Alt for længe har Bo Widerbergs film stået i skyggen af Ingmar Bergman oeuvre. Det søger et nyt bokssæt med udvalgte Widerberg-værker at råde bod på.
Den udøde
Lørdag d. 8. november 2003 kl. 13:45 ankom en udød til Frederikshavn. Filmfestivalen i den nordjyske pendant til Göteborg havde inviteret koryfæet Jörn Donner, som i 1962 udgav ”Djævelens Ansigt” om Ingmar Bergman og hans filmkunst, en klassiker, der hævder sin status som et af Bergman-litteraturens kyndigste værker. Herefter fulgte fra Donners hånd vistnok 35 romaner og en håndfuld film, den ene mere langtrukken end den anden, men det skal jeg ikke dømme om, da jeg ikke har orket at gøre bekendtskabet.
Foran et fåtalligt publikum indtog den aldrende Donner podiet i Frederikshavn, et tiår før ”The Walking Dead” indtog Netflix. Han ville omgående have fået en rolle.
Da han fik drejet optrækkernøglen i ryggen, gik foredraget som på skinner, uden manuskript, kyndigt bevares, oplysende, og Bergman må have nikket applauderende i sin himmel. Til sin adjudant. En Bergman-zombie.
Det kunne alt sammen være lige meget, hvis ikke Donner var chef for Det svenske Filminstitut 1978-1982. Han producerede Bergmans svanesang ”Fanny og Alexander” og fik en oscar – det var han stolt af, og hvem ville have været denne kraftpræstation foruden. Den kostede mange penge. Men er den virkelig Bergmans bedste film?
I en lang periode de samme år og de følgende mødte den anden af Sveriges største instruktører, Bo Widerberg, kolde skuldre i produktionsmiljøet.
–De sortlistede ham, fortæller Roy Andersson, systemet hjalp ham aldrig.
– Alle de film han kunne have skabt, siger Stefan Jarl i sin lille kortfilm Koltrasten (Solsorten). Film vi i dag må savne (selv om efterladt materiale dokumenterer projekterne). Film, som uviljen blandt andet fra Filminstituttet forhindrede. Pengene skulle nok andre steder hen. (Ifølge Wikipedias omtale af Donners biografi udtalte han sig i embedsårene som chef stærkt krænkende og nedsættende om Widerberg. ”Syg i hovedet”, ”gal”, ”uduelig”.)
Jeg ville gerne have sagen belyst. Efter Donners foredrag tog jeg mod til mig og i samme øjeblik, Widerbergs navn blev nævnt, sænkede han blikket. En stor istap groede ned fra loftet. Så løftede han øjenlågene og rakte mig gennem sit blik et glas nymalket had. Widerberg led af et faderkompleks over for Bergman, belærte han mig. Herefter fulgte nogle afglidende bemærkninger før et hastigt opbrud.
Her i Danmark ved vi jo godt, at Sverige er skønt og mærkeligt. Her har vi H.C. Andersen og Hist hvor vejen slår en bugt. Der har de August Strindberg og En dåres Forsvarstale, sindssyge og kvindehad.
Kan man forestille sig Erik Balling og Lars von Trier i livstruende infight?
Ingmar Bergman (samt hans drabant Jörn Donner) og Bo Widerberg hadede hinanden. Bergmans film er for længst udgivet på dvd. Bortset fra et par stykker har Widerbergs været uopdrivelige. Hvor har Det svenske Filminstitut deponeret sin rettidige omhu?
Widerberg døde i 1997. Nu udkommer ”Widerbergboxen”, 17. August 2015. He’s back!
Widerbergboxen
Det svenske Filminstitut har ingen andel i udgivelsen. Den er resultatet af et samarbejde mellem Det kungliga Biblioteket og produktionsselskabet Studio S. Forud herfor besørgede Svensk Filmindustri i 2012 en bokssæt-udgivelse af 7 Widerberg-spillefilm, ”Bo Widerberg – en filmografi”. Bortset fra at det henstår i det uvisse, hvad en filmografi egentlig er for noget, er det selvfølgelig fint, at disse film er tilgængelige, men udgivelsen fra Svensk Filmindustri virkede som en hastesag, sjusket og behæftet med mangler. Det er tilfældigt, hvilke undertekster der tilbydes, og ekstramateriale er helt fraværende.
I sammenligning hermed fremstår den nye udgivelse Widerbergboxen med en samlet spilletid på 23 timer som et forbilledligt udgivelsesarbejde med omhyggelig dokumentation af DVD-kopierne samt en overflod af ekstramateriale, hvoraf en del er nyproduceret. Udgivelsen er simpelt hen et overflødighedshorn og uomgængelig, ikke kun for en Widerbergfan, men også for den filminteresserede i almindelighed. Udover de levende billeder rummer den også en fin lille – men tættrykt – booklet, der indledes med en ömsint (øm, kærlig) vignet af dramatikeren Peter Birro og afrundes af et informationsmættet og veloplagt interview med instruktøren af Kjell Häglund (fra 1995).
Boxen rummer fire af Widerbergs spillefilm: Joe Hill (1971), Fimpen (1974), Victoria (1979) og Lust och fägring stor (1995). Herudover på yderligere 2 af de i alt 6 DVD’er TV-iscenesættelsen af Arthur Millers hovedværk En handelsresandes död (1979) samt Stefan Jarls dokumentarfilm om Widerberg, Liv til varje pris (1998) (fig. 2).
Et omdrejningspunkt i Widerbergs liv og værk er skuespilleren Thommy Berggren. De to var soulbrothers og livslangt forenet i et frugtbart, men også opslidende arbejdsfællesskab og venskab. Han spillede hovedroller i fem af ”Bosses” betydeligste film, og han er også omdrejningspunkt i Widerbergboxens ekstramaterialer med interview og kommentarspor. Han er i dag 78 år, men ligeså spillevende som i sine filmroller, og han bidrager i betydelig grad til udgivelsens profil og perspektiver samt ikke at forglemme dens underholdningsværdi. Ligesom Bosse selv er han ”höggradigt jävla excentrisk” (i allerhøjeste grad forbandet excentrisk) – titlen på Mårten Blomkvists udførlige Widerbergbiografi, der udkom i 2011.
Bosse
Bo Widerberg anvendte selv hverken bord eller stole. Han vandrede op og ned ad gulvet og indtog sin frokost uden at sidde. Ganske morsomt, når man må iagttage, at borde og stole fylder ganske meget i hans film og er kilde til en knopskydende opfindsomhed i hans arrangementer af skuespillerne, rummene, selve aktionen. Skuespillerne skal være ubevidste, mente han – tingene derimod skal være bevidste! Han var intensivt opmærksom på en location og dens samspil med skuespilleren i et hastigt forbidragende moment. Han var selve øjeblikkets mester.
Derfor kom han gang på gang i strid med alt i omgivelserne, som krævede struktur, regelmæssighed, orden. Han var i uhørt grad på tværs. Men altid på livets side, og poesiens, det flygtiges side. Meget få instruktører har skabt så pulserende øjeblikke på lærredet.
At han også beherskede de komplekse strukturer, dem der går ned under dramaturgiske formler til eksistensens underjordiske rodbærende lag, hvorfra de næringsrigeste, sværest tilgængelig mineraler kan hentes op og blusse i blomstringens og alt det florerendes sekundkorte skønhed – ja, det beviser til overflod hans (i mine øjne) ultimative mesterværk Ådalen 31 (da. Oprøret i Ådalen, 1969 – se henvisning til min artikel i faktaboksen).
Lige nøjagtig strukturbevidstheden har Mårten Blomkvist mindst held med at udfolde i sin prisværdige og på alle måder respektindgydende biografi. Som svigersøn har han haft adgang til et omfangsrigt materiale, som han sobert og detaljerigt fremlægger i sin fængslende fremstilling af en karriere, der som sagt på de ydre linier var præget af Widerbergs konfliktfyldte forhold til magthaverne i svensk film, og på de indre linier præget af et vidtløftigt privatliv, et hyperenergisk og udfarende, spillende og legende temperament under heftig beskydning fra depressive anlæg. Produktionsforløbene blev sjældent mindre end hårrejsende.
Widerberg var født i Malmø og havde rod i arbejderklassen. Hans unikke sans for miljøer og skuespillets små virkelighedsforankrede nuancer trives side om side med en forfinet og nydelsesbetonet, livshengiven og poetisk farverigdom i udtrykket, der med tiden fandt inspiration i fransk impressionisme, især Renoir. Det faldt hans meningsfæller for brystet. De beskyldte ham for arbejderromantik og borgerlig æsteticisme. Men Widerberg overskred traditionelle grænsedragninger mellem borgerlig og socialistisk kunst. Man kan også sige det enklere: den kunstneriske vilje og evne satte sin egen dagsorden (fig. 3).
Han døde den første maj omgivet af sine kære. Vinduet stod åbent. ”Tonerna från ”Internationalen” strömmade in i rummet, tröstade något de tre sörjande, berörde inte alls den fjärde i rummet, vars livslånga kamp för at störta det gamla i gruset var över”.
Sådan slutter Mårten Blomkvist sin biografi.
Joe Hill
Hvis man vil berede sig selv en poetisk og filmhistorisk åbenbaring, skal man se de første femten minutter af Widerbergs Joe Hill. Her formelig sprøjter livet selv ud mod tilskueren. Liv for enhver pris! Det var instruktørens credo (fig. 4).
Filmen er juvelen i Widerbergboxen. Et komplet negativ dukkede op i Californien, og da den omsorgsfulde restaurering var tilendebragt, kunne den genopstandne film vises ved Cannesfestivalen i år, 2015, hvor den i 1971 vandt juryens store pris.
Joe Hill var svensk Amerika-emigrant, og som ganske ung ankom han i 1900-tallets begyndelse til New York. Her oplevede han de udstødtes elendighed og engagerede sig siden i proletarernes kamp for rettigheder. Han udviklede sit talent for singer-song-writing – ”You’ll get pie in the sky when you die!”. Efter en summarisk domsafsigelse i en drabssag blev han henrettet, formentlig uskyldig.
Widerberg havde ofte et dokumentarisk udgangspunkt for sine film. Ådalen 31 skildrede begivenheder, der ændrede svensk historie. Gennembrudsfilmen Elvira Madigan ændrede ikke kun farvefilmens historie, men også opfattelsen af en episode i danmarkshistorien. Da filmen fik premiere i New York, udbrød Patti Smith: dette er Elvira Madigan-sommeren (fig. 5)!
Drømmen om Amerika var levende i Widerberg, og med udgangspunkt i den biografiske skitse om Joe Hill (i realiteten ved man ikke meget om ham), rejste han til New York med Thommy Berggren og fotografen Jörgen Persson samt yderligere (ganske få) trofaste medarbejdere, der alle fortjener at nævnes, men det gør jeg så ikke lige her.
Det er et genuint mirakel, at det lykkedes for dette lille hold – uden nogen som helst assistance fra det professionelle amerikanske produktionsmiljø – at skabe så autentisk et amerikansk værk, sikkert ud fra deres dybeste længsler og valgslægtskaber, Elia Kazan, Marlon Brando etc. Men alligevel. Hvor forlorent og naivt kunne det hele ikke været faldet ud.
Men nej.
Coppola, Leone, de Niro – de så (ifølge Thommy Berggren, der fik tilbudt en rolle i Once Upon a Time in America) alle Joe Hill, og hvem kan være i tvivl om, at Widerberg havde skabt en holdbar vision. Man må også formode, at Lars von Triers Dancer in the Dark står i gæld til Joe Hill, både i Lumber Jack- scenarierne, men ikke mindst i henrettelsesscenerne.
Filmens kommentarspor leveres af Peter Birro og Thommy Berggren. Jeg har sjældent oplevet et mere medrivende og heftigt engagerende kommentarspor til en spillefilm. Det ændrer markant filmoplevelsen, ikke kun intellektuelt, men også emotionelt. Pludselig opstår der pauser, hvor de to bliver så optaget af fortællingens styrke og magi, at de ganske enkelt forstummer i ladede øjeblikke (fig. 6).
Filmen er billedskøn og skuespillerstærk. Dens impulsive, antydende og episodiske fortælleform blev af visse kritikere i samtiden opfattet som dramaturgiske ”svagheder”, men sådan ser vi det ikke i dag. Det er en bedrift i sin egen ret, når instruktører kaster de dramaturgiske spændetrøjer af sig. Hvis de altså kan lave film på de betingelser. Det kunne Widerberg. Han var en foregangsmand.
”Det ömsinte blick”
Thommy Berggren arbejdede enkelte gange også med Bergman, som udfrittede ham om Widerberg, den jävel. Ådalen 31 (hvor Thommy ikke var med) fik premiere.
Skal du ikke se den, spurgte Thommy Ingmar.
– Tror du jeg skal se en film af den jävel!, lød Bergmans svar.
– Jeg følger dig ned til biografen!, fulgte Thommy op.
Selv gik Thommy Berggren ikke med, men sørgede for at Bergman fik billet og gik ind. Senere mødte han ham ved udgangen. Bergman var synligt bevæget. Jo, det var en bra film. Han är kanske den bästa.
Thommy Berggren beretter i Stefan Jarls dokumentar, at Widerberg anså Bergman for grundlæggende at være en vertikal instruktør. Alt er hængt op på vertikale strukturer. Jean-Luc Godard fandt ham tør og kold.
I modsætning hertil var Widerberg et horisontalt orienteret menneske. Altid optaget af autencitet og nærvær. De utallige ansigter, der fanges ind af hans kamera – ikke mindst i Joe Hill – bærer altid med sig, at de også har levet et andet liv, et andet sted, som nærer oplevelsen af realitet og erfaring. I filmkunstens historie tilhører Widerberg realismens tradition.
Peter Birro og Thommy Berggren prøver i deres kommentarspor at sammenfatte det essentielle. Widerbergs blik på verden var ”ömsint”. Ømt og kærligt, kan vi forsøgsvist oversætte. Jag vill se! Jag vill se! Råber Joe Hill da han i filmens slutscene lykkes med at skubbe øjenbindet af, inden han møder henrettelsespeletonens kugler. Bo Widerberg så og så.
[quote_center]***[/quote_center]
Fakta
Widerbergboxen. Det kungliga Biblioteket og Studio S. 2015.
Bo Widerberg – en filmografi. Svensk Filmindustri 2012. 7 DVD’er med følgende spillefilm: Barnvagnen, Kvarteret Korpen, Elvira Madigan, Ådalen 31, Mannen på Taket, Mannen från Mallorca, Ormens väg på Hälleberget.
Mårten Blomkvist: ”Höggradigt jävla excentrisk”. Forlaget Nordstedts. 2011.
Otto Pretzmann: At fange lyset. 16-9, april 2005.
