Film om hackere og it-iværksættere udgør efterhånden en velprøvet genre. Fra koldkrigsklassikeren Wargames til The Social Network, filmen om Facebooks tilblivelse. Men tyske film med computeren som omdrejningspunkt skal man lede længe efter. Det rådes der effektivt bod på i Who am I? – Kein System ist sicher, hvori en hackerkvartet maskeret som leende klovne sætter det etablerede system på den anden ende.
En mesterhacker lægger kortene på bordet
Undertitlen – Kein System ist sicher – forankrer tydeligt Baran Bo Odars seneste film i et hacker-univers, men det gør den overordnede titel sandelig også. Udover at være en gængs kommando i det såkaldte Unix-system (Har jeg læst mig til. Bare rolig: Dette bliver ikke en anmeldelse for it-nørder!), peger spørgsmålet ”Who am I?” også på en dybere, mere eksistentiel problemstilling. Dette er en film, som vil udfordre både følelse og intellekt. Nok mest det sidste.
Plottet er uhyre sindrigt. Denne anmelder fik ikke alle mellemregningerne med ved første gennemsyn. Det står dog klart fra begyndelsen, at filmen er indrammet af et længere flashback. Benjamin Engel (Tom Schilling), en ung mand i tyverne, har selv meldt sig til myndighederne (fig. 2). Han er verdens mest eftersøgte hacker, men er parat til at lægge kortene på bordet for Hanne Lindberg (Trine Dyrholm), it-efterforsker ved Europol. Lindberg er danskfødt og har derfor en legitim grund til at tale tysk med en vis accent.
Nok har Benjamin bevæget sig fra den grå zone ind i kriminelle aktiviteter, men han er ikke skyldig i mord. Benjamin insisterer dog på at begynde med begyndelsen. Han har altid været en enspænder og har aldrig kendt sin far. Benjamins mor begik selvmord, da han var otte år gammel. Siden da har han levet sammen med sin bedstemor. Hun tog sig af ham, indtil hun blev senildement. Herefter har han taget sig af hende. Benjamin har altid opfattet sig selv som et nul, indtil han opdagede sit talent for at hacke. I den virtuelle verden, hvor ingen ser ham, kan han udfolde sig hæmningsløst og grænseoverskridende frit.
CLAY (Clowns laughing at you) slår gækken løs
Det første af mange vendepunkter i Who am I? indtræffer, da Benjamin forsøger at klæde filmens heltinde Marie (Hannah Herzsprung) på til at bestå en delprøve i hendes jurastudium ved på forhånd at gøre hende bekendt med eksamensspørgsmålene. Allerede i deres fælles skoletid sværmede Benjamin for Marie, som til gengæld dårligt nok husker ham. Benjamin gribes på fersk gerning, da han er i færd med at hacke sig ind på en universitets-computer og pålægges som straf et antal timers samfundsnyttigt arbejde.
Mens Benjamin fejer gade iført en orangefarvet dragt, kommer han i snak med en anden mand, der er pålagt samfundstjeneste, Max (Elyas M’Barek) (fig. 3). Han har også begået it-relateret kriminalitet, men har mere sans for mennesker end maskiner. Max ser et stort potentiale i et fremtidigt samarbejde, fordi Benjamin tydeligvis har de kompetencer, han selv mangler. I forvejen er Max lederfigur for en hackertrio, som – ud over ham selv – består af den paranoide mand for software Paul (Antoine Monot) og den fandenivoldske mand for hardware Stephan (Wotan Wilke Möhring).
Benjamin, som aldrig har følt sig som del af et fællesskab, lader sig med begejstring optage i det Anonymous-inspirerede hackerkollektiv og foreslår, at de kalder sig CLAY, en forkortelse for Clowns laughing at you. Den nydannede kvartet er klar til at slå gækken løs. Det første offer bliver det fiktive højreradikale parti NBD, som dog har en slående lighed med det faktisk eksisterende NPD. Under dække af at være gæstedeltageren ’Ole’ fra ’Dansk Folkefront’ får Benjamin adgang til NBD’s partidag, hvor han drister sig til at manipulere med en computer, der er forbundet med en projektor. De delegerede, som har glædet sig til at få præsenteret partiets nye valgvideo, får i stedet en Monty Python-lignende montage, der gør grin med Adolf Hitler.
CLAY vs. FR13NDS
CLAY’s næste aktion er vendt mod de store børsinvestorer. Dem, hvorom Mogens Lykketoft engang så vittigt sagde, at de opfører sig som en flok hysteriske gamle kællinger. I praksis foregår det ved at klovnekvartetten hacker sig ind på en direkte nyhedsudsendelse og får de aktuelle børskurser til at danne de særeste formationer på de tyske tv-skærme. Herefter udsættes en unavngiven medicinalkoncern for hån, spot og latterliggørelse: ”We kill animals” står der pludselig med blinkende, digitale bogstaver – som om det var en lysreklame ved juletid (fig. 4).
Og sådan fortsætter det. Den ene aktion afløser den anden. Fællesnævneren er samfundskritik i humoristisk form. Efterhånden vækker CLAY national og international opsigt. På de sociale medier får de en slags heltestatus. Dette er imidlertid ikke nok for Max. Han vil op i toppen af superligaen. Han vil anerkendes af stjernehackeren over dem alle: MRX, lederfiguren i hackergruppen FR13NDS, som har tætte forbindelser til den russiske cybermafia.
Her indtræffer filmens afgørende vendepunkt. En kaskade af forudsete og uforudsete hændelser sætter gruppens sammenhold på spil. Hvem skal have heltinden, Benjamin eller Max? Det ville føre for vidt – og også ødelægge filmoplevelsen – at referere alle enkelthederne, men nogle af de vigtigste skuepladser og ingredienser er: BND (Bundesnachrichtendienst, dvs. efterretningstjenesten i Forbundsrepublikken), Europol, dobbeltspil, tredobbeltspil, en trojansk hest (i hackermæssig forstand!), en trojansk hest i den trojanske hest. Osv.
Social-engineering vs. teknik
I filmens fremadskridende kronologi nås den indledende ramme – samtalen mellem Benjamin og Europol-efterforskeren Hanne Lindberg – efter at mesterhackeren Krypton fra FR13NDS er blevet likvideret. Krypton var i virkeligheden hemmelig meddeler for BND. Benjamin er hovedmistænkt for mordet. Han vil forklare Lindberg, hvordan det hele hænger sammen, hvis han som modydelse får en ny identitet via Europols vidnebeskyttelsesprogram. Lindberg er selv i vanskeligheder, fordi hun ikke leverer resultater (fig. 5).
Lindberg går ind på Benjamins deal. Slutscene: Totalbillede af en passagerfærge med kurs mod Danmark. På skibets dæk ses herefter hele hackerkollektivet CLAY plus heltinden. Alle har brede smil på læberne, og Benjamin har blonderet sit hår. Inden denne tilsyneladende lykkelige slutning har der været endnu et par mere eller mindre uforudsete vendepunkter. Og spørgsmålet er i virkeligheden, om det hele kun findes i den ritalin-afhængige helts hoved. Mere end én gang undervejs antydes det, at CLAY-kollegerne kun er produkter af en skizofren fantasi.
Som det turde fremgå, er Who am I? meget optaget af sin egen, sindrige konstruktion. Så meget, at det ind i mellem bliver for meget af det gode. Konstruktion for konstruktionens egen skyld, men det er en kvalitet ved filmen – ud over en række fine skuespilpræstationer – at den aldrig glemmer den menneskelige faktor. Den karismatiske Max og efterhånden også Benjamin demonstrerer, at i afgørende situationer er social-engineering – det, vi andre nok ville kalde sans for mennesker – vigtigere end teknik.
I film om it- og anti-helte er der ofte noget dræbende kedsommeligt over lyden af og synet af dansen over computertasterne – kombineret med nærbilleder af snart måbende, snart forskrækkede og snart begejstrede ansigtsudtryk. Dette er Who am I? lykkeligt befriet for. Filmens visualisering af mesterhackernes virtuelle møder i darknet – foruroligende ansigtsløse skikkelser, der interagerer i et kunstigt til lejligheden skabt rum (en Berlinsk U-Bahn-vogn) under ledsagelse af medrivende musik – er det mest vellykkede enkeltaspekt ved Who am I?
Virkelighed vs. konstruktion
Hektiske og hurtige film, der tematiserer entreprenante hackere og andre it-nedbrydere og -iværksættere udgør efterhånden en velprøvet genre. Fra koldkrigsklassikeren Wargames (1983), der leger med tanken om, at en ung hacker kan udløse 3. Verdenskrig, til The Social Network (2010), der følger den unge it-nørd Mark Zuckerbergs vej mod rigdom og berømmelse. Nok fremstilles Zuckerberg selv som socialt retarderet, men det sociale medie, han er med til at grundlægge, ekspanderer fortsat uhæmmet. Et innovativt eksempel på genren er ungdomshorrorfilmen Unfriended (2014), der udelukkende udspiller sig på en computerskærm – i real time.
Men tyske film i genren? Jeg kan faktisk kun komme i tanke om én – den er til gengæld yderst seværdig: Hans-Christian Schmids film med den korte titel 23 og den lidt længere undertitel Nichts ist so wie es scheint fra 1998. Den mystiske titel henviser til hovedkarakteren Karl Kochs besættelse af tallet 23 og de konspirationsteorier, der kommer til udtryk i den amerikanske bestsellertrilogi Illuminatus! af Robert Anton Wilson. 23 bygger dog i høj grad på virkelige hændelser.
Hackeren Karl Koch, som opererer under pseudonymet ’Hagbart Celine’, er overbevist anarkist. Han lever efter mottoet ”viden skal gøres tilgængelig for enhver”, med dør allerede som 24-årig. Karl Kochs lig bliver fundet i en skov den 1. juni 1989. Da har han allerede været savnet en uges tid. Ifølge den officielle forklaring har han begået selvmord ved at stikke ild til sig selv. Formentlig som følge af psykiske problemer og et langvarigt stofmisbrug. I tyske hackerkredse kurserer dog hårdnakket rygter om, at Karl Koch blev myrdet af politiske grunde.
Det, der kan give næring til allehånde konspirationsteorier vedr. Karl Kochs død er, at han – i samarbejde med en række andre tyske hackere – solgte informationer til KGB. Med udgangspunkt i Karl Kochs skæbne leverer Hans-Christian Schmid et indfølt og vedkommende portræt af Forbundsrepublikken i 1980’erne. I modsætning hertil udspiller Who am I? sig i et underligt konstrueret univers. Jo, vi befinder os da i nutidens Berlin. Og i et par tjekkede totaler undervejs ses byens TV-tårn, men filmen føles ikke forankret i en genkendelig virkelighed.
Østrigeren vs. schweizeren
I virkeligheden har Who am I? mere til fælles med Die fetten Jahre sind vorbei (2004), en film, der falder uden for genren. I begge film udvikler humoristiske aktioner – udtænkt af samfundskritiske ungdomsgrupper – mod det bestående system sig til mere eller mindre blodig alvor. Måske vil mange føle sig bedst underholdt af den hurtige Who am I? I hvert fald så længe filmen varer. Det politiske engagement føles dog mindre postuleret i østrigeren Hans Weingartners end i schweizeren Baran Bo Odars film. Hvis Who am I? for alvor skulle opfattes som et politisk statement, skulle instruktøren i højere grad have gjort et ærligt forsøg på at ramme den livsfølelse, som Anonymous-bevægelsen er eksponent for. Bo Odar synes mest optaget af at konstruere det perfekte plot.
* * *
Fakta
Who am I? (2014) har ikke været vist i danske biografer, men kan købes som DVD & Blu-ray, f.eks. via amazon.de.
