Mikkel Munch-Fals har skrevet og instrueret sin anden spillefilm, Swinger. Filmen er en tragikomedie, hvor tragikken er i højsædet og komikken stikker i halsen. Swinger handler om kedsomhed, forspildt ungdom og græsset, der måske ikke altid er grønnere på den anden side af ligusterhækken. Og om en swingerklub i provinsen, hvor den forsagte og livstrætte Adam med dramatiske følger forsøger at ryste skæbneposen.
Halløj på badehotellet
Adam (Martin Buch) og Iris (Mille Dinesen) er i fyrrerne, bor i rækkehus i Hundige, har en teenagesøn, og ligner i det hele taget tusinder af andre velbjærgede middelklassepar med alt, hvad det indebærer af hverdagstrummerum og paralyseret kedsomhed. Adam arbejder med at sælge fjernvarme – et job som han går til med nogenlunde samme entusiasme som de fleste af os ville kunne mobilisere for havregrøden fra i går (fig. 1). På et punkt adskiller Adam og Iris sig dog fra mange andre ægtepar: En gang om året tager de på swingerweekend på et idyllisk beliggende badehotel. Her styrer Henriette (Birthe Neumann) (fig. 2) løjerne med fast men kærlig hånd, mens hendes tavse partner Finn (Morten Hebsgaard) agerer wing man og lejlighedsvis sexpartner for gæsterne.
Swingerklubben fungerer primært som en slags rasteplads for frustrerede ægtepar, der har behov for et afbræk i den trivielle hverdag. Blærerøven Jørgen (Rasmus Botoft) ankommer med sin smukke men forgræmmede kone Ingeborg (Therese Damsgaard). Bolette (Lisbeth Wulff) ønsker sig brændende et barn, men hendes mand Jan (Dan Zahle) kan ikke få børn – et faktum hun ikke forpasser nogen chance for at smide i hovedet på ham og alle andre. Sammen med de øvrige par og en enkel single skal alle hæmninger nu kastes over bord. Det er tid til at kneppe smerten væk.
Selv den hæmningsløse hengivelse kræver dog visse spilleregler. Efter ankomsten, da alle har iført sig de obligatoriske badekåber (fig. 3), opridser Henriette reglerne, hvoraf den vigtigste er, at man kun boller med andre end sin partner i det dertil indrettede bollerum i kælderen. Idéen om det forestående orgie virker ikke til at skabe den vilde entusiasme blandt deltagerne, der investerer mere energi i at uddele stikpiller til deres respektive partnere, når de da ikke åbenlyst latterliggør dem.
Det ændrer sig dog brat, da et par jokere bliver smidt ind i spillet i skikkelse af parret Patrick (Emil Birk Hartmann) og Patricia (Natalie Madueño). De to repræsenterer det, resten længes efter: De er unge, fresh-faced, og ikke mindst har de stadig deres drømme i behold. Patrick er musiker og drømmer om at få en stor pladekontrakt, mens Patricia er i gang med at skrive speciale inden for antropologi og bruger swingerklubben som case.
Patricia bliver den primære katalysator for plottets konflikter og kulmination, da hun straks bliver objekt for de ældre swingeres længsler og jalousi. Alfa-hannen Jørgen ser hende som et byttedyr, der skal nedlægges, mens beta-hannen Adams forestillinger går i en langt mere romantisk retning. Dermed er scenen sat til et intenst drama med konstant skelen til karakterernes latterlighed.
Gedigent håndværk
Én af filmens store udfordringer er, at omdrejningspunktet Adam og hans selvfede modstykke Jørgen bliver spillet af Martin Buch og Rasmus Botoft (fig. 4), også kendt som snobberne Fritz og Poul fra DR’s Rytteriet (”du er sgu’ så sød”; ”nej, du er sød…”). Det er helt afgørende for indlevelsen, at publikum kan lægge snobberne i skuffen og tro på Buch og Botofts karakterer. Det kræver lige en smule tilvænning, men faktisk fungerer de to ganske godt i rollerne. Buch kan noget med sit blik: på et øjeblik kan han gå fra komplet udslukt til lysende entusiastisk (og vice versa), og Botoft er troværdigt skrydende, om end hans diktion kan lyde en anelse kunstig.
Som det unge, attråværdige par, der selv har deres lig i lasten, fungerer Emil Birk Hartmann og Natalie Madueño efter hensigten, mens Birthe Neumanns komiske talent kommer alt for lidt til sin ret. Overordnet set er det rollerne som de bitre, forsmåede kvinder, der står stærkest i filmen. Mille Dinesen spiller nuanceret som Iris og formår at vække sympati på trods af karakterens beske attitude, Therese Damsgaard leverer en overbevisende tragisk orgasme, og i rollen som Bolette gav Lisbeth Wulffs desperate omgang med sæd anledning til chokerede gisp blandt biografsalens publikum.
Swinger er dog ikke primært en film, der forsøger at chokere eller forarge. Faktisk er den på mange måder en ganske blufærdig film – her er ingen pik og kun få patter. I stedet er hovedparten af billedsiden indhyllet i en nænsom, gylden kystbelysning (scenerne i og omkring swingerklubben er filmet på Ærø), der snarere giver mindelser om Krøyers strandscener end pornografiens grelle æstetik. En fin kontrast til den kuldslåede stemning. Kameraarbejdet og redigeringen er i det hele taget lækkert udført på en måde, der bevidst ikke gør meget væsen af sig. Mest bemærkelsesværdige er de langsomme, kælne panoreringer, der synes at simulere de kærtegn, karaktererne længes så meget efter men ikke er i stand til at give eller modtage.
Ondskabens hotel?
Swingerklubben som omdrejningspunkt er først og fremmest en portal til at dykke ned under overfladen, dér hvor middelklassens skuffede drømme og forventninger langsomt rådner op. Det moralske budskab er ikke synderligt godt pakket ind: Græsset er ikke altid grønnere på den anden side af ligusterhækken, man skal værne om kærligheden, og man må selv tage hånd om sin lykke. Faktisk er der en tendens til, at swingerfænomenet bliver fordømt – eller i hvert fald latterliggjort – hvilket egentlig er ærgerligt, fordi en mere åbensindet behandling også ville have resulteret i en mere interessant og nuanceret film. Som det er, synes der at blive sat lighedstegn mellem ynkelig midtvejskrise og seksuel eksperimenteren – en kombination, der i filmens logik kun fører til yderligere ydmygelse og frustration. Mange af filmens noget firkantede pointer er direkte udtrykt gennem dialogen, og ligesom linjer fra Patricks sange (”kærligheden er ikke en spændetrøje / den er en redningsvest”) er det ind imellem som at lytte til dagens citat fra 365 visdomsord.
I én af filmens mere interessante scener forsøger Adam at overbevise Patricia om, at hun skal forlade swingerklubben, før den fordærver hendes sjæl, som i hans øjne stadig er uspoleret (fig. 5). Det, der gør scenen interessant, er imidlertid ikke så meget dialogen som det faktum, at den flirter åbenlyst med Stanley Kubricks The Shining. Under samtalen mellem de to bliver der nemlig danset til Al Bowllys ”Midnight, the Stars and You”, som er den sang, der akkompagnerer Kubrick-gyserens closing credits. Med begyndende vanvid i blikket siger Adam til Patricia, at ”det her sted gør noget ved folk”, fuldstændig som Jack Torrance (Jack Nicholson) i Kubricks film mærker, hvordan hotellets ondskab sniger sig ind på ham, før det hele eskalerer. Sangen er fra 1934 og antyder den nostalgiske længsel tilbage til det, som aldrig var – en uskyldig og ærbar verden før alle mistede troen på kærligheden.
Lunken modtagelse
Da undertegnede så filmen på premiereaftenen, var salen langt fra fuld. Publikums gennemsnitsalder var snarere omkring Birthe Neumanns end Mille Dinesens, og det var tydeligt, at man havde sat næsen op efter klassiske folkekomedie. I begyndelsen blev der grinet insisterende – næsten desperat – men som handlingen skred frem blev det klart, at der ikke var så pokkers meget at grine af. Det tragiske vejer langt tungest, og derfor begrænsede latteren sig efterhånden mest til at dække over forlegenheden under nogle af filmens mere grænseoverskridende scener.
Fordi filmen med eller mod sin vilje er blevet kørt i stilling som en komedie – selvfølgelig ikke mindst på grund af Buch og Botofts medvirken – er det svært at forestille sig, at den får et stort publikum. Hvordan skal man forholde sig til en komedie, der ikke er specielt sjov, og vistnok heller ikke gør sig de store anstrengelser for at være det? Samtidig er dens noget belærende form heller ikke det bedste salgsargument. Swinger er en nydelig produktion med noget på hjerte og mestendels godt skuespil, men der er også noget altmodisch og formanende over den, som gør at man har svært ved helt at tage den til sig.
Anmeldelserne af Swinger er da heller ikke ligefrem orgastiske. Jeppe Krogsgaard Christensen er nådig i sin anmeldelse i Berlingske Tidende, hvor han skriver, at filmen er ”ganske klichétung,” men også henviser til ”det bevidst gennemsigtige filmsprog og de skridsikre skuespilpræstationer.” Christensen giver filmen 4 stjerner. På DR Kulturs hjemmeside giver Per Juul Carlsen 2 stjerner og skriver ”’Swinger’ er jo slet ikke en anderledes film (…) den er næsten lige så hyggelig og godmodig som i (sic.) mine egne Far til fire-film.” Ekstra Bladets Henrik Queitsch giver 3 stjerner under overskriften ”Det ’Swinger’ ikke en meter”, mens Morten Piil i Ekko også giver tre stjerner og konstaterer: ”Mange replikker er kvikt og begavet formuleret på papiret, men virker fortænkte i de ellers glimrende skuespilleres munde.”
Swinger er en film om at ryste skæbneposen og komme videre med livet. Selv kunne filmen nok have haft gavn af en ekstra rystetur.
* * *
Fakta
Swinger (2016). Manuskript: Mikkel Munch-Fals. Instruktion: Mikkel Munch-Fals og Charlotte Sachs Bostrup. Premiere 22. september 2016.
Litteratur
- Peer Juul Carlsen: “Hvorfor skulle elefanten Bodil have en pistol for tindingen?“, www.dr.dk, 22. september 2016.
- Jeppe Krogsgaard Christensen: “Skuffelsen kan ikke kneppes væk“, www.b.dk, 22. september 2016.
- Morten Piil: “Swinger“, www.ekkofilm.dk, 21. september 2016.
- Henrik Queitsch: “Det swinger ikke en meter“, www.ekstrabladet.dk, 21. september 2016.
