Serieverdenens populære flaskeskibe: Et blik på underholdningsværdien i bottle episodes

Hvad gør man som serieskaber, hvis man har overskredet sit budget, men stadig mangler et enkelt afsnit til at fylde sæsonen ud? Man laver selvfølgelig en bottle episode, for de er nemlig billige og hurtigt lavede. Det er den gængse diskurs omkring bottle episodes, men den ser helt bort fra episodernes stærke publikumsappel, narrative styrker og unikke underholdningsværdi. Her ser vi nærmere på, hvordan de mærkværdige episoder holder os så godt underholdt med så få ressourcer.  

Bottle episodes er en betegnelse for episoder i tv-serier, som for et enkelt afsnit bremser seriens overordnede narrativ til fordel for en afgrænset, episodisk fortælling, a ship in a bottle, som finder sted i en enkelt eller få settings med ganske få skuespillere, og som begrænser sig til en enkelt plotlinje. Det er episoder, som påtager sig store praktiske og narrative benspænd, men alligevel rangerer de ofte højt, hvad angår brugerbedømmelser, og de modtages gerne positivt af kritikere. På filmdatabasen IMDb, som rangerer film og serier baseret på brugerbedømmelser, har Penny Dreadful (A Blade of Grass – III: 4) en rating på 9,2, som er det højeste for noget afsnit i serien. Det samme gælder for Mad Men (The Suitcase – IV: 7) med en rating på 9,7. Masters of Sex (Fight – II: 4) er seriens anden højest rangerende episode med 8,8. Fire Fly (Out of Gas – I: 5) med 9,2 og The Sopranos (Pine Barrens – III: 11) med 9,7 er yderligere to eksempler på bottle episodes, som ligger øverst på rating-listerne. Episodernes popularitet giver anledning til at se nærmere på, hvordan de på trods af deres store begrænsninger formår at underholde.

Det er et område af tv-forskningen, som har modtaget meget lidt opmærksomhed. Det eneste faglitteratur, som specifikt beskæftiger sig med fænomenet, er en tidsskriftsartikel af Ted Nannicelli med titlen The Naturalist Theatrical Aesthetic of Bottle Episodes fra 2014. Her vil jeg afprøve dens pointer og forsøge at udvide dens karakteristik. Rammen er en løbende analyse af bottle episoden A Blade of Grass (fig. 1) fra tv-serien Penny Dreadful.

Økonomiske snydekoder?

Den herskende diskurs om bottle episodes er, at de primært produceres for at spare penge, og at deres eneste fælles konvention er at være så billige som muligt (Nannicelli 2014: 55, TvTropes: Bottle episodes og Amorim 2014). Mens det nok er sandt i mange tilfælde, medfører den diskurs en tendens til kun at betragte episoderne som økonomiske smutveje snarere end kreative valg. Det medfører, at deres unikke form og stil bagatelliseres til fordel for et produktionsanalytisk blik, som ikke indfanger den unikke underholdningsværdi, der utvivlsomt findes i dem. Her vil jeg derfor se bort fra episodernes bagvedliggende økonomiske motivation og behandle deres form som kreative valg.

The Naturalist Theatrical Aesthetic of Bottle Episodes

Bottle episodes er unikke grundet den form, de har adopteret, eller nærmere bestemt de benspænd, de har givet sig selv. Det er dog langt fra alle episoder af denne type, som til fulde passer på formlen beskrevet tidligere. Nogle afsnit har eksempelvis adskillige karakterer eller flere locations, som det er tilfældet med henholdsvis The Suitcase eller Pine Barrens. Ifølge Ted Nannicelli deler de fleste bottle episodes dog et løst sæt konventioner:

Naturalistisk teatralsk æstetik

En dyb udforskning af karakterernes psykologi og relationer

Fokus på et enkelt handlingsforløb

Et begrænset rum, som altid være realistisk motiveret, og det samme vil den åbning af karakterernes indre, som det begrænsede rum fordrer (realistisk motivation forstået som motiveret af noget i narrativet, der gør elementet logisk plausibelt)

Anvendelse af den samme stil og narrative struktur som den øvrige serie

Nogenlunde samme placering i det episodisk-serielle spektrum som seriens øvrige afsnit

Økonomisk motivation bag formen.

Kilde: Nannicelli 2014.

Han mener, at bottle episodes hovedsageligt overkommer deres praktiske begrænsninger, ved at anvende det han kalder “a naturalist theatrical aesthetic” (s. 54). En æstetisk form hentet fra den modernistiske strømning inden for teatret i det 19. århundrede med blandt andre Strindberg og Ibsen som vigtige figurer (fig. 2). Det er en form for intimteater med naturalistisk skuespil og fokus på karakter frem for plot. Den primære attraktion ved bottle episodes er ifølge Nannicelli at være vidne til en eksternalisering af karakterernes indre. Vi fascineres af at se de skjulte sider af sindet blive stillet frem til skue, og bottle episodes gør netop det til UG (s. 62).

Kammerspil i en gummicelle

A Blade of Grass foregår næsten udelukkende i en gummicelle på et psykiatrisk hospital og benytter kun tre karakterer: Vanessa Ives (Eva Green), John Clare (Rory Kinnear) og Dr. Seward (Patti LuPone). Afsnittets begrænsede udfoldelsesrum er realistisk motiveret af en hypnosesession i det forrige afsnit, og hele afsnittet er et langt flashback ind i Vanessas fortrængte minde. Det er et afsnit, som udforsker Vanessa Ives’ psykiske kvaler og hendes relation til sygepasseren John Clare, mens plottets omdrejningspunkt er, at Vanessa skal komme i tanke om identiteten på “The Master”, som er Vanessas betegnelse for mørkets fyrste og seriens ultimative superskurk.

Skuespillerne i A Blade of Grass anvender i høj grad en naturalistisk skuespilstil. Intimitet er et nøgleord, og det forstærkes af konstante close-ups (fig. 3).

Kigger man på The Suitcase eller The Nightcommers, ser man samme tendens. Der anvendes usædvanligt mange close-ups, og skuespilstilen er mere naturalistisk og intim, end det er normen for deres respektive serier. Det begrænsede rum i episoderne er ligeledes realistisk motiveret af handlingen; en ufærdig opgave og Drapers ensomhed i The Suitcase og indespærring i en hytte grundet trusler udefra i The Nightcommers.

For mig at se holder Nannicellis karakteristik stik, hvad angår episodernes overfladiske æstetik og dramaturgi. A Blade of Grass og de andre nævnte afsnit beror på en dybdegående udforskning af karaktererne og deres relationer formidlet gennem en naturalistisk teatralsk æstetik. De begrænsede rum og karakterernes eksternalisering af deres indre er realistisk motiverede, og episoderne har fokus på et enkelt handlingsforløb. Noget Nannicelli ikke påpeger er, at eksternaliseringen i næsten alle tilfælde sker hos de mest følelsesmæssigt aflukkede karakterer i serierne: Captain Reynolds i Out of Gas, Walt i Fly (Breaking Bad – III: 10), Draper i The Suitcase og Masters i Fight (fig. 4), hvilket gør eksternaliseringerne så meget desto mere kraftfulde. Et mere substantielt ankepunkt i forhold til Nannicellis karakteristik er imidlertid – som vi skal se – at bottle episodes anvender den samme stil og narrative struktur som de øvrige afsnit, eller at de har lignende placeringer i det episodisk-serielle spektrum.

Bottle episodes som brikker i en helhed

Nannicellis artikel forsøger at afdække, hvilke teknikker bottle episodes anvender for at overkomme deres praktiske begrænsninger, og i den anledning tager han episoderne på deres egne præmisser og undersøger deres særegne karakteristika isoleret set. For at afdække deres underholdningsværdi er det ikke tilstrækkeligt, siden intet afsnit af en tv-serie findes i et vakuum; de er alle en del af en større narrativ helhed. Jeg vil derfor argumentere for, at den primære kilde til underholdning i bottle episodes ikke er at finde i episoderne selv, men i relationen mellem dem og deres respektive serier.

Narrative special effects

En måde bottle episodes formår at underholde deres publikum er gennem det, Jason Mittell i bogen Complex Television kalder operational aesthetics. Operationel æstetik opstår, når det narrative maskineri gør opmærksom på sig selv og bliver en kilde til fascination (Mittell 2015: 42). I komplekse tv-serier som Penny Dreadful er underholdningsværdien i lige så høj grad bestemt af, hvordan de får narrativet til at fungere, til at “gå op”, som af hvad der egentlig sker i plottet. “We watch these shows not just to get swept away in a realistic narrative world… but also to watch the gears at work, marveling at the craft required to pull of such narrative pyrotechnics” (s. 43).

Ofte vil den operationelle æstetik bunde i et brud med seriens etablerede narrative normer, hvilket i høj grad gør sig gældende i bottle episodes (s. 45). En fast seer af Penny Dreadful vil gradvist blive tilvænnet seriens tempo, fortælleteknik og multiprotagoniststruktur. Når de normer brydes i A Blade of Grass, som kun har en enkelt plotlinje og et meget langsommere tempo, engageres seeren og bliver klar over, at der er noget særligt på spil. Vi engageres af mysteriet om, hvordan i alverden folkene bag har tænkt sig at holde os underholdt i en gummicelle, og vi fascineres af den kløgt, det kræver at udfolde en kompleks historie iført en spændetrøje.

I et typisk afsnit af Mad Men eller The Sopranos, er der også mange forskellige plotlinjer i spil på samme tid, og seeren kastes rundt mellem forskellige sideplots, hvor fordybelse i hver enkelt historie ofte besværliggøres. Så når vi i The Suitcase får lov at fordybe os intensivt i Peggy og Drapers forhold eller Christopher og Paulies i Pine Barrens, føles det eksklusivt, nærmest beærende.

Det serielle-episodiske spektrum

Komplekse tv-serier er for Mittell ensbetydende med narrativ kompleksitet: ”At its most basic level, narrative complexity redefines episodic forms under the influence of serial narration – not necessarily a complete merger of episodic and serial form, but a shifting balance.” (Mittell 2014: 18).

Komplekse tv-serier er altså kendetegnede ved et brud med tidligere seriers tendens til at have afsluttede handlingsforløb på en perlekæde, hvor hvert afsnit i princippet kunne udelades (Nordstrøm 2004: 29). Komplekse tv-serier udgøres i stedet af en række semi-afgrænsede episodiske fortællinger i det enkelte afsnit og føljetonfortællinger, som strækker sig på kryds og tværs af hinanden igennem flere episoder. Der kan være adskillige plotlinjer eller føljetoner af varierende længde, som startes og afsluttes inden for en enkelt sæson (s. 39).

Bottle episodes skiller sig ud fra denne struktur, idet deres handling som udgangspunkt ikke intervenerer med nogle føljeton-buer eller den overordnede serie-bue. De er groft sagt kun relevante som episode-buer. Ved at skille sig ud fra den gængse, komplekse tv-serie, bidrager bottle episodes forvirrende nok til den narrative kompleksitet i deres seriers, i kraft af den diversitet de bringer til bordet.

Kernels og Sattelites

I en kompleks tv-serie som Penny Dreadful får man undervejs i fortællingen et væld af informationer, som er relevante for episode-buernes, føljeton-buernes og serie-buens fremdrift, men man får endnu flere, som ikke er det. Informationerne kan ifølge Seymor Chatman opdeles hierarkisk (Chatman 1978: 53). De narrative elementer i en fortælling kan groft deles op i to kategorier: kernels og sattelites. Kernels er de elementer i en fortælling, som enten stiller eller besvarer spørgsmål, som bærer handlingen videre og tvinger narrativet til at skifte retning (fig. 6). De udgør handlingens skelet og kan ikke udelades uden at forkludre narrativets kausallogik (s. 53).

Satellites derimod er narrative elementer, som ikke er essentielle for, at handlingen giver mening. De kan i princippet udelades fra fortællingen, uden at den går fra hinanden (s. 54). Ofte vil informationer, som bidrager til at karakterisere personer og relationer i en tv-serie være satellites. Andre gange kan hele karakterer eller sideplots være redundante i forhold til den gennemgående fortælling (fig. 7). Satellites giver historien fylde og vækker det fiktive univers til live, men er ikke som sådan livsnødvendige for plottet: ”Their function is that of filling in, elaborating, completing the kernel: they form the flesh of the skeleton.” (s. 54).

Satellitter på dåse

Penny Dreadful er en stærkt serialiseret serie med mange sammenvævede plotlinjer, hvor hver episode driver det gennemgående narrativ fremad mod sæsonens eller seriens slutpunkt. I seriens tredje sæson er det centrale slutpunkt at forebygge pagten mellem Vanessa Ives og Mørkets fyrste. Foruden at slå knude på hver enkelt sideplot tjener mange af de informationer, som gives i løbet af sæsonen, det formål at lede narrativet frem mod slutpunktet, og hvert enkelt afsnit indeholder som regel adskillige kernels. I A Blade of Grass er der til gengæld kun en enkelt: afsløringen af ”The Masters” identitet. Resten af episoden kunne i princippet udelades, uden at seriens resterende narrativ ville tage mærkbar skade. I Fly, The Suitcase eller Fight gives der derimod ingen informationer, som er strengt nødvendige for at forstå resten af sæsonernes handling.

Bottle episodes er episoder, som sætter det narrative tempo helt ned og fokuserer på de ikke-essentielle elementer i seriernes universer. Navnlig udforskningen af karakterernes psyke og relationer. De er koncentrater af satellites. Dermed ikke sagt at det ikke er informationer, som er lige så vigtige som kernels for at skabe en velpolstret og indlevelsesfordrende storyworld, hvilket i komplekse tv-serier i høj grad opnås netop gennem karakteriseringer af personer og relationer.

Seeren som detektiv

En anden måde bottle episodes engagerer deres publikum, er ved at invitere til en anderledes måde at være publikum. Mittell beskriver en ny seerpraksis, som han kalder forensic fandom. I komplekse tv-serier med en høj grad af indlevelse og en kryptisk struktur, som leder vores forventninger hen mod en narrativ forløsning, inviteres seeren til at lede efter narrative ledetråde i detaljerne (Mittell 2015: 267).

Det er en seerpraksis, som skærpes, når vi gøres opmærksom på, at episoden bryder med seriens normer, og det er et fænomen, som David Bordwells kognitive filmteori kan hjælpe til at anskueliggøre. Ifølge Bordwell trækker vi altid på en række schemata, når vi ser et audiovisuelt værk (Bordwell 1985). Vi har en række perceptuelle skabeloner indlejret i vores hjerner, som hjælper os til at finde hoved og hale i verden omkring os. De fleste af os er ganske vant til at se komplekse serier. Deres prototypiske form og normer er indlejret i os som et schemata. Når formen i bottle episodes er så uvant, igangsætter det en række hypotesedannelser hos tilskueren i form af en søgen efter værkets motivationer (Bordwell 1985: 154). Når formen eller stilen i et værk bevirker, at vi ikke kan trække på vores forudindtagede schemata, giver vi os til at se på, hvilken handlingsmæssig, kompositionel motivation som ligger bag. Vi giver os til at spejde efter cues til senere handlingsforløb og ledes til at anskue værkets narrative og stilistiske elementer som set-ups, som senere vil belønne os med pay-offs eller hjælpe os til at forstå tidligere handlinger (s. 312).

Det oplever man tydeligt i A blade of Grass, hvor formen og stilens kontrast til den øvrige serie giver anledning til at granske hver replik og hver gestus, som udveksles mellem Vanessa og John. Hvert eneste lille element opleves pludselig som en ledetråd, der kan belyse de to karakterers forhold tidligere i seriens handlingsforløb, kaste lys over den person John er blevet i diegesens nutid (fig. 8) eller afsløre, hvem ”The Master” kunne være.

Grundet afsnittets særegne form vækkes vores opmærksomhed, og vi inviteres til at dissekere fortællingen for at finde narrative ledetråde til den bredere, serielle handling.

Kosttilskud til tilskuerens fabulering

En anden vigtig narrativ funktion, som denne type episoder tjener, er en meget intensiv karakterisering af karaktererne. Som tidligere nævnt giver det begrænsede rum realistisk motivation til en dyb udforskning af karakterernes indre og deres relationer. Bottle episodes tilbyder kort sagt seriernes skabere en smutvej til at skabe mere interessante karakterer og relationer på meget kort tid.

Her kan Bordwell igen være en hjælp. Han forklarer tilskuerens hypotesearbejde med tre begreber: Stil, syuzhet og fabula (Bordwell 1985: 49). Stil henviser til værkets audiovisuelle udtryksmuligheder. Syuzhet er den måde, værket strukturerer dets informationer. Det er de informationer, som eksplicit overleveres til tilskueren. Syuzhettet kan udelade informationer og overlade det til tilskueren at udfylde fortællingens tomme pladser. Det gør næsten alle værker konstant; fx i A Blade of Grass ved at klippe mellem to forskellige dage i gummicellen, hvormed seeren overlades til at udlede, at intet er sket i løbet af dagen, mens alverdens ting i princippet kunne være hændt. Syuzhettet kan modsat også benytte redundans til at udpensle information og kan i forskellige værker have forskellig vidensdybde (s. 57).

Fabula derimod er den mentale konstruktion tilskueren efterlades med på baggrund af værkets stil og syuzhet. ”The fabula is thus a pattern which perceivers of narratives create through assumptions and inferences. It is the developing result of picking up narrative cues, applying schemata, framing and testing hypothesis” (s. 49). Det er så at sige den forståelse, vi tillægger værket ved at udfylde tomrummene efterladt af stil og syuzhet. Det er den kausallogiske fortælling, den menneskelige hjerne sammenstykker ud fra de informationer, den bliver fodret med.

Karakter og publikum på speeddate

Hvis man betragter komplekse tv-serier som samlede helheder, hvilket giver mere mening end at anskue fx The Sopranos som 86 forskellige værker, bliver de enkelte episoders indflydelse på den endelige fabula-konstruktion meget væsentlig. For bottle episodes, som jo ikke bidrager nævneværdigt til den narrative fremdrift, er det primære bidrag til den endelige fabula at overlevere information om karakterernes psyker og deres relationer. Det er, som nævnt, to enormt væsentlige aspekter af den komplekse tv-series underholdningsværdi. Så når bottle episodes intensivt karakteriserer nøglepersoner og deres relationer, er der tale om et vigtigt bidrag til den overordnede, serielle fabula, vi som tilskuere får mulighed for at konstruere. Syuzhettet i bottle episodes har en høj grad af vidensdybde i kraft af eksternaliseringen af karakterernes indre og en høj grad af redundans vedrørende karakterernes psyker (fig. 9). Derfor giver bottle episodes os bedre muligheder for at konstruere kohærente fabulaer vedrørende karakterernes emotionelle udfoldelser senere i seriens forløb. Den frie adgang til Vanessas indre landskab i A Blade of Grass giver os langt bedre forudsætninger for at forstå den emotionelle kamp, hun skal komme til at udkæmpe i seriens finale. Udviklingen i relationen mellem hende og sygepasseren John igennem afsnittet giver os desuden bedre grundlag for at forstå deres relation i de tidligere afsnit, og den person John senere i diegesen skal blive.

Underholdningen i det anderledes

Hvorfor er bottle episodes så underholdende? Lad os igen tage udgangspunkt i A Blade of Grass, som på mange måder er en arketypisk bottle episode. Den er underholdende som selvstændig episode, fordi den formår at vende sine begrænsninger til styrker. Dens begrænsede rum bliver grundet det veltilpassede manuskript ikke til en hæmsko, men gør afsnittet til en narrativ blærerøvsepisode. Gummicellens aflukke bliver en realistisk motivation til et psykologisk kammerspil og sandsynliggør det imponerende naturalistiske skuespil fra Eva Green og Rory Kinnear.

Mest af alt er det en underholdende episode, fordi den bryder med seriens egne normer. Den bliver spændende grundet den operationelle æstetik, som opstår ved dens brud med den narrative status quo i Penny Dreadful og komplekse tv-serier generelt. Den anderledes fortælleteknik gør, at den faste seer engageres og giver sig til at lege detektiv, og fordi bottle episodes er satellites i koncentreret form, tilføjer de, i højere grad end konventionelle episoder, redundant information til seriens syuzhet, som tillader os at konstruere mere fuldendte fabulaer for serierne og dermed en mere underholdende oplevelse.

Nannicellis pointer holder således et stykke hen ad vejen stik, men hans karakteristik er ikke dækkende, fordi han ikke har seriernes helhed for øje. Desuden er den reduktionistiske antagelse om bottle episodes som økonomiske kneb diskutabel. Selvom der er penge at spare i episoderne, synes det ikke usandsynligt, at seriernes skabere ville producere dem selv med plus på kontoen, eftersom de har så bred en publikumsappel, tilbyder så betragtelige narrative fordele og så unik en underholdningsværdi.

* * *

Fakta

Serier

• Apted, Michael (2014). Fight, Masters of Sex. Showtime, USA. (tilgængelig på HBO Nordic)
• Buscemi, Steve (2001). Pine Barrens, The Sopranos. HBO, USA. (tilgængelig på HBO Nordic)
• Fraser, Toa (2016). A Blade of Grass, Penny Dreadful. Showtime, USA. (tilgængelig på HBO Nordic)
• Getzinger, Jennifer (2010). The Suitcase, Mad Men. AMC, USA. (tilgængelig på HBO Nordic og Netflix)
• Johnson, Ria (2010). Fly, Breaking Bad. AMC, USA. (tilgængelig på Netflix)
• Solomon, David (2002). Out of gas, Firefly. 20^th Century Fox Television, USA. (tilgængelig på Netflix)

Litteratur

• Bordwell, David (1985). Narration in the Fiction Film. Kap. 3-11. Madison, Wisconsin: University of Wisconsin Press.
• Chatman, Seymour (1993 [1978]). Story and Discourse – Narrative Structure in Fiction and Film. Kap. 2. New York: Cornell University Press.
• Maurilio, Amorim (2014). Lessons I’ve Learned From T.V.: Longing for bottle episodes. University Wire, 14. feb. (tilgået d. 12. juni 2018)
• Mittell, Jason (2015). Complex Television – The Poetics of Contemporary Television Storytelling. New York, New York: New York University Press.
• Nannicelli, Ted (2014). The Naturalist Theatrical Aesthetic of Bottle Episodes. Critical Studies in Television, vol. 9, no. 3, pp. 54-64
• Nordstrøm, Pernille (2004). Udviklingstendenser i Golden Age, Fra Riget til Bella. DR Medie. pp. 28-40.
• TvTropes.com (2016). Bottle Episode. (tilgået d. 12 juni 2018).