Torsdag d. 20. august havde tre nye, danske korte fiktionsfilm – Nylon, Rastløs og Riders – fællespremiere på Bremen Teater i København. De er alle produceret med støtte fra New Danish Screen, Filminstituttets støtteordning for talentudvikling, som er sat i verden for at sikre ”at nye filmfolk ikke forfalder til konventionelle, overleverede udtryk”, som det hedder i visionen. 16:9 var med til premieren for at se, om ny dansk film nu også lever op til forventningerne og fik i den forbindelse et interview med ordningens kunstneriske leder (fig. 2 og 3).
Retrospekt
New Danish Screen har udviklet filmtalenter i 12 år og kan betegnes som en succeshistorie i dansk filmindustri. Efter politisk skepsis de første par år beviste ordningen sit værd i 2006 med premierer på Pernille Fischer Christensens En Soap, Christoffer Boes Off Screen og Anders Morgenthalers Princess. Siden er der sat milepæle med Martin Zandvliets Applaus, Tobias Lindholm og Michael Noers R, Mads Brüggers Ambassadøren og med kortfilm som Christian E. Christiansens Om natten og Martin de Thurahs Ung mand falder. Visionen bag succesen er stort set uændret i forhold til den oprindelige, som Vinca Wiedemann og Henning Camre formulerede i 2003, hvor det blandt andet lyder:
New Danish Screen skal støtte og inspirere udviklingen af filmens formsprog og fortælling, så dansk film bevarer og styrker sin dynamik og diversitet. Det skal sikres, at nye filmfolk ikke forfalder til konventionelle, overleverede udtryk, men til stadighed stræber efter at afsøge grænser og skabe nye oplevelser for publikum.
I 2003 var det en fremsynet vision. Dansk film red fortsat højt på dogmebølgen, og Trier, Vinterberg og Bier sørgede for international succes både kunstnerisk og kommercielt. Men netop derfor var det vigtigt at tænke nyt og se fremad, som Henning Camre forklarer i New Danish Screens 10-års jubilæumsmagasin. Og tænke radikalt nyt, det gjorde de ovennævnte instruktører. Pernille Fischer Christensen udviklede karaktererne før sit manus i tæt samspil med skuespillerne David Dencik og Trine Dyrholm. Christoffer Boe var mindre interesseret i penge og mere i tid, da han fremlagde konceptet for Off Screen. Den blev optaget over et år med Nicholas Bro som medinstruktør og Knud Romer som manusforfatter, der løbende skrev med. Lindholm og Noers R var også low budget og ukonventionel i sin metode, hvor det var nysgerrigheden over for fængslet som location, der blev styrende for den kreative proces.
New Danish Screen anno 2015
I dag er den kunstneriske vision lagt i hænderne på Mette Damgaard-Sørensen, som holder fast i grundtanken om det originale og grænsesøgende. ”Vi kigger efter talenter, der har fundet sin egen tone eller stemme i deres filmsprog. Dem vil vi gerne hjælpe til at få skærpet sin stemme”, siger hun før aftenens premiere (fig. 4).
Og som et andet vigtigt aspekt nævner Damgaard-Sørensen selve rammen for de produktioner, de gerne ser:
]Vi kigger også efter ukonventionelle projekter, hvor der afprøves nye rammer for, hvordan man tænker en historie. Det handler om at komme helt ind til den kunstneriske kerne i projektet og holde fokus på det, man har på hjerte.
Ukonventionelle rammer og fokus på koncepter er kerneværdier i New Danish Screen. Og de er ikke blevet mindre aktuelle med den nye medieaftale for 2015-18, ifølge hvilken New Danish Screen skal støtte flere low budget spillefilm på bekostning af mellemformatet (20-60 minutter), som ryger helt ud af New Danish Screen-regi. Satsningen på flere low budget spillefilm er imidlertid ikke kun et økonomisk greb, men også et kunstnerisk, forklarer Damgaard-Sørensen:
Vi vil gerne opdyrke andre måder at lave film på. Dels for at få flere instruktører til at lave spillefilm – der er en enorm talentmasse i dansk film, som vi gerne ser lave spillefilm – dels for at sikre udviklingen af nye formgreb og fortællinger.
Om de enkelte film klarer sig godt eller skidt er ikke et afgørende kriterium for Mette Damgaard-Sørensen. Hun kigger hellere på instruktøren, producenten og hele holdet fremfor på den enkelte film: ”Det handler om udvikling. Det vigtige ved resultatet er, at det peger tydeligt frem mod noget større – som et forstudie til en spillefilm.”
Spørgsmålet er så, om grundtanken i New Danish Screen honoreres i de tre aktuelle New Danish Screen-produktioner? Besidder de et personligt særpræg i formsprog og fortælling, styrer de uden om velkendte normer og skabeloner, og peger hele konceptet og holdet frem mod en udfoldelse af et nyt projekt i spillefilmslængde?
Nylon (Jeanette Nordahl, 27 min)
Jeanette Nordahls film Nylon fortæller om den unge Victors fascination af sin smukke, kræftramte tante Isabel under en større familiekomsammen i et sommerhus i Sverige. De mødes om natten i køkkenet, fordi de ikke kan sove, hun lader sig betragte af ham ved søen, mens de andre bader, og han havner hos hende i soveværelset under en uskyldig gemmeleg. Hun er smuk og forførende, og man forstår hans tiltrækning. Hun nyder hans blik, der ikke ser en syg, dødsmærket kvinde til forskel fra hendes rådvilde mand og de andre i familien. Men samtidig bruger Isabel den unge student som en brik i et langt mere alvorligt spil, som truer med at forvandle den svenske sommeridyl til familietragedie (fig. 5 og 6).
Kernen i Nylon er Victors seksuelle dragning mod en ældre, forførende kvinde. Det er en kendt, men ikke desto mindre spændende formel. Roligt og intelligent giver filmen scene for scene plads for seeren til selv at fylde de smukke billeder ud med alt det usagte, der lurer under overfladen. Det er en stor kvalitet, der lover godt for instruktøren, men ligesom møllet, der sværmer om Viktors natlampe, indtil han puffer det væk, nøjes filmen med at sværme om den potentielle katastrofe. Det forbliver ved antydningen af en tragedie, og vi må nøjes med en afsluttende symbolsk gestus, da Victor ser det rådyr, der har spist af morfarens frugttræer. Spirende seksualitet og frugttræer. Man fornemmer et symboltungt manuskript til grund for denne film, som mere får den til at ligne et stykke filmet kortprosa – hjulpet på vej af den svært afkodelige titel – end et egentligt forstudie til en spillefilm. Ikke at karaktererne og konfliktstoffet ikke kunne bære en spillefilm, tværtimod. Men det ville kræve, at filmen tør noget mere med sine karakterer, f.eks. lade Victor blive rigtig forelsket og træde i karakter. Her bliver det ved flirten med en spillefilm.
Rastløs (Asger Krøyer Kallesøe, 28 min)
Kan man opgive sit eget barn for selv at gribe en ny chance? Det er kernedilemmaet for Tinna, som er tidligere narkoman. Hendes voksne søn, Martin, er junkie og har invaderet hendes værelse på herberget. Da Tina overraskende får et job som servitrice i en café, smider hun sønnen på gaden, men som skyldbetynget mor er det nemmere sagt end gjort (fig. 7 og 8).
Rastløs er en lille, nøgtern socialrealistisk tragedie om et menneske på bunden af samfundet, der i sin kamp for at rejse sig forsøger at kappe linen til sin søn. Men kan hun undslippe den sociale arv, hun selv har sat i verden? Det er et interessant dilemma og en slutning med stof til eftertanke om morens reelle motiver for at hjælpe sin søn. Men trods overbevisende spil i hoved- og birollerne kommer filmen ikke rigtig ind og gør ondt på seeren. Man sidder højst tilbage med en mild depression efter den ikke overraskende slutning. Stilistisk gør filmen ellers, hvad den kan for at vække indlevelsen. De mange tætte beskæringer, som dominerer helt fra første scene er gode til at indfange Sarah Bobergs små trækninger og anstrengte smil, men de hjælper lige lidt, når vi ikke emotionelt er sat op til at komme så tæt på.
Et andet problem er, at der bliver brugt unødvendigt mange scener på Tinnas nye jobstart og for få på den ambivalente relation til sønnen, som er kernen i historien. Først da Tinna udfordrer sin søn ved at give ham sit dankort, kommer der for alvor noget på spil – både dramatisk og moralsk. Samlet set er det en dygtigt eksekveret, men ikke rigtig vedkommende film, som heller ikke bringer væsentligt nyt i hverken fortælling eller formsprog til den danske tradition for socialrealisme. Det skulle da lige være den måske utilsigtede morale, at her på samfundets bund ligger mor og søn, som de har redt.
Riders (Jesper Vidkjær Rasmussen, 28 min)
Jesper Vidkjær Rasmussen skiller sig ud som den eneste uskolede instruktør blandt de tre, men det er ikke til at se på Riders. Her er der en film, som fra allerførste minut griber fat i sit publikum og ikke giver slip igen. Lars har taget en længere fængselsstraf for sin gamle rockerven Lennart og har i fængslet planlagt at forlade rockerklubben og tage til Sverige med sin kone og søn. Men Lennart fatter hurtigt mistanke og har ikke til hensigt at give slip på Lars. Filmen følger Lars under et enkelt hektisk døgn i en jysk provinsby, hvor grebet konstant strammes om både ham og seeren, indtil det uundgåelige opgør med den uhyggelige Lennart (fig.9 og 10).
Allerede i referatet lyder det som en film, der er længere end 28 minutter, og det kunne den også sagtens være. Samtidig er det en stor styrke ved filmen, at den ikke har ro på sig et eneste sekund, for det afspejler fint den situation, hovedkarakteren befinder sig i. Der er mange nervepirrende scener og autentiske locations – som vaskehallen, rockerklubben og Lars’ hjem ved togbanen – man gerne vil opholde sig længere ved, men manusforfatter og klipper har så absolut forstået at skære fortællingen ind til benet. Lægger man dertil den norske fotograf Sturla Brandt Grøvlens intense, håndholdte billeder, Anders Christophersen og Manon Parents smukke, ulmende kompositioner og nogle intense skuespilpræstationer, som til tider virker improviseret frem, ja så har man en historie, en instruktør og et hold, der i høj grad peger frem mod en udfoldelse i spillefilmslængde.
To kortfilm og ét forstudie
Vender vi tilbage til spørgsmålet, om ny dansk film lever op til visionen i New Danish Screen, må svaret blive et hmm… ja. Alle tre film holder et meget højt talent- og produktionsniveau – der er ikke meget low budget fornemmelse over selve håndværket. Dermed demonstrerer de imidlertid ikke nogle radikalt nye produktionskoncepter eller formeksperimenter, der kalder på at blive udfoldet. De enkelte plot afvikles korrekt og konventionelt med rigtige plotdrejninger, men når fortællingen og karakterskildringen er i centrum, skal der heller ikke nødvendigvis et eksperimenterende koncept til at realisere dem. Historierne er fokuserede og alvorlige, men mens Rastløs og specielt Nylon er gode og formfuldendte kortfilm skiller Riders sig ud ved at ramme en nerve af farlighed og nødvendighed, der strømmer gennem filmen. Her fornemmer man en original stemme fra det mørke provinsjylland og en historie, der VIL fortælles. Den samme nødvendighed savner man i de to andre film.
New Danish Screen handler som sagt om talentudvikling, og i den proces ligger der også en naturlig selektion. Som Mette Damgaard forklarer, er New Danish Screen formet som en tragt, hvor det ikke er meningen, at alle skal igennem. Hvorvidt hun er enig med 16:9’s vurdering af de tre aktuelle talenter, får vi dog ikke afsløret her.
”Det vil jeg tale med instruktørerne selv om”, siger hun med et smil.
Nylon, Rastløs og Riders kan streames gratis indtil fre. 4. sept. på electricparc.dk/shortcuts.
I en kommende artikel ser 16-9 nærmere på baggrunden for premierearrangementet, som er den debat, der fulgte i kølvandet på DFIs upopulære beslutning om at afskaffe festivalstøtten til danske kortfilm.
* * *
Fakta
Som nævnt er alle tre film tilgængelige indtil fre. 4. sept. på electricparc.dk/shortcuts.
