Når man holder hænderne op for ørerne og siger “la la la la la”, er det som regel fordi man ikke vil se realiteterne i øjnene, men foretrækker noget andet – fx fiktion. Damien Chazalles prisbelønnede og roste La La Land (Damien Chazalle 2016 ) skriver sig forfriskende – men jo ikke originalt – ind i filmhistoriens lange tradition for at lege med med medieringen mellem virkelighed og fiktion. Originalt er det dog at vælge musicalen til det. Musik er født selvtematiserende og dans ligger meget præcist i fiktionens snitflade med virkeligheden. At iscenesætte denne pastelfarvede metabolisme i Los Angeles med to naive fortidslevn i hovedrollerne er så frækt, at man – som med en lang række andre ting i filmen – må acceptere det. Når man har stil, så er selv stiløvelser charmerende.
Da Marshall-hjælpen landede i Europa lige efter krigen, var der ikke mange, der klagede over det. Da den ‘kulturelle Marshall-hjælp’ siden landede og derefter kontinuerligt skyllede ind over kontinentet, var der flere, som forsøgte at bekæmpe, hvad de så som en farlig udvikling. Primært gennem original amerikansk synd og fordummelse. Men jeg, som sad og gumlede på min Yankiebar og sugede ‘hjælpen’ til mig gennem sorthvidegrå siden farvede film og skærme, skænkede ikke den slags store ideologiske og nationalistiske slagsmål en tanke. Hvem tænker på imperialisme i en alder af ti år? Jeg tænkte heller ikke – og dét er til gengæld forunderligt – over, at jeg så, elskede og drømte om sang og dans på et sprog, der ikke var mit og med et bevægemønster jeg ikke selv dyrkede, og lå som meget langt fra fodbold. Ikke desto mindre så jeg alle de musicals fra den amerikanske spillefilms guldalder som Danmarks Radio turde sende, sammen med alt det andet fra den store drømmefabrik. Fascineret af dansen, javel. Henført – i et vist omfang – af sangen, jo nok. Men jeg kan simpelthen selv den dag i dag mærke, at det var spillet, blikkene, timingen i replikken og den naturlige charme, der holdt mig fast. Flirten. Både den de havde med hinanden, men også med mediet, tror jeg. Der var selvsikkert destilleret karma direkte fra Hollywood helt ind i hjertet af parcelhuset i Aalborg lørdag eftermiddag efter lørdag eftermiddag. At udtale Fred Astaires navn gav en fornemmelse af faktisk at kunne tale engelsk, og at han lignede en mellemting mellem Jesper Fårekylling og mine forældres gode ven Poul, berigede blot oplevelsen. Ligesom bestemt musik kan få titel af ‘livets soundtrack’ er jeg ikke i tvivl om at Fred Astaire og Ginger Rodgers har en spist en god bid af det unge filmiske øjeæble hos mange børn og teenagere i 70’erne (fig. 1).
Nostalgi-nostalgi
Og hvis det er den nostalgi, La La Land casher ind på, giver det mening. Der var bare ikke mange på 50, da jeg så den i biografen. Og det verdensomspændende publikums gennemsnitsalder ligger heller ikke så højt hos dem, der flittigst besøger biograferne. Og en passant; som en af dem, der var der dengang i 70’erne, så når Ryan Gosling og Emma Stone ikke ovennævnte paradisiske par til knæstrømperne, når det kommer til dans og sang. Charmen går det bedre med, men heller ikke her kan man tale om samme gnist og ‘liveliness’ som man ser i filmene fra 30’erne til 50’erne. Måske virker La La Land bare nostalgisk. Den flirter altfald med nostalgien, og sig selv på en åbenlys måde. Findes nostalgi-nostalgi, eller kan der være andre årsager til La La Land gør det så godt og bliver rost så ensidigt? Måske er det to sider af samme sko (fig. 2).
Virker gør filmen hvertfald. Det lyder kynisk at kalde den effektiv, men det er ikke ment sådan. Den virker. Tør ikke sige efter hensigten, for den kan jeg godt være i tvivl om. Men den virker i den forstand, at man slet ikke et sekund er tvivl om, at man gerne vil følge med, gætte med, føle med og måske endda drømme med alt det, der sker. Ubesværet fascineret følger man noget, man synes man både kender til benet og så alligevel ikke helt har set før. La La Land er ikke bange for klicheen – den omfavner den, klemmer alt livet ud af den, puster nyt liv i den og hælder det på nye blanke dåser med et greb man kunne mistænke Damien Chazalle for at have afluret Andy Warhol. Men det virker. Man er til stede i fortællingen, opfordres egentlig til at være det. For udfordret, ja næsten provokeret af banaliteter og referencer bliver man nødt til at hænge i, hvis ikke man vil udvandre. Og det vil man ikke. Det er filmen alt for nærværende til. Filmen. Og den mere end skuespillerne.
Igen er her ikke tale om en kritik, for det tror jeg også godt Chazalle ved (fig. 3). Det er sigende for filmen, at det bedste skuespil, man ser i La La Land, ser man, da filmens Mia går vi til audition på en rolle, som hun ikke får. Og det er jo ikke fordi der spilles dårligt i de scener, som skal forestille filmens virkelighed – men de spiller heller ikke blændende og kán jo heller ikke brilliere på samme måde som man kan i et socialrealistisk eller episk drama. Musical’en har jo den der tone af lejlighedssang, hvor rimene ‘passer’, ligesom dramaet – boy meets girl – også skal passe med fødderne. De danser også ‘virkeligt’ i filmen og – altså derfor – ikke over niveau. På en måde sympatisk, og hvertfald originalt midt i al fornemmelsen af gensyn, selvom den præmis nok, når det kommer til stykket, er planket direkte fra ovennævnte musicals, hvor skuespil- og danseevnerne var omvendt proportionale med La La Lands. Faktisk tror jeg en anden grund til filmens succes kommer fra genrens Vild med dans-element. Altså at netop musicalen i det traditionelle format kræver at skuespillerne lærer at danse, ligesom skuespillerne skal lære at ride i westerns. Genren er altså født med et virkelighedselement, så man som tilskuer kan sidde og hygge sig med, og måske måbe over at se, hvor godt Ryan Gosling kan danse.
Dog er vi nødt til at holde åbningsscenen udenfor disse dansable iagttagelser, for dér danses et klassisk musicaloptrin frem, som er et kapitel for sig. Men det er altså ude samme ærinde som de andre klicheer. For dén scene – som ugenert er gået efter at blive, og ikke overraskende ér en født klassiker – ikke bare åbner filmen, men både claimer og disclaimer også alt, hvad man måtte tro, mene og håbe på for de efterfølgende to timer. Fem sek tager det, og man er i LA, hvad enten man har været selv og godt ved, hvordan det er at sidde fast på freewayen, eller man bare har set Falling Down, Crash, To live and Die in LA eller 100 andre LALA-film, hvor sveden løber, smoggen brænder, radioerne skratter og bilerne stønner som mentale forstyrrelser og forlængelser af de solbrune los angelinos’er. Vi taler postkortfarver, ironiske kompositioner, og et langskud, hvor travellingshottet muligvis kører steady, men samtidig også er så overtydeligt rammesat som ‘billede’, at man fra da af aldrig tvivler på, at man er i hænderne på en instruktør, der er så god, at han både afslører og laver lydefri film på samme tid (fig. 4 og 5).
Det stof film er lavet af
At det er en museal musical viser sig jo også ved, at det handler om en mand, der er håbløst, uforløst forelsket i musikkens originale magi, og derfor har jazz, hvor andre har hjerte, og en kvinde, der ligeså uforløst gerne vil være skuespiller, og derfor inviterer os med ind i en række metascener, der udspiller sig i Warner Bros. filmstudier, hvor vi sjovt nok nemt kan se, hvad der er studiets optagelser, men så også kildres med, hvilke kulisser vores hovedpersoner går i i den rigtige film. Tydeligst leges denne – undskyld det bedagede begreb – postmoderne leg i scenen i Rialto-biografen, eller -teatret, som vi måske skal undersætte det med her, hvor filmens hovedpersoner er på en akward date et par highschool-elever værdig for at se ‘Rebel without a Cause’ med salig James Dean. I et kunne-blive-et-afgørende-øjeblik smelter celluloidstrimlen før øjnene af os og dem på det store lærred, og de beslutter (vildt nok) i stedet at køre ud til netop den LA-location ‘Rebel without a Cause’ har kanoniseret. Den nostalgiske rebel bliver til den rebelske nostalgiker (fig. 6 og 7).
På disse (og flere andre) måder får La La Land altså genfortryllet klicheerne, følelserne og (måske også) det, der skete i den blomstrede sofa tilbage i barndommen, hvor ironien ikke var nødvendig for at kunne elske og favne det man så. Filmen er virkelig. Ikke fordi den er realistisk, men fordi den er så meget mere film end andre film.
Om det er denne virkelig veltilrettelagte fernis, der vandt Oscars’ne og har vundet og anmelderes og publikums hjerter har jeg min bedrevidende tvivl om. Men fra mit alderstyngede perspektiv kan jeg altså udover at genkende en hardcore hollywoodtradition helt tilbage fra 30’erne, også nikke genkendende til 80’ernes befriende dramatiske og sentimentale arrogance, hvor man kunne gøre en hvilken som helst overskruet historie til en episk fed historie med et nik eller en gestus, et par særlige solbriller, en veltrimmet overkrop og en ditto bemærkning eller et labert leitmotif, nøjagtig som i La La Lands mise en scene og ikke mindst åbning og afslutning, hvor mediet – filmen – oplevelsen – erfaringen af film, får det afgørende ord: Drømme er det stof film laves af. Og på den måde får La La Land signet en yngre og mere alderssvarende nostalgi oveni den gamle. Nostalgi-nostalgi.
* * *
Fakta
- La La Land, 2016 (Damien Chazalle, instruktør og forfatter)
