Med The Deuce har to midaldrende, hvide mænd, George Pelecanos og David Simon, skabt en serie, der indirekte tematiserer den aktuelle kønskamp i Hollywood og resten af den globale filmverden.
Eileen ’Candy’ Merrell (Maggie Gyllenhaal) kigger direkte ind i kameraet, eller mere præcist kigger hun på kameraet, på mændene og den ene kvinde bag kameraet og på dem, der ureflekteret, liderligt eller ligegyldigt ser den færdige film. I sidste ende udpeger blikket også alle os ude bag fladskærmene, der er tilskuere til optagelserne af en ultra low-budget pornofilm i HBO-serien The Deuce (2017, David Simon og George Pelecanos). En serie, der skildrer liv, død og dagligdag blandt ludere, alfonser, gangstere og politifolk på 42nd street (med øgenavnet ’the deuce’) i NYC i begyndelsen af 1970’erne.
HBO indledte produktionen af The Deuce i 2016, og altså længe før Me Too-bølgen væltede ind over Hollywood og resten af verden, men Eileens blik får uden tvivl ekstra vægt netop nu, hvor forholdet kønnene imellem, og ikke mindst i underholdningsbranchen, stjæler overskrifter og dagsordener og smadrer hierarkier og en hidtil uanfægtelig kultur. Som anklagende blik på folkene bag kameraet og os, der kigger på, men faktisk fortrinsvis som et blik, der udtrykker selvbevidsthed, initiativ og trods. Det pointeres nemlig gennem klip, beskæring og kamerabevægelser, at Eileens blik først og fremmest er affødt af hendes interesse for selve det at producere film og ikke mindst af en sikker fornemmelse af, at hun ville kunne skabe pornofilm, der er langt mere æggende end de film, hun pt. selv lægger krop til.
Derfor bliver Eileens blik ikke bare en metafor for Me Too, men i mindst lige så høj grad for den kamp, der har været kæmpet i amerikansk, men også europæisk film med øget styrke de sidste fem år.
En stort opsat artikel i New York Times Magazine, The Women of Hollywood Speaks Out, fra 2015 tager fat ved nældens rod. Underrubrikken lyder: ” “Female executives and filmmakers are ready to run studios and direct blockbuster pictures. What will it take to dismantle the pervasive sexism that keeps them from doing it?” Og i Weekendavisen kunne man i slutningen af 2016 læse følgende overskrift: Film er ikke for kvinder. I artiklen citeres bl.a. Pernille Rosendahl, filminstruktør og formand for Danske filminstruktører: ”Udviklingen er alarmerende. Vores tal viser, at hvis den fortsætter, så er der simpelthen ikke nogen danske kvindelige instruktører tilbage i 2032.” Eileens blik er altså i mere end en forstand et blik til tiden. Kvinderne vil og kan ikke bare i 2018, men også på ’the deuce’ i 2017. Og det i øvrigt i en tv-serie, der er skabt af to midaldrende, hvide mænd. Tre af seriens foreløbig otte afsnit er dog instrueret af kvinder, og to af seriens tre producere er ligeledes kvinder (der i blandt Maggie Gyllenhaal).
I et meget velskrevet og tankevækkende essay i det nyeste nummer af Sight and Sound peger Hannah McGill desuden på den iboende dobbelt standard, der dog altid er på spil i serier og film som The Deuce. McGill skriver: ” …mainstream film and TV shows about sex work and sex crime have long played a double game: tut-tutting at exploitation, but gaining part of their appeal from illicit thrills”. Det er dog tilsyneladende et skisma, som seriens skabere er bevidste om, og som adresseres, da Eileen kigger ud af sin film og – måske – lægger kimen til en sæson 2, i filmverdenen og i The Deuce, der for alvor lader kvinderne komme til fadet.
* * *
Fakta
- Dowd, Maureen (2015): The Women of Hollywood Speak Out i New York Times Magazine, d. 20. november (sidst besøgt d. 17. Januar 2018).
- Jensen Sand, Anne og Johanne Mygind (2016): Film er ikke for kvinder i Weekendavisen, uge 43.
- McGill, Hannah (2017): The Skin Game i Sight and Sound, januar 2018.
Læs i øvrigt:
- Halskov, Andreas (2015): Da tøserne overtog tossekassen i 16:9, d. 25. februar 2015 (sidst besøgt d. 17. januar 2018).
