Den nye sæson af True Detective handler om en kompliceret sag og kunne i sig selv ligne en umulig opgave. Første sæson var banebrydende med sit limited series-format, sine markante karakterer og sin gennemgående instruktørstemme. Anden sæson har skiftende instruktører, handlingen er flyttet til en ny location, og stilen præges af en anden lyd- og farvetone. Mørket er dog stadig omsiggribende, og lovopretholderne har stadig en skyggeside. Vi tager gerne en tur mere ned i afgrunden.
Hinsides godt og ondt
Den der kæmper mod uhyrer må se til, at han ikke selv bliver et uhyre. Og når du længe kigger i en afgrund, kigger afgrunden også ind i dig selv.
Friederich Nietzsche
”This is my least favorite life,” synger den sjælfulde natklubsangerinde i den nye sæson af True Detective. Og denne linje kommer til at stå som et lyrisk refræn for de centrale karakterer, sådan som supertotalerne af vejnettet i Californien danner et visuelt kort over seriens og karakternes forgrenede liv. I Twin Peaks (ABC, 1990-1991) er det en lys, æterisk og drømmende stemme, der på baren The Roadhouse indfanger og spejler seriens tone og indhold. Det er natklubsangerinden, spillet af Julee Cruise og klædt helt i rødt, der med numre som ”The World Spins” og ”Falling” skaber et løbende diegetisk refræn for serien. Samme greb bruges altså i anden sæson af True Detective, hvoraf HBO Nordic har frigivet tre afsnit til anmeldelse. På en støvet og dunkel natklub lyder en smuk og afdæmpet jazz, der til fulde modsvarer seriens mørke belysning og grundtone.
Natklubsangerinden, der løbende kommenterer på handlingen, ligner en reference til Twin Peaks, og True Detective (HBO, 2014-) er vel også en af de mest banebrydende og hæderkronede whodunits siden The Singing Detective (BBC, 1986) og netop Twin Peaks.
Fra Southern til Urban Gothic
Den første sæson af True Detective blev hyldet for sin flotte titelsekvens, sin snedige fortællekonstruktion, sit overlegne skuespil, sine eksistentielle tankespind og sin gennemførte brug af dobbeltkopieringer og sygelige grønne farver. Den første sæson var i det hele taget bemærkelsesværdig, idet den var skabt af en enkelt showrunner, Nic Pizzolatto, med Cary Fukunaga som en gennemgående eller ligefrem konceptuerende instruktør. Dette og seriens limited series-format fik mange kritikere til at tale om en potentiel ny brydning i tv-historien – en bevægelse væk fra tidens heftige serialisering og over mod en mere filmisk brug af faste instruktører.
Men netop det begrænsede format og overgangen til en mere traditionel tv-stil med skiftende afsnitsinstruktører har fået mange til at frygte for den nye sæson: Vil anden sæson, med sine skiftende styrmænd, kunne leve op til første sæsons visuelle homogenitet? Vil skuespillet i anden sæson af folk som Vince Vaughn, Rachel McAdams og Colin Farrell blegne i sammenligning med Woody Harrelson og Matthew McConaugheys mesterlige karakterskuespil i første sæson? Vil anden sæson tage seeren på en ny rejse eller blot endnu en bevægelse ned i afgrunden, sat i en ny geografisk location?
Svaret på de ovenstående spørgsmål er ikke enkelt og utvetydigt, og ved et første øjekast er anden sæson måske ikke helt så homogen og fængende som første. Men den fortjener mere end et flygtigt blik. De gustne sumplandskaber og den incestuøse Southern Gothic-stemning fra første sæson er blevet erstattet af en mere afmålt og kølig storbyoplevelse. Anden sæson er sat i Californien, og lokaliteten markeres gennem musikken (hvor der ligefrem synges om Californien, mens kameraet klipper ud i en ikonisk supertotal) og diverse kran- og topskud, der illustrerer vejnettet med adskillige krydsende veje og biler i et sindrigt labyrintisk storbymylder. De to betjente fra første sæson er i anden sæson erstattet af fire centrale karakterer, hhv. skurken Semyon (Vince Vaughn) og betjentene Velcoro (Collin Farrell), Woodrugh (Taylor Kitsch) og Ani Bezzerides (Rachel McAdams), der passende ligner en allusion til noir-forfatteren A.I. Bezzerides. De krydsende veje, der fungerer som et tilbagevendende symbol, illustrerer karakterernes sammenfletning og den stadigt mere komplicerede sag. En sag, der blandt andet omhandler prostitution, manddrab og udbrændte øjne.
Politiets blinde øje og betjentens tomme blik
Den første sæson af True Detective blev af mange (også denne anmelder) set i lyset af Nietzsches eksistentialisme, og det indledende citat er også uhyre passende på anden sæson af True Detective. Serien er selvklart en whodunit. Men den komplicerede sag, der som i første sæson kobler sex og vold – libido og destrudo – er også en åbning ind i sindet på de tre forkvaklede betjente. Bezzerides er nok en kvinde, men hun er det klareste eksempel på en hårdkogt detektiv i stil med 1940’ernes film noir, og som sådan er hun heller ikke i stand til at skabe og pleje meningsfulde følelsesmæssige relationer. Woodrugh er veteran og bærer både fysiske og psykiske ar, og hans menneskelige impotens skildres af hans hang til blå piller. Velcoro er måske den mest afstumpede, men også den mest ynkelige af karaktererne. En selvtægtsmand, en sølle skilsmissefar og en forsumpet drukkenbolt med lige dele selvmedlidenhed og selvhad. Da han i kampen for sin (uægte?) søn tropper op og truer en 12-årig dreng, bliver grænsen imellem god, ond og ynkelig ikke mere udtalt, og i slutningen af andet afsnit bliver han omdrejningspunkt for et af de – indtil videre – mest spændende og overraskende plot points.
Når Leonard Cohen i titelsekvensen synger “you’re of their kin, you’re of their kind” og “I live among you, well disguised”, kunne disse linjer indikere, at grænsen imellem lovopretholder og kriminel ikke er slet så tydelig, som vi kunne håbe. Måske antydes det, at morderen er tættere på, end vi tør tro; måske fortæller sangen os blot, at vi alle har en rem af huden. At netop dette er politiets blinde øje.
Den smukke afgrund
Nietzsches citat er rammende, fordi det ikke blot illustrerer den indre kamp, der foregår i alle seriens betjente, men også det generelle mørke og den misantropi, som gennemsyrer hele serien. Mørket er altomsluttende, og det ses i den voldsomme, noir-agtige low-key-belysning, i Leonard Cohens mørke og raspende sang i titelsekvensen, i karakterernes døde udtryk og i de dialoglinjer og refræner som høres igennem hele serien. Natklubsangerinden synger ”This is my least favorite life”, mens Cohen synger ”Nevermind”. Ja, det genlyder af alt fra Friederich Nietzsche til Edgar Allan Poe og Touch of Evil (1958). I den forstand kan anden sæson siges at bevæge sig i den samme trendy tristesse, som gennemsyrede første sæson, men den er også markant forskellig fra første sæson på flere forskellige områder. Hvor første sæson var præget af nogle sygeligt grønne farver og en lav farveholdning – hvor livet næsten var trukket ud af billederne – så er anden sæson præget af nogle meget stærke og gennemgående farvetoner: Fra svedne gule til dybe blå og stærke røde nuancer. De gennemgående farvefiltre leder tankerne hen på Miami Vice (NBC, 1984-1990), hvor forskellige afsnit havde skiftende farvetemaer. Men her ligner det mere end en gimmick. Slutningen af andet afsnit er et studie udi brugen af skiftende farver, og i åbningen af det tredje afsnit (instr. Janus Metz) får vi en forrygende surreal scene med en mandlig sanger, der ses gennem et blåligt filter og leder tankerne over på både Blue Velvet (1986), All That Jazz (1979) og Mulholland Dr. (2001).
Den nye farvestil kunne ligne en strategisk markering af, at anden sæson står alene, sådan som første sæson var sin egen limited series. Det samme kunne man sige om natklubsangerinden, musikken og det labyrintiske sammenrend af veje, fortællespor og karakterer. Nogle af sporene ender blindt, og nogle af karaktererne er mindre fascinerende at følge end andre. Denne anmelder fænges mere af Collin Farrell, Rachel McAdams og Taylor Kitsch end af Vince Vaughn, men synes også, at skilsmisseproblemer og custody battles kan blive en anelse uinteressante. Den nye sæson af True Detective vil næppe (øjeblikkeligt) fænge alle, men dens indolente afvikling passer fint til dens karakterer og dens eksistentielle tomhedsskildring. Den kan virke en anelse rodet og uegal, men dette kunne spejle de forgrenede vejsystemer, som vi konstant vender tilbage til. Den kan næppe undgå at blive sammenlignet med sin forgænger, men den har sin egen farvetone og fortællestil. Én ting er dog det samme: Selvom vi er flyttet fra de sydlige sumplandskaber til den californiske storbyjungle, er vi stadig i den samme sump. Vi stirrer fortsat i den samme afgrund.
* * *
Fakta
Forslag til videre læsning
- ”Fornemmelse for psychosphere” – interview med Janus Metz i 16:9.
- ”Ind i mørket” – featureartikel i 16:9 om True Detective.
- ”Kierkegaard i primetime” – featureartikel i DanskNoter om eksistentielle træk af True Detective og andre nyere amerikanske tv-serier.
