Den komplekse Bond

Spoilers!

Den 24. episode i en af filmhistoriens længstvarende filmserier har ramt biograferne. Den nye James Bond-film, SPECTRE, tilbyder os som vanligt eksotiske locations, billedskønne kvinder og action af højeste kvalitet i selskab med agent 007. Men alt er vist ikke helt, som det plejer? I skrivende stund er det uvist, om Daniel Craig tager endnu et livtag med Bondfiguren, men allerede nu tegner der sig et klart billede af en kvartet af Bondfilm med Craig i titelrollen, der skiller sig ud fra de øvrige film i serien.

Siden Ian Flemings første Bondroman Casino Royale udkom i 1953, er Bonduniverset gennem bøger, tegneserier, film, computerspil og meget andet blevet fast inventar i vor ’kulturelle erindringsbank’ (Bennett & Woollacott 1987: 14). Fra starten af 1960’erne har flagskibet i Bond-brandet været filmene, og i sin indkredsning af deres vedholdende popularitet skitserer James Chapman det, han kalder filmenes formel. På den ene side en række konstanter, som vi forventer er med i hver film, eksempelvis Bond, der bliver briefet af M; et besøg i Q’s værksted; Bond, som forfører en smuk kvinde og superskurken, der afslører sine hemmelige planer. På den anden side må serien også forny sig og forholde sig til kulturelle, filmindustrielle og samfundsmæssige forandringer, og holde sig opdateret i forhold til ”changing tastes and popular attitudes” (Chapman 2009: 112-113). I begyndelsen kæmpede Bond ofte mod sovjetiske fjender, men i takt med at den kolde krig løjede af, skiftede fjendebilledet til internationale forbryderorganisationer eller industrimagnater. Et andet eksempel på Bondfilmenes lydhørhed overfor tidens tendenser er Moonraker, hvor Bond, i slipstrømmen på Star Wars’ umådelige popularitet i sidste halvdel af 1970’erne, blev sendt ud i rummet. På samme måde som genrefilm er Bondserien altså ikke statisk, men udvikler sig også ved at låne og imitere fra andre medier (Bordwell & Thompson 2013: 333).

Daniel Craig har indtil videre spillet agent 007 i fire film: Casino Royale (2006), Quantum of Solace (2008), Skyfall (2012) og SPECTRE (2015), og hvor hver film i Bondserien normalt er en afrundet episode, kan de fire film også ses som en lang sammenhængende historie. Dette fortællemæssige greb kan man genkende i andre af tidens Blockbusters, eksempelvis Christopher Nolans Batmantrilogi, trilogien om Bourne og X-Men filmene. Men det vil måske være mere nærliggende at pege på, at Bondserien har lånt fra tv-seriens komplekse fortællestrukturer.

Man skelner gerne mellem to overordnede fortællestrukturer i tv-serien: episodeserien og føljetonserien. I episodeserien er hvert afsnit en afsluttet historie, persongalleriet og locations er stort set de samme, og karaktererne gennemgår sjældent en udvikling (Harms Larsen 2003: 352-353). Filmene i Bondserien ligner episodeserien. For eksempel bliver Bond gift i On Her Majesty’s Secret Service (1969). I filmens slutning bliver Bonds kone slået ihjel, men i den efterfølgende film i serien Diamonds Are Forever (1971), der har sin egen afsluttede historie, hører vi intet til hverken konens død eller Bonds sorg. Man kan sige, at episodeserien ikke akkumulerer begivenhederne, men vælger at ignorere begivenhederne i fremtidige episoder (Mittell 2015: 22-23).

Derimod lægger føljetonen op til den lange fortsatte historie. Den moderne karakterbaserede føljetonserie opererer gerne med tre niveauer af historier også kaldet buer: 1. det enkelte afsnits historie, kaldet episodebuen; 2. historier, der fortsætter gennem flere afsnit, føljetonbuer og 3. seriebuen, der er føljetonens overordnede historie (Harms Larsen 2003: 353-356). I det følgende vil jeg beskrive og analysere, hvordan Craigkvartetten af Bondfilm har en indbygget føljetonstruktur, som særligt har givet mulighed for at skabe en mere kompleks Bondfigur end tidligere, og som samtidig har været med til at forny serien inden for Bondformlens grænser.

Føljetonstrukturer

Føljetonstrukturen giver sig tydeligt udslag i de to første Bond film med Craig. Quantum of Solace fortsætter i umiddelbar forlængelse af Casino Royale. I Casino Royales sidste scene skyder Bond Mr. White i benet (fig. 1), og Quantum of Solace indledes med en hæsblæsende biljagt, hvor Bond kører med den sårede Mr. White i sit bagagerum (fig. 2). For første gang i Bond-seriens historie hører to film sammen som første og anden del af en samlet episode. Uden at have set Casino Royale vil mange af Quantum of Solaces karakterer virke indforståede, og den sorg og hævngerrighed, der driver Bonds handlinger gennem filmen uforståelig, som Henrik Queitsch skrev i sin anmeldelse: ”Quantum of Solace virker på godt og ondt som en direkte fortsættelse af Casino Royale. I så høj grad, at det nærmest kræver, at man har set forgængeren, hvis man vil hænge med i handlingsforløbet.” (Queitsch, 2008)

Det er den britiske duo Neal Purvis og Robert Wade, som sammen med skiftende medmanuskriptforfattere har været hovedmænd til de fire film med Craig som Bond, og at de som en slags hovedforfattere løbende har tænkt fremtidige film ind i serien, er karakteren Mr. White et godt eksempel på. Oprindeligt skulle Mr. White dø i slutningen af Quantum of Solace. Dødsscenerne var optaget, men man bestemte sig for at lade Mr. White leve og udelade de optagede scener, så Mr. White kunne dukke op igen i SPECTRE (fig. 3). Ligesom med karakteren Mr. White indeholder de fire film med Craig en række føljetonbuer, som giver mening i den enkelte film, men i sammenhæng med de andre film også kan ses som en række set-ups, som samtidig bidrager til at motivere senere handlinger i serien.

”Christ – I wish the Cold War wasn’t over”, udbryder M i Casino Royale, efter hun har stået skoleret foran en parlamentskomite, fordi Bond har slået en terrorist ihjel på en unavngiven afrikansk ambassades område. Modsætningen mellem det britiske parlaments skepsis over for MI6’s gammeldags metoder forstærkes i Skyfall, hvor M skal vidne under en offentlig høring om rigets sikkerhed. Disse føljetonbuer skaber en naturlig begrundelse for, at MI6 og 00-afdelingen skal nedlægges i SPECTRE til fordel for det globale overvågningssystem: ’De ni øjne’. Andre eksempler på føljetonbuer mellem de fire film er Aston Martinbilen Bond vinder i Casino Royale, som bliver brugt som flugtbil for Bond og M i Skyfall. Bilen bliver senere skudt sønder og sammen, og i SPECTRE bliver den restaureret. I Skyfall sprænger skurken Silva MI6’s hovedkvarter ved Themsen i luften, og i SPECTREs klimaks skal Bond redde Madeleine ud af den sønderbombede bygning, inden den skal jævnes fuldstændigt med jorden.

Også i det faste figurgalleri er der blevet leget med formlen. Casino Royale overrasker ved, at karaktererne Moneypenny og Q er udeladt! Bonds chef M er naturligvis med, spillet af Judi Dench. I Quantum of Solace introduceres karakteren Bill Tanner, M’s Chief of Staff, der er en fast tilbagevendende figur fra Flemings bøger. Først i Skyfall møder vi Moneypenny, Q og Mallory, der med tiden bliver den nye M. Modsat de tidligere film i serien udstyres disse konstante karakterer som noget nyt både med en baggrundshistorie og med en række særlige karaktertræk. Moneypenny, som normalt er henvist til M’s forkontor som hans sekretær, er i Skyfall en aktiv agent – det er faktisk hende, som på M’s ordre skyder Bond – inden hun indtager rollen som sekretær. I SPECTRE er vi endda hjemme i hendes lejlighed, og får også et kort indblik i hendes kærlighedsliv. Vi lærer, at Q nødigt vil opgive sine to katte, og det hus han har et lån i, og ikke mindst at han er et computergeni. Mallory er tidligere oberstløjtnant i den britiske specialstyrke, SAS, og har været holdt som gidsel i tre måneder under en mission i Nordirland. Kun Tanners baggrund hører vi ikke om. Ved at give det tilbagevendende figurgalleri en baggrundshistorie bliver de betydelig mere facetterede end i de tidligere Bondfilm, og de karaktertræk, vi har fået præsenteret, er med til at sandsynliggøre, at de fire sammen med Bond i SPECTRE alene kan tage kampen op mod skurken Blofeld og hans medsammensvorne ’C’.

Den komplekse Bond

Chapman pointerer:

The character of Bond remains the most constant element of the films. Bond is the modern, virile, classless character who combines the suave sophistication of the traditional British gentleman-hero with the toughness and sexual magnetism of the Hollywood leading Man.

Chapman 2009: 115.

Uanset om det har været Sean Connery, George Lazenby, Roger Moore, Timothy Dalton eller Pierce Brosnan, som har inkarneret Bond-karakteren, har den ligget mere eller mindre fast. Hver skuespiller har tonet rollen, men selve Bondkarakteren har ikke udviklet sig i nævneværdig grad.

Da Daniel Craig blev præsenteret som den nye Bond, var meningerne delte, og valget blev mødt med skepsis. En blond, usofistikeret type, der mere minder om en, man kan møde på pubben end på en eksklusiv natklub. En karakter udvikler sig sjældent radikalt, skriver Jason Mittell i sin analyse af karakterers udvikling i tv-serier, men vores forståelse af en karakter kan gøre det, fordi man gennem den lange fortælling gradvist kan tilføje nye facetter til allerede fastlagte træk hos en karakter, hvorved karakteren kan opleves som ny (Mittell 2015: 136). Ved at se på Bonds udvikling gennem de fire film med Craig, får vi lige præcis tilføjet en lang række facetter af Bondfiguren, der gør den betydelig mere kompleks end i de tidligere film.

Med Craig som Bond er man startet forfra, fra det tidspunkt hvor Bond opnår sin dobbelt nul-status med ret til at dræbe. To mord skal der til for at opnå retten. Det ene mord er en uskøn og brutal slåskamp på et toilet, det andet et iskoldt drab på en forsvarsløs mand, hvis pistol Bond har tømt for ammunition. Der er ikke meget sofistikeret britisk gentlemanhelt over Bonds likvideringer. M kalder ganske enkelt Bond for et ’blunt instrument’, hvilket understreger hans status som dræbermaskine.

Det sidste drab bringer mindelser om et lignende drab fra seriens første film Dr. No, hvor Bond kynisk slår geologen Dent ihjel, efter at Dent har tømt sin pistol for kugler. Referencen er nok heller ikke helt tilfældig, for selvom Casino Royal revitaliserer Bond, er det med stor fornemmelse for den klassiske Bondseries konventioner og elementer, hvilket særligt giver sig udslag i en hel række intertekstuelle referencer til de tidligere Bond film. Bond vinder eksempelvis i Skyfall en Aston Martin DB5 i et pokerspil, en bil, som siden Goldfinger har indgået i flere af seriens film, og er blevet en del af Bond-ikonografien (fig. 4-5).

Gennem de fire film er der en underliggende følelsesmæssig konflikt hos Bond om at vælge – MI6 eller kærligheden. Psykologisk bliver det motiveret i Bonds forhistorie, som vi kan sammenstykke gennem de fire film. I SPECTRE får vi at vide, at Bonds forældre er omkommet i en bjergbestigningsulykke, da han var dreng, og i Skyfall ser vi for første gang i filmserien Bonds barndomshjem i det skotske højland. Men hans baggrund er faktisk allerede blevet berørt i Casino Royale. I en af de første samtaler mellem Bond og Vesper tolker de hinanden, og Vespers fortolkning af Bond står uimodsagt. Han er tidligt blevet forældreløs; har haft en fattig opvækst, hvilket Bonds klassekammerater har ladet ham høre for, og Vesper karakteriserer indirekte Bond ved at sammenligne ham med de utilpassede unge mænd, MI6 hverver, og som uden tøven vil ofre alt for dronning og fædreland (fig. 6).

I Casino Royale vælger Bond kærligheden til fordel for MI6. Uforbeholdent erklærer han sin kærlighed til Vesper med ordene: ”I have no armour left. You stripped it from me. Whatever is left of me… Whatever is left of me… Whatever I am… I’m yours.” (fig. 7). Så følsom og inderlig har Bond endnu ikke optrådt på film. Vi er milevidt fra både Sean Connerys 60’er-tegneserieunivers eller Roger Moores kvikke bemærkninger. En klassisk Bondfilm ville slutte med et lidenskabeligt favntag mellem Bond og en Bondbabe, mens M forgæves forsøger at komme i kontakt med Bond. Derfor bliver Casino Royales slutning, hvor Vesper dør, ekstra voldsom og overraskende (fig. 8).

Bonds sorg og hævngerrighed bliver drivkraften i Quantum of Solace, hvis titel nok refererer til forbryderorganisationen Solace, men også til ’en dosis trøst’, som titlen kan oversættes som. Det indre fængsel Bonds sorg har sat ham i, har han tilfælles med filmens heltinde Camille, der er på et hævntogt for sin afdøde familie. ”I wish I could set you free. But your prison is in there”, siger hun til Bond og kærtegner hans ansigt. I filmens sidste scene frigør Bond sig fra sin sorg og hævngerrighed ved at opsøge Vespers tidligere kæreste, der forrådte hende og blev skyldig i hendes død. Bond overgiver kæresten til MI6, og erklærer sig parat til tjeneste.

Kærligheden bliver erstattet af opofrende pligtfølelse, og derfor rammer det ekstra hårdt, at M uden tøven er villig til at ofre ham i begyndelsen af Skyfall. I filmen bevæger Bond sig fra at være gået i hundene i et fjerntliggende tyrkisk fiskerleje til først at genopstå og erklære sig parat til tjeneste for at ende med at stå som beskytteren af riget mellem blafrende Union Jacks (fig. 9).

The Dead Are Alive

De mange føljetonbuer fra de tre foregående Bondfilm samles i SPECTRE. Referencerne begynder allerede i den animerede titelsekvens, hvor billeder af karakterer fra de tre foregående film indgår, og handlingen sættes i gang med afsæt i begivenheder fra Skyfall. En efterladt videobesked fra den afdøde M, og de få personlige efterladenskaber fra Bonds udbrændte barndomshjem bliver brikker i filmens historie.

For bag alt det Bond hidtil har været igennem siden Casino Royale, står Ernst Stavro Blofeld. ”I’m the author of all your pains”, fortæller han Bond. Hver gang Bond har krydset hans vej, har han lagt Bonds liv i ruiner. Alle de tidligere skurke Le Chiffre, Dominic Greene, Silva, Mr. White har været orkestreret af Blofeld (fig. 10). Den unavngivne organisation som Le Chiffre og Mr. White tilhører, en organisation om hvilken Mr. White i Quantum of Solace fortæller: ”We have people everywhere”, og hvis medlemmer senere i filmen samles til møde under en storslået operaforestilling bliver afsløret som SPECTRE.

I 1960’ernes Bond-film var Blofeld Bonds ærkefjende, der som nummer et i organisationen SPECTRE, Special Executive for Counter-intelligence, Terrorism, Revenge and Extortion, gentagne gange blev forhindret af Bond i at overtage verdensherredømmet. Blofeld har dog ikke været en ingrediens i Bonduniverset siden Diamonds are Forever fra 1971 (1). Modsat de tidligere film er Blofeld også blevet en mere kompleks karakter, som ikke kun har verdensherredømmet som mål, men han har et personligt motiv. Blofelds indædte had til Bond bunder i jalousi, for faktisk er de fosterbrødre. Blofeld er født Franz Oberhauser, og hans Far Hannes Oberhauser blev Bonds værge efter hans forældres død. Hannes’ uforbeholdne opmærksomhed på Bond, fik den unge Blofeld til at hade Bond og betragte ham som gøgeungen, der ville skubbe ham ud af reden.

Bonds indre konflikt mellem pligt og kærlighed finder endelig sin løsning i SPECTRE. I mødet med Madeleine Swann finder Bond nemlig sin ’soulmate’. Som datter af Mr. White er hun opvokset i konstant frygt for snigmordere, og i en tidlig alder har hun lært at håndtere den pistol, der lå under vasken sammen med klorinen (fig. 11). Ligesom Bond har Madeleine levet et liv med døden tæt inde på kroppen. En datter af en snigmorder er den eneste, der ville have kunnet forstå Bond, konstaterer Blofeld lakonisk, før han skal til at torturere Bond til døde. Madeleine spørger på et tidspunkt Bond, hvad han ville stille op, hvis han holdt op som agent med ret til at dræbe. ”I don’t know”, svarer Bond, hvortil Madeleine svarer, at man altid har et valg. Og Bond vælger. Da Bond i SPECTREs finale endelig har forhindret Blofelds flugt, og står alene overfor ham på midten af Westminster Bridge med hævet pistol, står M på den ene side af broen og Madeleine på den anden. ”Finish it!” udbryder den liggende Blofeld, men Bond undlader at skyde Blofeld med ordene; ”I’ve got something better to do,” og slipper sin pistol, der rammer asfalten. Bond vælger Madeleine, og sammen kan de to vandre bort.

I fire film har vi fulgt Bond, fra han fik sine 007-sporer; gennem sejre og nederlag; Blofeld, der var ophavsmanden til al Bonds smerte er sat bag lås og slå, og Bond, som har valgt MI6 fra, kan køre væk sammen med sin udkårne i sin nyrestaurerede Aston Martin DB5. Den meget definitive slutning bliver også afrundingen på den seriebue, som startede med Casino Royale.

Om Bond og Madeleine lever lykkeligt til deres dages ende må indtil videre stå hen i det uvisse. Men lur mig om Bond ikke i en eller anden inkarnation vil vende tilbage til det hvide lærred. For selvom Craig-kvartetten fremstår som en samlet enhed med en definitiv slutning, garanterer rulleteksten i SPECTRE, at ”James Bond Will Return.”

* * *

Fakta

Nævnte film

• Casino Royale, Martin Campbell, 2006.
• Diamonds Are Forever, Guy Hamilton 1971.
• Dr. No, Terence Young, 1962.
• Goldfinger, Guy Hamilton, 1964.
• Moonraker, Lewis Gilbert, 1979.
• On Her Majesty’s Secret Service, Peter R. Hunt, 1969.
• Quantum of Solace, Marc Forster, 2008.
• Skyfall, Sam Mendes, 2012.
• SPECTRE, Sam Mendes, 2015.
• Star Wars, George Lucas, 1977.

Litteratur

• Bennett, Tony & Janet Woolacott: Bond and Beyond. The Political Career of a Popular Hero. London: McMillan, 1987.
• Bordwell, David & Thompson, Kristin: Film Art. An Introduction. 10th ed. New York: McGraw Hill.
• Chapman, James: ”A Licence to Thrill”. In Lindner, Christoph (ed.): The James Bond Phenomenon. A Critical Reader. 2. ed. Manchester: Manchester University Press, 2009
• Larsen, Peter Harms: De levende billeders dramaturgi bind 2. København: DR Multimedie, 2003.
• Schantz Lauridsen, Palle: ”Verden i følge Bond”, Kosmorama nr. 187. København: Det Danske Filmmuseum, 1989.
• Mittell, Jason: Complex TV. The Poetics of Contemporary Television Storytelling. New York: New York University Press, 2015.
• Queitsch Henrik: ”Hævneren Bond.” Ekstrabladet 5. november 2008

Artiklen baserer sig på to gennemsyn af SPECTRE.  Jeg er Camilla Baggesen, SF-Film, taknemmelig for at få lov til at deltage i pressekørslen af filmen.

(1) Blofeld optræder i den korte afrundede førtitelsekvens i For Your Eyes Only (1981), og både Blofeld og SPECTRE indgår i den ’uautoriserede’ Bondfilm Never Say Never Again (1983).