Tv-serier er blevet et hit. Hæderkronede filmtidsskrifter skriver om dem, store dagblade vier hele sektioner til dem og selv Cannes-festivalen byder dem inden for. Filmkritikerne Matt Zoller Seitz og Alan Sepinwall har derfor sat sig for at skrive en slags tv-historisk kanon over de bedste amerikanske tv-serier nogensinde, skønt de oprindelig hentede deres inspiration fra Cahiers du Cinéma og store filmkritikere som Roger Ebert, Pauline Kael og Andrew Sarris. Da de begyndte som kritikere, ville de gerne skrive om film, men nu har de i stedet, med deres egne ord, skrevet ”bogen” om de bedste amerikanske tv-serier ”nogensinde”. Om det er lykkes, diskuterer jeg i denne anmeldelse, hvor jeg også forsøger at placere deres bog ift. den efterhånden store liste af tv-bøger, som findes på markedet.
The fact is, some shows are simply better than others.
Alan Sepinwall & Matt Zoller Seitz, TV (The Book) (2016: xix).
Det var i 1948 eller cirka deromkring, at instruktøren og filmkritikeren Alexandre Astruc satte filmskaberen og ’den gode film’ på dagsordenen. I det nu berømte essay, ”Naissance d’une nouvelle avant-garde: la caméra-stylo”, skrev Astruc om en ny avantgardes fødsel. Den nye avantgarde var baseret på filmskabere (auteurs), som ikke blot var håndværkere (metteurs en scène), men som satte deres egen personlige stil igennem og skabte nogle dybt personlige værker. Filmskabere, som brugte kameraet som forfatteren bruger sin pen og maleren sin pensel. Denne tanke var ikke ny i 1940’erne, men lød som et ekko af den romantiske kunstopfattelse, der blev formuleret af Immanuel Kant i slutningen af 1700-tallet: ”Skøn kunst er kun mulig som geniets produkt” (Kant 1995 [1790]: §46: 186). Men selvom tanken ikke var ny, blev den hurtigt skelsættende, og i 1950’erne var det denne idé – og dette essay af Astruc – der blev grundlaget for hele den filmdebat, som nybølgefolkene i Frankrig igangsatte. François Truffaut skrev et nyt essay i 1954, hvor han på polemisk vis skelnede mellem filmhåndværkere og -kunstnere, og hvor han gjorde op med tidens såkaldte ”kvalitetstradition”. En tradition, som var præget af effektive instruktør-forfatter-samarbejder og velkonstruerede, men upersonlige, adaptationer af velkendte bøger.
En ny debat om kvalitet og kunst var blevet født, og den rejste på ny spørgsmålet om hvad der gør en god film og hvad der gør film til film. Hvad er det specifikt filmiske, filmens filmicitet, og hvordan drager vi grænsen mellem det gode håndværk og den gode film?
Men hvad har alt dette med en amerikansk bog om tv-serier at gøre, kunne man tænke. Ikke så lidt endda, vil jeg mene, og det vil jeg forsøge at vise over de næste sider. Hæng på.
Det kan nemlig godt være, at auteurdebatten opstod i Frankrig i 1940’erne og 1950’erne, og at den havde rødder i den romantiske kunstopfattelse, som blev formuleret i Tyskland ca. 150 år tidligere. Men det var Andrew Sarris (fig. 2), den amerikanske filmkritiker, som i 1962 overførte tanken til en amerikansk kontekst, og det var ham som for alvor konkretiserede den. Hos Astruc og Truffaut var der tale om nogle generelle forhåbninger og formaninger – et ønske om, at filmkunsten kunne blive en ”instruktørens kunstart” – men i Sarris’ oversættelse blev auteurtanken til en egentlig kanon. Et panteon af gode instruktører. (Sarris 1962: 452ff).
I bogen The American Cinema: Directors and Directions (fig. 3), der blev udgivet i 1968, lavede Sarris en regulær oplistning af de bedste amerikanske filminstruktører og -retninger, baseret på nogle konkrete kriterier. En god filminstruktør skulle, ifølge Sarris, have styr på håndværket og teknikken (technique), han/hun skulle have en signaturstil (personal style) og en personlig grundfilosofi eller ”élan of the soul” (interior meaning) (ibid.).
Disse tanker er grundlæggende for bestsellerbogen TV (The Book), som er skrevet i 2016 af kritikerne Alan Sepinwall og Matt Zoller Seitz, og som bærer den komiske og lidt dubiøse undertitel Two Experts Pick the Greatest American Shows of All Time. Som forfatterne skriver: ”The heart of the book is the Pantheon: a list of the one hundred greatest comedies and dramas” (Sepinwall & Seitz 2016: ix).
Sepinwall og Seitz, som unægtelig er nogle af de mest populære tv-kritikere på verdensplan, vælger altså, allerede i titlen, at understrege deres ekspertstatus, skønt ingen af dem er forskere eller har baseret deres skrivning på egentlige undersøgelser, kilder mv. TV (The Book) er i ordets mest konkrete forstand et kritikerværk, og den gør sig ingen egentlige bestræbelser i retning af objektivitet og validitet. Alt, hvad der står i bogen, står for forfatternes egen regning, og man fristes til at tænke, at titlens selvhævdende, storladne ordlyd har en bevidst ironisk klang. Er det vitterligt ”bogen” om amerikansk tv, og er det vitterligt ”de bedste” amerikanske tv-serier ”nogensinde”? Hvordan måler man overhovedet dette?
Tv-serier på bogreolen
Antallet af tv-bøger er boomet over de seneste år, og siden 2010 er der kommet en veritabel overflod af monografier og antologier om (nyere) amerikansk tv. 16:9 udgav antologien Fjernsyn for viderekomne i 2011, få måneder efter kom Kosmoramas temanummer om tv-serier, og året efter kom Alan Sepinwalls The Revolution Was Televised. I 2014 kom Brett Martins Difficult Men, som satte fokus på manderollerne i de moderne amerikanske tv-serier, og Tara Bennetts bog Showrunners: The Art of Running a TV Show, som satte fokus på skaberne, ofte mændene, bag tv-serierne. I 2016 udkom kritikeren David Bianculli da med monografien The Platinum Age of Television, der var en slags opdatering af hans egen bestseller fra 1992, Teleliteracy, og i Danmark er der kommet bøger af bl.a. Per Helmer Hansen (Tv-serier, 2012), Mette Roland Kjærsgaard (Fiktionens magt, 2015) og Palle Schantz Lauridsen (Tv-serier, 2016).
Foruden disse bøger er der selvklart også dukket en række mere populære og normative værker op, der alle bygger på den panteontanke, som Andrew Sarris importerede fra Frankrig i 1960’erne (bl.a. Tobias Bukkehaves 50 tv-serier du skal se [2013] og Jürgen Müllers digre coffee table-bog Taschen’s Favorite TV Shows [2015]) (fig. 4-5).
Det er Bukkehaves danske tv-bog og Müllers coffee table-bog, som bærer det mest tydelige slægtskab med Sepinwall og Seitz’ bog, og man skal ikke forvente store historiske udredninger, systemiske og industrielle pointer eller akademisk metodetæthed, når man læser TV (The Book). Denne bog skal læses for sine sjove og velskrevne seriegennemgange og sin skæve og til tider listige rangering af forskellige tv-serier. ”[C]riticism is prejudice made plausible,” som forfatterne da rigtignok udtrykker det, med et citat af H. L. Mencken (Sepinwall & Seitz 2016: xviii).
Hvis man kaster et flygtigt blik på bogens forside, vil man i bogstaverne TV kunne genkende figurer fra tv-klassikere som I Love Lucy (CBS, 1951-1957), The Honeymooners (CBS, 1955-1956), The Mary Tyler Moore Show (CBS, 1970-1977), Roots (ABC, 1977), Seinfeld (NBC, 1989-1998), The Sopranos (HBO, 1999-2007), Mad Men (AMC, 2007-2015) og Breaking Bad (AMC, 2008-2013). Men man vil også kunne spore dele af titelgrafikken til Cheers (NBC, 1982-1993), og midt i Honeymooners-billedet dukker der en lille animeret figur op: SpongeBob SquarePants. Som om han klemmer sig vej ind i et billede og et selskab, hvor han egentlig ikke hører hjemme. Det er dette, som er bogens egentlige bidrag. Den punkturer vores traditionelle forestillinger om kvalitet – hvor vi har tendens til at prioritere tv-dramatikken over komikken – og forsøger at give lige vægt til både drama- og komedieserier, live-action og animation.
Mod en moderne parametermodel
Listen, selve forfatternes panteon, er ikke videre interessant, men det er fascinerende at læse om deres indledende øvelser. Om de diskussioner og principper, som de har haft, inden de nåede frem til netop denne rangorden. Principperne, som Sepinwall og Seitz, opererede med, mens de skrev, bliver ekspliciteret og forklaret i bogens forord (”The Explanation”), og de indeholder parametre som innovation, influence, consistency, performance, storytelling og peak. Det er altså ikke nok for en serie at være velfungerende; den skal også have haft en vis historisk indflydelse (i en amerikansk kontekst), og den skal have haft et bemærkelsesværdigt peak. Omvendt er det heller ikke nok for en serie at være banebrydende og indflydelsesrig med nogle uforglemmelige og skelsættende tv-øjeblikke (som bl.a. Hill Street Blues [NBC, 1981-1987] og Twin Peaks [ABC, 1990-1991]); serien skal også have haft en vis grad af konsistens og et vist kvalitetsniveau, uden for store udsving, på tværs af alle sæsonerne.
Denne tanke om at kunne måle kunst og kunstværker – i denne sammenhæng populærkulturelle værker – kender vi fra den danske filosof David Favrholdt, der i bogen Æstetik og filosofi (2000) lancerede sin nu velkendte parameterteori. Favrholdt optegnede en række parametre for den gode kunst (såsom personpræg, teknik, integration, gentagelighed og hhv. intellektuel og emotionel appeal). Den gode kunst skulle altså afspejle sin skaber, have en god sammenhæng mellem form, stil og indhold, kunne appellere til beskueren på flere planer, og den skulle kunne tåle gentagelser og gensyn.
Denne parametertænkning genfinder vi hos Sepinwall og Seitz, og deres indledning vidner om, hvor svært det er at diskutere kvalitet, skønt man har nogle klare principper, mellem forskellige værker fra forskellige perioder. Er det overhovedet rimeligt, kunne man spørge, at sammenligne serier fra forskellige genrer og perioder med hinanden, for ikke at tale om seriernes vidt forskellige længder og systemiske og produktionsmæssige forudsætninger?
Inderkredsen
Det kan man godt, ifølge Sepinwall og Seitz, og efter en længere diskussion når de frem til en ret interessant top-5. De bedste ti serier i Sepinwall og Seitz’ rangliste betegnes som The Inner Circle og tæller klassikere som I Love Lucy, Seinfeld, The Sopranos, The Wire (HBO, 2002-2008) og Breaking Bad, men inkluderer også nogle mere overraskende værker såsom Cheers og The Simpsons (Fox, 1989-), der forbløffende nok indtager listens førsteplads (fig. 6).
Den store diskussion stod mellem fem værker – The Sopranos, Breaking Bad, Cheers, The Simpsons og The Wire – og her er det eksempelvis forfriskende at læse Matt Zoller Seitz’ forsvar for sitcomen Cheers, der ellers, i denne skribents ydmyge vurdering, er et ujævnt værk, der ikke har overlevet slet så godt som fx Hill Street Blues, Twin Peaks og Seinfeld. Cheers, skriver Seitz, ”is the summation of everything that had been done in the three-camera sitcom format up until that point, and arguably the greatest thing ever to be done in that format” (Sepinwall & Seitz 2016: 3). Herved synes han at anerkende, at Cheers er produceret under andre forudsætninger end nogle af de andre serier på listen (bl.a. Breaking Bad).
Det er denne anerkendelse, som er vigtig, og som man godt kan savne andre steder i bogen. En forståelse af, at de kanalmæssige, sociokulturelle, teknologiske og produktionelle vilkår spiller en stor rolle. Der er løbet meget vand i åen siden Cheers udkom i 1982, og det amerikanske tv-landskab har forandret sig fra en three-network era til en slags post-network era, hvor der er et langt større udvalg af tv-serier, langt flere kanaler og udbydere, nogle bedre teknologiske forhold for at producere og konsumere serier og en større fragmentering af publikummet. Det er derfor ikke helt rimeligt at vurdere Cheers overfor Breaking Bad, skønt vi alle foretager den vurdering mere eller mindre automatisk, for de to serier er skabt under vidt forskellige forhold og rammer, og de henvender sig ikke til det samme (brede) publikum.
Gennemgangen af The Wire er mindre overraskende, og Sepinwall hæfter sig her ved seriens romanagtige kvaliteter (jf. Nielsen 2012) og betegner den som ”the apex of what TV as a medium allows in terms of serialization” (Sepinwall & Seitz 2016: 11). Denne vurdering synes der efterhånden at være bred konsensus om blandt tv-kritikerne, men det er også en central pointe, at David Simon på HBO kunne tillade sig at kræve mere af seerne og skabe et andet, mere langmodigt og potentielt fremmedgørende udtryk (idet han ikke skulle tilfredsstille annoncører og henvende sig til et bredt publikum). De komplekse narrative forløb og lange fortællebuer passede også bedre til kabelkanaler uden reklameafbrydelser, dvd-bokse og streamingtjenester. Ikke for at forklejne Simons moderne tv-klassiker, men Cheers og The Wire tåler altså ingen reel sammenligning. Her er vitterligt tale om pærer og bananer (fig. 7-8).
Når forfatterne i sidste ende udpeger The Simpsons som alle tiders bedste amerikanske tv-serie, skyldes det en række forskellige faktorer. Serien har kørt siden slutningen af 1980’erne, og har budt på nogle af tv-historiens sjoveste og mest absurde øjeblikke, men den har også, ifølge Sepinwall, nogle overraskende gode karaktertegninger og alvorlige, følelsesmæssigt stærke øjeblikke (her taler Sepinwall altså om det, Favrholdt kaldte emotionel appeal) (jf. Sepinwall & Seitz 2016: 13). ”[D]espite its nonstop maelstrom of satire, parody, whimsy and shtick,” skriver forfatterne, “The Simpsons never forgot the family at its core. This is what raises it above so many imitators” (ibid.: 24). Afsnittet hvor Lisa “forelsker” sig i sin vikar, der herefter må drage videre til et andet job i en anden by, er et af mange eksempler på den reelle følsomhed og alvor, som findes i serien, og det er en stærk scene – ikke blot for en animationsserie, men helt generelt – når Homer ikke forstår og gouterer Lisas smerte.
Afsnittet hvor Lisa sårer Ralph Wiggum, og hvor vi ser hans hjerte bryde i tusind stykker i en slags frame by frame-montage, fremhæver forfatterne også. Her viser Lisa sig fra den samme uforstående side som Homer, og vi forstår at der er tale om psykologisk komplekse og sammensatte karakterer af kød og blod, skønt de kun har fire fingre og er tegnet med en grov pen af Matt Groening.
Stærke gennemgange og kække aforismer
Sepinwall og Seitz’ bog står i det hele taget stærkest i gennemgangen af de enkelte serier, som foldes ud med en tydelig og smittende kærlighed og med journalistikkens hang til skarpe oneliners og kække aforismer, som enten er parafraser over skabernes egne udsagn eller nogle lignende friske beskrivelser, som de selv har fundet på. Breaking Bad beskrives eksempelvis med følgende linje (som er hentet fra Vince Gilligans egen pitch): ”We’re gonna take Mr. Chips and turn him into Scarface” (ibid.: 47) (fig. 9).
Og SpongeBob SquarePants (Nickelodeon, 1999-), der placeres lige over Twin Peaks i forfatternes overraskende rangliste, beskrives som en slags moderne kombination af hysterisk børne-tv og avantgardekunst, ”bringing joy to children and Dadaesque humor to adults” (fig. 10-11). Og de fortsætter:
The universe that contains Bikini Bottom maintains rigorous internal consistency by doing whatever the heck the writers and animators feel like doing; as in Duck Soup, or certain defiantly patched-together films from W.C. Fields, the show favors situations over stories and comic effects over messages, and given the choice between doing something expected yet clever and something that seems to have been released from the reincarnated id of Marcel Duchamp or Salvador Dalí, it goes with option B.
Ibid.: 120-121.
Sepinwall og Seitz’ bog indeholder nogle fine seriegennemgange, og der er ingen tvivl om forfatternes kærlighed til tv-serier og filmkritik. Skulle man rangere forskellige tv-bøger, ville denne dog næppe komme øverst på listen. Dertil er den for lidt opmærksom på de systemiske, industrielle og produktionelle forhold, som serierne er lavet under, og for optaget af at kanonisere og værdisætte forskellige tv-serier på tværs af genrer, formater og forskellige historiske perioder. Det er med andre ord ikke ”bogen” om amerikanske tv-serier, men hvis man gerne vil have en sjov og fabulerende rejse gennem amerikansk tv-historie, er den et godt bud på hyggelig og finurlig sommerferielæsning.
* * *
Fakta
Citerede værker
- Astruc, Alexandre (1948): ”En ny avant-gardes fødsel: Kameraet som pen”, i Ib Monty & Morten
Piil (red.): Se – det er film, bind 3. København: Fremad (1966). - Favrholdt, David (2000): Æstetik og filosofi: seks essays. København: Arnold Busck.
- Kant, Immanuel (1995 [1790]): Kritikk af dømmekraften. Overs. af Espen Hammer. Oslo: Pax.
- Nielsen, Jakob Isak (2012): “Tv-serien som vor tids roman?”, Passage, 68 (med nyere amerikanske tv-serier som primære cases, diskuterer artiklen tv-seriens slægtskab med romanen).
- Sarris, Andrew (2009 [1962]): “Notes on the Auteur Theory in 1962”, i Leo Braudy & Marshall Cohen (red.): Film Theory & Criticism. Oxford: Oxford University Press, 7. udgave: 451-455.
- Sarris, Andrew (1996 [org. 1968]): The American Cinema: Directors and Directions, 1929-1968. Da Capo Press.
