Feature

Lirekassemandens abe: En forfatter træder i karakter

Isak Thorsen
Af Isak Thorsen
[ Denne artikel indeholder spoilers! ]
David Finchers længe ventede biopic Mank (2020) puster liv til en gammel kontrovers: Hvem var den egentlige ophavsmand til Citizen Kane (1941)? En film mange anser som verdens bedste. Men Mank er også en fortælling om, hvordan den alkoholiserede og selvdestruktive manuskriptforfatter Herman J. Mankiewicz må sno sig i 1930ernes amerikanske studiesystem. Isak Thorsen kigger nærmere på det virvar af referencer Mank trækker til Hollywoods storhedstid og Citizen Kanes tilblivelse og eftermæle.

I 1971 blev den toneangivende og respekterede amerikanske filmkritiker Pauline Kaels essay “Raising Kane” bragt i The New Yorker. I essayet udfordrede Kaels dengang autoritative stemme instruktøren Orson Welles’ andel i tilblivelsen af manuskriptet til Citizen Kane. Kael fremhævede derimod manuskriptforfatteren Herman J. Mankiewicz som den egentlige kreative drivkraft, og i begyndelsen af 1970erne skabte det lange essay en hel del polemik.

Vidunderbarnet Welles var i 1970 vendt tilbage til USA efter næsten 20 års frivilligt eksil, og en ny generation af cineaster, filmforskere og filmskabere stod parat til at hylde den hjemvendte mester. Med Citizen Kane var Welles som 25-årig trådt ind på filmscenen med et brag af en film, som han både havde produceret, instrueret, spillede hovedrollen i, og han var medforfatter til. Welles opfyldte dermed kriterierne for at være en ægte auteur, der i de år indgik som et væsentligt punkt i vurderingen af, hvilke film der var værd at beskæftige sig med. At rokke ved den piedestal Welles var blevet sat op på, fik flere til at gå i forsvar for hans position som filmens uomtvistelige skaber (1).

Selvom David Fincher i Mank har nedtonet konflikten mellem Mankiewicz og Welles, som i sin far Jack Finchers oprindelige manuskript var hævnagtig og nedgørende overfor Welles (Harris 2020), har filmen endnu engang sat sindene i bevægelse. Welles’ datter Beatrice betragter Mank som et slag i ansigtet på sin far (Kelly 2021), og Welleskenderen Joseph McBride, der i 1970erne var en af Welles’ argeste forsvarere, er en blandt flere, som endnu engang har deltaget i forsvaret af Welles som Citizen Kanes skaber (McBride 2020).

Over 80 år efter premieren på Citizen Kane, og mere end 50 år efter Kael publicerede sit essay, er kontroversen om, hvem der stod bag manuskriptet nok ikke væsentlig eller aktuel for de fleste. Men Citizen Kane er ikke hvilken som helst film. Den franske ny bølge-instruktør Francois Truffaut skulle efter sigende have udtalt, at Citizen Kane sandsynligvis er den film, “that has started the largest number of filmmakers on their careers” (Kael, s. 160). I 1960erne var Citizen Kane den film, der blev skrevet mest om (Caringer, s. 120), og fra 1962 og 50 år frem lå Citizen Kane som nummer et på det ansete britiske filmtidsskrift Sight and Sounds liste over verdens bedste film – i øjeblikket ligger den nummer to – og på American Film Institutes liste over de 100 bedste amerikanske film i de sidste 100 år ligger Welles’ debutfilm nummer et. Citizen Kane står endnu som en af de mest kritikerroste og anerkendte film i filmhistorien, og man skal ikke underkende den særlige aura, der er omkring den og Welles som filmskaber.

Welles anerkendte Mankiewitcz’ bidrag til Citizen Kane, men fremhævede alligevel: “I was the one who made the picture, after all – who made the decisions” (Rosenbaum 1993, s. 54). Welles var stødt og såret over Kaels essay, og sammenlignede siden sit forsøg på at genetablere sit renomme som skaberen af Citizen Kane med at fjerne lort med handsker på, “the gloves keep getting shittier – but the shit doesn’t get any glovier” (Patterson 2001) (fig. 1-2).

Fig. 1: Welles og Mankiewicz arbejder på manuskriptet til Citizen Kane i ørkenen.
Fig. 2: De to forfattere bag manuskriptet til Citizen Kane.

Mank baserer sig på et næsten 30 år gammelt manuskript skrevet af instruktøren David Finchers far, Jack Fincher, og trækker i vid udstrækning på Kaels udlægning af begivenhederne. I filmens første scene får Mankiewicz følgende råd: “Tell the story you know”. “I don’t know that writer”, svarer han. Som Mank skrider frem, bliver det dog tydeligt, at med manuskriptet til Citizen Kane fortæller Mankiewicz netop den historie, han kender.

En kanelbolle med mange lag

Mank er både en fortælling om Mankiewicz’ liv i 1930erne og en bittersød hilsen til årtiets amerikanske film, Citizen Kane, og Hollywood. I Manks stil har Fincher valgt at lægge sig tæt op ad datidens film. Mank er i sort og hvid, og lyden er optaget med udstyr af ældre dato, som giver en varmere og noget anderledes rumklang. Flere scener er skabt med bagprojektion, som er en gammeldags og ganske sjældent brugt teknik i vores digitale tid. Fincher har endda tilføjet filmen unødvendige ‘cigarette burns’, de små runde cirkler øverst i højre side af billedet, der før i tiden gav filmoperatøren signal om, at nu var det tid til at skifte filmspole. Skulle Fincher have taget skridtet fuldt ud, burde han nok have skudt filmen i Academy ratio og ikke formatet 2.20:1 (se fig. 3-4).

Citizen Kane er berømmet for sin flashbackstruktur, som kædes sammen af journalisten Thompsons søgen efter meningen med karakteren Charles Foster Kanes sidste ord på dødslejet – ’Rosebud’. Som Mankiewicz forklarer i Mank, er Citizen Kane ikke en lige linje, men en stor cirkel, ligesom en kanelsnegl. Mank læner sig op ad en lignende flashbackstruktur. Med et brækket ben, isoleret i en flække på kanten af Mojave-ørkenen, har Mankiewicz 60 dage til at få afsluttet manuskriptet til American, der siden får titlen Citizen Kane. Samtidig sidder Welles i Hollywood og arbejder på sin version. Opholdet i ørkenen danner rammen for en række flashbacks, som viser de brudstykker af Mankiewicz’ liv, der i en eller anden form ender i manuskriptet til Citizen Kane. Mank bevæger sig dermed i et referencefelt mellem fiktionens fremstillingen af historiske begivenheder og den endelige fiktion, Citizen Kane.

Fig. 3: Brødrene Mankiewicz i stole med rosenmotiv på ryglænet i Mank. Mank (tv.) er optaget i formatet 2.20:1.
Fig. 4: Rosenmotivet på Kanes kælk i Citizen Kane. Citizen Kane (th.) er optaget i Academy ratio.

Nogle eksempler kan illustrere det mere eller mindre tydelige virvar af referencer. I en scene, hvor Orson Welles’ vrede går ud over en trækasse, som han smadrer mod en væg, giver Mank åbenlyst en forklaring på Citizens Kanes skabelsesproces. “That is just what we need when Susan leaves Kane”, siger Mankiewicz inspireret, og begynder straks at notere på et stykke papir. Kender man Citizen Kane, husker man et tilsvarende vredeudbrud, da Kane bliver forladt af sin anden kone Susan Alexander.

Referencerne mellem Manks diegese og Citizen Kane tager også en noget indforstået karakter, som når Mankiewicz giver følgende bemærkning til sit manuskript, “You can not capture a man’s entire life in two hours”. Hvilket minder om en af de sidste meget bemærkelsesværdige replikker i Citizen Kane, hvor journalisten Thompson opsummerer sin forgæves søgen med, “I don’t think a word can explain a man’s life”.

De intertekstuelle referencer tager i nogle scener en ganske indforstået karakter og peger i ganske mange retninger. Eksempelvis da Mankiewicz i sit ørkenskrivehi får besøg af sin bror, Joe. Brødrene sidder i stole, hvor der på ryglænet er malet et rosenmotiv. Rosenmotivet er nærmest identisk med det, der er malet på den kælk, Kane leger med som barn i Citizen Kane. Rosebud er som nævnt Kanes sidste ord, og kan tolkes som en reference til Kanes uskyldsfyldte barndom, hvor han legede med sin kælk i sneen. Joe fortæller Mankiewicz, at rygtet i Hollywood er, at Rosebud er en reference til skuespilleren Marion Davies’ kønsdele. Den fiktive figur Kane er modelleret over den virkelige person William Randolph Hearst. Hans elskerinde var skuespilleren Marion Davies, hvis kønsdele han sandsynligvis omtalte som Rosebud.

Mankiewicz, Welles og Hollywood

I en fortælling om tilblivelsen af Citizen Kane er det påfaldende, at Orson Welles kun optræder i få korte scener eller som en stemme i telefonen. Én af de første gange vi ser Welles, er det i en uskarp silhuet, da han besøger Mankiewicz’ hospitalsseng. Iført en bredskygget hat og slængkappe fremstår Welles kun skarpt i et flygtigt nærbillede, inden han med en rungende latter forsvinder. Kostumet og Welles’ ekkofyldte latter minder påfaldende om en af hans kendte radiofigurer i 1930erne, The Shadow. Referencen kan måske tolkes som Welles’ flygtige skyggelignende andel i manuskriptet til Citizen Kane, men peger også indforstået på, at samarbejdet mellem Welles og Mankiewicz opstod i forbindelse med radioarbejde.

“At the beginning of the thirties he had been earning $4,000 a week; at the end of the thirties, he was ghost,” skriver Kael om Mankiwiecz nedadgående karriere (Kael 1996, s. 215). På bølgen af sin succes i radioen blev Welles inviteret til at lave film i Hollywood i 1939. Welles medbragte sit ensemble af radioskuespillere, fortsatte med at lave radiospil og Mankiewicz, der manglede arbejde, blev en del af holdet som manuskriptforfatter.

Fig. 5: Orson Welles udklædt som sin berømte radiofigur The Shadow.
Fig. 6: Welles i et lignende kostume, da vi ser skyggen af ham i Mank.

Welles har karakteriseret Mankiewicz på følgende måde:

And nobody was more miserable, more bitter, and funnier than Mank… a perfect monument of self-destruction. But you know, when the bitterness wasn’t focused straight onto you, he was the best company in the world (Rosenbaum 1993, s. 52-53).

I skuespilleren Gary Oldmans fremstilling er Mankiewicz en intellektuel begavelse altid parat med en skarp og vittig bemærkning men også en selvdestruktiv alkoholiker og ludoman. På den ene side den bittert destruktive og på den anden side den med det skarpe og underholdende vid, som bliver en overlevelsesstrategi for den klarsynede kyniker, der har gennemskuet magtens mekanismer i Hollywoodsystemet. For Mank er historien om et benhårdt studiesystem, hvor de der har magten bestemmer, om man får en plads på drømmefabrikkens stjernehimmel eller bliver stødt ud i glemslens mørke.

Det er i det klassiske Hollywood, at Mankiewicz manøvrerer blandt filmmoguler som Louis B. Mayer og Irving Thalberg. Mayer er i Mank en kynisk kalkulerende chef, der er mere optaget af sine films salgstal i Tykland end den fremmarcherende nazisme, græder krokodilletårer for at få sine ansatte til at gå ned i løn, og hvis sorg over sin nærmeste medarbejder Irving Thalbergs død varer lige indtil begravelsen er overstået, hvor han sætter sig ind i sin bil, og lader sit knastørre lommetørklæde svæve ud af sit bilvindue.

Mank svirrer med referencer til skuespillere, manuskriptforfattere og filmproducenter fra 1930ernes amerikanske film, og mange af dem skal man være kvik og vidende for at fange. I en scene introducerer Mankiewicz sin bror for Louis B. Mayer. Mayer er midt i et skænderi med en unavngiven mand, og råber, “I’ll cut your balls off”, og manden svarer, “Well, I still be a better man”. Ordvekslingen refererer til en anekdote om et skænderi mellem Mayer og en af stumfilmens helt store Hollywoodstjerner John Gilbert. Gilbert prøvede at tage kontrollen over sin egen karriere, men efter en uoverensstemmelse gjorde Mayer alt for at destruere Gilberts karriere, og han døde alkoholiseret og udbrændt som 38-årig i 1936. I Mank bliver det aldrig forklaret, at det er Gilbert, vi møder i denne korte scene, men flere gange i løbet af filmen bliver der refereret til Gilberts begravelse. Gilbert bliver et eksempel på, hvor galt det kan gå, hvis man lægger sig ud med studiebosserne.

Selvom Mankiewicz et langt stykke henad vejen forstår at sno sig, bliver konsekvenserne af hans handlinger tydelige i den del af Mank, der handler om guvernørvalget i Californien mellem den stærkt venstreorienterede demokratiske kandidat Upton Sinclair og den republikanske Frank Merriam i 1934. Der er en generel enighed blandt filmhistorikere om, at det guvernørvalg var første gang filmselskaberne i Hollywood systematisk forsøgte at påvirke den politiske udvikling, da de otte store filmselskaber i samlet trop bakkede op om genvalget af Merriam (Cohen 2016, s. 1039). I Finchers udlægning kommer Mankiewicz ufrivilligt til at afgøre udfaldet af valget ved at plante ideen om at lave falske nyhedsfilm, der ender med at underminere Upton Sinclairs valgkamp. Karakteren Shelby, som har udført de falske nyhedsfilm, kan ikke leve med sine handlinger og begår selvmord. Mankiewicz indordner sig imidlertid og forbliver en del af systemet.

Lirekassemandens abe

Et af Kaels argumenter for, at Mankiwiecz er den egentlige ophavsmand til Citizen Kanes manuskript, var hans personlige bekendtskab med nyhedsmogulen William Randolph Hearst. Med kontrollen over en lang række af aviser og magasiner, flere radiostationer og medejerskab af filmselskaber og nyhedstjenester var Hearst i 1930erne en af de mest indflydelsesrige enkeltpersoner i USA. Som det også fremstilles i Mank, blev Mankiewicz i 1930 en del af den særlige inderkreds, der fik adgang til det overdådige palads San Simeon i Californien, hvor Hearst holdt hof.

Fig. 7: Charles Dance i rollen som Hearst i Mank.
Fig. 8: Den virkelige William Randolph Hearst.
Fig. 9: Orson Welles som Charles Foster Kane, der er modelleret over Hearsts person og liv.

Før, under og efter optagelserne af Citizen Kane forsøgte den ærekære Hearst at forhindre, at filmen blev færdig og forevist. Lighederne mellem Hearsts liv og karakteren Kane er utallige. Både Hearst og Kane er arvinger til formuer fra minedrift og starter ud som idealistiske avisredaktører, men kaster principperne til side for at opnå højst mulige oplagstal. Forgæves forsøger de begge at blive valgt til guvernører og for deres umådelige formuer opfører de hver især et palads fyldt med antikviteter og kunstsamlinger og med tilhørende privat zoologisk have. Hearst gjorde alt for at understøtte sin elskerinde Marion Davies’ filmkarriere, og Kane forsøger at gøre sin anden kone Susan Alexander til en stor operasangerinde trods hendes middelmådige sangtalent.

Manks sidste flashback udspiller sig i 1937 og giver en nøgle til at forstå, hvorfor det er så magtpåliggende for Mankiewicz at få fortalt sin historie. Sejlende fuld ankommer han uanmeldt til kostumebal på San Simeon. Hans falmende stjerne tydeliggøres ved, at han ikke længere sidder på den udvalgte plads til venstre for Hearst, men er blevet degraderet til en plads længst væk fra værten. Uopfordret indleder han en sarkastisk enetale udformet som et hypotetisk filmmanuskript, der handler om en idealist, som ender med at gå på kompromis med sine idealer. På en og samme tid er talen en gengivelse af hovedtrækkene i Citizen Kane og en hudfletning af aftenens magtfulde vært.

En efter en forlader gæsterne det festdækkede bord, kun Hearst, Louis B. Mayer og Mankiewiecz, som nu står i sit eget opkast, er tilbage. Hearst betragter med stoisk ro Mankiewicz, mens filmmogulen Mayer i vrede udbryder, at Mankiewicz burde være taknemmelig og afslører, at Hearst er den, som betaler halvdelen af Mankiewicz’ løn. Ikke for hans evner som manuskriptforfatter, men fordi Hearst synes, at han er underholdende. ”You are nothing but a court jester”, pointerer Mayer. Den klarsynede kyniker Mankiewicz er blevet taget med bukserne nede.

For at gøre ydmygelsen total tager Hearst afsked med Mankiewicz med en lille fabel om lirekassemandens abe. Iført sit fine kostume, snabelsko og fez er aben naivt overbevist om, at når den danser, så bliver lirekassemanden nødt til at spille. Men virkeligheden er, at den, der betaler for musikken, bestemmer melodien, hvilket nu står soleklart for den ydmygede Mankiewicz.

I Finchers udlægning bliver manuskriptet til Citizen Kane en hævnlignende tilbagebetaling til Hearst og den filmbranche, der er endt med at betragte Mankiewicz som en hofnar.

Selvom Mankiewicz i Mank flere gange bliver advaret om, at manuskriptet til Citizen Kane kan underminere hans karriere, og Welles tilbyder ham penge for, at Welles kan blive krediteret som eneforfatter af manuskriptet, vil Mankiewicz krediteres for at fortælle ’the story he knows’. Lirekassemandens abe er trådt i karakter, og svinger for en gangs skyld nu taktstokken.

Mankiewicz modtog sammen med Welles en Oscar for manuskriptet til Citizen Kane i 1942. Prisen gav ham medvind i filmbranchen i de efterfølgende år, men som 55årig døde Mankiewicz mere eller mindre udstødt af filmbranchen og udbrændt af alkoholisme i 1953.

* * *

Fakta

Mank er tilgængelig på Netflix.

Noter

1) Blandt to af de kendte forsvar for Orson Welles er Joseph McBrides “Rough Sledding with Pauline Kael” Film Heritage 7, no. 1, 1971 og Peter Bogdanovich’ “The Kane Mutiny” Esquire, October 1972.

Film

  • Citizen Kane, Orson Welles, 1941.
  • Mank, David Fincher, 2020.

Litteratur

Relaterede artikler