Både HBOs The Wire og islændingesagaerne skildrer utallige mord og drab. Der lægges ikke fingre imellem. Men har de overhovedet andet til fælles, end at handlingen foregår i et hårdkogt miljø, hvor individets overlevelse ikke er en selvfølge? Svaret er ja, for teksterne rummer en fælles tematik, som berettiger en samlet behandling på tværs af tid, rum og medier, nemlig fredløsheden. Både sagaerne og The Wire tematiserer og problematiserer andethed og marginalitet, dvs. individets liv på samfundets kant.
Forskellene mellem HBO tv-serien fra 2002-2008 og islændingesagaerne, som blev skrevet i 1200- og 1300-tallet, ligger lige for. De understreges af begivenhedernes overordnede ramme: The Wire er en krimiserie, der foregår i millionbyen Baltimore i det 21. århundrede, mens sagaerne, som giver et billede af Island i vikingetiden, er knyttet til et ruralt ø-samfund. Diversiteten understøtter utvivlsomt, at forskellene er mere fremtrædende end lighederne, men ikke desto mindre rummer de en fælles tematik, og teksterne samtaler på trods og tværs af de store forskelle.
Både tv-serien og sagaerne skildrer et utal af karakterer og har komplekse plot- og fortællerstrukturer, men jeg vil i denne sammenhæng udelukkende fokusere på fredløsheden, et emne, som er en integreret del af personkarakteristikkerne. Undersøgelsen vil samle sig om Omar Little, som er en gennemgående figur i The Wire, samt Grette Asmundssøn og Gisle Surssøn, hovedpersonerne i Grettes saga og Gisles saga. Grette, Gisle og Omar er markante personligheder i hver deres kontekst, og skildringerne af dem appellerer til en sammenligning. Det er allerede blevet nævnt, at The Wire har litterære forbilleder, og med inddragelse af de islandske sagaer supplerer denne artikel de studier, der har sammenlignet tv-serien med “såkaldt seriøse kunstneriske udtryk, som for eksempel romankunsten” (Andersson, Bruhn og Gjelsvik 2012, s. 27. Se også Nielsen, Halskov og Højer 2011).
Figuren
Den fredløse er behandlet i mange traditioner, bl.a. i den græsk-romerske mytologi og i kinesisk kontekst, men mest kendt er utvivlsomt den britiske tradition, hvor Robin Hood indtager en ikonografisk plads (Seal 2011). Denne artikel tager fat i sagaerne velvidende, at andre traditioner formentligt også kunne tilbyde et relevant udgangspunkt for en sammenligning. Bl.a. er forbindelsen til den britiske tradition blevet nævnt, idet Omar Little i flere sammenhænge er blevet omtalt som en Robin Hood (f.eks. Peterson 2009, s. 119). Det er ikke hensigten at argumentere for, at det kun er sagaerne, der kan belyse Omars karakter og funktion i The Wire. Overordnet set mener jeg, at Omar mest præcist må betragtes som en moderne variant af en figur, der er inspireret af forskellige traditioner.
Forbindelsen mellem sagaerne og The Wire er således ikke nødvendigvis bevidst tilstræbt. Dog – som eksemplerne neden for viser – synes sagalitteraturens fredløse helte at tilbyde et righoldigt forbillede for skildringen af Omar. Og hvis det faktisk skulle forholde sig sådan, at serien er inspireret af sagalitteraturen, er det ikke første gang, at skabere af crime fiction har fundet inspiration i sagaerne. Eksempelvis har den islandske forfatter Arnaldur Indriðason, der er internationalt anerkendt for sine bidrag til crime fiction-genren, genbrugt aspekter af de islandske sagaer, f.eks. deres sprogbrug, i sine værker (Geherin 2012, s. 76. Se også Forshaw 2012, s. 127-143).
Fakta og fiktion
Ifølge skaberen af The Wire, David Simon, er karakteren Omar Little bl.a. skabt ud fra kendskab til den virkelige person Donnie Andrews, der var en del af narkomiljøet i 1980’ernes Baltimore. Dermed peges også på en anden forbindelse end anvendelsen af en figur, nemlig den, at både tv-serien og sagaerne er fiktionaliserede fremstillinger, der i større eller mindre omfang refererer til virkelige personer og begivenheder. De giver anledning til en diskussion om fakta og fiktion og appellerer derved ikke kun til værkmæssige undersøgelser, f.eks. af tematik, stilistik og virkemidler, men også til en debat om faktiske forhold i de samfund, de beskriver (LeBesco 2009 og Andersson, Bruhn og Gjelsvik 2012). Denne diskussion vil dog ikke blive behandlet nærmere her, hvor fokus er på samfundsindretning, heltestatus, marginal eksistens og død – dvs. emner, der knytter sig til fredløsheden.
Orden og sammenbrud
Den fredløse befinder sig i et samfund, hvor der er en nær relation mellem sammensvorne, og hvor det får fatale konsekvenser, hvis loyalitetskontrakter brydes. Dette tematiseres i Gisles saga af Gisles relation til sine slægtninge og fostbrødre. Gisles fredløshed er et resultat af et loyalitetsbrud inden for familiens inderste kerne, som fører til en række konfrontationer med tilhørende drab og hævndrab (Meulengracht Sørensen 2001).
En lignende indramning har The Wires fremstilling af f.eks. Barksdalegruppen, der i seriens tre første sæsoner udgør den organisation, eller det samfund, som Omar marginaliseres fra. Denne organisation definerer, hvilke individer der ekskluderes eller inkluderes. Avon Barksdale og Stringer Bell er de moderne fostbrødre, og – som det også ofte er tilfældet for brødre i sagaerne – repræsenterer de henholdsvis styrke/impulsivitet og intellekt/eftertænksomhed. Det er illoyalitet imellem de to brødre, som fører til organisationens sammenbrud, et fald, der fastslås med Stringer Bells’ død og Avons fængsling. Efterfølgende indtager den nye høvding, Marlo Stanfield, deres plads og skaber et nyt samfund.
Tabuer
Uafhængigt af “høvdingenes” navne reguleres samfundsordenen igennem tabuer, eksempelvis fredhelligheden. I sagaerne må der ikke gribes til våben på Altinget, ligesom der ikke må løftes våben på helligdage. Samme regulering sker i The Wire, hvor “The Sunday Truce” understøtter balancen i samfundet. Denne balance sættes på spil, da Omar angribes en søndag, hvor han følger sin bedstemor til kirke. Ingen kommer alvorligt til skade, men den gamle mister sin søndagshat. Attentatet sættes i gang, da en af folkene i Barksdalegruppen henvender sig til Stringer Bell (III:9):
“It’s church day. It’s Sunday morning, you know.”
“Are they sure it’s him [Omar].”
“Yeah.”
“Alright, do it.”
Overskridelsen af tabuet chokerer i miljøet og mødes med overraskelse og forundring på begge sider af konflikten. Avon Barksdales udtalelse om, at “The Sunday truce is as old as the game itself” (III:9) viser, at våbenhvilen har været til fra begyndelsen og derfor er legitimeret gennem traditionen. Omar reagerer med forundring: “Nobody in this town is so low down to disrespect Sunday morning”. Attentatet viser imidlertid det modsatte, nemlig at reglerne brydes, og samfundsbalancen skrider.
Ragnarok
Den nordiske mytologi illustrerer, hvor omfattende konsekvenser det har, når tabuer brydes. Netop konflikter i familiens inderste kerne og brud på fredhelligheden er tematiseret i myten om Balders død (Snorris Edda, s. 80-82). Her brydes guldalderen med drabet på guden Balder, en begivenhed som fører til verdens undergang, Ragnarok. Lige som i The Wire igangsættes nedbrydningen indefra, Balders død er foranlediget af guderne selv og skyldes ikke udefrakommende grupper. Derudover sker bruddet på gudernes tingsted, et område som skal holdes fredhelligt. Dette komplicerer situationen, og Odin sørger ikke alene over sønnetabet, men også over, at der ikke kan tages hævn, fordi drabet skete på et helligt sted.
Vikingernes verdenssyn illustrerer således, hvilke konsekvenser det har, at ordenen nedbrydes indefra. Det er da også netop frygten for undergang og kaos – et Ragnarok i Baltimores underverden – som er det underliggende emne, når karaktererne i The Wire i deres samtaler kontinuerligt vender tilbage til dette attentat på Omar.
Heltestatus
Det er et paradoks, at den fredløse på trods af at have begået drab, alligevel kan opnå heltestatus. De fredløse er genstand for omtale i offentligheden. Dette gælder også for Gisle, som umiddelbart efter sin død beskrives således: “Alle er enige om, at aldrig har en mand forsvaret sig så berømmeligt som Gisle, så vidt som man med sikkerhed ved” (Gisles saga, s. 50). Også Omar har en særlig status i offentligheden. Han genkendes af alle og får tilråb af børn, når han bevæger sig i det sociale rum, hvilket medvirker til en glorificering (fig. 4).
Heltestatus tildeles af samfundet, men der er samtidig noget i de fredløses karakter, som gør, at de skiller sig ud. I karakteren er der en dobbelthed, som kombinerer styrke og krigeriskhed med en høj grad af sensitivitet. Den krigeriske side vises bl.a. gennem maskulinitetssymboler, især våben og andet krigsudstyr, og karaktererne optræder som oftest i fuld krigsudrustning: “Grette steg af hesten. Han bar en hjelm på hovedet og havde sin langkniv i bæltet og et stort spyd i hånden” (Grettes saga, s. 134). Våbenet er – sammen med det karakteristiske ar i ansigtet og en trenchcoat, hvorunder hans våben kan gemmes – også blandt Omars attributter (fig. 5).
Moral og intellekt
De fredløse handler ikke impulsivt, men udviser stor strategisk sans. Dette underbygges af deres høje moral. Når Gisle og Omar griber til våben, sker det ikke ud fra et tilfældighedsprincip. Gisle handler ud fra sit samfunds regelsæt om loyalitet og forventninger om hævndrab. At dette bringer ham ud i fredløsheden, skyldes ikke, at han handler forkert, men at han er i havnet i en uheldig situation, hvor han har loyalitetskrav til to familier og derfor må vælge side. Ret beset peger Gisles situation på en uhensigtsmæssighed i slægtsskabssystemet og samfundsordenen.
I modsætning til flere af de drab, der sker i The Wire, er der et moralkodeks og bevidste valg bag drab begået fra Omars hånd. Han er en person, der ikke vil “kill a tax paying citizen”, og udtrykt med hans egne ord: “A man got to have a code”. Også det argument, som får ham forflyttet til en sikker afdeling under sit fængselsophold, gives af ham selv: “When have I ever put a gun on anyone that is not in the game?” (IV: 7).
Sensitiviteten kommer til udtryk ved Gisles drømme og Grettes angst for mørket og ensomheden (Grettes saga, s. 148 og s. 171), samt ved en poetisk og litterær sans. Gisle og Grette er skjalde, der samler æstetisk og historisk viden i digtform, og som udtrykker deres holdninger med referencer til den nordiske mytologi. Helt parallelt refererer Omar til sin skolelærdom og bruger romersk mytologi som en abstrakt forståelsesramme, når han beskriver sin virkelighed. Han har endvidere læsestof i cellen, mens han er fængslet, og udviser en musikalsk sans, han fløjter, når han er på jagt i gaderne, og han lytter til – og har viden om – musik, mens han tålmodigt gør sig klar til angreb (f.eks. III:11 og V:5).
Afhængighed
I begge tekstuniverser er der en afhængighed af og nær tilknytning til andre mennesker, eksempelvis er forholdet mellem Gisle og hans kone Ød præget af en stærk intimitet. Omars kærlighedsforhold, f.eks. til Renaldo, men også hans relation til Mostly Blind Butchie, understreger behovet for nærhed og fortrolighed.
Ideelt set skulle de fredløse holde sig væk fra deres nærmeste. Tilnærmelsen til hjælpere udgør en risiko for at blive dræbt, da disse ofte er under fjendernes overvågning. Men ønsket om at opretholde menneskelig kontakt er så stærkt, at de sætter livet på spil for nærheden. Gisle opsøger sin hustru, mens Grette opsøger sin mor: “Alle folk sov undtagen hans mor… Da satte hun sig op og kyssede ham” (Grettes saga, s. 133). For Omar gælder bl.a. det, at han som før nævnt fastholder familietraditionen om at følge sin bedstemor, som har stået for hans opvækst, til kirke.
Overordnet set demonstrerer den fredløses forbindelse til andre mennesker, at marginaliteten ikke er identisk med en fuldstændig adskillelse af individet fra samfundet. På trods af bruddet opretholdes der stadigvæk en forbindelse. Idet den fredløse bevæger sig ud og ind af det sociale rum, bliver denne figur til en bærer af spændinger i samfundet. Set i det lys kan den fredløse betragtes som en eksponent for andetheden og det ikke-integrerede, dvs. som en markør for samfundets iboende ustabilitet og ufuldstændighed. Kimen til Ragnarok.
Den sociale anden
Den fredløse har status som den sociale anden. Han er ekskluderet fra samfundet og må leve i det skjulte. I sagaerne beskrives den fredløse med ordene skógarmaðr (skovmand) og vargr (ulv). Hvor dette i sagaernes sammenhæng bogstaveligt talt kan henvise til, at den fredløse er hensat til et liv i naturen, dvs. i vildnisset (Fig. 6), skal det opfattes symbolsk i Omars street-kontekst. Men meningen er den samme, også Omar er som en ulv, omstrejfende, jaget og betragtet som en trussel mod samfundet.
Fredløsheden erklæres offentligt af fjenderne. I Grettes saga udtrykkes det således: “Tore erklærede da Grette fredløs i hele landet og blev siden, som det skulle vise sig, den uforsonligste af alle hans modstandere. Han satte mere end én gang en pris på hans hoved, som man gjorde ved fredløse” (Grettes saga, s. 130). Omars dommere er Avon Barksdale og Marlo Stanfield. Dusøren er kontinuerligt til forhandling og stiger proportionalt med Omars angreb på modstanderens besiddelser.
I Sæson 1 sætter Avon en pris på Omars hoved. Dusøren forhøjes, da Avon hører om Omars homoseksualitet. Denne forhøjelse afslører tilstedeværelsen af en heteroseksuel matrice og et herskende maskulinitetsideal, som udfordres af Omars alternative seksuelle orientering. For Avon Barksdale og hans slæng, høvdingen og hans krigere understreger homoseksualiteten andetheden og medvirker dermed til at legitimere jagten på Omar.
(Homo-)seksualitet
Den heteroseksuelle matrice genfindes i sagaerne, hvor beskyldninger om homoseksualitet medvirker til social regulering og forkastning. I Gisles saga tematiseres homoseksualitet flere gange, både i form af æreskrænkende beskyldninger mod Gisle og i form af Gisles beskyldning mod sine modstandere (f.eks. Gisles saga, s. 5 og Meulengracht Sørensen 1980, s. 55-85). Heller ikke Grette undgår angreb på sin seksualitet, dette i form af nedværdigende beskyldninger om, at hans penis er lille (Grettes saga. s. 180). Grette genkendes på sin skønhed, størrelse og kraft. Han sammenlignes flere steder med en kæmpe og beskrives som en mand med overnaturligt mange kræfter, hvilket understreges af hans tilnavn, Grette den stærke. Angrebet på hans seksualitet, som kan ses som et eksempel på stigmatisering af den fredløse, udgør derfor en stærk kontrast.
(Homo-)seksualiteten er ikke ekspliciteret i karakteristikken af Gisle og Grette på samme entydige måde, som den er i Omars tilfælde. Men det motiv – eller topos – der involverer beskyldninger om homoseksualitet eller seksuel utilstrækkelighed i konstruktionen af den sociale anden, er til stede både i sagaerne og The Wire.
Maskulinitetsidealet er bragt i spil af Omar, da han opfordrer Marlo Stanfield til tvekamp. Han giver følgende besked til Marlos muscle: “I’ll leave you with a little something. My word in your ear. I’m calling Marlo a straight bitch” (V:6). Denne fornærmelse nedgør Marlos maskulinitet og nedværdiger hans ære og mandighed. Den kan sammenlignes med níð (fornærmelser) i sagaerne, hvor sammenligninger af en mand med et dyr, eller værre endnu med et hundyr, er en grov fornærmelse, som fordrer en hævnakt.
Alternative rum
Den fredløse er ikke i sikkerhed i det sociale rum og må finde alternative opholdssteder. Det er ikke nok med ét opholdssted, situationen fordrer foranderlighed og bevægelse, noget der synes at tilfredsstille Grettes rastløse temperament og hans tilbøjelighed til kedsomhed. Gisle og Grette kommer vidt omkring i deres søgen på opholds- eller skjulesteder, og deres nomadetilværelse fører til en detaljeret beskrivelse af det islandske landskabs topografi (Barraclough 2010 og Poilvez 2012) (fig. 7).
Geografisk distance er en oplagt markør for alternative rum, der ligger uden for det kendte samfunds grænser. Det fortælles om Grette “at han vil opsøge venner og slægtninge i de vestlige egne” (Grettes saga, s. 135). Også Omar forlader sit miljø, f.eks. da han forlader de velkendte corners og stash houses i Baltimore til fordel for Puerto Rico (fig. 8, V:3).
En anden mulighed er, at den fredløse – ligesom Robin Hood – etablerer et parallelsamfund i samfundets periferi med ligesindede:
Han [Grette] skaffede sig net og både og fangede fisk til at leve af. […]. Men da de andre fredløse hørte, at Grette havde slået sig ned der, fik mange lyst til at opsøge ham, fordi de følte sig sikre hos ham.
Grettes saga, s. 148.
Også Omar har en stærk tiltrækningskraft på sine omgivelser, hans folk består bl.a. af “the young boys” kæresterne (Brandon, Dante og Renaldo), men flere andre flokkes om Omar, der også har bodyguards, da han opholder sig i fængsel (IV:7). At den fredløse potentielt set kan etablere et nyt samfund understreger omfanget af den trussel, som han udgør overfor det samfund, han er ekskluderet fra.
Usynlighed
Marginaliseringens store udfordring kommer til udtryk med Grettes ord: “Man kan ikke tage hensyn til alt. Et sted måtte jeg være” (Grettes saga, s. 142). Den fredløse er konstant på kanten af udslettelsen, og daglige gøremål udgør en livsfare. I den forbindelse er det sigende, at Omar bliver skudt i et ellers uskyldigt ærinde, hvor han køber cigaretter, som altid af mærket Newport (fig. 9).
Den fredløse gør sig usynlig eller skjuler sin identitet, dvs. at han må udslette sit sociale selv. Grette dækker sig til: “Han skaffede sig en sort kutte og skjulte sig ved at tage den over sit tøj” (Grettes saga, s. 131). Gisle skjuler sin identitet ved at vikle sig ind i et fiskenet og te sig som en tosse (Gisles saga, s. 34). Denne form for forvandling skaber en usikkerhed om deres identitet, som øger omgivelsernes opmærksomhed og understøtter en mytologisering omkring deres person (fig. 10).
Da jagten på Omar intensiveres i sæson 5 efterlader han ingen spor. Dette understreges ved, at han forsvinder sporløst efter et spring fra 4. sal, hvor forundringen over hans usynlighed understreges filmisk ved, at der gentagne gange og fra forskellige personers synsvinkel ses på bygningens tomme og livløse facade. Facade og det tomme blomsterbed markerer Omars usynlighed og hans evne til at forsvinde fra det sociale rum.
Omars usynlighed er kilde til frustration hos fjenderne. For dem har han gjort det umulige og fremstår som “Spiderman”, dvs. som en overnaturlig person (Sæson V:6), og usynligheden gør ham til en uhåndgribelig skikkelse og dermed til en endnu større fare: “It’s impossible”, “We missed our shot. He is going to be at us” (V:6). Omar, som ellers er synlig på gaden, går ind i en eksistensform, hvor han, der før kunne både ses (på grund af sine markante attributter) og høres (på grund af sin karakteristiske fløjten), tilsyneladende forsvinder fra det sociale rum.
Hjælpere
Det er som nævnt især de personlige relationer, der drager den fredløse mod det sociale rum, og som dermed konkretiserer figurens destabiliserende funktion.
Enten vender han tilbage pga. af længsel, hvilket er tilfældet med Gisle: “Han [Gisle] kunne ikke længere holde ud at være væk fra sin kone, Ød, så højt elskede de hinanden” (Gisles saga, s. 31). Eller han kommer tilbage for at kunne reagere på optrappede konflikter. Omar tager fra Puerto Rico tilbage til Baltimore for at hævne drabet på Mostly Blind Butchie, som er hans beskytter og rådgiver (V:3).
Hjælperne udviser stor opfindsomhed. Ød, Gisles kloge og trofaste kone, er utvivlsomt en afgørende grund til, at Gisle kan overleve længe som fredløs. Mostly Blind Butchie har samme funktion i The Wire. Butchies blindhed understreger hans evne til at se indad og finde kilden til viden i sit indre, og skildringen af Butchie som svagtseende kan forstås som er en reference til motivet om den blinde seer.
I visse tilfælde bliver de fredløse fældet pga. hjælperne. Under alle omstændigheder byder reglen, at hjælpere opsøges af modstanderne og presses til at udlevere information om den fredløse. Ød opsøges, men holder tæt om Gisles skjulesteder og modstår presset om at angive sin mand. Eyjolf tilbyder hende mange penge for at fortælle, hvor Gisles opholdssted er, og hun trues med lemlæstelse, men det nytter ikke, og modstanderne må opgive (Gisles saga, s. 30).
Det modsatte er tilfældet for Omars kæreste, Dante, som under tvang afslører Omars tilholdssted overfor Brother Mouzone (III:10 og III/11) (fig. 11).
Alt ender med døden
At være fredløs og udenfor samfundets beskyttelse er identisk med en dødsdom. Ingen kan opretholde livet under de givne præmisser – heller ikke dem, der er både følsomme, stærke, vise og usynlige. Deres evne til at holde sig i live inkluderes i deres ry og minde. Om Grette siges det, at: “[…] han var fredløs i over nitten år, og han kom ud for mange prøvelser, men holdt altid fast i sin tro, så godt det lod sig gøre. Han forudså det meste, selvom han ikke kunne gøre noget ved det” (Grettes saga, s. 193). På lignende vis fortælles det om Gisle, at han: “[…] er den, der næst efter Grette Asmundssøn har levet længst i fredløshed” (Gisles saga, s. 28).
Der sker en intensivering og optrapning af mord og forfølgelser op mod dødstidspunktet. Intensiveringen afspejler sig både psykologisk og fysiologisk, bl.a. ved at drømmene forværres for Gisle. Smerterne fra sår fra tidligere kampe bliver stærkere for Grette og Omar. Døden forbindes med en retorisk stil, hvor kroppen er i centrum. Sagaernes stiliserede beskrivelser af døden fremhæver ofte afhuggede lemmer, synlige indvolde og en overnaturlig evne til at bekæmpe modstanderne. Gisle kløver sin fjendes overkrop umiddelbart efter, at han selv er blevet stukket med et spyd, og hans indvolde er faldet ud. Da Grette er døden nær, kan han holde så hårdt om langkniven, at fjenderne ikke kan vriste den fra ham. Først da hånden hugges af, giver han slip på skæftet. Efter et par forsøg, hvor det ikke lykkes at halshugge Grette, men kun at skade kniven, formår de at hugge hovedet af ham (Grettes saga, s. 192).
I The Wire fremstår drabs- og voldsscener ofte stiliserede. Omar skader sit ben, da han springer ned fra 4. sal. Han humper rundt i gaderne, mens han støtter sig til en krykke, men på trods af et dysfunktionelt, egt. afhugget, ben, formår han at kæmpe videre. Endvidere er det synlige ar i Omars ansigt emblematisk for hans udsatte position og for den dødstrussel, han har hængende over sig (fig. 12).
The Wire og sagaarven
Det er i sig selv interessant, at den fredløse som figur spiller en afgørende rolle både i en moderne tv-serie og i sagaerne. Det viser, at man – nu som for 7-800 år siden – fascineres af eneren, der er hensat til et liv uden for samfundets ramme. I deres egenskab af at være fredløse er Omar, Grette og Gisle heroiske skikkelser, som rummer en række arketyper, f.eks. krigeren, der er det modige og frygtløse individ, shapeshifteren, der kan skjule sin identitet, og magikeren, der har – eller som af omgivelserne tildeles – overnaturlige evner (se Seal 2011, s. 25). At Omars karakter og hans position i forhold til det omgivende samfund kan formuleres og forstås med en sammenligning med sagaheltene viser, at sagaerne ikke skal betragtes som hengemte relikvier uden aktuel relevans, men at de tematiserer generelle og tidsløse problemstillinger, som kan være anvendelige i analysen af moderne former.
Det demonstrerer endvidere tv-seriens kompleksitet og dybde, som ikke mindst træder frem i karakterskildringerne. Omar markerer en (utopisk) mulighed for dannelsen af alternative samfund og peger på det ikke-internaliserede og på samfundets ustabilitet. Uagtet at Omar blot er én person i The Wires persongalleri og fredløshedstematikken blot én tråd i det net af betydninger og referencer, der findes i den kritikerroste TV-serie, illustrerer hans figur og funktion righoldigheden af de fortolkningsmuligheder, som knytter sig til The Wire.
* * *
Fakta
Mange tak til redaktør Dorte Granild og den anonyme peer reviewer for konstruktive kommentarer og feedback.
Anvendt litteratur
- Abramovitch, Seth. Reformed Hitman Who Inspired the Wire…, The Hollywood Reporter d. 12/5 2012.
- Andersson, Robert, Jørgen Bruhn og Anne Gjelsvik. The Wire og kriminalitetens afkroge, Passage 68, 2012. 27-40.
- Barraclough, Eleanor Rosamund. Inside Outlawry in Grettis saga Ásmundarsonar and Gísla saga Súrssonar. Landscape in the Outlaw Sagas, Scandinavian Studies 82/4, 2010. 365-88.
- Forshaw, Barry. Death in a Cold Climate. A Guide to Scandinavian Crime Fiction, Palgrave Macmillan, 2012.
- Geherin, David. The Dragon Tattoo and its Long Tail: The New Wave of European Crime Fiction in America, McFarland and Company, 2012.
- Gisles saga, oversat af Kirsten Wolf. Islændingesagaerne. Samtlige sagaer og niogfyrre totter. Bd. 2. Red. Annette Lassen, Saga Forlag, 2014.
- Grettes saga, oversat af Kim Lembek. Islændingesagaerne. Samtlige sagaer og niogfyrre totter. Bd. 2. Red. Annette Lassen, Saga Forlag, 2014.
- LeBesco, Kathleen. “Gots to Get Got”: Social Justice and Audience Response to Omar Little, in The Wire: Urban Decay and American Television, ed. Tiffany Potter and C.W. Marshall, Continuum International Publishing, 2009. 217-232.
- Meulengracht Sørensen, Preben. Murder in Marital Bed. An Attempt at Understanding a Crucial Scene in Gísla saga, in At fortælle Historien. Telling History. Studier i den gamle nordiske litteratur. Studies in Norse Literature, Edizioni Parnaso, 2001. 37-58.
- Nielsen, Jakob Isak, Andreas Halskov og Henrik Højer. Fjernsyn for viderekomne – de nye amerikanske tv-serier, Turbineforlaget, 2011.
- Peterson, James Braxton. Corner-Boy Masculinity: Intersections of Inner-City Manhood, in The Wire: Urban Decay and American Television, ed. Tiffany Potter and C.W. Marshall, Continuum International Publishing, 2009. 107-121.
- Poilvez, Marion. Access to the Margins: Outlawry and Narrative Spaces in Medieval Icelandic Outlaw Sagas. Brathair 12/1, 2012. 115-136.
- Seal, Graham. Outlaw Heroes in Myth and History, Anthem Press, 2011.
- Snorris Edda, oversat af Kim Lembek og Rolf Stavnem, Gyldendal, 2012.
