Andreas Halskovs nye Twin Peaks-bog TV Peaks and Modern Television Drama kortlægger seriens store betydning og sætter den ind i en amerikansk og skandinavisk tv-historisk kontekst. David Lynch-eksperten Anne Jerslev har læst Halskovs bog og kortlægger her dens styrker og svagheder.
Det er imponerende, at Andreas Halskov indenfor to år har publiceret to bøger om David Lynchs værker. Den dansksprogede Paradoksets kunst fra 2014 er en gennemgang af hele instruktørens audiovisuelle produktion, mens den nyligt udgivne engelsksprogede TV Peaks and Modern Television Drama har den af David Lynch konciperede Twin Peaks (ABC, 1990-91) som omdrejningspunkt. Desuden sættes serien ind i et større tv-institutionelt og tv-historisk landskab. Bogens ærinde er at undersøge den indflydelse, Twin Peaks har haft på udviklingen af tv-serien både i USA og i Danmark siden starten af 1990’erne. Bogen er således både et stykke moderne tv-historie og en diskussion af, hvad der gjorde Twin Peaks til ”groundbreaking” tv-dramatik. Bogen ønsker at argumentere for, at:
TV has changed during the last 25 years, and that a more seriealized, complex, transgressive, and genre-bending type of TV drama has been possible due to new audience groups and new channels and outlets.
S. 15.
Halskov ser Twin Peaks som det første eksempel på denne ændring og som banebryder for det voldsomt ekspanderende arkiv af quality TV, vi har fået siden. Twin Peaks ”changed the standard of TV”, siger Andreas Halskov igen og igen. Med Twin Peaks fik vi begyndelsen på tv’s tredje golden age, eller hvad man nu kan kalde det, siger Halskov; med Twin Peaks fik vi ”auteur TV”, og med Twin Peaks fik vi en ”showrunner driven model of ’quality TV’ – tv-fiktion, hvor manuskriptskriveren fik en bærende rolle (fig. 1).
Argumenterne baseres dels på en stor mængde eksisterende litteratur (såvel forskningslitteratur som mere journalistisk-kritisk litteratur) dels en meget stor mængde interviews (med medlemmer af produktionsholdet og skuespillere på Twin Peaks, skandinaviske tv-skabere, film- og medieforskere og Twin Peaks fans). Endvidere har Andreas Halskov gennemført en survey besvaret af omkring 700 Twin Peaks fans. Resultaterne af denne, der er dokumenteret i et af bogens appendikser, danner grundlaget for afsnittet ”Twin Freaks and Transmedia: New Media, New Modes of Viewing”.
TV Peaks and Modern Television Drama (fig. 2) er på i alt 300 sider. Den appetitligt tilrettelagte bog er delt op i tre store kapitler, og hertil kommer en prolog og en epilog. Den omfattende læsning, som ligger til grund for bogen, er dokumenteret i en bibliografi på i alt 13 sider. Ydermere rummer bogen 587 slutnoter, surveyresultaterne, en liste over interviews, figurer og illustrationer samt et index til primært titler og navne.
Bogens tre dele
Prologen redegør for bogens hensigt og opridser det amerikanske det tv-landskab, Twin Peaks udsprang af. Bogens første del er tv-historisk, idet den forsøger at bestemme den tv-institutionelle udvikling. Her fokuseres på udviklingen af kabel-tv og med dette de nye financieringsmodeller og måder at tænke seere på, der banede vejen for en ikke-mainstream serie som Twin Peaks på et af de store networks. Halskov diskuterer begrebet auteur-tv som kvalitetsmærkat, lige som spørgsmålet om golden ages og hensigtsmæssigheden af en sådan kvalitativ term, som oprindelig blev foreslået af Robert Thompson i 1996.
Den anden og længste del af bogen går mere specifikt ind i Twin Peaks. Her diskuteres:
- Lynchs status som auteur og Twin Peaks som signaturserie
- seriens banebrydende visuelle og auditive stil
- hvordan serien var nyskabende som genrehybrid fx mellem soap, detektivserie og melodrama
- hvordan serien også var nyskabende ved at kombinere serielle og episodiske fortællebuer
På forskellig vis sætter Andreas Halskov også i dette kapitel serien i en tv-historisk sammenhæng; igennem redegørelse for en lang række intertekstuelle referencer og gennem korte genrehistoriske redegørelser. De to sidste afsnit i denne del af bogen angriber hybridbegrebet fra andre vinkler. Halskov bruger Todorovs fiktionskategorier (the realistic, the uncanny, the fantastic, the marvelous) til at argumentere for, at serien producerer ”fantastic uncertainty” (s. 152-53), både i det fiktive univers og som reaktion i tilskueren. (fig. 3)
I kapitlets sidste afsnit bruges fan surveyen til at sige noget om den ’fandom’, serien har afstedkommet, og dermed om nye tværmediale måder at se på. Endvidere bruger Halskov sine interviews med Twin Peaks fans til at uddybe surveyens resultater om fankulturen omkring serien; han diskuterer Twin Peaks som kult-tv og forskelle på et fanpublikum og et kultpublikum. Med begrebet ”transmedia storytelling” refererer Halskov især til Henry Jenkins, om end internettet og digitale platforme ikke har stor betydning for Halskovs undersøgelse af fandom på tværs af medier. Derfor er resultaterne af det store arbejde med at gennemføre surveyen efter min mening også lidt skuffende. Det eneste spørgsmål i denne, der knytter sig til fanaktivitet omkring serien, lyder: ”Has Twin Peaks prompted you to do scholarly or artistic work yourself” (s. 289). Hvorfor begrænse spørgsmålet? En anderledes måde at stille det på kunne have muliggjort indsamling af viden om, hvordan og om Twin Peaks fans – lige som fans af en række nyere tv-serier – har brugt nettet til at etablere fanfællesskaber og omgås serien kreativt; i dag udspiller tv-serie-fandom sig jo i vid udstrækning på forskellige platforme på nettet – som fx Tumblr. (fig. 4)
Bogens tredje del vender blikket og diskuterer Twin Peaks i en skandinavisk tv-historisk kontekst; hvilken afsmitning har serien haft på vore længdegrader, spørger Halskov, og svaret er – indeed: en hel del. Som i det første tv-historiske afsnit gennemgår Halskov nyere dansk tv-dramas udvikling og gør opmærksom på Lynch-seriens indflydelse (såvel æstetisk, visuelt, som narrativt) på populære serier fra Riget til Forbrydelsen, fra Strisser på Samsø til Broen; endvidere drages en parallel mellem HBOs produktionsmåde og DRs – DRs dogmas (s. 208) og ”the HBO Playbook” (s. 41-43). (fig. 5)
I bogens opsamlende epilog refereres Twin Peaks episodeinstruktør og klipper Duwayne Dunham for følgende – i et af bogens sidste lange interviewcitater:
David Lynch takes something which is very familiar, and he looks at it, puts it under a microscope, and it becomes stranger and infinitely more interesting than what you would usually see on television. I think it opened the minds of a lot of people. Television at that time, and until recently, has been very by-the-book. And today the television landscape is very different – in particular cable television – and I think many modern cable shows are more like Twin Peaks.
S. 220.
Citatet opsamler præcist bogens tematik, hvilket bliver fulgt op af Halskov selv, der opsummerende siger, at “[s]cholars, critics and creators generally agree that Twin Peaks was a groundbreaking and influential show” (s. 224). Denne vinkel fylder meget i bogen, men Halskov når i sin konklusion frem til, at dette kun kunne ske som følge af de skitserede tv-industrielle og tv-systemiske skift.
Styrker og svagheder
Styrken ved Andreas Halskovs informationsrige bog er, at den viser den tv-historiske udvikling, der gjorde det muligt at sende nybrydende tv, der ikke var produceret for et så bredt publikum som muligt. Endvidere er det interessant, at Halskov får beskrevet en ganske særlig kreativ tv-produktionshistorie, som lægger grunden til, at tv, originalitet og kreativt ikke længere udelukker hinanden. Dette opnår han gennem et stort arbejde med at interviewe en række af dem, der var med på produktionen af Twin Peaks.
Når alt dette er sagt, skal det imidlertid også siges, at jeg på en række punkter finder Andreas Halskovs bog noget utilfredsstillende. Det vil den sidste del af denne anmeldelse dreje sig om. For det første synes jeg, det er uklart, hvem bogen egentlig er rettet mod, for det andet har jeg svært ved at gennemskue, hvor Andreas Halskov egentlig selv befinder sig i denne kakofoni af interviewstemmer, der både gentager hinanden og modsiger hinanden. Endelig vil jeg for det tredje, i forlængelse af det foregående, pege på et par steder i bogen, hvor Halskov efter min mening kunne være kommet dybere i sine diskussioner og dermed have gjort dem mere interessante.
Hvem er målgruppen?
I bogens kolofon gøre læseren opmærksom på, at bogen er peer reviewed – hvilket plejer at være betegnelsen for den kvalitetskontrol, som videnskabelige publikationer i dag skal gå igennem. TV Peaks er publiceret på et universitetsforlag – og den indeholder som nævnt omfattende noter og referenceliste. Alt i alt er der altså en række formelle indikationer, som peger på, at dette er en videnskabelig publikation.
Andre træk indikerer noget andet: Bogen positionerer sig fx ikke i forhold til den eksisterende forskning, ej heller gøres opmærksom på, hvordan den bidrager med ny viden. For eksempel er bogens første afsnit en udmærket gennemgang af dele af nyere tv-historie; men der er tale om en sammenskrivning af den eksisterende litteratur. Når Halskov skriver, at han vil ”argue”, at ”TV has changed during the last 25 years”, så undrer formuleringen mig. Dette er almindelig viden i forskningslitteraturen i nyere tv og tv-serier, som han ikke behøver argumentere for. Hermed kunne man sige, at som forskning i nyere amerikansk tv-historie bidrager TV Peaks ikke med nyt. Hvis der på den anden side er tale om en bog for interesserede i nyere tv-serier og nyere amerikansk tv-historie eller tale om en undervisningsbog beregnet på videregående uddannelser – hvorfor så hele denne overvidenskabelige indpakning?
Bogen kunne fint bruges som et kvalificeret grundlag for undervisning i nyere amerikansk og skandinavisk tv-historie – både institutionelt, æstetisk, fortællemæssigt. Den kunne også bruges til undervisning i tv-fandom, David Lynch og selvsagt Twin Peaks. Men hvorfor så skrive den på engelsk? Undervisningsbøger og bøger beregnet på et bredt publikum kan jo sagtens være baseret på original forskning – ja, de er det ofte, og samtidig fordrer genren, at en del af de meget svære og måske indforståede teoretiske diskussioner må henlægges til andre typer af publikationer. Af disse grunde gennemgår den decideret formidlende forskningslitteratur (som fx undervisningslitteratur) som oftest ikke peer review. Men siden bogen nu er peer reviewed, kan jeg ikke forstå, at de anonyme peer reviewere – eller måske snarere en forlagsredaktør – ikke har sørget for at trimme bogen lidt: Den er på den ene side velskrevet og letflydende, men på den anden side så fyldt med gentagelser, at overblikket over progressionen i bogens argumentationer fortabes. På s. 229, det vil sige på en af bogens sidste sider, står der fx:
David Lynch’s productions are immediately recognizable, and the game-changing style of Twin Peaks is often ascribed to Lynch, one of the most significant and popular American auteurs.
Som det fremgår, fremstår dette citat ikke som en konklusion på bogen, men som en information – som jo er helt overflødig, al den stund den er gentaget mange, mange gange på de foregående sider, så sent som på s. 227 med stort set samme formulering. Det fremstår således af og til, som om Andreas Halskov selv mister overblikket over sit stof – hvilket en ordentlig redaktør burde og skulle have hjulpet ham med at rette op på.
Hvor er Andreas Halskov selv?
Halskov konkluderer, til dels i opposition til mange af sine informanter, at:
Twin Peaks may have been groundbreaking; it may have been opened up the grammar of television […] but the changes that have occurred in television during the last 25 years have much more to do with industrial and systemic shifts than with any one particular show.
S. 225.
Dette har han været inde på flere gange i bogen, og han gør indledningsvis opmærksom på, at det er svært at besvare spørgsmålet om indflydelse. Ikke desto mindre gentager han selv flere gange, lige som informanterne, at ”Twin Peaks has been a game changer” (s. 227). Selv om der efter min mening er for mange og for lange interviewbidder i bogen, giver de et sjældent indblik i (erindringerne) om en produktionsproces. Jeg kan derimod ikke forstå, hvad interviewbidderne fra de mange forskere skal bruges til. Det er svært at se pointen med fx eksplicit at referere til Henry Jenkins’ bog Convergence Culture for en definition af ”transmedia storytelling” (s. 167) – men så umiddelbart efter denne reference at bringe et langt interviewcitat frem for at citere fra – og reflektere over – bogen. Fordi Andreas Halskov lige så gerne lader forskere udtale sig i interviewform, som at han går i clinch med og diskuterer med deres videnskabelige argumentationer, kommer de til at tale i stedet for Halskov selv. Ofte lægger han op til et interviewcitat med formuleringer som ”As Jenkins says,”, ”As Thompson says”, ”According to Roberta Pearson”; men hvad er ideen med at lade forskerne tale i stedet for deres videnskabelige arbejder? Jeg kan se ulempen – nemlig at det forhindrer, at Halskov udfordrer deres synspunkter. Forskning, produktion af ny viden, er en udforskning og udfordring af eksisterende synspunkter – ikke mikrofonholderi. Et andet problem er, at forskerne jo ikke skal erindre, men udtale sig stringent fagligt – og det kan de ikke nødvendigvis i talesproget.
Det ville have været interessant, hvis bogen havde indeholdt en refleksion over brugen af interviews – og en refleksion over det at blive bedt om at erindre noget, der er sket for så mange år siden (fig. 6 og 7). Det kan vel sagtens forstærke de mytologiseringstendenser, Halskov selv nævner nogle gange i bogen. Med henvisning til en tekst i Entertainment Weekly konkluderer Andreas Halskov på s. 229, at ”[t]he fans of Twin Peaks mythologize David Lynch, as do cast and crew members, critics and TV historians”. På s. 81 og 91 fremholder han kun, at ”cast and crew members” mytologiserer Lynch. Men spørgsmålet er, om Halskov ikke også selv kommer til at gøre det ved i så høj grad at overlade ordet til disse mange medarbejdere, der synes, Lynch er et geni og en stor kunstner. Dette er jo ikke i nødvendigvis et problem, men metodiske refleksioner kunne have bidraget til bogen.
Bemærkninger til tre af bogens diskussioner
Jeg savner en større optagethed af det uhyggelige i Twin Peaks – netop når Halskov gør opmærksom på mood som et af Lynch-kendetegnene. Halskov er mere optaget af det fantastiske og Todorov end det uhyggelige og Freud. Ikke desto mindre mener jeg, at den uhygge, der gennemvæver Twin Peaks (ved siden af humoren) – ligesom den uhygge, der gennemtrænger mange af Lynchs andre værker – kan beskrives helt præcist og helt ned på shot-to-shot niveau ved hjælp af Freuds begreb om det uhyggelige (eng: the uncanny), som Halskov selvfølgelig også nævner, men ikke går nærmere ind på. Den fornemmelse af uhygge, der opstår præcis i det øjeblik, hvor det, man troede var velkendt, pludselig bliver ukendt. Halskov taler om kognitiv dissonans. Han kunne også med fordel have rådført sig med Noel Carrolls begreb om ”categorical incompleteness” – oplevelsen af uhygge, når vi pludselig står overfor noget, der ikke kan indføjes i de kognitive systematiseringer, vi er vant til at benytte for at forstå.
Jeg kunne tillige have ønsket en præcisere diskussion af kultbegrebet overfor fanbegrebet. Jeg selv citeres fra min bog Kultfilm og filmkultur fra 1993 for at skelne mellem et kultpublikum og et fanpublikum; men her kunne Halskov med fordel have problematiseret denne distinktion – eller have gjort opmærksom på, at fandom i dag – og med udviklingen af internettet – ser helt anderledes ud, end da jeg skrev min bog. Jeg synes ikke selv, distinktionen passer mere – og den passer heller ikke til nogle af de ting, en forsker som Matt Hills citeres for at sige om nyere fandom. I den forstand ser jeg det eksempel, jeg trækker frem her, som et udtryk for, at der mangler diskussioner med teori i bogen; Halskov foretrækker at citere fra den omfattende litteratur, han har været igennem – og respekt for det – frem for at diskutere med den og kontekstualisere den.
Jeg undrer mig over, at Halskov ikke har fundet det nødvendigt at forklare og diskutere modellerne i bogen, fx modellen over ”transmedia storytelling” appliceret på Twin Peaks på s. 183. Jeg må erkende, at jeg slet og ret ikke forstår den. Modellen over serienarrativet på s. 115 forstår jeg godt – men det kunne have været interessant at få den illustreret igennem en konkret analyse af de to sæsoner Twin Peaks. Endelig er der den snilde tv-historiske model på s. 51, der fastlægger tre ”Golden Ages” og så et ”vast wasteland” i tidsrummet mellem 1960 og 1980. Halskov gør ikke opmærksom på, hvor han har dette begreb fra (det optræder første gang på s. 23), men det interessante er jo – hvad jeg ikke er i tvivl om, at Halskov er klar over – at det faktisk var Newton Minow, formanden for FCC (Federal Communications Commission, som Halskov nævner på s. 26), der brugte begrebet om dårligt tv i sin berømte tiltrædelsestale i 1961, hvor han refererer til den forrige tv-sæson. Det er et godt begreb, en mundret allitteration, men det refererer ikke oprindeligt til amerikansk tv i 1960’erne og de tidlige 1970’ere.
