Natten er blå som… – Teal and Orange er det nye sort i film og tv-serier

077-01
Komplementærfarverne blå og orange har længe sat deres præg på den amerikanske blockbuster. Nu har denne forkærlighed for de to komplementær også nået hjemmebiografen, og de mange tv-serier, der fejrer så store triumfer i disse år.

Natten er blå og ikke sort som guld, som det ellers lød i den klassiske Carlsberg-reklame fra midtfirserne. I hvert fald, hvis man kigger på den gennemsnitlige amerikanske spillefilm eller tv-serie anno 2015. Begrebet teal and orange (teal sammenlignes ofte med ’cyanblå’) eller the blockbuster look har på det seneste fået en del opmærksomhed i filmkredse, fordi en uforholdsmæssig stor andel af film og tv-serier colorgrades med udgangspunkt i netop disse to komplementærfarver (se BoxOfficeQuant analyse af filmtrailers).

Hvor det tidligere først og fremmest var på film, at tendensen slog gennem (Michael Bays film nævnes ofte), så er den nu også på spil både i blockbuster tv-serier som Hawaii-5-0 (2010-) og CSI (2000-2015), såvel som i såkaldte kvalitets-serier som The Knick (2014-), Masters of Sex (2013-), Fargo (2014-), The Leftovers (2014-) og The Affair (2014-). Fælles for alle de nævnte serier er ambitionen om at fremstå filmiske og ikke lade sig nøje med tv’s traditionelt noget puritanske æstetik. Det giver sig blandt andet udslag i en ganske ekspressiv tilgang til color grading – med teal and orange i den absolutte hovedrolle.

Eksemplet herover er fra AMC’s Fear the Walking Dead (2015-). Zombie-serien placerer sig et sted mellem de to ovennævnte seriekategorier og er en del af det Walking Dead-univers, der pt. fejrer store triumfer som tegneserie, tv-serie, spil mm. Handlingen i Fear the Walking Dead udspiller sig i dagene umiddelbart efter, at katastrofen indtræffer, og de døde begynder at vandre, men denne gang ikke i Georgia som i den oprindelige tegneserie og tv-serie, men i og omkring Los Angeles.

I billedet dominerer de orange nuancer billedets forgrund, mens den blå farve er forvist til baggrunden. Denne fordeling er ganske typisk, da den orange, på grund af vores hudfarve, dominerer de områder, hvor der optræder mennesker – oftest forgrunden. Den blå farve agerer kontrastrigt bagtæppe.

Der er mange bud på forklaringer af denne påfaldende tendens, her er nogle stykker:

1)
I de fleste indstillinger indgår mennesker, og da menneskets hud i sin varmeste, mest indtagende udgave har en orange ’lød’, ligger det lige for at grade baggrunden med udgangspunkt i komplementærfarven blå (mørke toner giver dybde, mens lyse farver trækker mod billedets forgrund), som i eksemplet herover. Komplementærfarverne er de farver, der er placeret overfor hinanden i den klassiske farvecirkel, og vi har “an affinity for contrast”, som Todd Miro (2010) skriver og ikke mindst for kombinationen blå og orange, hvor kontrasten står skarpest, og øjets arbejde derfor her lettes mest muligt. Kontrasten fokuserer simpelthen vores blik, fordi tingene ’står ud’. Som Denver Riddle fra The Digital Cinema Foundry skriver:

…you focus the audiences attention on what you want them to see. One of the best ways of doing this is to create contrast, to emphasize something by contrasting or comparing it to its opposite, this way it stands out. Obviously the actors and their performance are the most important and so focusing the audiences attention on this through the use of contrast in color achieves this.

2)
Kombinationen blå og orange har også en forførende metaforisk overbygning, der tæller modsætningspar som eksempelvis varme vs. kulde, dag vs. nat, natur (jord, menneske) vs. teknologi og jord(en) vs. himmel/hav

3)
Det er desuden blevet langt lettere at color grade, i takt med at post-produktionen er blevet digitaliseret og derfor billigere. Der findes i dag programmer, der på det nærmeste har automatiseret color grading-processen. I det populære redigeringsprogram fra Apple, Final Cut Pro X, findes der ligefrem en effekt i effektpanelet, der simpelthen hedder teal and orange, og som ifølge diverse tutorials tilfører et ’filmic look’.

Overskrifter på artikler og kommentarer om dette fænomen har ofte det fællestræk, at de begræder udviklingen. Dan Seitz skriver om Five Annoying Trends that Make Every movie Look the Same og Todd Miro bønfalder Hollywood om at holde igen i Teal and Orange – Hollywood, Please Stop the Madness. At kombinationen teal and orange dog ikke bare bruges bevidstløst, er en række af førnævnte tv-serier gode eksempler på. Der er eksempelvis meget langt mellem det visuelle udtryk i billedet herover fra Fear the Walking Dead til den langt mere dæmpede og desaturerede brug af orange og blå i Masters of Sex herunder. Her hælder farvetonen mod det brune og det grå og er med til at sætte den stemning, der præger scenen, hvor Dr. William Masters langt om længe fortæller sin kone (i billedet) sandheden om deres liv sammen. En anden serie, der arbejder yderst bevidst og langt mere ekspressivt med komplementærfarverne orange og blå, er Steven Soderberghs fremragende The Knick.

Som i eksemplet herunder er det i Soderberghs tv-serie ofte den orange farve, der agerer baggrund i The Knick, mens karaktererne omgives af et koldt blåt skær. Serien foregår i starten af det tyvende århundrede, hvor lægevidenskaben og verden i almindelighed for alvor begynder at tage det moderne til sig, men hvor de elektriske lys endnu ikke helt formår at omslutte mennesket. I andre scener er det sepia-tonerne, der hersker (ofte indendørs hos overklassen), mens scenerne i New Yorks kolde gader oftest domineres fuldstændig af en kold blå, der ikke levner nogen tvivl om, at livet derude kræver sin mand, eller kvinde.

Fig. 2: Masters of Sex, afsnit 3.12.
Fig. 2: Masters of Sex, afsnit 3.12.
Fig. 3: The Knick, afsnit 2.1.
Fig. 3: The Knick, afsnit 2.1.

Teal and Orange; Fra Michael Bays blockbusters over Fear the Walking Dead til Soderberghs niche-serie er denne kombination i spil, men lige som med alle andre filmiske virkemidler er det den konkrete iscenesættelse, der afgør om det blå nattemørke fremstår som en doven kliche eller snarere som et motiveret valg.

* * *

Fakta

Litteratur