FeaturePeer reviewed

Dalton Trumbo: En fortælling til skræk og advarsel!

Isak Thorsen
Af Isak Thorsen
110_fig0
I godt 10 år måtte manuskriptforfatteren Dalton Trumbo arbejde enten anonymt eller under dæknavne, fordi han var blevet blacklistet af den amerikanske filmbranche. Angsten for at en af de mægtigste kulturindustrier var infiltreret af kommunistiske agenter delte Hollywood i to – de som fortsat kunne arbejde og de, der blev blacklistede og udstødt. Jay Roach’s biopic, Trumbo, kaster lys over denne mørke og kontroversielle periode i amerikansk filmhistorie, der stadig kan sætte sindene i kog.

Instruktøren Jay Roach, kendt for de bevidst smagløse komedier om agenten Austin Powers, har med filmen Trumbo bevæget sig i en helt anden retning. Bryan Cranston spiller titelrollen som den forfængelige, lettere excentriske og storrygende Trumbo, der yndede at skrive sin manuskripter i badekaret med en flaske whisky og et glas amfetamin-piller indenfor rækkevidde (fig.1-2). Filmen koncentrerer sig om Trumbos liv fra slutningen af 1940’erne til 1960. En periode, hvor Trumbo gik fra at være den højest betalte manuskriptforfatter i det amerikanske studiesystem til – efter sin fængselsdom – at blive udstødt af filmbranchen på grund af sin politiske overbevisning. Den historiske baggrund for, at Trumbo og mange andre med ham blev blacklistede, var den frygt for Sovjetunionen og kommunismen, der bredte sig i USA i årene umiddelbart efter Anden Verdenskrig. House Committee on Un-American Activities (HUAC), der oprindelig var nedsat af kongressen i 1938, blev genoplivet med opgaven at undersøge ’communism in motion pictures’.

Fig. 1: Dalton Trumbo arbejdende i badekarret.
Fig. 1: Dalton Trumbo arbejdende i badekarret.
Fig. 2: Bryan Cranston i titelrollen som Dalton Trumbo.
Fig. 2: Bryan Cranston i titelrollen som Dalton Trumbo.

I september og oktober 1947 blev en række Hollywood-personligheder indkaldt som vidner. Høringerne blev indledt med en række ’venlige’ vidner, heriblandt skuespillerne Gary Cooper, Robert Taylor, Ronald Reagan og forfatteren Ayn Rand, som kunne fortælle om en betydelig venstreorienteret indflydelse i den amerikanske filmbranche. Efterfølgende blev ti vidner karakteriseret som ’uvenlige’ indkaldt. De bestod overvejende af manuskriptforfattere, heriblandt Trumbo (fig.3), og er kendt som ’the Hollywood Ten’ (fig.4). De venlige vidner stillede frivilligt op til høringerne, mens de ti var nøje udvalgt af komiteen. De var stort set alle medlemmer af det kommunistiske parti, næsten alle jøder og ingen af dem havde deltaget i direkte kamp under Anden Verdenskrig. For det ville ikke se godt ud for HUAC at beskylde dekorerede krigshelte for samfundsundergravende virksomhed (Humphries 2010: 82). Hvor de venlige vidner fik god tid til at forklare sig under høringerne, blev de uvenlige nægtet at oplæse deres erklæringer, og komiteen gik målrettet efter at få svar på spørgsmålet: ”Are you now or have you ever been a member of the Communist Party of the United States?” The Hollywood Ten afstod fra at svare og påberåbte sig den amerikanske forfatnings ’First Amendment’, som sikrer ytrings-, religions- og forsamlingsfrihed, men påberåbelsen blev betragtet som foragt for kongressen.

Fig. 3: Dalton Trumbo vidner for HUAC.
Fig. 3: Dalton Trumbo vidner for HUAC.
Fig. 4: The Hollywood Ten.
Fig. 4: The Hollywood Ten.

Filmbranchens reaktion

HUAC-høringerne foregik under massiv pressedækning, og den samme dag som HUAC-komiteen stævnede de ti for foragt for kongressen, mødtes Hollywoods førende producenter og deres advokater på Waldorff-Astoria hotellet i New York. Mødet mundede ud i en udtalelse, hvor det blev gjort klart, at de ikke ville have nogle af de ti ansat, hvis ikke de rensede sig selv og under ed erklærede, at de ikke længere var kommunister. Yderligere ville de mest magtfulde filmstudier i fremtiden ikke ansætte kommunister eller personer, der argumenterede for at omstyrte den amerikanske regering. Med Waldorff-Astoria-udtalelsen var blacklistningen en realitet. Det var faktisk lovstridigt at udelukke personer med egentlige eller formodede kommunistisk eller venstreorienteret tilhørsforhold eller sympatier fra at arbejde i filmindustrien, og derfor var listerne uofficielle og hemmelige. Blacklistningen var, som Larry Ceplair udtrykker det en ’ulovlig konspiration’, hvis formål var at udelukke en bestemt gruppe af filmarbejdere, nemlig dem, der enten nægtede at samarbejde med HUAC eller vidner, der påberåbte sig the ’Fifth Amendment’ (Ceplair, 2012).

Under de efterfølgende HUAC-høringer henholdt de fleste uvenlige vidner sig til the Fifth Amendment, der beskytter en borger mod at vidne mod sig selv. Angsten for at filmbranchen blev stigmatiseret som kommunistisk, og for at film måske ville blive boycottet af distributører og publikum, var en væsentlig grund til at branchen indførte listerne, men flere har udlagt Hollywoodstudiernes reaktion som udtryk for, at stort set alle studie-mogulerne var af jødisk oprindelse, og de frygtede, at det antisemitiske kort ville blive trukket i slipstrømmen på det antikommunistiske (eksempelvis Humphries: 95-96, Smith 2016).

Kendte liberale skuespillere og instruktører som Humphrey Bogart (fig.5), Lauren Bacall, Danny Kaye, Gene Kelly, John Huston og William Wyler var rejst til Washington, hvor HUAC-høringerne foregik, for at støtte the Hollywood Ten og i radioprogrammerne Hollywood Fights Back forsvarede skuespillere, blandt andre Gregory Peck og Lucille Ball retten til ytringsfrihed og protesterede mod HUAC-høringerne. Men efter at filmbranchen selv havde undsagt de ti, trak de fleste deres støtte tilbage. Under overskriften ”I’m No Communist” bragte magasinet Photoplay eksempelvis et indlæg af Bogart, hvor han hyldede ytringsfrihed, men tog klart afstand fra både sin tidligere støtte til the Hollywood Ten og de få kommunister, der var i Hollywood (Bogart 1948).

Fig. 5: Humphrey Bogart som tilskuer ved HUAC-høringerne.
Fig. 5: Humphrey Bogart som tilskuer ved HUAC-høringerne.

Angsten for at blive associeret med kommunisme og dermed at miste sit levebrød bredte sig. Tidligere venner og arbejdskolleger blev undgået eller undsagt offentligt. Trumbo og the Hollywood Ten havde håbet på medhold ved en appelsag ved den amerikanske højesteret, men tabte og de blev idømt bøder og mellem seks og 12 måneders fængsel for foragt for kongressen. I Waldorff Astoria-udtalelsen blev der givet mulighed for at filmarbejdere kunne rense sig selv for mistanken om kommunistisk tilknytning. Det gældende princip blev, at man kunne skifte fra at være et uvenligt vidne til at blive et venligt vidne, og dermed blive taget af listerne, ved at opgive navne på kolleger, der enten var kommunister, venstreorienterede eller formodede medløbere. Instruktøren Edward Dmytryk, der var en del af the Hollywood Ten, valgte i 1951 at opgive navne og kunne derefter genoptage sin instruktørgerning.

Et kulturelt Holocaust

I slutningen af 1940erne eskalerede Den Kolde Krig, i 1949 sprængte Sovjetunionen sin første atombombe og kommunisterne kom til magten i Kina. Koreakrigen begyndte i 1950, og samme år påstod senator Joseph McCarthy, at 205 ansatte i den amerikanske statsadministrationen var kommunister. I 1951 blev ægteparret Rosenberg henrettet i USA for at være spioner for Sovjetunionen, og HUAC-høringerne blev genoptaget med fornyet styrke det år. Blacklistningen satte gang i det, den amerikanske filmhistoriker Patrick McGilligan har kaldt et ’Cultural Holocaust’ (Ryskind 2015: 2). Fra at være et fænomen rettet mod filmbranchen bredte kommunist-paranoiaen sig til andre dele af det amerikanske kunst- og kulturliv. I rapporten Red Channels: The Report of Communist Influence in Radio and Television (fig. 6), udgivet i 1950 af det højreorienterede tidsskrift Counterattack, blev 151 personer oplistet som kommunister eller sympatisører, og flere af dem blev efterfølgende blacklistede. Blandt navnene på listen var musikerne Leonard Bernstein, Peter Seeger, Artie Shaw og forfatterne Lillian Hellman og Dorothy Parker. Et af de kendteste eksempler på paranoiaen var, da Charlie Chaplin blev anklaget for at være kommunist. Den amerikanske justitsminister erklærede offentligt i 1952, at han overvejede at trække Chaplins amerikanske opholdstilladelse tilbage og indkalde ham til en personlig samtale om hans politiske og moralske ståsted. Chaplin opholdt sig i England, og han valgte ikke at vende tilbage til USA. Chaplin er blot et af de kendte navne, der blev ramt, men hundredevis af andre måtte finde arbejde i andre brancher, vente på at tiderne ændrede sig eller helt opgive deres karriere.

Fig. 6: Red Channels.
Fig. 6: Red Channels.

”Most true stories don’t have happy endings. This one does”, fortæller Trumbos manuskriptforfatter John McNamara (Huver 2015). Efter at have udstået sin fængselsstraf flyttede Trumbo med sin familie til Mexico, men vendte i 1954 tilbage til Los Angeles. Vred og bitter på den industri, der nu forhindrede ham og andre i at arbejde, begyndte Trumbo sin egen kamp mod blacklistningen. Ved at skrive anonymt eller under dæknavne, kunne han og andre manuskriptforfattere fortsætte arbejdet og opretholde en rimelig levefod, samtidig med at de udstillede det hykleriske i, at filmbranchen alligevel havde brug for de udstødte. I perioden 1954 til 1960 skrev eller reviderede Trumbo over 60 forskellige manuskripter enten anonymt eller under et af de 13 forskellige dæknavne, han benyttede. To af filmene, Roman Holiday og The Brave One modtog endda Oscars for bedste manuskript i 1954 og 1957.

Først i 1975 og 1993 fik Trumbo officiel anerkendelse som forfatter af filmene af Det Amerikanske Filmakademi. 1960 blev vendepunktet. Skuespilleren og producenten Kirk Douglas har taget æren for at bryde blacklistningen ved som den første at kreditere Trumbo for manuskriptet til Spartacus, men det var instruktøren Otto Preminger, der i januar 1960 bekendtgjorde overfor pressen, at han havde hyret Trumbo som manuskriptforfatter til Exodus, og at Trumbo ville blive krediteret for sit arbejde. Trumbos historie endte lykkeligt, men for hundredevis af andre filmarbejdere i USA kom HUAC-høringerne som nævnt enten til at betyde enden på deres karriere eller årevis som udstødte og arbejdsløse. Et vidnesbyrd om, hvor dybt denne kontroversielle og mørke periode stadig stikker i Hollywood, kunne opleves, da instruktøren Elia Kazan i 1999 modtog en Æresoscar. For i 1952 nævnte han navne på formodede kommunister i Hollywood, og under prisoverrækkelsen knap 50 år senere valgte dele af publikum at blive siddende i protest, mens andre hyldede Kazan med en stående ovation.

”Dalton Trumbo Had It Coming”

Modtagelsen af Trumbo i USA er endnu et udtryk for, at HUAC-høringerne og særligt udlægningen af dem stadig vækker stærke følelser. I sin anmeldelse af Trumbo på det velrenommerede rogerebert.com skriver Godfrey Cheshire : ”…it’s another of those simplistic, made-to-order films about the Hollywood blacklist in which the blacklisted movie folks are all innocent, in every conceivable way” (Cheshire 2015). Cheshires anke er ikke enestående, ”’Trumbo’ is a whitewash of an unrepentant Hollywood commie”, skriver Alan H. Ryskind om filmen (Ryskind 2015), og under overskriften ’Dalton Trumbo Had It Coming’ finder Pat Buchanan, at Trumbo er blevet lavet for at hvidvaske en forræder og hans kammerater, og fortsætter:

By joining a criminal conspiracy dedicated to the overthrow of the government established to protect our freedoms, and the imposition of Communist tyranny, the Hollywood Ten got what they deserved. By their treason, they blacklisted themselves (Buchanan 2015).

Og i en kommentar til de danske anmeldelser af Trumbo citerer Bent Blüdnikow i Berlingske Tidende den amerikanske historiker Ron Radosh:

Trumbo var ikke forsvarer af ytringsfriheden. Han var en seriøs kommunist og Stalins og Sovjetunionens støtte. Trumbo brugte sin magt i filmverdenen til at forhindre antikommunistiske film i at blive lavet (Blüdnikow 2016).

I et modsvar til Radosh har David Looman indvendt, at Trumbo som blacklistet manuskriptforfatter næppe havde magt til at forhindre Hollywoods filmstudier i at lave antikommunistiske film (Looman 2016). Generelt går de skeptiske anmeldelser og kommentarer direkte efter Dalton Trumbos politiske overbevisning og sætter ikke spørgsmålstegn ved de væsentlige forfatningsstridige forhold omkring blacklistningen. Trumbo var medlem af Det amerikanske kommunistparti fra 1943 til 1948, hvilket Trumbo ikke lægger skjul på, og det var og er ikke ulovligt at være medlem det amerikanske kommunistparti.

Ifølge Larry Ceplair, der har forsket i Trumbos omfattende arkiv og været medforfatter til en af de seneste bøger om ham, findes der ikke kildergrundlag for, at Trumbo skulle have næret varme følelser for hverken Stalin eller det stalinistiske Sovjetunionen (Ceplair 2015). Intet tyder på, at Trumbo og the Hollywood Ten havde planer om at vælte den amerikanske regering og indføre et kommunistisk tyranni, og ingen med tilknytning til Hollywood i 1940erne eller 1950erne blev i øvrigt dømt for spionage eller for at være sovjetiske agenter. Ceplair hæfter sig også ved den gentagende brug af ’repentant’ i flere af de Trumbo-kritiske anmeldelser og kommentarer (Ceplair 2015). Skribenterne ligger, påpeger han, egentlig på linje med HUAC-høringernes underliggende tankegang om, at kommunister skal angre og gå bodsgang for deres synder. Trumbo blev kun dømt for foragt for kongressen, fordi han påberåbte sig sin ytringsfrihed, hvilket hverken Trumbo selv eller filmen om ham forsøger at benægte. Jeff Smith fremhæver et citat af Trumbo fra 1976: “As far as I was concerned, it was a completely just verdict. I had contempt for that Congress and have had contempt for several since” (Smith 2016).

Trumbo og ’historien’

I Cheshires anmeldelse af filmen går en af indvendingerne på en scene, hvor Trumbo i fængslet møder lederen af HUAC-høringerne J. Parnell Thomas, som blev fængslet på grund af skatteunddragelse. Thomas bemærker i scenen, at nu er de begge ’tugthuskandidater’, hvortil Trumbo svarer, ”Except that you committed a crime and I didn’t”. Thomas og Trumbo var historisk set begge i fængsel samtidig, men blot ikke i det samme fængsel. Trumbo er baseret på virkelige begivenheder, hvilket eksempelvis understreges i en scene, hvor Trumbo afhøres af HUAC og som indledes med autentiske optagelser fra høringerne i sort/hvid og academy format. Det monokrome billede og formatet holdes i den følgende indstilling, selvom det nu er skuespilleren Bryan Cranston, som spiller Trumbo (fig.7-8). Først da Cranston sidder i vidneskanken tracker kameraet ind på ham, samtidig med, at der igen kommer farver i billedet og formatet skifter tilbage til 1.85:1. Autenticitetsmarkører som optagelser fra nyhedsfilm, spillefilm og fjernsyn blandes altså med fiktionen gennem filmen. Roach og manuskriptforfatteren McNamara har bearbejdet de historiske kendsgerninger. Side om side med historiske personer som John Wayne, Edward G. Robinson og Hedda Hopper finder vi fiktive figurer som Arlen Hird, der i filmen er en af the Hollywood Ten. Hird har blot aldrig eksisteret, men er sammensat af fem blacklistede manuskriptforfattere: Alvah Bessie, Lester Cole, John Howard Lawson, Albert Maltz og Samuel Ornitz. Ifølge McNamara, er hardliner-marxisten Arlen Hird dels skabt som dramaturgisk modvægt til filmens ultrakonservative Hedda Hopper, dels for at klargøre Trumbos mere pragmatiske tilgang til kommunismen (Ryan 2015). En ’Swimming Pool Soviet’ bliver Trumbo kaldt i filmen.

Fig. 7: Dalton og Cleo Trumbo.
Fig. 7: Dalton og Cleo Trumbo.
Fig. 8: Bryan Cranston og Diane Lane som Dalton og Cleo Trumbo.
Fig. 8: Bryan Cranston og Diane Lane som Dalton og Cleo Trumbo.

Historikeren Frederic Jameson påpeger, at historien ikke er en færdig tekst eller fortælling, men samtidig er utilgængelige for os undtagen i en tekstuel form, som ofte er narrativ (Jameson 1981: 35), og en tilbagevendende diskussion, når fiktionsfilm baserer sig på virkelige begivenheder er, hvor korrekt fiktionen skal følge de autentiske historiske begivenheder. Diskussionerne omkring tv-serien 1864 og The Danish Girl er gode nylige eksempler. Sat på spidsen er modpolerne i diskussionen den historieformidlende position overfor den historiekritiske position (Toft Hansen 2016: 34-35). Hvor den historieformidlende position finder, at man gennem fiktionen kan bidrage til forståelsen og oplevelsen af fortiden gennem en kreativ bearbejdning, indtager den historiekritiske en position, der stiller sig skeptisk overfor kunstneriske og kreative friheder, der frit forholder sig til bearbejdningen og en eventuel forvrængning af historiske detaljer og autentiske begivenheder.

Men fiktionen har modsat dokumentaren en helt anden forpligtelse overfor virkeligheden, ”It is not the responsibility, nor the interest, of an artist to document historical reality”, skal den britiske instruktør Alfred Hitchcock efter sigende have udtalt (Chopra-Gant 2008: 52). Med få undtagelser, eksempelvis One of the Hollywood Ten, som omhandler Herbert Biberman og optagelserne af Salt of the Earth, tager langt de fleste film om blacklistningen afsæt i perioden i en fiktionshistorie med opdigtede karakterer for eksempel The Front, Fellow Traveller og Guilty by Suspicion. Og man kan spørge, hvad det er Roach vil opnå, ved at knytte sin fiktionsfortælling til en bestemt kontroversiel historisk periode?

En fortælling til skræk og advarsel

Jay Roach har udtalt, at han ser Trumbo som en ’cautionary tale’ – en fortælling til skræk og advarsel om, hvor galt det kan gå, når demokratiet kommer under pres. Han peger på tendensen til at undertrykke de meninger, man er uenige i, og inddrager et eksempel fra efteråret 2015, hvor det blev foreslået at fratage amerikanske universiteter økonomisk støtte, hvis de udtrykte en bestemt politisk holdning (Johnson 2015). I et andet interview giver Roach udtryk for sin bekymring for, at noget tilsvarende HUAC-høringerne kan gentage sig. Han fremhæver, at nogle af de første rettigheder, der forsvinder, når et samfund kommer under pres, eksempelvis efter et terrorangreb, er forfatningssikrede rettigheder såsom privatlivets fred (Wolff 2015). I et andet nyere koldkrigsdrama, Steven Spielbergs Bridge of Spies, forsvarer advokaten Donovan (Tom Hanks), hvorfor han trods en oppisket, kommunistforskrækket folkestemning påtager sig at forsvare en sovjetisk spion:

What makes us both Americans? Just one thing. One. Only one. The rule book. We call it the Constitution, and we agree to the rules, and that’s what makes us Americans. That’s all that makes us Americans.

Det er næppe tilfældigt, at det lige præcis er Spartacus, der er på plakaten i den berlinske biograf, som Donovan passerer senere i Spielbergs film. Hvilke fundamentale grundlovssikrede rettigheder er det, som der bliver givet køb på, når et demokrati kommer under pres? Det er kernekonflikten i Trumbo. Filmen dramatiserer, hvad der sker, når et samfund tilsidesætter fundamentale rettigheder som den ytrings- og foreningsfrihed, som tillader både Roach, Ryskind, Buchanan og alle andre at tænke, hvad de vil og fremsætte deres tanker og meninger – uden at blive blacklistet. Som Trumbo konstaterer i filmen, ”We both have the right to be wrong”.

* * *

Fakta

Film og tv-serier

  • 1864, Ole Bornedal, 2014.
  • The Brave One, Irving Rapper, 1956.
  • Bridge of Spies, Steven Spielberg, 2015.
  • The Danish Girl, Tom Hooper, 2015.
  • Exodus, Otto Preminger, 1960.
  • Fellow Traveller, Philip Saville, 1990.
  • The Front, Martin Ritt, 1976.
  • Guilty by Suspicion, Irwin Winkler, 1991.
  • One of the Hollywood Ten, Karl Francis, 2000.
  • Roman Holiday, William Wyler, 1953.
  • Salt of the Earth, Herbert Biberman, 1954.
  • Spartacus, Stanley Kubrick, 1960.
  • Trumbo, Jay Roach, 2015.

Litteratur

Relaterede artikler