Erik Ballings film Martha fra 1967 blev taget af plakaten efter blot tre uger, men i dag er den genstand for en intens kultdyrkelse, der kan måle sig med både The Rocky Horror Picture Show (1975) og The Room (2003). Hvert år i maj fejres Store Marthadag i Svendborg af flere hundrede mennesker, der er klædt ud som filmens figurer. Men hvad er der på spil ved en sådan fandyrkelse? Samles Martha-kulten blot om øldrikning og nostalgi, eller formår filmen at formidle nogle værdier, som deltagerne kan genkende sig selv i?
Kultfilm er over det seneste årti gået fra en enkelt, amerikansk domineret ”kanon” bestående af den evindelige The Rocky Horror Picture Show og værker af instruktører som Russ Meyer og Ed Wood til i en national optik også at omfatte film fra det pågældende lands nationale filmhistorie. I Estland, hvor jeg i nogle år underviste i dansk ved universitetet i Tartu, opnåede flere estisksprogede film fra landets tid som sovjetrepublik således kultstatus blandt de studerende. Det samme gælder Danmark, hvor film som fx Reptilicus (1961), der allerede var kult i USA, blev genopdaget og dyrket i 90´erne. Andre danske film som fx Søren Faulis TV-film De Skrigende Halse (1993) og den overpædagogiske antimobbefilm Historien om Kim Skov (1981) har også været dyrket i forskelligt omfang.
Men den dansksprogede film, som har den mest institutionaliserede kult herhjemme, er nok Erik Ballings folkekomedie Martha fra 1967 om skibet af samme navn. Oprindelig fik filmen dårlig kritik, og publikum svigtede også, så den måtte tages af plakaten efter blot tre uger. Balling selv har udtalt, at han regnede den som en af sine dårligste film. Alligevel er Martha i dag blevet en klassiker, og den var blandt de tre film, der vandt afstemningen om at blive Nordisk Films 100 års jubilæumsfilm (Fyns Amtsavis 5/5 2017) (fig. 1).
Særligt populær blev den især blandt søens folk, som begyndte at afholde visninger rundt omkring på alverdens skibe. Traditionen blev så etableret, at en fan og tidligere sømand i 1994 indrettede en mindestue på restauranten Børsen i Svendborg, udformet præcis som Marthas skibsmesse, komplet med buster af Karl Stegger og Poul Reichardt, som de ser ud i deres filmroller (fig. 2).
Mindestuen er siden blevet udgangspunkt for en årlig fejring af Martha hver første lørdag i maj. I de første to år var det endda et krav, at gæsterne kunne præsentere en søfartsbog for at blive lukket ind. Store Marthadag er nu blevet fejret i over tyve år af flere forskellige ”Martha-loger” i både Danmark, Sverige og Norge, og flere hundrede mennesker deltager hvert år i fejringen. 2017 var højdepunktet med filmens 50-års jubilæum (fig. 3).
Selve dagen har sin egen, nøje fastlagte liturgi: Deltagerne, hvoraf de mest dedikerede, loge-medlemmerne, er klædt ud som filmens karakterer, starter med at mødes på gaden og strækker hænderne frem for at vise, at de har rene negle, som det sker i en af filmens scener. Derefter afsynges ”Gud signe dig, Norge” – ligeledes taget fra filmen, hvorefter det går mod Svendborg Scala biograf. Selve visningen følger også sin egen nøje fastlagte opbygning, idet deltagerne går ind ad hver sin indgang til biografsalen, alt efter om de repræsenterer navigatørerne eller maskinbesætningen. Undervejs råber de kendte replikker fra filmen som ”Så går vi gennem Strædet!” og ”Jeg vil sgu ikke ha´ nogen lokumspumpe i min maskine!” til hinanden og synger Martha-sangen. Det hele afsluttes på Børsen, hvor dagen ender med fælles øl.
Det kan virke besynderligt, at netop en film i genren folkekomedie, dansk filmhistories absolutte mainstream, får status som kult. De fleste andre film, som normalt kaldes ”kult”, befinder sig i yderkanten af, eller helt uden for, hvad der normalt vises i biograferne. Men ifølge Anne Jerslevs definition (Jerslev, 1993, s.10-11) behøver en film ikke at have bestemte egenskaber for at blive kult, selvom nogle film dog har større potentiale end andre. Kult er alene noget, der skabes ud fra publikums reception. Pågældende film bliver centrum for en kultbegivenhed, hvor en gruppe mennesker ser den gentagne gange, gerne med en vis indforstået afstandtagen, som kan udmønte sig i forskellige former for interaktion med filmen. Kultfilm er derfor et spørgsmål om udvælgelse og vane snarere end filmens egenskaber og kvalitet. På denne måde lever Martha fuldt op til Jerslevs definition af en kultfilm (fig. 4 og 5).
Martha-kulten som et ritual
Deltagerne samles altså i Svendborg om en fælles dyrkelse af en enkelt film. For udenforstående kan ritualerne omkring Martha virke hyggelige og fjollede, som en art udvidet julefrokost med indbygget nostalgi-tema, men der i den grad værdier på spil i dyrkelsen af filmen. Ydermere er denne dyrkelse af Martha et af de mest institutionaliserede kultfænomener omkring én enkelt film, helt på linje med Rocky Horror…og The Room og måske endda mere gennemført. Ingen af de to film har i hvert fald sit eget specialbyggede valfartssted med fadølshane.
Samtidig er Martha-kulten også en levende tradition, der holdes i live ved at blive gentaget regelmæssigt ud fra en nøje fastlagt procedure. På den måde får Store Marthadag karakter af være et ritual eller ceremoni. Ifølge sociologens fader, Emile Durkheim tjener ritualer til at skabe sammenhold og binde grupper af mennesker sammen (Stephenson, 2015, s. 39-40), og antropologen Clifford Geertz beskriver dem således: ”rituals produce a story people tell themselves about themselves” (Muir, 1997, s. 4). Ritualer skaber altså en følelse af fælles samhørighed og forbinder deltagerne bagud i tiden med en tradition, der har eksisteret gennem lang tid.
Det er frugtbart at anvende disse definitioner på Store Marthadag og dens deltagere: Deltagerne skaber sammen et fællesskab, som giver dem en kollektiv identitet og et tæt sammenhold. Samtidig gives hver enkelt deltager en ny identitet end sin daglige, via den rolle, de spiller, og der skabes en afgrænsning til omverdenen – alle de, som ikke er ”med”. Endelig går deltagerne i dialog med filmen og bliver ”medskabere” af en ny mediebegivenhed. Martha går fra at blot at være en film til at blive en art totalteater (fig. 6).
Martha versus The Rocky Horror Picture Show og The Room
Bortset fra mindestuen på Børsen er det, der udspiller sig omkring Martha derfor meget lig med, hvad der foregår blandt dedikerede fans af The Rocky Horror Picture Show og The Room. Deltagerne er udklædte som filmens karakterer, og de gentager replikker og scener fra filmen og foretager derudover nogle fastlagte gimmicks, når den vises. De ser så at sige filmene på samme måde: som en serie af sketches, man i fællesskab kommenterer, og som et visuelt udtryk, man kan imitere og interagere med (Jerslev, s.10-11). Grænserne mellem publikum og film nedbrydes altså. Alligevel er der en forskel mellem dyrkelsen af Martha og de to andre film. Den ligger måske ikke så meget i udtrykket, som i de værdier, deltagerne samles om.
The Rocky Horror Picture Show er filmen, der i de flestes forståelse har grundlagt begrebet ”kultfilm”. I sig selv inviterer Jim Sharmans film nærmest til den dyrkelse, som dens fans skabte. Den er en selvbevidst blanding af rockmusical, klassisk skrækfilm og komedie, med henvendelser til publikum og et mylder af referencer til klassiske Hollywood-film. Filmen låner lystigt fra traditionen og nedbryder grænser af enhver art; mellem genrer, køn, seksualitet, tilskuer og film (Jerslev, s. 39-44). Den er så at sige postmodernisme per excellence. Efter mere end fyrre år er dyrkelsen af Rocky Horror… dog efterhånden blevet så kendt og ”slidt”, at det nu ville være en overdrivelse af betegne den som kult.
Flere film kan siges at have videreført den form for dyrkelse, som Rocky Horror… grundlagde, men den bedst kendte er The Room fra 2003. I en tidligere artikel i 16:9 har jeg behandlet The Rooms fankult som en art latterfællesskab, hvor deltagerne samles om at kommentere filmens mange fejl og le ad den komik, som Tommy Wiseaus mislykkede forsøg på at lave et romantisk drama har ført med sig.
Grundtemaerne i de to films fangrupper er derfor henholdsvis nedbrydningen af grænser og latteren. I det følgende vil jeg argumentere for, at der er nogle helt andre værdier på spil i forbindelse med Marthas publikum (fig. 7).
Kort om Martha
For at give en forståelse af, hvad der adskiller Martha-kulten fra de to andre, er det nødvendigt at se nærmere på selve filmen: Den gamle, ophugningsmodne damper Martha har i årevis sejlet rundt i det græske øhav med sin besætning af skæve eksistenser, der nyder livet og tager tingene med ro ombord. Kreativ bogføring får rederiet i Danmark til at tro, at Martha giver overskud. Men en dag ændrer tingene sig, da skibsreder O.P. Andersen ankommer sammen med sin datter og sekretær og opdager, hvordan tingene står til. Mandskabet bliver fyret, men får en ny chance, da en norsk konkurrent er ved at løbe med en oliekontrakt. Mandskabet må tage sig sammen for at snyde nordmanden og nå en bestemt havn først ved at sejle gennem et farligt stræde.
Selvom Erik Balling afskrev filmen, kan Martha i dag ses som en forløber for Olsen Banden-filmene, af hvilke den første blev indspillet året efter. Det er de samme medvirkende: Ove Sprogøe, Morten Grunwald, Poul Bundgaard, Preben Kaas. Derudover Poul Reichardt, Karl Stegger og Poul Hagen, som alle medvirkede i flere Olsen Banden-film. Plotmæssigt er der også store ligheder: en gruppe fidusmagere lægger en opfindsom plan for at få en eftertragtet gevinst i konkurrence med en overlegen modstander (fig. 8).
Folkekomedien Martha – fordummende underholdning og national selvfedme?
Filmkritikken har traditionelt haft et anstrengt forhold til folkekomedien og hjemstavnsfilmen, der er blevet anskuet som enten fordummende eller direkte bagstræberisk tilbageskuende. Fx karakteriserer Kaare Schmidt genren således:
Folkekomedien er en bred genre (…) Den strækker sig fra det farceagtige over det lystspilagtige til det melodrama- og musicalagtige og blander ofte det hele sammen til en jævn – eller ujævn grød (…) et naivt forsorent billede af ærkenationale typer, som kan samle publikum, både store som små af alle køn, i en varm, hyggelig atmosfære med bevidstheden om, at intet er så galt, at det ikke er godt for noget, livet er jo dejligt.
Schmidt, 1995, s. 226.
Schmidt har ret i den neutrale del af sin karakteristik: Martha rummer elementer af både farce, lystspil og musical. I forlængelse af hans øvrige, negative bedømmelse kan filmen da også ses kritisk fra flere vinkler, fx etnicitet og køn: Filmens grækere optræder primært som Zorba-dansende lokalkolorit, og skibets græske fyrbøder må vise, at han har rene negle for at kunne sidde med ved danskernes overdådige frokostbord. Nordmændene har nok et langt mere moderne skib, men er nogle stivstikkere, det er let at snyde. På lignende vis fejres skibsdrengens fødselsdag med en græsk prostitueret, og rederens forkælede datter, Lone (Hanne Borchsenius) skal også lige sættes på plads med en røvfuld. I sig selv er det Martha, der som alle skibe tituleres ”hun”, filmens hovedperson. ”S/S Martha, dejlige kælling, lunefuld som en pige i maj!” lyder det bl.a. i Martha-sangen. Filmen indeholder altså en del stereotyper om ”os” og ”de andre” sammen med en vis national selvfedme. Men er det så dette Martha-fansene samles om: ølbøvsende, selvtilstrækkelig fællessang? Langt fra. Martha, og folkekomedien, kan nemlig også anskues fra en anden vinkel.
Ib Bondebjerg: Folkekomedie og hjemstavnsfilm som kommentar til det moderne.
Vælger man at tage folkekomedien alvorligt, som Ib Bondebjerg har gjort, tegner der sig et andet billede. Ifølge Bondebjerg skal dansk films udvikling ses i dialog med, hvad der rent sociologisk skete i det danske samfund i årene fra 1940 frem til de tidligere 70´ere. Dansk film, herunder komedie og hjemstavnsfilm, formåede at opfange og kommentere de nye tider. Fx afspejler Morten Korch-filmen De røde Heste (1950), dansk filmhistories mest sete film, den konflikt mellem tradition og fornyelse, som skete i denne periode, hvor landbruget gik ind i en voldsom moderniseringsproces. Filmen formulerer en form for kompromis mellem tradition og fornyelse, og dens enorme popularitet kom af den genkendelighed, som det danske publikum, der for størstedelens vedkommende stadig havde rødder i landbrugssamfundet, oplevede (Bondebjerg, 2005, s. 100-111).
Ser vi Martha i det samme lys, kan vi starte med at se på dens grundudsagn: Et fællesskab af mænd, som hidtil har været vant til at klare tingene efter gammel vane, må ændre sig for at klare sig i en ny sammenhæng, præget af international konkurrence. Samtidig må de også lære at forholde sig til kvindernes tilstedeværelse på deres enemærker. Kvinder betyder som bekendt uheld ombord på et skib.
Dette kommer til udtryk i filmens slutscene: Efter at have sikret O.P. Andersen oliekontrakten er harmonien blevet genoprettet, og alle respekterer hinanden. Navigatørerne og maskinbesætningen, der ellers ikke kunne enes, slikker sol sammen på Marthas agterdæk. Skibsrederen og hans sekretær er også til stede, men tolerer besætningens vaner. Knud (Morten Grunwald), hvis opfindsomhed har sikret, at danskerne vandt kapløbet, danner nu par med Lone. Martha ender derfor også med en form for kompromis, mellem rivaliserende fag, arbejdsgiver og ansatte, mænd og kvinder – alt sammen relevant i en periode, hvor tidligere tiders skarpe klasseskel begyndte at opblødes, og kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet. Samtidig har filmen også et andet tema, som blev gennemgående i moderne dansk film, efterhånden som udlandsrejser blev mere almindelige, og den danske økonomi for alvor måtte spille med på det internationale markeds regler, nemlig danskernes reaktion på mødet med det fremmede. Det skal derfor ikke glemmes, at filmens humor i højere grad går på ”os”, end ”dem.” Akkurat som i Olsen Banden-filmene er det de mandlige danske hovedpersoner, som er de mest karikerede, ikke grækerne. Skibsreder O.P Andersen (Helge Kjærulff-Schmidt), er fx en mild parodi på A.P. Møller (fig. 9).
Martha-kulten som værdifællesskab
Er det så de samme værdier, deltagerne i Martha-kulten samles om? I et Tv-interview siger Launy Lindahl, der ejer Børsen: ”Jeg er sikker på, at det er en tanke hen på en fantastisk, svunden tid ude på det store hav, hvor der var mere tid til tage sig af sig selv og mere sammenhold ombord.” I et andet interview udtaler han:
De har simpelthen fanget det lige på kornet, så hver gang en sømand kommer, så ved han jo godt, at A.P. Møller, årh hvor er I åndssvage, hvor er de blevet effektive, og vi har slet ikke tid til alt det der, men de ved godt, hvordan det var i gamle dage.
Launy Lindahl.
Filmens manuskriptforfatter, Henning Bahs, kommer ind på nogenlunde det samme:
Den rammer en streng i sømandssjælen. Vi fremstiller jo søfolk som nogle godhjertede vellystninge, livsnydere, som må betale en pris for at have det så godt, som de har det. De har en tilværelse, som de ikke vil bytte med en moderne.
Fælles for citaterne er temaerne genkendelighed, sammenhold og nostalgi, og det er det samme, der kendetegner Store Marthadag. At deltage i Martha-kulten skal derfor forstås som at tage del i en fortælling om nogle medmenneskelige værdier, der er blevet løbet over ende af den frembrusende modernitet. Det er et minde om dengang, hvor det ikke skulle gå så stærkt, hvor der var mere tid til det hele og mere sammenhold. Det er noget helt andet end Rocky Horror… og The Room, hvilket også ses på den større aldersspredning, der er hos deltagerne, samt det faktum, at det hele udspiller sig i søfartsbyen Svendborg og ikke i København. Fejringen af Martha viser derfor, at deltagerne fuldt ud har forstået, hvad filmen udtrykker. Med sin evne til at skabe denne identifikation har Martha dermed opnået at få betydning som film, omend med en vis forsinkelse. Det gør det også lettere at forstå, hvorfor den har fået kultstatus: Den havde måske ikke samme relevans, da den kom frem, men har fået det sidenhen. På denne måde bekræftes Ib Bondebjergs tese.
Tilbage til traditionerne?
Samtidig skal Martha-kulten ses i et større perspektiv. De frisindede 1970´ere søgte et opgør med alle traditioner. Paradoksalt nok fik nostalgien efter fortidens Danmark også sit flagskib i dette årti med Ballings Matador. I de nykonservative 80´ere prøvede man omvendt at puste nyt liv i traditionerne, bl.a. via en dyrkelse af tiden omkring besættelsen. Fx blev gamle revyviser genindspillet og sunget af nye kunstnere. De ironiske 90´ere lagde igen afstand til fortiden ved bl.a. at dyrke folkekomedie og hjemstavnsfilm som kitsch, og den nye generation af standupkomikere yndede at latterliggøre dens klichéer.
Men i dag er dyrkelsen af klassisk dansk underholdningskultur – og de skuespillere og musikere, der kendetegnede den – blevet mere etableret end nogensinde. Der er lavet film om både Dirch Passer og John Mogensen, og Bakken har fået en komplet model af Korsbæk. På Restaurant Børsen findes der nu også en John Mogensen-stue og en Matador-stue. Det er spørgsmålet om ikke denne dyrkelse skal forstås som tegn på en søgen efter en kontakt med fortiden og en fælles identitet, som er gået tabt. I tidligere tider fødtes den enkelte ind i et fællesskab, som automatisk gav vedkommende et tilhørsforhold alt efter klasse og profession. Men i dag er fx arbejderbevægelsen blot en skygge af sig selv, og landbokulturen er helt forsvundet.
Martha– kulten vidner derfor om to ting: for det første er den et eksempel på, hvordan mennesker i dag skaber nye traditioner til erstatning for de gamle. For et par år siden havde Nationalmuseet en særudstilling under titlen ”folkekultur”. Emnet var hverken ringridning eller folkedans, men – cosplay – altså arrangementer, hvor deltagerne klæder sig ud som deres favoritsuperhelt eller spilkarakter. Læg vel mærke til, at sådanne arrangementer kommer nedefra – de er skabt af fansene selv. Det er spørgsmålet, om ikke også Store Marthadag skal ses i denne sammenhæng, som et forsøg mennesker i et gennemindividualiseret samfund gør på at skabe nye fællesskaber (fig. 10).
For det andet er den et eksempel på, hvor stor magt traditionen stadig har. Det er som den fælles kontakt med det velkendte og erindrede har en evne til at revitalisere og give energi. Fx fortalte en bekendt mig, hvordan en dansktopfest nærmest skabte en fælles euforisk rus, der fik deltagerne til at gå spontant amok i dans og fællessang. Traditionen afvises måske i det daglige, men vækker noget slumrende i os, når vi finder sammen om den. Samtidig beskytter det humoristiske og uhøjtidelige arrangementerne mod at blive formelle og højtidelige. Når blot vi har det sjovt, bliver det ikke kedeligt. Store Marthadag kommer nok til at eksistere i mange år fremover, og hvem ved: Mon ikke Børsen en dag får sig en Kim Larsen-stue?
* * *
Fakta
Film
- Martha (Erik Balling, Nordisk Film, 1967)
Litteratur
- Bondebjerg, Ib: Filmen og det moderne – Filmgenrer og filmkultur i Danmark 1940-1972, Gyldendal, 2005
- Jerslev, Anne: Kultfilm og filmkultur, Amanda, 1993.
- Muir, Edward: Ritual in Early Modern Europe, Cambridge University Press, 1997.
- Raagaard, Peter:” Spoon! – Tommy Wiseau og kultfænomenet The Room.” In 16:9 Filmtidsskrift: http://www.16-9.dk/2016/09/the-room/
- Raagaard, Peter: “ Er det nu godt nok – katastrofekunst eller bare fanart? In: 16:9 Filmtidsskrift: http://www.16-9.dk/2018/02/katastrofekunst/
- Schmidt, Kaare: Film – Historie, kunst, Industri. Gyldendal, 1995
- Stephenson, Barry: Ritual. A Very Short Introduction. Oxford University Press, 2015.
- Toftgaard, Anders & Hawkesworth, Ian H.: Nationale spejlinger – Tendenser i ny dansk film. Museum Tusculanums Forlag, 2003.
- Wille, Jakob Ion og Mackinney-Valentin, Maria: ”Klædt i fiktion – når fortællinger materialiserer sig på kroppen.” In: Kosmorama nr. 271, 23/4 2018. https://www.kosmorama.org/kosmorama/artikler/klaedt-i-fiktion-nar-fortaellinger-materialiserer-sig-pa-kroppen (besøgt 16/10 2018)
Avisartikler
- ”Gud signe dig, Norge… i Gåsestræde.” In: Fyns Amts Avis, 5/5, 2017.
- ”250 gæster til SS Marthadag.” In: Maskinmesteren, juni 2014.
- ”Fest for det gode skib Martha.” In: Skive Folkeblad, 29/10, 2012.
- ”S/S Martha, prægtige skude, du er skøn som en tun i leg.” In: Helsingør Dagblad, 14/2, 2009
- ”Historien om Martha-maskinen.” In: Maskinmesteren, august, 2013.
- ”Martha, det gode skib.” In: Politiken, 16/7, 2006.
Interview med Henning Bahs er en del af ekstramaterialet til DVD-udgaven af Martha.
Optagelser af Store Marthadag og interviews med Launy Lindahl stammer oprindelig fra DR-programmerne ”Anne og Anders på sommerferie ”og ”Fra kyst til kyst” og kan ses på Youtube på følgende link, begge besøgt d. 16/10 2018:
Restaurant Børsens hjemmeside kan besøges på følgende link: www.borsenbar.dk
