“…And I am all out of bubblegum!” One-lineren fra John Carpenters kultactionfilm They Live er blevet ikonisk blandt fans af 80’er action- og science fiction-film. Filmen var ment som en allegorisk satire over Reagan-tidens USA, men stik imod Carpenters hensigt er den også blevet misbrugt som antisemitisk propaganda af højreekstremister. Men hvad er det ved They Live, som giver hadegrupper denne mulighed for identifikation i en film med en tydeligt venstreorienteret dagsorden? Med udgangspunkt i filmens mest kendte scene forsøger Peter Raagaard at opklare dette spørgsmål.
I den ikoniske scene fra John Carpenters They Live (1988) træder Roddy Pipers karakter, John Nada, ind i en bank på flugt fra politiet, ser sig omkring og udtaler de ovenstående ord, hvorefter han begynder at skyde på de rumvæsner, han nu kan se med sine specielle solbriller. Replikken er en af de mest kendte one-liners fra actionfilm, selv blandt dem, der ikke har set They Live, og den er senere blevet endnu mere kendt efter at være blevet brugt i First Person Shooter-spillet Duke Nukem 3D.
Med et budget på kun tre millioner dollars er They Live så afgjort en lavbudgetfilm, hvilket ses af dens relativt simple, enstrengede plot, koncentreret om Nadas perspektiv såvel som dens klassiske continuity-orienterede cinematografi, der primært er centreret omkring en vandret akse. Ej heller er filmens samfundskritik særlig sofistikeret: Budskabet om, at den almindelige amerikaner er blevet snydt af eliten bankes direkte ind med syvtommersøm gennem karakterernes indbyrdes dialog. Således minder They Live mere om en tv-film end de actionblockbusters, der dominerede perioden. Alligevel formåede den at ligge nr. 1 på den amerikanske bioliste i to uger og er siden blevet et kulthit, sandsynligvis på grund af sit lavbudgetpræg og typiske 80’er-stil.
They Live var fra Carpenters side ment som en allegorisk satire over Reagan-tiden. Den er derfor blevet hyldet af bl.a. Slavoj Zizek, der i The Pervert’s Guide to Ideology (2012) kaldte den “a masterpiece of The Hollywood Left” og fortolker solbrillerne som en allegori for ideologikritik og politisk opvågnen hos et almindeligt hverdagsmenneske.
Men They Live er også blevet misbrugt til antisemitisk propaganda af højreekstremister, der har forvrænget dens budskab som et opråb til kamp mod en påstået jødisk verdenssammensværgelse og har manipuleret stills fra filmen til at skabe ondskabsfulde antisemitiske memes. Ifølge dem er rumvæsnerne en allegori på jøderne, som i det skjulte styrer verden til egen fordel og holder flertallet hen i uvidenhed. Dette har ført til, at Carpenter selv har været nødt til at stå frem og tage tydeligt afstand fra et sådant ondsindet misbrug (se The Guardian, 9/1-2017).
At anvende They Live som racistisk hadpropaganda kan vitterlig også synes temmelig absurd, da Carpenters tydeligt formulerede hensigt med filmen var at give en socialt indigneret kritik af 80’ernes neoliberalisme og yuppie-kultur, samt det faktum at filmen tydeligt tager parti for latinos og afroamerikanere.
Men hvad er det så ved filmen, der har givet hadegrupper en mulighed for identifikation? Indeholder They Live med sin samfundskritik nogle tankesæt, som i virkeligheden tilhører højre side af det politiske spektrum?
For at belyse dette spørgsmål vil jeg indlede med at se på filmens mest kendte scene: Nada har fundet et par solbriller, der giver ham mulighed for at se, at verden i virkeligheden er styret af zombielignende aliens fra en intergalaktisk megakoncern, der udnytter menneskene som billig arbejdskraft, mens de holder dem hen i en slags hypnotisk søvn via et tv-signal. De, der opdager, hvordan tingene virkelig forholder sig jages nådesløst af myndighederne, som enten selv er aliens, eller i deres sold. Han er derfor på flugt efter at have dræbt to alien-politifolk og ender tilfældigt i en bank.
Selve scenen på ca. et minut udgør et næsten idealtypisk eksempel på en actionscene, karakteriseret af hurtig klipning og et kort, intenst handlingsforløb, som udløses i et klimaks. I optakten bakker Nada ind ad glasdørene og ser sig tilbage efter mulige forfølgere. Derefter vender han sig om, og vi følger hans synsvinkel, dels hen over skulderen, dels via det sorthvide perspektiv, brillerne giver ham. I en totalindstilling vises det, at banken – naturligvis – er fuld af aliens. I nogle øjeblikke krydsklippes der frem og tilbage mellem Nada og de chokerede bankkunder, mens han vurderer situationen. Så ser vi ham igen fra højre i halvtotal, let nedefra og bliver vidner til en tydelig forandring i karakteren, da han får øje på modstanderne: Hans kropsholdning skifter fra anspændthed til overlegen ro, og med en kraftfuld, velmoduleret stemme siger han sit motto højt. Nada forstår sin mission og fra at have været en flygtning, bliver han nu til aggressoren og situationens herre. Konfrontation og tale har opbygget en spænding, som udløses, da en (alien)sikkerhedsvagt skyder mod Nada, som besvarer ilden, igen set i Nadas sort-hvide perspektiv. Herefter følger klimakset: Ledsagemusikken, der opbyggede spænding via en tikkende rytme, forsvinder til fordel for et inferno af skud og skrigeri, der krydsklippes ultrahurtigt mellem den skrækslagne mængde, som forsøger at flygte og Nadas perspektiv, da han skyder adskillige aliens. Scenen toner ud, da det lykkes en alien at flygte efter at have videregivet hans signalement, og Nada forstår, at han må gøre det samme, idet adskillige politibiler bremser op uden for banken.
Med scenen har Carpenter fået tydeliggjort filmens grundkonflikt – og sin egen pointe: Det er folkets repræsentant, der svarer igen; den enkelte, underprivilegerede bluecollar-mand versus den finanselite, der er skyld i hans – og flertallets – ulykke. Så der burde vel ikke været noget i vejen med at skyde dem ned – eller hvad?
Actionhelten – en postmoderne frelserfigur
I bogen Med vold og magt karakteriserer Rikke Schubart actionhelten som den moderne frelser, der redder samfundet, men samtidig er marginaliseret og udstødt. Hun deler actionheltens narrative forløb op i de fire faser: udstødelse, udvælgelse, ofring og genopstandelse og hævn (Schubart, 2002, s.19-26). Nada er i forvejen en udstødt: På grund af den økonomiske afmatning har han mistet sit job og driver fra sted til sted, hvor han nu kan finde arbejde. Hans udvælgelse kommer, da han finder solbrillerne og får klarsyn. Ofringen er mere abstrakt, for Nada er, akkurat som sit navn, på samme tid ingen og alle. Han er, som det vises i åbningssekvensen, den navnløse helt, der stiger af toget, men samtidig også et symbol for USA’s arbejderklasse, der har mistet sit eksistensgrundlag og blevet røvrendt af Reagans økonomiske politik, som primært favoriserede overklassen.
Indstillingen af Nada i banken bliver derfor ikonisk: Som enhver actionhelt bliver han “larger than life”, da han vises i framens venstre halvdel, med et stars and stripes i højre. Hans blå flannelsskjorte identificerer ham som arbejder samtidig med, at hans muskuløse, firskårne kropsbygning viser en hårdtpumpet maskulinitet og styrke, der venter på at blive udløst. Bankscenen danner derfor modvægt til en tidligere scene, hvor han, ubevæbnet, var nødsaget til at flygte ud af et supermarked, efter at være blevet genkendt af en gruppe aliens. Men denne gang tager Nada hævn og dominerer rummet, da han roligt sænker haglgeværet og deklamerer sit motto midt i den paladslignende bank. Ordlyden af hans enetale kan derfor forstås som både en erkendelse og en udfordring: Han har ikke mere at tabe og vælger at kæmpe
I filmens slutning ender Nada virkelig som menneskehedens frelser: Han såres dødeligt, men når at ødelægge den parabol, der udsender det bedøvende signal, så menneskene vågner op. Med sine sidste kræfter giver han aliensene fingeren. Således skulle alting være i orden. Samfundskritikken er etableret, men måske er der noget ved måden, den formidles på, som er problematisk?
Konspirationer og væbnet modstand
They Live indeholder to tematiske spor, som må følges, for at dens appel til højreradikale kræfter kan forstås. Det første er konspirationen: Begyndelsen til Nadas udvælgelse sker en aften, da de lalleglade tv-programmer, som opfylder sendefladen, afbrydes af et piratsignal, hvori en oprevet mand advarer om, at rumvæsner styrer verden og holder menneskene i et jerngreb, bl.a. via tv-mediet. Da han efterfølgende tager solbrillerne på, opdager Nada tingenes sande sammenhæng. Scenen vises igen i krydsklipning mellem close-ups af Nada, som chokeret tager solbrillerne af og på og følger hans blikretning opad til totalbilleder af omverdenen, som forandres til et dystopisk mareridt, der i både konkret og overført forstand er sort-hvidt: Alle medier udsender i virkeligheden de samme beskeder: ”Sleep!”, ”Obey!”, ”No Independent Thought!”, ”Consume!” m.m. Han får også øje på de arrogante aliens, der færdes uset blandt menneskene, skjult af de søvndyssende signaler.
Ligesom actionfilmen kan konspirationsteorien ses som en genre, der er bygget op omkring et narrativt skema med nogle faste aktører; fjenden og dennes hjælpere, som søger et bestemt mål, og helten/offeret, som bekæmper dem (Brockhoff, s.63). I They Live er fjenden aliens fra en intergalaktisk koncern, hvis mål er at udsuge planeten totalt, og deres menneskelige hjælpere fra samfundets elite. Centralt i konspirationsteorien er desuden tanken om at sandheden vil sætte fri – når først bedraget er afsløret, vil menneskeheden vågne op. Det er, hvad der sker i filmens slutning. Her vises det i en montage, hvordan grupper af chokerede mennesker omringer de aliens, der har gemt sig blandt dem.
Og hvad gør man så, når man har opdaget, at hele verden er en stor konspiration? Solbrillerne er blevet efterladt af en hemmelig modstandsbevægelse, som Nada kommer i kontakt med, da han og hans sidekick Frank (Keith David) ender som jagede flygtninge. I deres hemmelige hovedkvarter taler bevægelsens leder Gilbert (Peter Jason) om vigtigheden af at bevæbne sig og være parat til kamp. Imidlertid stormes stedet straks efter, og alle mejes ned.
I USA blev idéen om en væbnet kamp mod en korrupt og undertrykkende stat i kølvandet på ungdomsoprøret grobund for dannelsen af en række venstreorienterede ”byguerillaer” som fx Black Panther Party. Fra 80’erne og fremefter svingede det politiske pendul mod højre, og den samme idé er i dag grundlaget for en lang række svært bevæbnede militser, der ser det som deres opgave at håndhæve retten til at forsvare sig selv mod ”Big Government”. Denne bevægelse udgør en del af grundlaget for alt right-bevægelsen, og Donald Trump har siden bejlet kraftigt til denne vælgergruppe.
They Live videregiver dermed et verdensbillede, som stammer fra marginale grupper på yderfløjene, men er rykket ind mod mainstream fra i det amerikanske samfund gennem de sidste 30-40 år. Fx har undersøgelser vist, at mindst en tredjedel af amerikanerne tror, at der ligger en sammensværgelse bag 9/11 og klimaforandringerne (Brockhoff, 172). They Live kan i sig selv siges at være del af denne bølge, idet den kom frem, samtidig med at spørgsmålet om selvtægt og retten til at bære våben fyldte mere og mere i det politiske landskab.
Selvtægtsmanden – frelser eller farlig?
Det andet spor, som er oplagt at følge i They Live, er selvtægts- eller hævnmotivet, som er centralt for actionfilmen som genre. I modsætning til andre 80´er-actionhelte, der som regel spiller toptrænede elitesoldater, er de carpenterske normalt ganske almindelige personer, som kastes ind i sammenhæng, som gør, at de er nødt til at udvise ekstraordinære evner. Dette er fx tilfældet med Kurt Russel i The Thing (1981) og Big Trouble in Little China (1986), og ikke mindst Jamie Lee Curtis i Halloween (1978).
I sin gennemgang af They Live nævner Jonathan Lethem, at filmen, udover at være en satirisk science fiction-actionfilm, bærer stilistiske træk fra flere forskellige filmgenrer. Fx minder dens start, hvor et tog kører forbi for til sidst at introducere Nada påfaldende om åbningscenen fra Once Upon a Time in the West (1968) (Lethem, 2010, s.10). Med denne introduktion bliver Pipers karakter i bogstaveligste forstand den ukendte fremmede, der kommer til byen og rydder op. Her er der dog ikke tale om det vilde vesten, men Los Angeles, og banditterne er ikke kvægtyve, men yuppier, hvilket man ser, da der klippes mellem totalindstillinger af den ensomme Nada, der går igennem LA’s slum til skyskraberne i byens centrum.
Samtidig etablerer introduktionen filmens grundlæggende konfliktakse mellem det horisontale og det vertikale. Som tidligere nævnt er They Live domineret af horisontale indstillinger. Kranskud eller fugleperspektiv er totalt fraværende. Nada og de undertrykte færdes på gadeplan i det horisontale perspektiv, mens magten, forstået som aliens og deres medhjælpere kontrollerer det vertikale plan. Dette kommer til udtryk på forskellige måder: Dels er de rumvæsner og kommer fra ”ovenfra”, dels når Nada retter blikket opad mod det dystopiske byrum, og de politihelikoptere, der konstant hænger og overvåger den skurby, hvor han får ophold.
Bankscenen viser således også Nadas begrænsede formåen: På det horisontale plan er han måske i stand til at konfrontere og dræbe nogle enkelte aliens, men over for den overmagt, der ligger bag dem, må han give fortabt, indtil slutscenen, hvor han ødelægger parabolen og stopper den energistråle, der sender det bedøvende signal op i æteren. Den døende helts fuckfinger opad mod de politihelikoptere, der har skudt ham, er således også en markering af, at han har formået at overvinde selv denne overmagt.
Bankscenen genvurderet
Men lad os lige se på bankscenen igen, for hvad er det egentlig, tilskueren oplever? Kort og godt: En mand trænger ind i en bygning og begynder at skyde tilfældige ned efter sine egne udvælgelseskriterier. Alle aliens er fjender og kan dræbes, uanset køn og alder, og hvorvidt de er bevæbnede eller ej, hvilket er en betydelig forskel fra de fleste andre af periodens actionfilm. De fjender, Sylvester Stallone og Arnold Schwarzenegger mejer ned i samme periode, er således alle bevæbnede mænd. Den samme –tilsyneladende vilkårlige – nedskydning sker senere, da Nada og Frank trænger ind på tv-stationen for at stoppe signalet. Begge scener minder allermest om de masseskyderier, der i dag er blevet uhyggeligt hyppige i USA. 1980erne var da også årtiet, hvor denne type massakrer tog et sådant omfang, at de begyndte at blive bemærket internationalt.
Forsøgene på at forklare masseskyderierne er mange, men bl.a. kulturhistorikeren Richard Slotkin har forklaret fænomenet ud fra frontier-mytens tanke om at tage loven i egen hånd, som udgør en eksplosiv cocktail, når den blandes sammen med den lette adgang til skydevåben og racistisk eller konspirationsteoretisk paranoia. Vi kan også sammenligne Nada med Hans Magnus Enzensberger begreb om ”den radikale taber”, der på en gang ser sig selv som offer, hævner og martyr. ”Nogen” er skyld i éns ulykke, og der skal tages hævn over disse ”nogen”, hvad enten det er jøder, vantro, finansfolk, regeringen, kvinder, homoseksuelle, eller hvem, der nu må stå for skud – bogstavelig talt (Enzensberger, 2006, s.12-14). Følger vi Nadas udvikling filmen igennem, går han netop fra at være en sådan taber, en omkringflakkende hjemløs, der er kastebold for omstændighederne, til at vågne op og slå tilbage mod fjenden – og ende som en frelserskikkelse. Det var netop en sådan tankegang, der fik Anders Breivik til at gå i land på Utøya og åbne ild mod medlemmer af det norske socialdemokratis ungdom, som han via sit konspiratoriske verdenssyn så som ”fjendens hjælpere” (Brockhoff, 145-59).
Er They live relevant i dag?
Summa summarum: Samfundskritikken i They Live formuleres gennem nogle grundfortællinger om konspirationsteorier og selvtægt: ”Folket”, der bedrages, ”de fremmede” og deres hjælpere, der i det skjulte styrer og udnytter ”os” til deres egne formål, uden at ”vi” ved det, retfærdigheden af væbnet kamp mod myndighederne og en helt og frelser, der fører an.
Til sammenligning skildrer romanen ”The Turner Diaries”, som er blevet amerikanske højreradikales vigtigste ideologiske skrift, dannelsen af bevæbnede celler til kamp mod en undertrykkende stat, styret af en global zionistisk sammensværgelse og ender med et gigantisk folkedrab på alle ikke-hvide amerikanere. Akkurat som Nada ofrer bevægelsens leder sig i bogens afslutning ved at flyve et fly ind i Det Hvide Hus. Derfor er det let at se, hvordan folk, der abonnerer på en sådan ideologi, har kunnet projicere den over på They Live og har set filmen som historien om en hvid WASP-mands triumf over zionismen (Brockhoff, 145, The Guardian).
Carpenter har lige så lidt skyld i misbruget af They Live, som Bruce Springsteen var i, at republikanerne anvendte ”Born in The USA” som lydspor til Ronald Reagans valgkamp (Lykkeberg, s.14), men filmen rummer altså, på trods af hans hensigt, en ambivalens, der muliggør en sådan ondsindet forvrængning, når den ses gennem højreradikales paranoide “briller”. Det er også spørgsmålet, om fremstillingen af en ensom mand, der bevæbnet til tænderne trænger ind i en bygning og begynder at skyde tilfældige folk ned, ikke virker mere skræmmende end sympatisk den dag i dag.
Det politiske klima har også ændret sig siden 80´erne. ”Alternative facts” er nu blevet normen under Donald Trumps regering. Samme kritiserede i sin valgkamp finanseliten, og en del af hans plan for at gøre ”America Great Again” var at genrejse landet som en industrination. Således vandt han valget, bl.a. på stemmer fra USA’s hvide arbejderklasse (Lykkeberg, s.432).
Dette betyder ikke, at samfundskritikken i They Live er blevet irrelevant. Hvad der gør filmen unik er, at den, sammen med Paul Verhoevens Robocop (1987), var en af meget få mainstreamfilm, der gik mod 80’ernes politiske hovedstrøm og gav actionfilmen et satirisk indhold. Misbrug eller ej, They Live er derfor stadig et gensyn værd.
* * *
Fakta
Film
- They Live (1988), instr. John Carpenter, Alive Films/Larry Franco Productions
- The Pervert’s Guide to Ideology (2012), instr. Sophie Fiennes, Blinder Films/British Film Institute.
Litteratur
- Bordwell, David & Thompson Kristin (2013): Film Art – An Introduction, 10th edition, McGraw Hill.
- Brockhoff, Maria et al. (2018): Den skjulte sandhed – Konspirationsteorier, magt og konflikt, Klim.
- Cousins, Mark (2005): Filmens Historie, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.
- Enzensberger, Hans Magnus (2006): Skrækkens mænd – Et essay om den radikale taber, Gyldendal.
- Leblanc, Michelle & Odell Colin (2001): John Carpenter, Pocket Essentials.
- Leblanc, Michelle & Odell Colin (2011): John Carpenter. Kamera Books.
- Lethem, Jonathan (2010): They Live. Soft Skull Press,.
- Lillemose, Jacob & Meyhoff, Karsten Wind (2017): Mondo Heros – Teser om storbyen, det rurale, selvtægt og overlevelse. Antipyrine Distribution.
- Lykkeberg, Rune (2019): Vesten mod Vesten, Informations Forlag.
- Patterson, John (2017) They Live: John Carpenter´s action flick needs to be saved from neo-Nazis i The Guardian d. 9. januar.
- Press, Joy (2018): Peak TV Is Still Drowning Us in Content, Says TV Prophet John Landgraf i Variety d. 3. august.
- Purse, Lisa (2011): Contemporary Action Cinema, Edinburgh University Press.
- Slotkin, Richard (1998): Gunfighter Nation – The Myth of The Frontier in Twentieth-Century America, University of Oklahoma Press.
- Schmidt Kaare (1995): Film – historie, kunst, industri, Gyldendal.
- Schubart, Rikke 2002): Med vold og magt – Actionfilm fra Dirty Harry til The Matrix, Gyldendals Bogklubber.
- Stolworthy, Jacob (2017) John Carpenter is fighting neo-Nazis over over his cult classic film They Live i The Independent d. 5 januar.
