforandrende frihed. Ofte tjener mødet mellem omgivelserne og det udøvende individ i ekstremsportsfilmen til at illustrere kampen for personlig emancipation, med alle de paradokser, modsætninger og umuligheder, som følger. På mange måder er essensen af ekstremsportsfilmen forsøget på at indfange den drømmelignende tilstand af menneskelig frihed.
Individet versus systemet
Drømme har det med at forvandle sig til mareridt og for at opnå frihed kræves der sommetider revolution. Denne dualitet udforskes i adskillige fiktionsfilm fra 70erne og 80erne, der har ekstremsport som deres helt centrale omdrejningspunkt. En af de mest kendte er den canadiske instruktør Norman Jewisons rulleskøjtende fabel om individets kamp mod den totale kommercielle kontrol. I Rollerball fra 1975 bliver samfundet styret af en centraliseret computer og bureaukratiske kræfter vil gøre alt for at sikre, individets præstation aldrig overskygger det fælles bedste i et metodisk styre. Her midt imellem en dekadent futuristisk adel og forkvaklede teknokrater finder vi Jonathan E. (James Caan), en aldrende sportsstjerne, der har vundet sin berømmelse i det ultravoldelige spil Rollerball. Spillet sætter rugbyklædte kæmpere med pighandsker og rulleskøjter mod hinanden i en cirkelformet arena, der giver genlyd af pøbelens blodtørstige skrig.
Jonathan presses af den magtfulde korporation til en tidlig pensionering af sportskarrieren. De opfatter hans enorme popularitet som en trussel mod det eksisterende samfunds diktum om anti-individualisme. Han nægter og de kampe som følger i Rollerball-arenaen forvandles til rene gladiatorslagsmål med det formål at eliminere ham fra spillet. Den gradvise eskalering af volden bliver her magtens eneste middel til at påvirke spillets resultat.
Rollerball befinder sig halvvejs mellem en afsporet version af den amerikanske drøm og en futuristisk fodboldfilm. Her spejles forholdet mellem sport og samfund i en radikal vision, der fremviser ustyrlige og mørke kræfter. Mest udtalt er individets begær efter at fortsætte spillet uanset hvilke konsekvenser, det fører med sig. Dette aspekt er gennem årene blevet genbesøgt i en række forskellige scenarier. Blandt dem er er David Peoples oversete genreperle The Blood of Heroes fra 1989. Filmen står som en af de mest radikale og rendyrkede visioner om spillerens kompromisløse dedikation til sin sport, uagtet livstruende omstændigheder og umulige odds. Peoples, som også stod bag manuskriptet til Ridley Scotts scifi-nyklassiker Blade Runner (1982) præsenterer en apokalyptisk ekstremsportsfantasi, hvor vi følger såkaldte ”juggers”, vagabonderende hold af kæmpere som rejser gennem ødemarken for at finde udfordrere. Spillet de dyrker er voldeligt og desperat: Udstyret med hjemmelavede rustninger og våben bekæmper de hinanden med det formål at placere et hundekranium på en pind. Der er ikke længere nogen, som husker spillets oprindelse, men Sallow, en kamphærget og desillusioneret jugger portrætteret af den legendariske karakterskuespiller Rutger Hauer, husker alt for godt, hvordan han uretfærdigt blev ekskluderet fra spillets øverste liga. Inspireret af modet og viljestyrken hos hans holdkammerat Kidda (Joan Chen), drager han ud på en farlig rejse for at gøre op med sin fortid.
The Blood of Heroes er et eksempel på en ekstremsportsfilm, der præsenterer en mørk vision om verden, hvor spillet er den eneste måde, man kan undslippe en fordømt tilværelse på. Her oplever vi kampens rå spænding som et primalt scenarie, som noget der er uløseligt forbundet med eksistensen, udspændt mellem sanseløs vold og det uudslukkelige begær efter at vinde. Denne del af den menneskelige natur er både underfundig og forstyrrende og det ekstreme udtryk i David Peoples film leverer et dynamisk og mindeværdigt parallelunivers til at dyrke i disse tvetydige impulser.
Kampen for ære, oprejsning og frihed
En film som The Blood of Heroes bevæger ekstremsportsgenren ind i kampsportsfilmens hyperstiliserede og enestående territorie. Denne genre havde sin gyldne æra i 70erne og 80erne og affødte en mængde legendariske performere. Blandt dem er den kinesisk-amerikanske kampsportsstjerne og skuespiller Bruce Lee den absolut mest ikoniske. Han var kropsliggørelsen af moderne kampkunst, disciplineret, mentalt stærk og teknisk overlegen. Lee grundlagde sin egen hybride kampsportsfilosofi Jeet Kune Do. Her trak han på en række forskellige discipliner og er ofte blevet krediteret for at have banet vejen for moderne mixed martial arts (MMA). Lee byggede også bro mellem øst og vest og spillede hovedrollen i en håndfuld film før sin tidlige død i 1973. Den sidste film han færdiggjorde, var kampsportsklassikeren Enter the Dragon, et af de mest sejlivede genretræk, som filmen etablerer er den hemmelige kampsportsturnering, et fantasmagorisk scenarie der konfronterer udvalgte kæmpere mod hinanden i dødelige dueller. Turneringen fungerer som en filmisk trope til at fremstille det menneskelige drama, der er forbundet med kampen som noget primalt, noget der er uløseligt forbundet med den menneskelige natur.
Myriaderne af kampsportsfilm, der følger efter i 80’erne trækker alle på dette scenarie. Prominente eksempler er Newt Arnolds Blood Sport fra 1988 og Mark DiSalles og David Worths Kickboxer fra 1989, begge med Jean-Claude Van Damme i hovedrollen som en vestlig kampsportsekspert, der må tage udfordringen op i en østlig turnering for at genvinde sin ære eller vinde oprejsning. John G. Avildsens ikoniske og formative ungdomsfilm The Karate Kid fra 1984 og John Carpenters ekstreme og monstrøse kampsportsfantasi Big Trouble in Little China fra 1986 er to andre markante eksempler på genrens variationer.
Fælles for alle disse film er, at kampaspektet og det at konfrontere sin modstander reproduceres i en stereotyp og overdreven form. Stærke og vilde følelser udtrykkes gennem en kombination af rå vold og koreograferede kampsportsteknikker. Med dens grafiske stil og over-the-top skuespilspræstationer, er kampsportsfilmen måske et af de bedste eksempler på det rendyrket kinematografiske, i den forstand at bevæge et virkeligt fænomen ind i filmmediets visualitet og forsøge at indfange dets essens.
Med det rendyrkede kampscenarie er ekstremsport blevet en integreret del af actionfilmen. Ud over den visuelt overvældende stil, så fremstiller kampsportsfilm ofte dyder som disciplin, ære og dedikation. De bliver lige så ofte udtrykt i protagonistens søgen efter et simplere liv, der kan være nøglen til indre fred og balance. Dette ideal fremstilles gennem den fysiske anstrengelse og endeligt den strid som må gennemleves for at opnå dette højere eksistensniveau. Det er uløseligt forbundet og det ene kan ikke opnås uden at det andet udholdes.
Paradokset om at være udspændt mellem fred og vold finder en af sine mest mindeværdige fremstillinger i Catherine Bigelows adrenalindrevne surffilm Point Break fra 1991. Filmen har gennem årene opnået gedigen kultstatus og det er der god grund til. Historien er en udpræget forudsigelig af slagsen og handler om den nyuddannede FBI-agent Johnny Utah, der går undercover for at opklare en række røverier i Los Angeles. Hans udforskningsarbejde leder ham hurtigt til at mistænke en gruppe surfere, der ledes af den karismatiske og kompromisløse Bodhi spillet af Patrick Swayze. Han begynder at surfe, slutter sig til denne bande af frihedselskende rebeller og inden længe, begynder en livsændrende jagt på retfærdighed. Bodhi er nemlig ikke nogen almindelig surfer dude. Hans filosofi handler om at tage sin livsførelse til det ekstreme og at søge selve essensen i livet ved at leve det på kanten. Denne vitaliserende, men farlige tilgang til livet bliver en besættelse for agenten, der jager ham og han indser hurtigt, at adskillelsen mellem rigtig og forkert er sløret og at visse mennesker vil jagte deres drømme til verdens ende.
En udfordring af stereotyperne
Udviklingen af ekstremsportsfilmen er en kulturhistorie, der gennem mediet dykker ned i de radikale sider af den menneskelige natur og tilbyder os forskellige scenarier, hvorigennem vi kan engagere os i disse stærke og ofte komplekse følelser og instinkter.
Generelt set, så har genren været voldsomt mandsdomineret og det siger sit om de klichéprægede og visse steder direkte giftige miljøer, der også er del af ekstremsportens verden. Seneste er der dog dukket eksempler op på både ekstremsportfiktioner og dokumentarer, der retter opmærksomheden mod viljestærke og kompromisløse kvinder. De viser, at de følelsesmæssige og eksistentielle aspekter, der knytter sig til at stræbe efter det ekstraordinære i grænsesøgende idræt, langt fra er reserveret for mænd.
I fiktionsfilmen har store produktioner som Clint Eastwoods boksefilm Million Dollar Baby fra 2004, Quentin Tarantinos kampsportsfantasi Kill Bill fra 2003 og Steven Soderbergs actionthriller Haywire fra 2011 ændret perspektivet på kvindelige performere og haft virkelige kvindelige atleter i hovedrollerne. Senest har dokumentaren også rettet fokus mod kvindelige ekstremsportsudøvere og deres personlige fortællinger og skabt nogle af de mere mindeværdige og bevægende film i genren.
Blandt dem er Alex Holmes’ portræt af det første kvindelige hold sejlere, der deltager i den ekstremt krævende sejlads Whitbread Round the World Race. Som navnet antyder, er konkurrencen en verdensomsejling og betragtes som en af de hårdeste sejlsportudfordringer. Dokumentaren fortæller historien om den dengang 24-årige kaptajn Tracy Edwards og hendes holdkammerater. Formatet er en række flashbacks, der bringer seeren tilbage til deres rejse i 1989. De kombineres så med aktuelle interviews. Dette simple filmiske setup virker effektivt. De stærke følelser knyttet til at høre de nu modne kvinder mindes deres personlige oplevelser af sejladsen skaber et øjenåbnende perspektiv på de historiske optagelser. Under konkurrencen bliver de mødt med kønsfordomme, der er så indgroede og nedladende, at det fremstår uvirkeligt. Beslutsomheden, indsatsen og sejrene hos det unge kvindelige hold efterlader dog al denne absurde modstand i kølvandet på deres 58 fod lange sejlbåd. På trods af dens ekstremsportstema, så giver plottet og suspensen i Maiden påmindelser om den klassiske feel-good-film, hvor protagonisten må gå en række udfordringer igennem, men når sejrrig ud på den anden side. Vi er tilbage ved grundelementerne i ekstremsportsfilmgenren: Den rene visualitet i de ekstreme omgivelser, der tjener som filmens centrale narrative udtryk kombineret med fortællingen om at stræbe efter det umulige og søge efter personlig frihed. Udspændt mellem virkelighed og fantasi, liv og død, tilbyder de mange portrætteringer af ekstremsport på film os gribende og grænseløse visioner, visioner der giver os mulighed for at bevæge os under overfladen på nogle de mere radikale aspekter af den menneskelige natur.
* * *
Fakta
Ekstremsport er en samlebetegnelse for sportsgrene, hvor udøverne udfordres fysisk og psykisk under ekstreme forhold. Det kan være ekstremt i forhold til udholdenhed eller ekstremt i forhold til den risiko, der er forbundet med aktiviteten. Fænomenet kaldes på dansk også for vanvidsidræt, altså en type idræt der bevæger sig hinsides viddet. Dette begreb er etableret af professor i idræt og folkesundhed Verner Møller.
Film
- The Endless Summer, 1966. Instr. Bruce Brown
- Le Grand Bleu, 1988. Instr. Luc Besson
- Rollerball, 1975. Instr. Norman Jewison
- The Blood of Heroes, 1989. Instr. David Peoples
- Blade Runner, 1982. Instr. Ridley Scott
- Enter the Dragon, 1973. Instr.Robert Clouse
- Blood Sport, 1988. Instr. Newt Arnold
- Kickboxer, 1989. Instr. Mark DiSalle og David Worth
- The Karate Kid, 1984. Instr. John G. Avildsen
- Big Trouble in Little China, 1986. Instr. John Carpenter
- Point Break, 1991. Catherine Bigelow
- Million Dollar Baby, 2004. Instr. Clint Eastwood
- Kill Bill, 2003. Instr. Quentin Tarantino
- Haywire, 2011. Instr. Steven Soderberg
- Maiden, 2018. Instr. Alex Holmes
Litteratur
- Brymer, Eric ; Downey, Greg ; Gray, Tonia. Extreme Sports as a Precursor to Environmental Sustainability i Journal of Sport & Tourism 14:2, side 193 – 204. 2009.
- Eriksson, Jonnie ; Jonasson, Kalle. Figures of Postwar Sliding: Utopia and Violence in the Extreme Sport Performances of James Bond i Social Sciences (Basel) 2020-01-01, vol. 9 (19 sider). 2020.
- Evans, Paul. Patrick Swayze Called and Said: “I Need You to Die for Me” i Wavelength Magazine, 28. Juli, 2020.
- Jantzen, Christian; Møller, Verner. Hooked i Marginaloplevelser & tærskelværdier: til installering af begrebet vanvidsidræt. Red. Møller, Verner : Povlsen, Jørgen og Lüders, Kurt (red.). 1994.
- Koetler, Steven. The Rise of Superman – Decoding the Science of Ultimate Human Performance. New Harvest, New York. 2021.
- Lillemose, Jacob; Wind Meyhoff, Karsten. Mondo Americana – Teser om uregerlighed, mareridt, pulp og utopier. KOSMOS-Serien 8, Gads Forlag. København 2020.
