En skinger testlyd toner frem fra en sort skærm. Et kamerahold giver sig til kende i baggrunden; ‘Miss Shirley Clarke. Portrait of Jason. Roll one, sound one. Sound rolling. Camera Rolling.’
Inde og ude af fokus kommer en mands ansigt til syne. ‘My name is Jason Holliday.’ Han gentager; ‘My name is Jason Holliday.’ Det utydelige ansigt griner højt; ‘My name is Aaron Paine’. I en tæt indstilling kigger manden direkte ind i kameraet og vi kigger ind i øjenene på hvad der skal være denne films eneste motiv de næste hundrede minutter; Jason Holliday. Fra første sekund en janus-figur der ikke ved hvilket navn han skal kalde sig selv.
Det her er Shirley Clarke’s Portrait Of Jason fra 1967. Klokken var ni om aftenen, den 2. december 1966, da Jason satte sig til rette i Clarkes lejlighed i det nu berømte og berygtede Chelsea Hotel i New York. Efter tolv timer, flere flasker whiskey, et par joints og cirka 30 ruller film af 10 minutter hver, var optagelserne færdige klokken ni næste morgen.
Filmens instruktør, Shirley Clarke, blev født ind i en velhavende og konservativ New York familie i 1919. Uden hendes forældres støtte kastede hun sig i en ung alder ud i en kreativ bane der startede med dans og hurtigt bevægede sig over i film. Clarkes navn blev hurtigt synonymt med et New York kunstnermiljø i tæt symbiose med narkotika, homoseksualitet og den afro-amerikanske undergrund. Derfor kan hendes historie let fortælles som historien om en hvid kvinde fra en beskyttet baggrund der trodser forældrene for at genopfinde sig selv i en sagnomspunden bohemetilværelse. Det er også ofte denne persona der træder i forgrunden frem for hendes fascinerende filmografi, for på trods af flere anerkendte kortfilm og dokumentarer står Clarkes navn ikke så tydeligt i den kollektive hukommelse som hendes venner og samarbejdspartnere: Jonas Mekas, Stan Brakhage, Maysles brødrene m.fl. Det var under indspilningen af hendes nok mest kendte film, den semi-dokumentariske spillefilm The Cool World fra 1963, at hun mødte sin kommende kæreste, den sorte skuespiller og undergrundsikon Carl Lee. Det var igennem denne forbindelse Clarke mødte Jason Holliday;
Jason used to come around and clean up my house when I didn’t want him to. I would also give him 40 dollars to help him get on with his career – get costumes for his nightclub act. There were times when he was very funny, and there were times when he was very cruel and dangerous. We would be sitting around, and he’d suddenly take amyl nitrate and pop it under your nose. I thought I was having a heart attack. I could have killed him. Anyway, I’m walking down the street one day – isn’t it wonderful how fate is always there when you need it – and luck somehow took over. There, coming down the opposite side of the street, was Jason. I saw him, and I said, ”Yes, that’s who I could make the film with.” I had not talked to him in several years. But I said, ”Hi, Jason,” and he almost fell over with joy. ”You know, I’ve got an idea about something. I’d like to film you doing what you do, telling those stories you tell and talking about your life. It would just take one day.”
Afterimage, 1983.
Som sagt så gjort. Vi er tilbage i Clarkes lejlighed, og Jasons ansigt er stadig ude af fokus. Han forklarer at navnet Jason Holliday blev givet ham på en rejse til San Francisco; ‘Jason Holliday was created in San Francisco. And San Francisco is a place to be created, believe me.’ Denne fabrikerede persona er vores første indikator på at der er tale om en film hvor fortælling, virkelighed og identitet er under konstant overvejelse. Kameraet kommer op i fart og kameramanden finder endelig sit fokus. For første gang ser vi nu Jason tydeligt; på et mildt ansigt hviler et par tykke runde briller: Jason er en distingveret sort mand i 40’erne, iført en nusset hvid skjorte under en sort blazer. Vi zoomer ud og ser omgivelserne. Clarkes lejlighed er sparsomt men pænt indrettet – blomster og kunstgenstande hviler over et ildsted flankeret af en sofa og en lænestol. Dette er vores bagtæppe, den scene hvorfra Jason skal fortælle og optræde om sit liv. En mand i en lejlighed, uden hjælpemidler eller manuskript i en halvanden times uafbrudt talestrøm – hvad er det for en film vi skal til at se? Uden regler eller forbud blev Jason bedt om at tale frit fra underbevidstheden.
Vi lærer hurtigt mange ting om manden. Jason er bøsse. Jason er skuespiller (af en slags). Han håber at stable et cabaretshow på benene med sig selv som showets transseksuelle centrum. Han er, eller har været, alkoholiker og narkoman, samt trækkerdreng og mange former for svindler. Udover det er han fantastisk charmerende. Denne film er ikke ‘bare’ en dokumentar, og den er mere end bare hans historie, den er en form for testamente eller personificering af manden selv i det øjeblik han blev fanget af kameraet. Dette er filmen Ingmar Bergman kaldte ‘den ubetinget mest fascinerende film jeg i mit liv har set’. (Milestone Films, Portrait of Jason Press Kit, 2012)
Hvad er virkeligheden?
For at finde ud af hvad Portrait of Jason er, skal vi måske først kigge på hvad den ikke er. En film, lige meget om det er dokumentar eller fiktion, består af en mængde beslutninger. Hvad den viser og hvordan den viser det er valg truffet af filmskaberen for at kommunikere hans eller hendes intention. Især i fiktionen har disse beslutninger resulteret i et filmsprog der gennem mediets historie langsomt er blevet mere og mere velartikuleret. Krydsklip, montage, musik og alt hvad et moderne publikum ellers er blevet forvænt med er resultatet af lang tids forædling af en ung kunstform. Også i dokumentaren manipuleres materialet på en sådan måde at det taler et sprog enhver filmgænger kan forstå – scener klippes sammen og lyd ligges over billedet for at give form og stemme til filmen. Dette filmsprog er blevet så etableret at vi oftest ikke tænker over det. En films form er æstetik, men den er også grammatik. En grammatik nedarvet gennem en lang filmhistorie.
Som i et nonsens-digt eller et lille barns ustoppelige talestrøm, mangler denne grammatik i Portrait of Jason. Hvad vi i stedet får, er en bevidst undergravning af dette filmsprog. I stedet for at være redigeret væk, er kameraholdets stemme og tilstedeværelse i rummet med på lydsiden. Filmruller får lov at løbe helt ud, og vises helt fra deres begyndelse, så uskarpe billeder inkluderes i den færdige film. Et stykke inde i filmen løber en rulle ud mens den separate lydoptagelse løber videre og vi hører Clarke sige ‘just keep the sound rolling’, efterfulgt af et minut med Jasons stemme der ufortrødent taler videre over sort skærm.
Det står klart, at det traditionelle filmsprog der ellers står til rådighed for Clarke ikke er nødvendigt, at det betragtes som sekundært i forhold til det øjeblik som filmen rent faktisk forsøger at repræsentere.
Denne beslutning om ikke at skjule de omstændigheder filmen blev til under understreger Portrait of Jasons tætte relation til den samtidige dokumentariske bevægelse kaldet ‘Cinéma Vérité’. Med afsæt i den franske dokumentarfilmsinstruktør Jean Rouches tanker, var denne bevægelse tænkt som en modreaktion mod spillefilmens (og især hollywoods) stadig mere fantastiske og virkelighedsfjerne produktioner. Folk som Maysles brødrene og D.A. Pennebaker formulerede et nyt filmsprog hvor tilblivelsen af filmen ikke kunne adskilles fra det endelige værk. I Cinéma Vérité taler emnerne til kameraholdet, der også oftes ses i spejle og på andre måder er direkte medvirkende i den færdige film. At lade som om de ikke var tilstede ville være lig den mangel på ærlighed der praktiseres af den fiktion som bevægelsen forsøgte at gøre sig fri af.
Clarkes tanker omkring Portrait of Jason ligger som nævnt i forlængelse heraf:
When I saw the rushes I knew the real story of what happened that night in my living room had to include all of us, and so our question-reaction probes, our irritations and angers, as well as our laughter remain part of the film, essential to the reality of one winter’s night in 1966.
Milestone Films, Portrait of Jason Press Kit, 2012.
Portrait of Jason har altså en fod i denne tradition, men alligevel er den sin helt egen – både smukkere og mere mærkelig. Hvor andre udøvere af vérité-stilen stadig former deres film med bl.a. klip og bearbejdning af lydsiden, så er Clarkes lille film en anderledes oplevelse. Med en nærmest dogme-agtig tilgang optog holdet kun så længe, de havde filmruller til det, og kameraet bevæger sig på intet tidspunkt. Det er som om filmen er overladt til dens egen skæbne – med kun et kamera og en mand foran det fremstår Portrait of Jason som et uforberedt kemiforsøg; Hvad sker der hvis man putter Jason Holliday foran et kamera i tolv timer? Når en mand, hvis liv består i at fremstille sig selv på mest flamboyante vis, stilles foran et kamera (en maskine fremstillet til at optage hvad end der sker foran det) er den kemiske reaktion både stærk og forvirrende. Igennem halvanden times formløst og hudløst simpelt filmsprog smelter den energiske Jason nærmest sammen med den rullende film, indtil man til sidst ikke kan adskille de to. Resultatet er en hypnotisk oplevelse.
På den måde udvikler vores forståelse af netop dette sjældent formløse og personlige udtryk sig langsomt undervejs gennem filmen – En film der tilsyneladende dyrker en konsekvent formløshed, træder nu i karakter som en film med en formuleret og spændende formbevidsthed. Manglen på filmsprog begynder at slå sprækker i ens forståelse af filmmediet, fordi man konstant mindes om andre films brug af virkemidler. Portrait of Jason handler altså også om filmmediet, eller rettere om mediets uadskillelighed fra det valgte emne. I denne optik fremstår Clarkes film som en art ‘strukturalisme‘ – og lægger sig dermed i forlængelse ad en filmisk avantgardebevægelse repræsenteret af filmkunstnere som Michael Snow og Paul Sharits, der brugte film til at fortælle om film. Gennem ofte matematiske regler og dogmer blev mediets muligheder og begrænsninger afprøvet på en måde der er meget lig det vi er vidner til i Portrait of Jason
En optræden
You know it’s a funny feeling. Having your picture made. I mean, I think I really dig it. I feel sorta grand sitting here, carrying on. People are gonna be digging ya, I’m gonna be critized or loved or hated, you know, what difference does it make? I’m doing what I want to do, and it’s a nice feeling that somebody is taking a picture of it. This is a picture I can save forever.
Jason føler sig tilpas foran det rullende kamera. Som en der elsker opmærksomhed er det hans rette element, hans naturlige miljø. Kommunikationen i filmen er envejs, scenen er ene og alene Jasons, kun i ny og næ kan kameraholdets kommentarer og foreslag til samtaleemner høres. På trods af denne prædiken-lignende optræden fra filmens hovedkarakter kan vi dog finde sporene af en dialog hvis vi lægger mærke til hans kropsprog. Og netop kropsproget bliver ophøjet til et af filmens vigtigste udtryk, idet øjet bogstaveligt talt ikke har andet at kigge på end Jason og hans bevægelser i halvanden time. Som publikum bliver vi eksperter i Jasons bevægelser; på den måde han holder på sit (ofte genopfyldte) whiskeyglas, den måde han ryger sine cigaretter på og den måde han griner på. Jason sætter sig ned når han skammer sig og rejser sig op når han er stolt. Og hvad hans krop og udtryk ofte kommunikerer er en vished om, at han er på, at kameraet (og i forlængelse af det, vi) kigger på ham. Han er et emne der er stærkt bevidst om sin egen status som emne, altså det omvendte af en fiktionel karakter der optræder i en konstrueret alternativ virkelighed. ‘How am I doing, Shirley?’ Spørger han sin instruktør. ‘You’re doing fine, Jason’. Hans kropslige dialog med kameraet minder os om filmens materialitet, at vi sidder og ser produktet af en aftens arbejde og mange meters belyst celluloidfilm. På denne måde er vi altid opmærksomme på at filmen er netop det, en film.
Vi lærer Jason bedre at kende og suges ind i hans univers, hans virkelighed, men ikke på samme måde som i så mange andre dokumentarer. Jasons virkelighed er denne aften, kameraet foran ham og hans forsøg på at fremstille sig selv i det mest interessante lys. Vi hører hans historier om et liv i New Yorks homoseksuelle natteliv, men er ikke selv tilstede i det. Hvis filmen skulle hævde den ‘sandfærdighed’ der kendetegner klassisk dokumentar ville holdet havde taget med ham på gaden og i barerne for at præsentere Jason i hans element. Det er netop gennem kontekst at en person kan skildres objektivt, hvad der også er tilfældet i langt de fleste Vérité film begået i Clarkes samtid. Det er dog ikke tilfældet her, og filmen bliver en flot og interessant kommentar om hvad vi opfatter som virkeligt, hvordan man ‘fortæller’ virkeligheden, og hvad filmmediets aktie i denne såkaldte virkelighed kunne være.
Et selvportræt
Jasons liv er ikke den historie der fortælles om en dreng der voksede op som en udstødt i sydstaterne indtil han til sidst flygtede til storbyen for at realisere sig selv i en hvileløs march fra den ene bøssebar til den anden. Jasons liv er selve historien, den måde (og de mange gange) han fortæller den på. Han er selv klar over sit eget rygte som fantast og lystløgner og gør endda hvad han kan for at kultivere det. Derfor er hans optræden i filmen på mærkelig vis mere ægte end hans liv uden for filmen, da han med sine egne ord ‘lever af at fortælle’. Eller som Carl Lee bemærker fra sin position bag kameraet mod filmens slutning, ‘You’re full of shit, Jason’. Jason fortæller os alle sine mest private tanker mens han samtidig forsøger at fremstille sig selv som verdens centrum. Både oprigtig og satyragtig er Jason en ægte fiktionel karakter, en person hvis hverdag består af teater og humørskifte. I filmen er det op til Jason selv, og ikke instruktøren, hvordan han præsenteres. Og præsentere sig selv er det eneste han har gjort gennem hele sit liv. Jason er altså, som hans navn også minder os om, en fiktiv konstruktion, der mere hører hjemme på biograflærredet end på gaden. I et velartikuleret og fantastisk beatnik-sprog former Jason sin egen virkelighed over for andres og er den første til at indrømme at han har det hele i munden. Og hvor står vi så med denne film – over for en opstillet, og derfor virkelig, præsentation af et sandfærdigt forfalsket menneske?
Vi er nu flere glas whiskey og en enkelt joint inde i filmen, og Jasons armbevægelser begynder at blive større. På opfordring fra en fra kameraholdet dykker hans hånd ned i en klar plastpose. Ud kommer en fjerboa og en bredskygget hat; rekvisitter til hans længe planlagte cabaretshow. Iført boaen kaster han sig nu ud i en velforberedt (og sjov) Mae West karikatur. Jason gør det han gør bedst – putter et nyt ansigt på, underholder og charmerer. Igen mindes vi om det univers denne film ikke tilhører, en filmtradition fuld af højt betalte skuespillere og store vistaer. I denne lille lejlighed med kun Jason og en fjerboa til vores rådighed, får vi alligevel fiktion og underholdning for alle pengene. Dette flamboyante sceneshow står som vores påmindelse om skellet mellem virkelighed og fiktion. Jason fortæller om hvordan han i årevis har lånt penge af sine venner til at fuldføre dette længe lovede show der endelig vil sætte ham på kortet og derefter gang på gang har brugt pengene på en unødig dekadent livsstil. ‘Im lonely, I’m desperate, but I’m cool. I should suffer’. Cabaretshowet er aldrig blevet til noget, ligesom vi ved at det han planlægger i fremtiden heller ikke bliver til noget. Showet, og den tilhørende rigdom og berømmelse, er luftkasteller på samme måde som enhver film kan siges at være det. Du kan tale om noget eller vise det på film, men det gør det ikke til tingen selv. Det er Jasons specielle medfødte evne at kunne udviske denne distinktion, hvilket gør ham fantastisk charmerende og højst oprigtig på hans helt egen, mærkelige måde. Men det er samtidig også, forstår vi, det der i sidste ende skubber ham væk fra hans omgangskreds.
Det var den samme fjendtlighed der var på spil mellem Clarke, hendes kæreste Carl Lee og Jason på det tidspunkt hvor filmen blev skudt. I filmens sidste tyve minutter ligger Jason på maven efter at have tømt noget nær en flaske whiskey på egen hånd mens Carl og Shirley begynder at spørge ind til deres indbyrdes forhold, og hvorfor Jason forrådte dem. Med hovedet i puden hvisker Jason; ‘Don’t trust me, don’t trust me, ‘cus im out to get ya’. Han lader til at angre; ‘Tell me where to stop Carl, tell me where to stop’, men bliver hurtigt taget i en løgn. ‘Det er sandt’, griner han, ‘jeg er fuld af løgn’. Hvad der starter i vrede ender i grin, og det er som om, det er umuligt at være rigtig sur på Jason. En mand, der er så afvæbnende anderledes.
Jason is a performer, and everything except the last 20 minutes in the film I had seen a hundred times before. I’d heard every story that he told and every variation. I knew that if I asked him X I would get Y. I knew him that well. An interesting and important fact is that I started that evening with hatred, and there was a part of me that was out to do him in, get back at him, kill him. But as the evening progressed, I went through a change of not wanting to kill him but wanting him to be wonderful. Show him off. I went through getting to love him as I spent months sitting at my editing table trying to decide which half of what I filmed I was going to drop. I developed more and more of a total ability to understand where he was coming from – leaping cultural gaps, his homosexuality, his opportunism, his hype. I changed a lot of of judgmental ideas by really getting to know Jason […] Jason is not your average human being. I knew that when I chose him I was choosing somebody dramatic, photogenic, crazy, interesting… Somehow, he ends up the victor. I was perfectly willing for him to win.
Afterimage, 1983.
Denne film er mange ting, netop fordi den kun er en ting; et portræt af Jason. En mand der kan tage alle skikkelser og som knapt eksisterer i det virkelige liv, men snarere i de historier han fortæller. Derfor er der også i lige så høj grad tale om et selvportræt. Det er et portræt tegnet af en mand velvidende at det aldrig vil kunne blive komplet. Selv om han stod model i tolv timer, bevæger han sig så hurtigt fra det ene ord til det næste at portrættet højest kan blive en skitse – men en af de smukkeste jeg har set.
* * *
Fakta
Portrait of Jason vises på årets CPH:DOX.
Citerede værker
- Interview med Shirley Clarke af Lauren Rabinovitz, AfterImage, 1983.
- Milestone Films, Portrait of Jason Press Kit, 2012.
